Jeg vågnede med betragtelige maveproblemer og ondt i hovedet.
Det var ikke så smart, for vi skulle den dag køre 200 km til Adrsprach-stenene.
Jeg håbede inderligt, at Jaroslav ville sove over, men han var der 6.02, frisk som en havørn.
Det var jeg slet ikke.
For anden gang måtte jeg melde fra til et morgenmåltid. Første gang var i forbindelse med hakket hvidløg på franskbrød. Det klarede jeg ikke. Denne dag gik det heller ikke. Jeg måtte melde pas.

Men vi kom skam af sted til tiden, og som det ofte sker, hjalp det at komme på nakken af cyklen.
Som altid var der voldsomme stigninger, der skulle besejres. De fleste er såmænd ikke stejlere end i Danmark. Forskellen er, at de aldrig slutter, hvor de ville have gjort det i Danmark. Skulle man finde på at forcere kan det blive fatalt, hvis der stadig mangler 500 m af bjerget.
Vi kom derop på ca. fire timer og var undervejs på en café, hvor vi fik kager og the. Jaroslav er begyndt at vænne sig til, at jeg vil ind forskellige steder på vores lange ture. Det hjælper måske også, at jeg hver gang optræder som den glade giver. Det synes jeg kun er rimeligt.

Da vi ankom til Adrsprach, syntes jeg, at vi var sultne. Det mente Jaroslav også. På et cafeteria fik vi hver en pølse og en cola. Vi blev enige om, at det unge menneske, der serverede for os var en ubehagelig ung mand.

På toilettet opdagede jeg noget morsomt. Der var ikke noget papir. Det var nu ikke det, der var morsomt. Det morsomme var, at der sad en ældre mand ( meget ældre end mig) ved et bord og solgte papir. Det kostede 2 KC for kvinder og 3 KC for mænd (?). Jeg gav ham 5 KC og han talte omhyggeligt op, stykke for stykke, hvor meget jeg havde erhvervet mig retten til at drage af sted med.

Vi låste cyklerne sammen og gik ind. Det drejer sig om nogle fantastiske sandstensformationer, som man finder på en rute, det tager en times tid at gå igennem. Det kostede 40 KC for hver at komme ind. Det chokerede Jaroslav lidt, men det lille problem blev klaret. Det var virkelig en attraktion, der ville noget. Hver formation havde navn efter det, den nu lignede, og de var vildt flotte. Men der var altså også 400 trin, der skulle bestiges. Ikke lige min livret. Men det gik da.

Til alt held var cyklerne der stadig, da vi kom tilbage, og vi kastede os over de sidste 100 km.
Vi blev lidt trætte til sidst, men via et ophold med ferskner, bananer og lidt andet guf, klarede vi det i fin stil.
Hjemme ventede Ludmilla med en herreret - igen.

Vi er nu ved at forberede os lidt på morgendagens eventyr, turen til Nysa i Polen.
Der skal vi besøge min ven Wietold Tomaszewski og hans famille. Jeg besøgte Wietold i 1994, og vi har skrevet sammen siden. Han og hans sejlervenner har også været på besøg i min verden.
Jeg spørger lige Jaroslav om, hvornår vi skal køre i morgen …..

….han siger, at vi skal køre 6.30.
Det gør vi så.

Puha, der var jeg altså kommet lidt bagud med dagbogen. Det skal man aldrig gøre. Man tror, man kan huske, hvad der er sket, men det kan man aldrig. Datoer, stednavne og distancer bliver blandet sammen i løbet af forbløffende kort tid.

Klokken er nu 21.30, og jeg har seriøse planer om at gå til ro inden længe. Lige nu er Jaroslav i sine gemmer efter billeder fra dengang han besøgte Nysa i 1988.
Han fandt dem aldrig.

Tilbage til Tjekkiet-forsiden
Tilbage til hovedsiden