Så var den sidste dag kommet.Det var en mærkelig fornemmelse at være tilbage i Danmark efter en hel måned. På kajen mødtes jeg med min nye ven, Jaoslav. Vi ønskede hinanden god tur og aftalte, at vi ville mødes på et senere tidspunkt. Jeg havde egentlig regnet med, at vi skulle køre sammen et stykke tid, men vi foretrak tilsyneladende begge to at køre alene.

Omkring Sæby kørte jeg ind på en tankstation for at få et stykke brød og en banan.
Pudsig dialekt.

Der var naturligvis modvind. Hvorfor skulle dette sidste stykke være nemt?
Desuden var himlen mørk og truende.
Jeg kørte stille og roligt og nød turen. Det var jo kun en smuttur.

Hvem regner en tur under 100 km?

Omkring Flauenskjold løb jeg ind i en gevaldig tordenbyge. Jeg afgjorde, at jeg ikke gad søge ly. Nu havde jeg været gennemblødt så mange gange, og i nat skulle jeg sove i en rigtig seng, så pyt!

På den sidste strækning fra Vodskov mødte jeg en del bekendte, som jeg vekslede ord med. Bl. a. Flemming Andersen og Poul Erik Hansen, det var vældig hyggeligt.

Jeg slog følge med en motionist, der tilbød at give mig læ. Det var nu ikke specielt rart, da jeg kun kunne køre i mit eget tempo. Jeg var inde hos en købmand i Bouet for at gøre turens sidste indkøb. Det blev til en cola og et stykke chokolade.

Så handlede det om det allersidste stykke gennem Aalborg. En herlig tur denne dag. Jeg ringede hjem fra Skalborg for at bestille velkomstkomiteen, og vi aftalte, at gensynet skulle finde sted i Svenstrup.

Jeg ankom først til Svenstrup og måtte stå i ly for det regnvejr, der symptomatisk for hele turen også var kommet dertil. Det var dejligt at møde familien igen, og vi kunne sammen koncentrere os om at besejre det sidste fjeld, den frygtede stigning ved Bonderup Bakker mellem Ellidshøj og Svenstrup.

Men også den blev klaret, og så var det tid til at holde en lille pause på toppen, hvorfra man ved at skue mod nord kunne se vejen, der garanteret ville føre én til Nordkapp.

Vel ankommet til Ellidshøj blev jeg beordret til at afføre mig det snavsede tøj allerede i baggangen. Det hævdedes, at ophold i min nærhed var forbundet med betragtelige lugtgener, en påstand som jeg ikke opponerede imod.

Skægget røg af, et varmt bad, og så var der kun tilbage at konstatere, at ekspeditionen var gennemført. Det der mange gange havde set umuligt ud var nu historie.

Og en god historie......