DAG 6 ONSDAG DEN 28. JUNI 1995
Jeg sov faktisk godt, og vågnede ved 4.30 tiden. Vejret er roligt og overskyet. Fik brød og nogle døde bananer. Tog et billede af teltet. Ca 12 Grader. Den første del af turen gik udmærket. Der var nogle voldsomme stigninger omkring Trondheim. Det var i øvrigt en hektisk og trafikeret by. I det hele taget har der været meget trafik i dag. Der har været mange byer, og cykelstierne er altid ujævne.
De sidste 60- 70 km. har det regnet så meget, at jeg måtte droppe de sidste 4-5 km. Så fik jeg da lejlighed til at se, om teltet er tæt. Det er det ikke! Det piblede ind mange steder, og det meste af mit tøj er vådt i forvejen.
Når engang jeg sidder i “far-stolen” med en kop varm “kakave”, vil jeg måske synes, det her er sjovt, men ind imellem er det altså svært at holde humøret oppe. Af og til undrer jeg mig over, hvad jeg dog har kastet mig ud i.
Jeg slog teltet op på en nedlagt rasteplads lige ved E6. Der så græsset ud til at være kort. Der stod en gammel lastbil, hvor jeg søgte tilflugt i første omgang. Men mon man kan få lov til at ligge i fred her? Der kom også nogle kraftige vindstød, der truede med at vælte teltet. Men nu er det heldigvis tørvejr og stille igen. Jeg har lige tørret kæden af og stillet cyklen bag lastbilen. Jeg har døjet lidt med højre lyske i dag, så den må hellere få lidt balsam.
Jeg tabte mit telt i dag, da “gummidimsen” gik løs. Jeg kørte over det, men der skete ikke noget. Så har jeg glemt/mistet mit lille bæger med mønter. Irriterende. Til gengæld er jeg begyndt at samle flasker op. Det er samme model som i Danmark. De vejer jo ingenting. Man får en krone pr. stk. Jeg var inde hos en købmand, hvor det lykkedes mig at blokere automaten. En flink dame hjalp mig. Ved den lejlighed fandt jeg ud af, at jeg ikke forstår en lyd af, hvad de siger her på egnen.
Jeg var inde på en cafe, hvor jeg købte the til 7 kr. Den unge pige i forretningen insisterede på at tale engelsk til mig. Så tak, nu regner det Herren hjælpe mig igen. Hvem der bare ...
Dagens etape 177 km.
|
TILBAGE TIL |
TILBAGE TIL |
|