DAG 25. MANDAG DEN 17. JULI 1995
Vågnede kl. 4.16 og konstaterede, at vejret var pænt og tørt. Myggene er parate og på deres pladser. Jeg kom til at spise alting i aftes, så jeg må starte med et par skiver toast og et æble.
Nu er der 893 km. til Oslo.
Det er ikke ret meget.
Jeg er 1368 km syd for Nordkapp, og totalen er 3727 km.
Lejrpladsen var 11 km. syd for Vilhelmina, der er en ret stor by. Men den var ikke vågnet, da jeg passerede. Landskabet har været fladt og og kedeligt, og turen har været begivenhedsløs bortset fra, at det begyndte at regne ved 37 km og først lige er holdt op, her hvor jeg holder pause i Dorotea kl. ca. 9.30. Jeg har købt lidt billige bananer og et brød, og nu sidder jeg på et konditori med kaffe og kage til halv pris, i alt 24,50 kr. udmærket.
Regn mellem 37 og 73 km.
Regn mellem 100 og 186 km.
Lad os sige det på denne måde: Det havde været sjovere, hvis solen havde skinnet. Men temperaturen steg trods alt fra 10 grader i Vilhelmina til 16 grader i Strömsund, og det betød, at det ikke føltes særlig koldt.
Den modvind, der havde været om morgenen, svandt ind til ingenting om eftermiddagen. Men alt mit tøj og især skoene er selvsagt drivvåde. Iøvrigt er vildmarkspræget på vej væk. Jeg har set op til flere marker, og der begynder at komme bebyggelse hist og her. Det sidste stykke omkring Hammerdal var fremragende.
Og så blev det den dag, hvor jeg så 2 elsdyr. Jeg troede ikke, der var så mange myg, hvor jeg slog lejr, men på et øjeblik kom der flere end nogensinde.
![]() |
![]() |
| TILBAGE TIL TOPPEN AF SIDEN |
TILBAGE TIL |
|