DAG 21. TORSDAG DEN 13. JULI 1995

Tænk at jeg har været væk så længe. Det er meget koldt til morgen, og jeg har frosset meget i nat. Men ind imellem har jeg også sovet udmærket. Vejret ser ud til at være pænt. Klokken er nu 5.35.

Det første stykke til Vittangi var helt fladt og irriterende p.g.a dårlig vejbelægning. Der var hele tiden tværgående fordybninger. Umådeligt generende. Jeg talte op til 40 af disse forhindringer pr. km. Heldigvis var der medvind. Der var meget koldt i Vittange. Jeg købte lidt frugt og faldt over en kage, der var nedsat fra 47,50 kr. til 25 kr. Den købte jeg og glædede mig til hele dagen.

I Vittangi mødte jeg også en gammel dame, som jeg fik en sludder med. Hun syntes også, der var meget koldt. Meget koldere end normalt. Efter Vittangi kom der 27 km. med side/modvind. Det stykke var jeg nær aldrig kommet igennem. Da jeg endelig kom til næste by, havde jeg lovet mig selv en kop kaffe, men der var intet at få. I arrigskab kørte jeg så et stykke chokolade på en tankstation og gik over til medvind. Men i begyndelsen kunne jeg slet ikke få noget til at fungere. Et stykke ude, i Lappesuando, var der et stort telt, hvor en ung mand havde banket en lille biks ned. Jeg købte en kop kaffe til 12 ke og fik fyldt op et par gange. Kaffen smagte ganske forfærdeligt, men den unge mand var så glad, at jeg også fik humøret igen. Jeg fik også en sludder med en dansk familie i lappeteltet.

Kæden var blevet uvenner med et par af tandhjulene, så jeg kunne ikke bruge alle gearene. Samtidig syntes jeg, at jeg kunne høre nogle knækkende lyde. Herom senere!

Landskabet havde forandret sig igen. Nu kom der lange seje bakker, 2-3 km. op og derefter ned. Det er også, hvad jeg foretrækker. Det er en fordel at skifte tempo. Max ned ad en af bakkerne var 55 km./t.

Vejbelægningen var blevet bedre uden at være noget særligt. Ude ved samekåten havde jeg set en oversigt over vejarbejde i området, og jeg kunne se, at de sidste 13 km før Gällivara var med vejarbejde. Men heldigvis var det lykkeligt overstået, og vejen var som et stuegulv.

Det mener svenskerne

Sverigeledens väger har ringa biltrafik. Vägarna häller god standard. På visse avsnitt kan du tidvis färdas någon timme utan att möta endda bil. 95 % av vägarna är belagda och även grusvägarna är av god klass. Några är verkliga sevärdheter, byvägae genom älderdomliga kulturlandskap. Genom störra tätorter som Stockholm, Göteborg, Helsingborg och Linköping utnyttjar Sverigeleden huvusäkligen det bilfria cykelvägnät.

Jeg sendte et postkort fra Vittangi, og postdamen forsøgte fortvivlet at tale engelsk til mig. Mine planer gik ud på, at jeg ville handle i Gällivara og så køre 20 km længere ud. Det viste sig, at Gällivara var en meget stor by. Der var både trafiklys og alt muligt. Det var helt mærkeligt at være i en by igen. Efter noget besvær fandt jeg torvet og fik købt avis, saft og 2 film. Derpå fandt jeg vejen ud af byen mod Jokkmokk, da jeg pludselig fik øje på et skilt til et vandrerhjem med overnatning til 65 kr.

Jeg kunne ikke modstå dette tilbud, og kl. 16.30 holdt jeg foran huset. Jeg bestilte også frukost (morgenmad) og gik derefter i bad, en ny og dejlig oplevelse.

Jeg vaskede noget tøj og begyndte derefter at holde fest: Først 4-5 madder med makrel i tomat. Derefter kom kæmpekagen. (Jeg åd det hele). Jeg skyllede ned med en liter ananas juice og en dåse cola, men så fik jeg også ondt i maven. Jeg sidder her 18.36 helt alene i en 8-mands stue med min lille radio i gang.

Hen på aftenen kom der en gæst mere. Det viste sig, at sovesalen var fælles for mænd og kvinder, så derfor fik jeg besøg af Utta fra Hamburg. Hun kom dog så sent, at jeg havde sat hovedet på vågeblus, men vi fik da en god snak.

Det blev kun til 167 km, men jeg trængte så umådeligt til at blive vasket. Vejret i dag har været koldt, men tørt. Her til sidst blev det en del varmere. Jeg har problemer med mine fødder. De er fyldt med røde prikker og udslæt. Jeg formoder, det er svampeangreb, fordi de har ligget i blød så længe. Det klør voldsomt, og jeg har også mange myggestik. Men hvor er det dejligt at være i et rigtigt hus, og hvor er der langt hjem.

Der resterer 1515 km. til Göteborg. Det kan klares på 9 dage med 169 km. pr dag.

TILBAGE TIL
TOPPEN AF
SIDEN

TILBAGE TIL
DEN SAMLEDE
DAGBOGSOVERSIGT

DAG
22