Det er altså bare for meget! Igen en alt for barsk dag. Det viste sig, at den plads jeg havde fundet var voldsomt udsat for blæst. Det buldrede kraftigt, så jeg vågnede meget tiidligt, allerede ved 3.30 tiden.

Men nu kom jeg forsent af sted dagen før, så jeg gjorde mig tidligt færdig og var på hjul 5.17.

Der var fred ca. 15 km. Det småregnede, men da jeg skulle til at klatre over et fjeld, gik det da helt galt!

I bunden var der modvind, som tiltog, eftersom jeg bevægede mig opad. Fra morgenstunden var der 5-6 grader, men på toppen regner jeg ikke med, der var mere end 1-2 grader. Desuden tog regnen til, og opstigningen var på ikke mindre end 9 km, med en anslået stigningsprocent på 7-9, vel at mærke i stiv modvind. Jeg kunne næsten ikke træde mod vinden på toppen, og det piskede ned. Jeg blev gennemblødt.

Da jeg langt om længe kom ned på den anden side, stiv som en pind, blev det ved med at regne. Jeg forsøgte mig med sokker over fingrene, samt hvad jeg ellers kunne hitte på af sjove påfund. Senere kom der endnu en stigning på 9 % over 4 km, men da vinden ikke generede her, var det nærmest legeværk. Jeg fik foræret en kop kaffe på en tankstation. Jeg må lige huske at nævne, at der var masser af rensdyr på fjeldene og ingen myg.

Jeg fik dog en god oplevelse. Kold og våd som jeg var, gik jeg ind et sted, hvor der stod Café og spurgte, om jeg kunne købe en kop kaffe. Det viste sig at være en sjov gammeldags købmandsforretning. Der sad 4-5 ældre mennesker omkring et bord i et hjørne. Købmanden sagde til mig, at jeg ikke kunne købe kaffe, men jeg kunne sætte mig hen til de andre og drikke alt det, jeg ville. Det blev virkelig hyggeligt. Jeg sad nok 20 minutter og snakkede med dem. Det viste sig at være én stor familie. De havde flere gange besøgt Danmark og havde faktisk fået deres navn Gamst efter en lokalitet i Danmark. Købmanden forsvandt for lidt senere at dukke op med et foto, der viste et dansk vejskilt med påskriften "Gamst". Der stod også "Gesten" på skiltet.

En af de ældre herrer fortalte mig en masse om livet på de kanter, fiskerliv, vinterkolonnekørsel, gårdbrug, ferier. Vi kom langt omkring.

Men på et tidspunkt måtte jeg ud i regnen igen. Og sandelig om ikke computeren nu var afgået ved døden. Voldsomt irriterende. Der kom først liv i den, da jeg hjemme i teltet havde haft den i underbukserne et kvarters tid. Det var det nærmeste jeg kunne komme noget, der lignede et varmeapparat.

Jeg ringede til Skibotn Postkontor og erfarede, at de nu havde modtaget det meget omtalte brev. De lukkede 15.30, men nu var jeg besluttet på at få fat på brevet. Jeg regnede ud, at hvis jeg ræsede resten af dagen, skulle det kunne nås. Det drejede sig om 75 km, som jeg skulle køre stærkt. Det var ellers imod mine principper at skrue farten op, men jeg gjorde det alligevel, og jeg nåede postkontoret 13 minutter før lukketid. Det var virkelig rart at få brev hjemmefra.

I Skibotn var jeg nået til det punkt, hvor jeg ikke mere skulle følge den samme rute, nu skulle jeg et smut til Finland og derefter gennem Sverige. Eftersom det var sidste dag i Norge i et stykke tid, syntes jeg, at jeg havde fortjent lidt festmad. Jeg investerede i rejesalat til 14 kr. (mærket forkert), en dåse abrikoser og yoghurt. kræs!

Jeg fandt en lejrplads lige uden for Skibotn i en skov. Jeg hængte en lille snor op, hvor jeg ville tørre mit tøj. Praktisk taget alt var drivvådt. Så såre jeg havde hængt tøjet op, begyndte det igen at regne. Det er næsten umuligt det her!

Mine fødder er ved at gå i opløsning af alt det vand. Der er kommet noget rødt udslæt, der klør forfærdeligt.

Men heldigvis er jeg kommet endnu et skridt nærmere mere menneskelige forhold og temperaturer. Hvor er her dog utroligt koldt. Jeg er træt af det polarklima. Det fortsætter jo i det uendelige med kulde og regn.

I morgen gælder det så Suomi Finland. Det kan kun blive bedre fra nu af. Skulle man tro? Kan noget være værre end Sennalandet og Kvænangsfjeldet?

Man ved jo aldrig.

Dagens etape: 176 km.

Kørt mod Danmark: 484 km.