DAG 22. FREDAG DEN 14. JULI 1995
Der var pænt vejr, god vind og dårlige veje. Men først var der jo morgemaden på vandrerhjemmet. Den blev en oplevelse. Der var utrolig mange lækre sager. De kan ikke have tjent mange ører på mig af de 45 kr, det kostede. Jeg spiste i 45 minutter og gav derefter udtryk for min tilfredshed overfor værtsparret. Derefter gik det videre på pæne veje. Værten havde gjort opmærksom på, at der ville komme noget vejarbejde en mil ude, så jeg var forberedt. Det skete efter 11 km: 20(tyve) km med vejarbejde. Og det var helt alvorligt ment. Vejen var simpelthen væk. Jeg troede først, de havde skrevet forkert, men der var nøjagtig 20 km. Det tog mig ca. 2 ½ time at komme igennem.
Naturen er ganske ensformig her. Der er ikke andet end skov. I løbet af de 197 km, jeg kørte passerede jeg kun en by, Jokkmokk. De kalder det også vildmarkskommunen, og det passer fint. Jeg handlede ind i Jokkmokk ved 93 km, en ganske hyggelig by.
Mine svampede fødder har det noget bedre. Det klør ikke så voldsomt, når jeg kører, det kommer om aftenen. Jeg har planer om at sove på vandrerhjemmet i Sorsele i morgen. Jeg var inde hos en sjov mand for at få kaffe. Ellers var det en temmelig kedelig dag.
|
TILBAGE TIL |
|