Det var da ikke noget problem at sove sammen med 9 andre. Når man først har opholdt sig i rummet et stykke tid vænner man sig til de forskellige lyde og lugte, der måtte forekomme. Ikke noget at snakke om. Det er kun, når man stikker snuden ind, det er skrap kost. Og vinduerne skal alle være hermetisk tillukkede p.g.a. nogle små insekter, myg hedder de.

Her hvor jeg skriver er klokken 7.20, og alle de andre sover endnu. Det regner desværre udenfor, men det kunne se ud til, at det snart holder op. Men man kan ikke se, hvordan vejret udvikler sig heroppe.

Jeg har lige haft ringet hjem og fået at vide, at alt går godt. De har sendt et brev til mig med bl.a. 200 kr. op til mig. Det må jeg se at få fat på, når posthuset i Honningsvåg åbner kl. 9. Desuden skal jeg købe lidt brød og cola til de næste 2 dage. I morgen søndag skal jeg jo op over fjeldet, hvor der absolut ingen indkøbsmuligheder er. Ellers hedder dagens program Nordkapp, så jeg krydser fingre for godt vejr.

Det hjalp ikke med krydsede fingre. Vejret blev ikke godt. Tværtimod! Det blev forfærdeligt, endda meget forfærdeligt. Det regnede uafbrudt fra morgenstunden, men jeg kørte alligevel de 8 km til Honningsvåg for at handle ind og spørge til mit brev på posthuset. Jeg fik gjort nogle gode indkøb, men brevet var endnu ikke kommet. Der var mulighed for, at det kom senere på formiddagen. De lovede at sende det ud på vandrerhjemmet, hvis det dukkede op. Kom det ikke i løbet af lørdagen, skulle de mandag morgen sende det Poste Restante til Skibotn postkontor, ca. 500 km. sydligere, hvor jeg så kunne samle det op på tilbagevejen.

Da jeg kom tilbage fra Nordkapp, lå der en besked fra Postkontoret om, at nu var brevet kommet, men de havde allerede "stengt". Kunne de ikke have sendt brevet i stedet for den fjottede seddel?

Tilbage til "The last trip" til Nordkapp. Havde jeg dog bare valgt at tage derud om fredagen, hvor vejret var smukt.. Men nej, nej. Jeg skulle nyde min hviledag. Mine hollandske venner havde valgt at tilbringe den udslagne dag i soveposerne, og de kravlede lidt længere ned og ønskede mig god tur, da jeg kastede mig ud i det.

Turen fra vandrerhjemmet starter med en 9 % stigning over 2,8 km, men det i sig selv var den rene barnemad. Heller ikke den konstant silende regn kunne spolere festen. Næh, skurken var vinden, eller rettere stormen, der fik bedre og bedre fat, efterhånden som jeg kravlede op ad fjeldet. Og så den tiltagende tåge, der lidt efter lidt skjulte det sikkert smukke landskab. Det blev sværere og sværere at holde cyklen på vejen. Allerede den dag var jeg ganske klar over, at det var en uforsvarlig tur og set i bakspejlet er farerne ikke blevet mindre. Det var ganske enkelt livsfarligt.

Nogle vinkede og tudede, andre rystede på hovedet over denne gale mand, men langt om længe fik jeg has på de 27 km. Det sidste stykke snakkede jeg "overtalende" til mig selv: "Nu klarer du det lige hen til den streg"- osv. Ganske forfærdeligt.

På toppen var tågen nu blevet så tæt, at jeg måske kunne se 3-4 meter frem, og stormen tog endnu mere til.

Da jeg trillede hen til billetkontoret, må jeg have set så smadret og forkommen ud, at de syntes, at jeg skulle slippe ind på militær-billet. 50 kr i stedet for 115 kr. "Sejt gjort", sagde de.

Jeg fik sat cyklen i klemme i et hjørne; jeg var faktisk ræd for, at den skulle blæse væk. Jeg havde måttet spørge om vej til Nordkappscenteret, for jeg kunne ikke se én eneste bygning p.g.a. tågen.

Jeg kom ind og trængte til noget varmt, og i min halvt omtågede tilstand glemte jeg at lægge mærke til, at der ikke var prisskilte i cafeteriet. Og ganske rigtigt. Fælden smækkede! 16 kr. for en kop chokolade. Ganske vist var den god, men jeg har det dårligt med ågerpriser. Til gengæld lod jeg bare servicet ligge og flyde. Hæh!

Centeret virkede helt klart som en turistfælde. bevares, pænt og nydeligt, men dyrt!

Jeg fik ikke set video-showet, for det krævede, at jeg skulle vente en halv time, og det havde jeg ikke mod på. Jeg var kold og våd, og så var der jo tilbageturen. Jeg trissede blot gennem centeret, fik en ung pige til at tage et billede af mig, og så begav jeg mig hjemad.

Jeg havde måske håbet på, at hjemturen blev nemmere. Det gjorde den aldeles ikke. Tro det eller ej, nu stormede det endnu mere. Det var næsten umuligt at køre. Jeg måtte læne mig mod vinden, og når en bil så passerede ændredes forholdene, således at min "støtte" forsvandt med stort slinger til følge. Samtidig var der voldsomme stigninger. Jeg huskede ikke at have kørt ned ad dem dem på turen ud. Tågen var lettet en smule. Men det blev også klaret, og dermed var første halvdel af turen i hus.

Ïngen af de mennesker jeg talte med på turen har valgt at cykle begge veje. Nogle kører opad, andre nedad. Men kun jeg selv klarede begge veje. Men det er altså også for de helt seje.

Da jeg kom ind på sovesalen stak en af hollænderne bylden ud af posen og spurgte grinende:"Was it back of hell out there?" "Worse", mumlede jeg og hængte alt til tørre.

Planen var nu at tage med færgen fra Honningsvåg søndag morgen kl. 7.10, så derfor sørgede jeg for, at mest muligt blev pakket ned lørdag aften.

Hvis det blæser i morgen tidlig, kan det blive en giftig tur.

Efter at have hængt tøjet til tørre gik jeg ud for at købe same-sløjd. Jeg fik et gevir, 2 nøgleringe, en øloplukker samt en brevåbner for 90 kr. Der er altså noget, der er rørende billigt. Den ældre same, jeg handlede med, svarede kun med enstavelsesord. Men jeg fik da med besvær lokket ud af ham, at han selv havde lavet det hele. Det kunne han godt være bekendt.

På vej hjem fra Nordkapp opdagede jeg, at jeg havde mistet den ene af mine sutteflasker. Jeg ved ikke, hvornår det kan være sket, sandsynligvis nede i Honningsvåg. Hollænderne skulle alligevel sejle hjem, så de forærede mig en flaske til hjemturen.

Dagens etape: 71 km.