Jeg vågnede tidligt, meget tidligt. Allerede ved 4 tiden. Der var fantastisk dejligt vejr. Rigtig vejr til at få mange kilometer i benene, men sådan skulle det slet ikke være. Jeg pakkede tingene på cyklen og begav mig af sted på de 12 km. til Sorsele. Dels til fods, dels med cyklen som "løbehjul". Et ømt syn for de få morgenduelige svenskere og rensdyr, der var ude. Der var flest rensdyr. Det var forbavsende nok ikke nogen særlig ubehagelig tur, og i Sorsele parkerede jeg "vraget", tog hjulet under armen og stillede mig udenfor byen. Bil nr. 2 standsede. Det var en mand fra Sorsele, der skulle til Sundsvall 45 mil væk. Hans rute gik via mit endemål, Storuman, og vi fik en vældig snak om mange sjove ting. I Storuman kørte han mig hen til centrum. Jeg standsede den første jeg mødte, en mand, der var ude at lufte sin hund, og spurgte om vej til en cykelhandel. "Der er en lige derovre", sagde han. "Men den er stengt!" Men jeg kunne da følge med ham hjem, så ville han finde ud af noget. Hjemme i lejligheden forsøgte han at finde ud af mekanikerens navn, men uden held. Men han vidste, hvor han boede, så han kørte mig derud. Han havde en gammel SAAB fra 1969, som han var vældig stolt af. Mekanikeren var lige stået op. han kiggede på hjulet og bad os om at give ham en halv time. Nu kørte vi tilbage til lejligheden, hvor min nye ven Per lavede kaffe med brød, knækbrød og ost. Han havde en 10 år gammel hund, der hed Tanja.

En halv time senere ringede telefonen. Det var cykelhandleren, der sagde, at nu kunne vi godt komme hen i forretningen. Da vi kom derhen, var alting lagt pænt til rette, og i løbet af 30 - 40 minutter var problemet løst med et nyt "hus". Det kostede 259 kr, og det var det han skulle have, han fik aldrig arbejdsløn om søndagen.

Jeg takkede naturligvis mange gange. Jeg fik hans kort og lovede at sende en hilsen. Per i SAAB'en tilbød nu at køre mig de 71 km tilbage til Sorsele. Det ville blive for svært at tomle, mente han. Han havde i øvrigt intet bedre at foretage sig end at hjælpe mig.

Tilbage i Sorsele hjalp han med at samle cyklen. Vi blev derefter budt på kaffe i Turistinformationen lige ved siden af. Den unge mand der, havde jeg talt med aftenen i forvejen. Han boede egentlig i Stockholm og dyrkede triathlon. Han tog mig ind i et hus ved siden af, hvor hans cykel stod. Det var bestemt ikke noget særligt, men han var så stolt af den, at jeg sagde, den var flot. Per fik 40 kr. til benzinen, og jeg lovede ham at sende en hilsen.

Nu var klokken efterhånden blevet 12, og jeg begav mig atter engang mod Storuman, men denne gang på min egen cykel. Det gik ganske pænt, skønt der var modvind. Det var der hele den dag.

I Storuman gik jeg op på turistinformationen og ringede hjem. Så kørte jeg hen og handlede. Bl.a. pærer, æbler og bananer til 6 kr. pr. kg.

I løbet af dagen mistede jeg mit kopattesalve. Det irriterer mig voldsomt, når noget bliver væk.

Over middag gik det mere og mere trægt på "dommerens overtid". Men det lykkedes mig at klare 126 km. Det var rimeligt med den bevægede start på dagen. Der skete ikke noget særligt. Det går op og ned ad moderate bakker hele tiden. Det virker ikke mere så utroligt øde. Lejrpladsen er lige ved siden af vejen. Den er bulet og ujævn, men det var, hvad jeg orkede. Jeg spiste min frugt med toast. Desuden en dåse sild til 7.90 kr.

Klokken var 19.30 inden jeg havde kørt de 126 km.