SOLBRÆNDT

NORD-SYD 99 FORSIDEN
REJSEBREVE FORSIDEN  

 I dag var en speciel dag, fordi vi fik solen at se. Vi bevægede os i lige linie fra en hytte 85 km syd for Fauske til et vandrerhjem i Mo i Rana, hvor vi sidder nu godt stegte i kammen. Turen blev på 256 km, og det må vel være rimeligt. Jens-Ole kørte med på de første 35 km, og det var rart med lidt selskab.

Det der udtryk med den lige linie er nu nok en overdrivelse. Det bruger de ikke i Norge.

Udover solen oplevede vi i dag også det specielle, at vi passerede polarcirklen, der befinder sig på Saltfjeldet. Hvis vejret er godt er det et fantastisk smukt sted, og hvis der er dårligt vejr, kan det være forfærdeligt. Vi var begunstiget af det gode solskinsvejr, og havde en herlig stund deroppe.

- Var det en hård tur i dag, spurgte Peter, da jeg trillede ind til Vandrehjemmet i Mo i Rana? Tjah, alle ture over 200 km er da vist hårde, og mod slutningen af etapen blev solen da også et problem.

Er det ikke det ene, så er det det andet.

Mit gamle fjæs er allerede kraftigt mærket af solens stråler, og konfrontationen med mit kontrafej efter en nats søvn bringer altid tanken frem om, at den mand da vist er fyldt 51!

Peter sidder netop nu og studerer ruten for i morgen. Vi skulle efter sigende ramme Korgfjeldet, med en 9 % stigning over 7 km. Det lyder da af noget.

Vi har fået en del breve via e-mail. Det er vi rigtig glade for. Bl. a. har vi fået brev fra nogle norske venner, der inviterer os indenfor. Det vil vi satse på, hvis det overhovedet er muligt.

Direkte adspurgt om hvad vi har oplevet i dag fortæller Peter, at han har været under vandet 3 gange….

Her indtræder der en mindre krise. Jens-Ole er meget oprevet, fordi han allerede for adskillige dage har været under vandet 2 gange. - Og det blev overhovedet ikke nævnt i dagbogen, siger han fortørnet. Men nu skulle det så være bragt på plads.

Peter fortæller videre, at besøget på polarcirkelen var en stor oplevelse.

Personlig er jeg virkelig glad for at bo i Mo i Rana, fordi denne by for mig har et poetisk skær over sig; berettiget eller ej.

Nu er vi her i hvert fald.

Vi diskuterer meget, om en computer har en sjæl. Diskussionen er opstået, fordi vores medbragte computer med jævne mellemrum foretager handlinger, som kunne skyldes en form for intelligens.

Bedst som Jens-Ole sidder og skriver i linie 18, vælger computeren at skrive i line 7. Det går ikke stille af, når de to tager en tørn.

I aftes slog den til igen. Peter havde digtet, hvad han selv beskriver som en hel A 4 side, og han var specielt tilfreds med den del af beretningen, hvor den yndige dame i receptionen omtales. Vi havde glædet os til at se, hvad han mente med det, da computeren pludselig gik i sort. Min teori er, at det var en lille detalje med manglende strøm, der foranledigede den til at handle så ondt.

I hvert fald måtte jeg trygle den om at starte igen; det gjorde den modstræbende, men først efter at havde slettet alt, hvad Peter havde skrevet.

Dette er skrevet søndag morgen klokken lidt i 5, fordi jeg lige skulle undersøge, om computeren var blevet god igen.

Jeg er spændt på at erfare, om Peter har taget skade på sin sjæl, når han om få minutter dukker op.

Jeg kan se på et flag udenfor, at det blæser. Jeg aner ikke, om jeg får medvind eller modvind. Derimod ved jeg, at min næse skal have sollotion faktor 12 i massevis.

Kogepladerne her i lejligheden er stået af, så vi skal nok have gasblusset frem.

Holger C. Andersen

Soldyrker.