Jeg har læst "Hævn" af Robert Zola Christensen.
2013. 198 sider.
Og dermed har jeg læst alle de 5 bøger, der var udvalgt til "Danmark læser", så jeg er godt forberedt, hvis jeg skulle få at vide i uge 13, at jeg er blandt "The chosen few".
Jeg blev en anelse forbavset da det gik op for mig, at bogen handlede om ...... hævn.
Den kunne også have heddet "Alt om hævn" eller "Hævn på tusind måder".
Det er en rigtig grundig bog om hævn; det var bare ikke, hvad jeg havde regnet med i forbindelse med "Danmark læser". Men når jeg tænker efter, er det aldrig gået op for mig efter hvilke kriterier de 5 bøger er udvalgt.
Bogen er velskrevet og som sagt særdeles grundig. Vi kommer langt omkring. De fleste af os har jo været opfyldt af hævntørst på et eller andet tidspunkt, så det er noget almengyldigt.
For mit eget vedkommende kan jeg nævne en musklærer fra den skole, jeg var på, som blev tævet ihjel, mens den (meget) unge gerningsmand filmede overgrebet.
Det varede ikke længe, inden han var ude igen.
Jeg fik meget at tænke over ved at læse denne bog.
Nu skal jeg bare finde ud af, hvorfor den er blevet udvalgt.

Jeg har læst "Den sønderjyske farm" af Erling Jepsen.
1999. 272 sider,
Denne bog er en af de 5, der er udvalgt til "Danmark læser dagen" den 23. april 2015.
Det er et arrangement, hvor jeg forlængst har meldt mig frivilligt, men det er der mange andre, der har, så det er endnu usikkert, om jeg kommer med.
Først og fremmest synes jeg, at Erling Jepsen er et fornuftigt valg, Man kan godt undervejs i hans bøger sidde med en fornemmelse af, at det er noget underligt noget, han skriver. Hvor vil han hen med det hele?
Allan er en mand i 50érne. Han bor i København, og nu kigger han tilbage på sin barndom i Gram i Sønderjylland, tilbage til den tid, hvor han var 12-13 år.
Gram ligger på grænsen mellem Vestsønderjylland og Østsønderjylland, og det med øst og vest har enorm betydning.
Hans far og mor har en lille forretning, et ismejeri, der giver underskud, og faderen kører med mælkebil.
Hans far har været ude i noget træls noget med hans storesøster Sanne, som følgelig bor hos en plejefamile. Hun kommer på besøg, men må ikke overnatte. På grund af disse omstændiheder skal faderen passe på med at få næsen for langt frem.
Hans mor er tysker, og af og til tager hun til Haderslev på en tysk cafe. Ingen ved, hvad hun i virkeligheden laver der.
Der er en storebror, men han er ikke så vigtig for bogens handling.
Vi hører dog om, at han har en kæreste med hjem, der synes, der er uendelig kedeligt, hvor de bor,
Hun kommer ikke tilbage.
Allan har en kaninfarm, og linket til Karen Blixens farm i Kenya er ikke tilfældigt.
Vi hører i det hele taget en masse om kaniner og også om fugle, især ravne.
Allans bedste ven (af og til) hedder Frode, og ham ansætter han som "Fodermester". Af og til passes jobbet af en pige på 10, år hedder Mette. Frode får løn i slik, og han er mesterskytte.
Luftgeværer spiller en meget stor rolle i bogen.

EJ skriver i et ualmindelig letlæseligt sprog. Her er ikke noget med stakke af adjektiver. Vi har korte sætninger, som man kan forstå:
"På nær en enkelt sommer havde jeg kaniner fra jeg var ti til jeg var 16 år. I dag er jeg sekosoghalvtreds og bor i København.Jeg har ingen dyr længere. Jeg har ikke engang en have, men der står et stort ahorntræ foran mit kontorvindue".
Bogen er mere end almindelig morsom, og det fine er, at det slet ikke virker søgt eller tilstræbt. Det bliver bare morsomt.

Fra side 22, hvor Allan plukker mælkebøtter på kirkegården.Han kigger på gamle gravsten:
"Hvil i fred" stod der på flere af dem eller "altid savnet", men de ord gjaldt åbenbart ikke længere. På en smuk revnet marmorsten, der var slået midt over, stod der "Tak for", ikke andet, fortsættelsen manglede. Jeg ledte længe efter den anden halvdel, for jeg ville se, hvad der blev takket for, men jeg fandt aldrig svaret.
Sublim beherskelse af sproget.
Her skal naturligvis ikke fortælles i detaljer om begivenhederne, men det kan da gpdt afsløres, at de er ganske dramatiske.
Her har man en oplevelse til gode.
Jeg er blevet en stor stor fan af Erling Jepsen.

 

18.  Februar 2015
Jeg har læst ”Og sådan blev det” af Maren Uthaug.
2013. 206 sider.

”Og sådan blev det” er en af de 5 bøger i ”Danmark læser”, og den 3. jeg har læst af dem.
Jeg er taknemlig over at have fået henledt min opmærksomhed på disse værker. Det er lidt ligesom at have hjemmearbejde for, og jeg har fået rigtig gode oplevelser ud af det.
Her starter vi i Nordnorge i Sameland, hvor vi møder en række spændende, men også underlige mennesker: Knut, hans kone Rihhta, den lettere vanvittige søster Ravna og bedstemor Ahkku.
Det går lidt på de høje nagler af og til, og Knut får det værre og værre med konen.
Han møder en dansk kvinde, Grethe, og da hun tager hjem, ender det med, at Knut og datteren Risten flytter ind i Sønderjylland sammen med denne kvinde.
Der bor også nogle vietnamesiske flygtninge, og Risten blevet til Kirsten og knytter venskab med en vietnameser-dreng, der for nemheds skyld kaldes Niels.,
De to børn starter straks med at grave et enormt hul i haven, bare fordi de kan, men de må kaste det til igen.
Det er mere end Grethe kan klare.
Grethe er i det hele taget velmenende, men alligevel formår hun at volde en masse problemer for Kirsten og Niels. Hun gør rigtig stor skade uden at fatte en lyd af det.
Vi følger familien gennem nogle år, hvor der sker rigtig mange underlige ting.
Kirsten finder ud af, at hun har svært ved at udtale ord med r og hun udvikler er specielt sprog, helt uden ord med r
Sølv spiller en enorm rolle for Kirsten, der bryder sammen, da Grethe tager hendes ring fra hende.
Til sidst bliver Niels deporteret til København, da Grethe opdager, at han foretager sig unævnelige ting i badeværelset. I øvrigt præcist hvad Niels har set Knut gøre.
Niels stifter også bekendtskab med Knut´s ”sportsblade”.
Mod slutningen flytter Kirsten til København og genfinder Niels. De flytter sammen, og hun får et barn Rod, som hun tager med til Sameland for at gense sin mor.
Det går mildest talt ikke, som hun havde forventet, men det skal vi ikke komme ind på her.

Bogen er skrevet i et smukt og enkelt sprog. Der er få malende adjektiver, men alligevel ser man nemt personerne for sig. Der optræder også nogle hunde, der er så fede, at de ikke kan rejse sig, hvis de vælter. De bliver fodret med ost. Jeg kan se dem styrte om på siden for mit indre blik.

Der er ikke den samme farlighed i sproget, som hos Erling Jepsen, hvor jeg anede, at vanviddet konstant lurede lige under overfladen.
Maren Uthaug har en historie at fortælle, og det gør hun rigtig godt. Og en flot historie er det.
Kirsten udvikler sig anderledes, end jeg havde forventet. Jeg havde regnet med at hun vender tilværelsen på hovedet, men det gør hun ikke.

Samerne er et mindretal, der også i virkelighedens verden har det svært, og det bliver der sat fokus på her. Jeg har selv haft fornøjelsen af at besøge Sameland, og det gør bare det hele mere interessant for mig.
Maren Uthauge har en norsk mor og en samisk far, og hun er vokset op i Danmark.
Om vi har at gøre med en nøgleroman skal jeg lade være usagt.
Men Maren kan tegne, og det kan Kirsten også.
Det kan man godt tænke lidt over.
Bogen satte meget i gang hos mig, og for 3. gang kommer jeg til den erkendelse, at der er foretaget et fornuftigt valg til ”Danmark læser”.
Når jeg har læst en bog og kommet frem til min egen anmeldelse ser jeg efter, hvad andre har af meninger.
Men aldrig før jeg selv har skrevet mig ud.
Jeg kan selv.
”Og sådan blev det ” fik ualmindelig fine anmeldelser overalt.

Maren Uthauges Blog

 

Jeg har læst ”Drager over Kabul” af Morten hesseldahl
2007. 302 sider
Bogen er en af de 5, der er udvalgt til det store show ”Danmark læser”.
Det er nok ikke en bog, jeg ville have fundet på at læse, om ikke det projekt havde eksisteret, men nu har jeg sat mig for at læse dem alle 5.
Genren må vel være politisk thriller, og det er ikke min hofret.
Da jeg begyndte at læse bogen, oplevede jeg en stor irritation, der sagtens kunne have fået mig til at droppe bogen under normale omstændigheder.
Den er opdelt i utallige små afsnit, hvor der hele tiden optræder nogle nye personer.
Og når jeg siger små afsnit, så er vi helt ned at snakke om 1 side eller 1½.
Og endnu mere irriterende oplevede jeg, at jeg næsten hver gang måtte 3-4 linier ned, før det gik op for mig, hvem jeg nu læste om.
Således sprang vi bogen igennem rundt i verden.
Fra Kabul til København og Norge.
Enormt irriterende.
Jeg kunne jo godt regne ud, at det hele ville løbe sammen til sidst, og det kom det da også til.
Desuden optræder der en lang række arabiske navne, og selv om jeg sværger på, at jeg kun drak vand under læsningen måtte jeg spørge mig selv: Hvem er det nu lige Ali er? Eller Muhamed osv.
I an af anmeldelserne blev det oplyst, at der fandtes en personliste foran i bogen. Det gjorde der ikke i mit eksemplar. Jeg kunne godt have brugt sådan en liste

Jeg kom til at tænke på gode gamle Kaptajn Marryat, der kunne finde på at skrive:
Kapitel 7.Hvori vi hører om mødet mellem Kaptajn blod og Mrs. Jones.
Det var så i den anden grøft.
Der er naturligvis personer i sådan en bog, man synes man kan identificere sig med. Jeg kunne godt lide kunstmaleren Mathias, og også agenten Gerhard, der kæmper sig gennem sit eget private hærværk er godt beskrevet.
Han kvæler enorme mængder spiritus, og hver gang vi møder ham synes han at være i gang med at brække sig.
Sprogligt er bogen i orden. Den er velskrevet uden at være et vidunder.
Lidt maleriske og humoristiske adjektiver opleves også.
Bogen er skræmmende visionær.
Vi har jo alle hørt om det terror-angreb, der ramte København for få dage siden.
Morten Hesseldah skrev i 2007 i "Drager over Kabul":
Side 61: "Omar havde besluttet sig. Tiden var for længst inde. Islam var mange steder allerede ved at blive blødt op i kanten. Kortsigtede hensyn fik Allahs sønner til at indgå kompromiser, der var uforsvarlige.
Side 139: "Sådan vil al-Queda skabe helvede i København!" sagde overskriften, illustreret med et skønsomt udvalg af katastrofesecenarier. Nørreport bombet, den jødiske synagoge i Krystalgade i ruiner,........"
Og så på en februar dag i 2015, 8 år efter at ovenstående blev skrevet, overgik vireligheden enhver form for fiktion, da Omar Abdel Hamid El-Hussein bl. valgte at angribe synagogen i krystalgade.
Mere skræmmende bliver det næppe.
Boegn fik rigtig fine anmeldelser, og det er da også en flot bog. På. grund af læsedagen har jeg læst den grundigere end jeg ellers ville have gjort. Skulle jeg have lavet en "rigtig anmeldelse" ville jeg nok have læst den igen.
Den gjorde bestemt indtryk.

Og naturligvis skal det ikke afsløres her, hvordan det forløber med bogens terror-planer.

 

Jeg har læst ”Bavian" af Naja Marie Aidt.

2006. 217 sider.

Det er den 4. bog jeg har læst af de 5, der er udvalgt til dagen ”Danmark læser”.
De 3 første var jeg rigtig godt tilfredse med.
Det slutter vist her.
Det er en samling korte noveller, som jeg ikke kan få hold på overhovedet.
Jeg ved ikke, hvad der skrives om. Jeg forstår simpelthen ikke, hvor forfatteren vil hen.
Det er 100 % sikkert, at jeg ville have lagt bogen væk, hvis det ikke var p.g.a ”Danmark læser.”
Sproget er staccato og hæsblæsende, ofte en gang stream of consciousness.
Det gælder alle de korte noveller.
Personerne er underlige, og somme virker direkte syge.

Nu skal man jo også huske at gribe i egen barm og bag på bogen kan man læse, at novellesamlingen har opnået adskillige priser.

Tanken om at det så er yours truly der er noget galt med, er naturligvis nærliggende og kan bestemt ikke afvises.
Dummere er jeg jo heller ikke.
Men jeg havde ikke nogen særlig god oplevelse.
Bogen er skrevet med store typer, og der er en del tomme sider, så jeg kom hurtigt gennem den.
I en anmeldelse frarådes det, at man læser det hele på en gang. Det bliver simpelt for meget vanvid på én gang.

Nu lader jeg lige det hele bundfælde sig, og så ser det måske anderledes ud.
Jeg kan jo ikke se bort fra at samlingen får flotte anmeldelser af stort set alle.

I sin tredje novellesamling er Naja Maria Aidt som sædvanligt velskrivende og præcis. Hun kan beskrive en situation og vende den 180 grader, så det ufarlige bliver farligt, og så det ubetydelige pludselig antager groteske dimensioner. 

Netop det groteske og det overdrevne i en række almindelige dagligdags foreteelser er gennemgående i novellesamlingen. Så meget, at man ikke skal læse mere end en enkelt eller to i træk, for så bliver novellerne for grumme. Det, der er på spil, er fortrængninger, indestængte følelser, aggression, angst og begær, så det kan næsten kun gå galt. 

Og det går galt i en sådan grad, at flere af novellerne er rigtig ubehagelige at læse. Som f.eks. i "Torben og Maria", hvor en ung mor til stadighed gennembanker sin lille søn. Eller i "Bulbjerg", hvor det at fare vild får det værste op i mand og kone med et voldsomt og øjeblikkeligt brud til følge. Eller i "Afbrydelse", hvor en ukendt thaikvinde anmassende og ubehageligt insisterer på at flytte ind hos en ung mand.