Nu skulle der kun mangle 90 km til Oslo, så jeg gav mig god tid om morgenen. Men da jeg som altid var vågnet tidligt, var klokken ikke mere end 7.15, da jeg var på hjul. Det var ganske rart at kunne pakke teltet ned i bevidstheden om, at det var sidste gang i denne omgang. Jeg har kun sovet dårligt 2 nætter. Første gang var fordi mine fødder kløede, og anden gang var fordi, jeg havde hørt om ulykken i Tour de France.

I starten var der et helt fantastisk vejr. Vindstille og så lunt, at jeg kunne starte uden overtøj. Vejene var også pæne, og jeg havde radioen på Norges P4, så det var rigtig hyggeligt. Jeg var inde på en ESSO-station, hvor der var gratis kaffe,

Videre mod Oslo og selvfølgelig skulle jeg rende ind i mit tilbagevendende problem på denne tur: Det begyndte at småregne. I Kløfta var jeg på konditori, men stedet var ikke særlig hyggeligt. Der var hverken påtår eller påfyld. Fra Kløfta skulle der være 33 km. til Oslo, men nu var de store veje forbudt for cyklister. Så ad mærkelige veje og omveje gik det indad. Og nu var der pludselig 40 km til Oslo. Ca. 25 km. før byen begyndte forstæderne, og nu blev det for alvor besværligt. Det skulle forestille, at det var en cykelrute, men den var næsten umulig at følge. Skiltningen var yderst mangelfuld, og jeg måtte spørge om vej utallige gange. Samtidig var der voldsomme stigninger, og det havde jeg egentlig slet ikke lyst til. 10 km. før Oslo måtte jeg igen køre på de store veje, men dels var der en meget kraftig trafik, dels var der stærk regn.

Det var også særdeles svært at finde vej det sidste stykke, men endelig kom jeg da til terminalen, gennemblødt!

Klokken var da ca. 13-13.30, og jeg havde planlagt sight seeing, men jeg nægtede at være våd mere den dag. Jeg skiftede tøj og ventede på tørvejr. Det blev det først efter kl. 16. Imens gjorde jeg et bekendtskab: En turcyklist kom trillende iklædt plastposer. En lille ældre herre. Det viste sig at være en fyr fra Tjekkiet, der havde det mest gammeldags udstyr, jeg nogensinde havde set. Det gjaldt alt: Cykel, tøj osv. Han kunne gøre sig forståelig på engelsk, og jeg fandt ud af, at han var fattig som en kirkerotte, at han skulle sydpå og at han ikke anede hvordan.

Jeg fulgte ham ind til billetkontoret og forklarede damen, hvad han var for en. Hun kiggede på ham og kunne godt se, at det ikke var von And, der var tale om. Hun bestemte derfor, at han skulle med for 100 kr (normalpris: 515,-kr.), og han blev vildt lykkelig og takkede mig umådeligt.

Nu skulle jeg på karl Johan, men min nye ven ville gerne med, så jeg måtte forklare ham, at jeg gerne ville af sted alene. Det var ikke pænt af mig, men sådan ønskede jeg mig det i det øjeblik. Jeg havde et par hyggelig timer i centrum, hvor vejret nu var fint.

Jeg rullede ombord på Saga Stena ca. kl. 19. Det er et kæmpeskib, en hel by. Jeg fandt min kahyt, som jeg skulle dele med en svensker, en iraner og en ung mand fra Ungarn, Andreas, som jeg snakkede meget med. Han talte godt engelsk, og vi fik snakket musik, vin og meget andet. Jeg spiste kylling med kartoffelsalat i cafeteriet, inden jeg gik til ro ved 23-tiden. En mærkelig fornemmelse at ligge renvasket i rent sengetøj. Jeg sov nu ikke fantastisk godt. Jeg har før sovet bedre i vildmarken, man kunne sagtens mærke, at det var et skib.

Jeg stod op kl. 5.30 og ventede på, at cafeteriet skulle åbne. Jeg havde forventet at se et øde skib, men der er folk overalt, her hvor jeg sidder kl. 6.30 og skriver. De sover rundt omkring, hvorfor mon? Der er vældig gang i spillemaskinerne. Mange sidder og ryger, og nogle hollandske drenge har netop gennemført en fodboldkamp. Næh undskyld, de var norske!

Klokken er nu 6.51 og jeg sidder med the og rundstykker. Jeg var langt fremme i køen, og det skulle vise sig at være en særdeles heldig ting, for kasseapparatet er brudt sammen. Pigen ved kassen regner alt ud på papir, og i den del af køen jeg kan se, har jeg talt 45 personer!

Etapen i går blev for øvrigt på 105 km, og det skal nævnes, at i dag er dag 29, lørdag den 21. juli.

Den sidste dag.

Klokken er nu 7.15, der er 30 minutter til ankomst. Der er stadig 33 mennesker i køen, og kassedamen er grædefærdig. Der er børn, der skriger, og en tysk dame har netop overskredet mine grænser ved at sætte sig ved siden af mig. Jeg flyttede øjeblikkelig 3 pladser.

Jeg tror ikke, at sejladser nogensinde bliver min store hobby. Man er for tæt på mennesker, man ikke ubetinget ville have valgt som selskab i land.