Tirsdag den 13. juni.

Tilbage til Hovedsiden
Tilbage til Tjekkiet-forsiden.


4 dage til start.

Ja, ja jeg kom da et stykke videre. Jeg var hos Larsen Nord for at hente mine trøjer - igen. Desværre havde der indsneget sig en stavefejl i det første tryk, så der måtte laves en rettelse. Jeg var meget spændt på, hvordan det så ud, men det var faktisk blevet rigtig flot. De beklagede meget ulejligheden, men vi kan alle lave fejl. Selv laver jeg adskillige hver dag.

Dernæst kørte jeg til Vejgård Foto, hvor jeg fik et supplerende Memory Stick på hele 32 MB. Nu kan jeg få dækket hele turen med digitale billeder. Jeg har også fået fat i længere skruer og har fået bagbagagebæreren monteret. Jeg mener også at have fundet en smart måde at anbringe styrtasken på. Den sidder fast med 2 remme. Jeg kørte en lille tur rundt om byen. Det synes at fungere. Jeg var på jagt efter nogle danske flag til turen, men "Flagforretningen" var flyttet, og jeg kunne ikke lige finde det sted, den var flyttet til. Der er kommet en del flere ting ud på bordet i stuen. Jeg har også afsluttet en artikel og truffet et par aftaler omkring foredrag.

I morgen skal jeg forsøge at få lagt de sidste ting frem. Jeg må også forsøge at få fat i nogle flag.
Måske bliver jeg nødt til at investere i en større skruenøgle. Jeg købte en ny før min Japan-tur, men den konfiskerede myndighederne i Narita Airport. De lovede at sende den til mig. Nu er der gået 2 år, og jeg venter stadig.

Jeg har stadig ikke hørt fra min tyske forbindelse. Måske kigger jeg alligevel indenfor og siger hej. Jeg mangler for resten også at finde en sovepose frem.

Vejrudsigten lover godt for lørdag. Det ser ud til at jeg kan få lov til at starte ud i tørvejr. Det går nok alt sammen.