Vi kom af sted til den aftalte tid, og det blev igen en tur med rigtig mange bakker. Det var temmelig anstrengende. Ved 65 km var vi inde et sted for at få kylling og stegte kartofler. Så gik det lidt igen.

Der var ingen regn, men der var heller ikke særlig varmt. Vi passerede grænsen ca. 20 km før Nysa, og her oplevede jeg heldigvis, at grænsevagten var meget interesseret i mit pas. Han løb væk med det i 5 minutter men det var alt det sjove, der kom ud af det.
Så kom de bare og gav mig det igen.
Yderst skuffende.

Vi havde et kort, så det gik forholdsvis nemt med at finde adressen. Det viste sig nu, at tjekker og polakker forstår hinanden. Det vidste jeg slet ikke.
Da jeg passerede Nysa floden, var det lidt lige som at komme "hjem" efter mit besøg 6 år forinden.

Jeg ringede på, og Wietold kom susende ned. Vi fik en hjertelig modtagelse af hele familien. De havde ventet os noget før, men vi havde altså kørt så stærkt, vi kunne. Familien var blevet lidt større siden sidst, idet David havde fået en veninde.
En rigtig sød pige.
Det var morsomt at se, hvordan børnene havde udviklet sig på de 6 år. Justyna var nu ikke længere en lille pige, men en ung dame. Det glædede mig at erfare, at hun var blevet særdeles god til at tale engelsk.
David havde nu bil, og vi kørte ned til Nysa søen og kiggede lidt.
Det blev også til et interessant besøg på Wietolds skole.

Da vi kom tilbage til lejligheden, var den allerede fyldt med gæster. Det var de fleste af de sejlsportsfolk, jeg havde mødt 6 år tidligere, nu suppleret med koner og børn. De havde forberedt en lille leg til mig.
Vi legede en del selskabslege, da de besøgte Danmark, og det skulle vi nu igen.
Jeg skulle finde ud af, hvilke mænd, koner og børn, der hørte sammen. Det gik nemt med børnene, for de lignede deres fædre, og det lykkedes mig at gætte rigtigt med konerne.

Så var det tid til det helt store festmåltid. Der var sat et kæmpebord ind i stuen, og det er ikke for meget at sige, at bordet næsten flød over med lækkerier.
At tømme bordet på én aften ville være en umulig opgave.
Der var højt humør, og snakken gik. Naturligvis mest på polsk, som Jaroslav kunne følge med i.
Mateusz var rigtig flink til at sørge for, at jeg blev orienteret om, hvad de snakkede om. Ham mødte jeg også for 6 år siden, og han er nu blevet rigtig dygtig til engelsk.
Festen fortsatte til omkring kl.. 23, hvor vi gik til ro.
Jaroslav og jeg sov i børnenes værelse, mens hele familien Tomaszewski overnattede i stuen.

En herlig dag var til ende.

Tilbage til Tjekkiet-forsiden
Tilbage til hovedsiden