Velkommen til det læseåret 2022.
Planen er at læse mindst lige så meget som i 2020.
Altså mindst 100 bøger :-)
Det bliver lidt over 30.000 sider.
Og så er det jo bare med at komme i gang ..

Bøger læst 2022. Listeform.

Jeg har læst "Tilgivelse" af Yrsa Sigurdardottir.
2016. 435 sider.
Bog nr. 62 jeg har læst i 2022. Juni 2022

Jeg synes godt om Politimanden Huldar og psykoterapeuten Freyjar.
Jeg synes godt om deres indstilling til tingene.
Og det er en stærkt medvirkende årsag til, at jeg også synes godt om bogen.
Det er mit 3. møde med de 2 på slap line i Reykjavik, og denne bog er mindst lige så god som de to første.
Det overordnede emne er mobning.
Hvor langt er man villig til at gå for at stoppe mobbere, der ikke let lader sig standse.
Er man villig til at gå hele vejen?
Det tror jeg godt, man kan forestille sig.
Teenagepigen Stella bliver brutalt myrdet i en biograf, hvor hun arbejder.
Senere rammer samme skæbne en dreng, der ligeledes likvideres på bestialsk og grusom vis.
De var ikke altid søde mod deres medmennesker.
Er det en retfærdig hævn, der nu rammer dem?

Huldar kæmper på jobbet mod sin kvindelige chef, som han ”kom til” at have seksuelt samkvem med efter en stor fest.
Nu ignorerer hun ham og giver ham tåbelige opgaver i forbindelse med opklaringen.
Men Huldar er ikke nem at holde tilbage.
Freyjar har også nok at se til i sit privatliv. Hun bor i sin fængslede brors miserable lejlighed, hvor hun passer hans store hund.
Og af og til også hans datter Saga, når moderen har travlt.
Saga smiler aldrig, men finder ud af det sammen med Freyjar.
Jeg har lidt fidus til Saga. Hun er et spændende barn.
Og så kan hun godt lide Huldar.
Det skal nok blive nyttigt i kommende bind.

Amelderne er enige om, at Yrsa skriver godt og medrivende.
Spændingskurven er stigende, og det er simpelthen en god krimi.

 

Politiken mener:

Sigurdurdóttir er en fin stemningsfuld beskriver af sit samfund oppe i det høje nord, hvor stovte mænd og selvstændige kvinder er af få ord. Sådan som når der på sagavis står: »Heldigvis var Huldur vred og en hel del stærkere end Jóel, så han havde forklaret ham sagen med sine knyttede næver«. Jamen, det lo de meget af den vinter! Et fordomsfuldt skarn har engang sagt, at islændinge er nordmænd med humor. Hvilket selvfølgelig er noget vås.

 

Jeg synes nu ikke, der er meget ”Island” over bøgerne. De kunne foregå hvor som helst.
Men Yrsa hun er virkelig dødbringende.

 

Hvis vi nu ser på den virkelige verden, så er Honduras nummer 1 på listen over flest drab pr. 100.000 indbyggere. De har en mordrate på 91,6.

Danmark er nr. 176 på listen med 0,8 og Island ligger nr 164 med en mordrate på 0,9.

 

Hvis vi kigger på en liste over fredeligste lande, så er Island nr. 1. Danmark er nr. 5, mens Afghanistan er det mindst fredelige.

 

Jeg har besøgt Island en enkelt gang, og jeg følte mig ikke specielt truet ved den lejlighed.

 

Huldar, Freyjar og yours truly.
Vi fortsætter sammen.
Drøm videre Yrsa.

 

 

 

 

 

 


 

 

Jeg har læst "Offer uden ansigt" af Stefan Ahnhem.
2014. 475 sider.
Bog nr. 61/100 jeg har læst i 2022. Juni 2022

Dette er første bind i serien om Fabian Risk, og det er også mit første møde med Stefan Ahnhem. Han blev født i Stockholm i 1966.
Men han er ikke ny i krimi-genren.
Han har mange års erfaring som manuskriptforfatter på serier som Wallander og Irene Huss.
Han fik lyst til at forny krimigenren, og det synes jeg nok, han er lykkedes med.
En sløjdlærer findes myrdet, og Fabian Risk bliver sat på den sag.
Man finder et gammelt klassebillede, hvor offerets ansigt er krydset over.
Det står klart, at gerningsmanden har flere ofre på sin liste.
Hvem bliver den næste?
Og Fabian Risk har selv gået i den klasse.
Scenen er sat.

Fabian Risk er vild, men dedikeret.
Han er uforudsigelig, men han skaber også resultater.
Han går til grænsen og ganske ofte over den.
Naturligvis er han ikke den store succes som ægtemand og far.

Det er en barsk bog.
Rigtig barsk.
Nu ved jeg f. eks. Hvad ”a columbian necktie er”.
Det er en viden, jeg gerne ville have været foruden.

Gerningsmanden er et monster, men Ahnhem forsøger samtidig at forklare årsagen til at han blev det.
Lidt interessant er det, at Fabian Risk i denne bog har et omfattende samarbejde med det danske politi.
Det skyldes at Ahnhem er dansk gift og bor i København.
Det er i øvrigt hans hustru, der har oversat hans bøger til dansk.
Interessant detalje.

Efter udgivelsen af ”Morder uden ansigt” købte Nordisk Film filmrettighederne til de efterfølgende bøger i serien.
Ganske usædvanligt.

Ahnhem fortæller til bog.dk hvordan han definerer en god krimi:

”Der er to ting. Først og fremmest skal den være ’unputdownable’.
Efter de første fire sider skal du føle, at dét her kan du ikke lade være med at læse.
For det andet skal den være overraskende.
Du skal simpelthen sidde med følelsen af, at dét her har du aldrig læst før.
Du har måske læst 100 krimier, men en rigtig god krimi skal få dig til at føle, som var det din første krimi. ”

Jeg synes, at ”Offer uden ansigt” lever op til disse krav.
Bogen er omfangsrig, men ikke til at komme væk fra.
Og Fabian Risk er også ganske speciel.

Ahnhem mener, at alt skal kunne lade sig gøre i hans bøger – selv hvis det betyder, at han må tage livet af sin hovedperson.
Man har flere gange oplevet, at en forfatter bekendtgør, hvor mange bind, han har planlagt. Det er ofte 10, angiveligt inspireret af Sjöwahl og Wahlöö
Men efter 6 bind er Fabian Risk altså stadig i live.
Han og jeg er ikke færdige med hinanden.

 

Jeg har læst "Oplyst" af Tora Westover.
2018. 381 sider.
Bog nr. 60/100 jeg har læst i 2022. Juni 2022
”Oplyst” er fra den stak af bøger, som kaldes erindringsbøger.
Det er en dejlig bred overskriftsagtig betegnelse.
Definitioner sidst i anmeldelsen.
Tora voksede op i Idahos bjerge sammen med sine 6 søskende. Forældrene var stærkt fundamentalistiske mormoner, og de nærede mistillid til sundhedsvæsenet og undervisningssystemet.
Faderen gik og ventede på Vederstyggelighedens dag
Tora var 17 år, da hun første gang modtog undervisning.
Jeg er overbevist om, at Tora fortæller begivenhederne, som hun husker dem.
Og det er skræmmende ting, hun udsættes for.
Men hun giver også selv eksempler på, hvordan beretninger om forskellige ting synes at ændre sig over tid.
Og når hun hører en løgn tit nok, begynder hun at tvivle på sin egen hukommelse.
Når hun endnu en gang udsættes for sin fars vanvittige konspirationsteorier eller broderen Shawns voldelige overgreb, sidder man og håber på, at hun flygter fra ”bjerget”.
Og det gør hun da også ved flere lejligheder.
Men hun er så hjernevasket, at hun føler, hun er nødt til at vende tilbage.
Det er svært at lægge bogen fra sig, når man først er begyndt på den.
Man synes, man er nødt til at finde ud af, om Tara slipper væk.
Havde det været en gyser ville man have sagt: ”Den er godt nok uhyggelig”, men det er angiveligt den skinbarlige sandhed.
Man kan egentlig godt forstå, at hendes far er betænkelig ved Vederstyggelighedens dag”.
Og i 2014 blev Tara i en alder af 27 år doktor i historie og professor ved University of Cambridge.
Det er godt gået.
Erindringsbog: litterært værk hvor et særligt miljø, en særlig periode el.lign. i forfatterens liv beskrives
Biografi: (græsk for "levnedsbeskrivelse") er en beskrivelse af et menneskes liv og levned. Hvis den er skrevet af andre er det en biografi.
I selvbiografien skriver en person om sit eget liv. Man skriver også om virkelige hændelser, men man vælger selv, hvad man har lyst til at fortælle læseren om. Når man skriver en selvbiografi, skriver man med en jeg-fortæller. En selvbiografi skrives i datid.

Jeg har læst "Svalens graf" af Sissel-Jo Gazan.
2013. 471 sider.
Bog nr. 59 jeg har læst i 2022. Juni 2022

Dette er 2. uafhængige bog om Søren Marhauge.
En intelligent videnskabskrimi.
Vi får lige genopfrisket, hvordan han har det med Anna og hendes barn Lily, og også om hans arbejdsforhold.
En professor, Kristian Storm begår (måske) selvmord, og i forbindelse med udredningen bliver Søren så irriteret, at han siger op.
Nu kommer det frem, at der måske er tale om mord pga nogle børnevacciner, og Søren begynder at efterforske – uden skilt.
Marie Skov har fået rådgivning af Storm, og hendes verden falder sammen, da han nu pludselig er væk.

 

Sissel-Jo Gazan gør rigtig meget ud af sin personbeskrivelse.
Hun indfører nærmest en historie i historien, for at vi skal lære dem at kende.
Over 20 sider får vi en grundig indføring i Maries historie.
Hun tager sig tid til at forklare os baggrunden, for sine personer.
Det synes jeg er ualmindelig godt.

I det hele taget er jeg begejstret for Sissel-Jo Gazan.
Jeg er imponeret over den måde, hun inddrager videnskaben i sine bøger.
Det gør naturligvis bøgerne ganske indviklede. Man skal i den grad holde ørerne stive.

Jeg var vild med ”Dinosaurens fjer”, men jeg synes ”Svalens Graf” er lige så god.

 

Jeg kan varmt anbefale ”Svalens gaf”. Det er en virkelig god bog.
Og jeg kan garantere, at næste gang der er nyt om Søren Marhauge er jeg med i køen.
Sissel-Jo Gazan har også skrevet andre bøger, som jeg skal have læst.
Men jeg tager det lidt i små bidder, for hendes bøger fylder rigtig meget.

 

Breaking news: Hendes nyeste bog ”Uglens øje” er snart tilgængelig.

 

 

Forfatteren Sissel-Jo Gazan fik i 2008 et stort bestsellergennembrud med Dinosaurens Fjer. Bogen er læst af over 110.000 læsere herhjemme, blev valgt som ’Årtiets krimi’ af Danmarks Radio og er oversat til 16 sprog.

Hendes nye bog, Svalens graf, er en passioneret relationsroman og en intelligent videnskabskrimi om en rystende sandhed, som den unge biolog Marie Skov opdager i de data om børnevaccinationer, hendes professor indsamlede i Afrika, inden han begik selvmord.
Politimanden Søren Marhauge nægter at lukke sagen som et selvmord og bevæger sig mildest talt tæt på grænsen for lovligt politiarbejde.
Sissel-Jo Gazan er en usædvanlig spændende forfatter og et spændende menneske.
Man mærker hendes rodløshed, og hun kommer langt omkring.
”Et barn for sig” fra 1997 blev mest skrevet i Filippinerne, hvor hun boede fordi hun blev forelsket i en guldgraver.
”Vigtigt om Ludmilla” blev skrevet under et to måneders stipendiat i Hamborg.

 

 

 

 

Jeg har læst "Midnatsbiblioteket" af Matt Haig.
2020. 287 sider.
Bog nr. 58/100 jeg har læst i 2022. Maj 2022

 

What a life?

 

”Mellem livet og døden er der et bibliotek.
Og i det bibliotek fortsætter bogreolerne i det uendelige.
Hver bog giver dig mulighed for at prøve et andet liv, som du kunne have levet.
Muligheden for at se, hvordan dit liv ville have været, hvis du havde truffet andre valg.”

 

Nora Seed tæller ned til det øjeblik, hvor hun beslutter sig for at dø:

19 år, 27 timer, 5 timer og nu er hun i biblioteket og måske sammen med sin gamle biliotekar Fru Elms.

 

Alle bøger er grønne med èn undtagelse. En af bøgerne er grå og hedder ”Fortrydelsernes bog”.
Den kigger Nora i først, og så begynder hun at prøve de liv, hun kunne have haft.

 

Da jeg var barn havde jeg et had/kærlighedsforhold til H. C Andersens eventyr.
Jeg frygtede hans engle og hans dødsriger.
I ”Historien om en moder” tager han os også med ind i en slags ingenmandsland, hvor den ulykkelige moder får mulighed for at ændre livets gang

 

Og saa gik de ind i Dødens store Drivhuus, hvor Blomster og Træer voxte underligt imellem hverandre. Der stode fine Hyazinther under Glasklokker, og der stode store bomstærke Pioner; der voxte Vandplanter, nogle saa friske, andre halvsyge, Vandsnogene lagde sig paa dem, og sorte Krebs klemte dem om Stilken. Der stode deilige Palmetræer, Ege og Plataner, der stod Petersillie og blomstrende Timian; hvert Træ og hver Blomst havde sit Navn, de vare hver et Menneskeliv.”

Er alting fastlagt, eller kan man ændre sin skæbne?
H. C. Andersens moder tør ikke.

Nora Seed/ Matt Haig har ikke andre muligheder tilbage.

Midnatsbiblioteket er en utrolig populær bog.
Stort set alle er enige om, at det er en spændende ide at lade bøgerne repræsentere forskellige valgmuligheder i livet.

 

Men hvor bogen udvikler sig til at blive en slags manual for mennesker, der har ondt i livet, er der mange læsere, der står af.

 

Som stor dreng og ung mand var jeg vild med science fiction bøger, og det er nok grunden til at jeg i vid udstrækning var ”med” Nora, når hun valgte.
Jeg kan godt lide science fiction, hvis bare den ikke giver sig ud for at være noget andet.
”Midnatsbiblioteket” gjorde under alle omstændigheder stort indtryk på mig.

Matt Haig har selv kæmpet med psykiske problemer, og man kan nemt forestille sig ham i samme situation som Nora.

En læser sammenligner bogen med en lækkert udseende kage.
Men når man spiser den, finder man ud af, at smagen ikke var helt, som man forventede den.

 

Rigtig mange kunstnere har beskæftiget sig med samme emne.
Der er f. eks filmen Groundhog Day, hvor Bill Murray hver dag vågner op til den samme morgen.

Eller hvad med H. G. Wells tidsmaskinen?

 

Og hvordan går det så med Nora?
Finder hun en udgave af sit liv, som hun kan være i?
Hvis du vil vide det er du nødt til at finde dit lånerkort og besøge ”Midnats biblioteket.

 

Cher:
If I could turn back time
If I could find a way
I'd take back those words that have hurt you
And you'd stay

The road not taken by Robert Frost

Two roads diverged in a yellow wood,
And sorry I could not travel both
And be one traveler, long I stood
And looked down one as far as I could

I shall be telling this with a sigh
Somewhere ages and ages hence:
Two roads diverged in a wood, and I and I-
I took the one less traveled by,
And that has made, has made all the difference.

Jeg har læst "Den flyvende Yorkshireman" af Eric Knight.
1948/1946. 227 sider.
Bog nr. 57/100 jeg har læst i 2022. Juni 2022

 

Du kender udmærket Eric Knight.
Du ved det bare ikke.
Men hvis du nu får at vide, at han skrev ”Lassie come home” i 1940, så er du nok på rette vej.
For Lassie ved jeg, at du kender.
Han skrev bogen med stolthed og en antydning af hjemve, mens han var i eksil i USA.

 

Jeg stødte første gang på Sam Small midt i 60érne og jeg var solgt med det samme.
Det var noget af det sjoveste, jeg havde læst.

Rundt om i bogen findes små digte, der ikke er oversat.
Mere end 50 år efter mit første møde med Sam Small kan jeg uden tøven deklamere flere af disse digte.

”A yorkshireman born and a Yorkshireman bred
Strong in the arms but weak in the head”


Sam Small er en lille trind mand fra Yorkshire.
Og folk derfra er meget specielle.
Vi lader os introducere til folket der, da en amerikaner kommer ind på pubben The Spread Eagle, og forsøger at komme i snak med de lokale, the lads of Polkingthorpe Brig
Jeg har engang haft fornøjelsen af at besøge sådan en landlig pub i Midtengland, og det mindede meget om Sam Smalls pub.
Mit besøg mundede ud i at jeg næste dag fik en tjans som medhjælper på en lastbil, der skulle til Birmingham.
Mindeværdigt.


Sam Small er kendt for sine anekdoter og løgnehistorier, men han kan altså også flyve.
Tro flytter bjerge, hævder Sam Small.

Han har også opfundet en dims til fabrikken, der gør ham til en holden mand.


”Never come Monday.”
Og så var der den mandag morgen, hvor Sam vågnede op og kunne mærke, det var søndag.
Det forklarede han til sine kammerater, der så gik hjem.
Næste morgen var det det samme.
Hvornår kommer I så, skreg chefen.
Tjah sagde Sam, vi plejer da at komme, når det er lønningsdag.
Det blev det så.

Vi får også forklaringen på, hvordan Rudolf Hess endte i england midt under 2. verdenskrig.
 

Og så var der den unge pige, der havde været en hund.
Sams kone Mully er ikke helt tilfreds med den forklaring.

 

Jeg klukker stadig af grin, mere end 50 år siden jeg første gang mødte Sam Small.
Det er så hyggeligt, så ualmindelig hyggeligt.
Og det skal man da slet ikke kimse af.

 

You can always tell the Irish
You can always tell the Dutch
You can always tell a Yankee,

but you cannot tell him much.

 

The Flying Yorkshireman which is originally a compilation of 10 of his great stories is superb collection that every humour lover would love to keep in his collection.

 

Well, you'll have to read to believe how he learned to fly like a bird, by faith;
how he changed a dog into a lass and back again;
how he coped with the two selves of his split personality;
and how he was called upon to explain the tricky foreign phrase, droit de seigneur, which said in effect that the duke of the neighboring parish was required by law to go to bed wih Ian Cawper's Mary Ann the night of their wedding

 

 

 

Jeg har læst "Manden uden hjerte" af Camilla Grebe og Åsa Träff.
2014. 411 sider.
Bog nr. 56/100  jeg har læst i 2022. Juni 2022 
De to søstre har slået krogen i mig, og for 3. gang kaster vi os over en omgangs opklaringsarbejde sammen.
Jeg begynder at kende psykoterapeuten Siri Bergman rigtig godt.
I bind 2 gik det helt galt med hendes klinik, og nu er hun blevet profileringsekspert hos politiet.
Hendes tidligere gode kollega Aina, er nu blevet Persona non Grata efter at hun opholdt sig under nogle forkerte lagener.
Siri nægter nu at kendes ved hende, men lur mig om vi ikke senere igen vil kunne finde hende på rollelisten.
En antikvitetshandler findes myrdet på bestialsk vis.
Bl. a har han mistet et øje, og hans hjerte er blevet fjernet fra kroppen.
Han er bøsse og bliver fundet af sin partner.
Der er bestemt en mistanke om, at hans seksuelle orientering har noget med hans død at gøre.
The sisters of Mersey kan godt lide at drille læserne ved at placere os i  scener, hvor vi ikke aner, hvem vi er sammen med.
Pludselig er vi sammen med 18-årige Jens, der spiser middag sammen med sin bedrevidende far og sin trætte mor.
Senere er Jens på vej til en date. På vejen vil han købe cigaretter, og opdager, at hans mor også ser ud til at have en date.
Efter en lille pause møder Jens Jussi, der senere vil blive myrdet.
Her bliver virkelig smidt madding  ud for at fange læserne.
Jeg sporer en lille irritation hos mig selv, fordi jeg ikke bare får at vide, ”hvad der sker”.
I det hele taget holder The sisters of Mercy sig til manualen for krimiforfattere.
Se bare her: 
”Noget gnaver, irriterer i min bevidsthed, men jeg er usikker på hvad det er.”
Grebe og Träff er håndværkere, ikke kunstnere.
Det hele munder ud i et gevaldigt opgør, der heldigvis ender i en form for forløsning.
Og hendes tidligere veninde Aina?
Jeg fik naturligvis ret.

Jeg har læst "Hævn" af Yrsa Sigurdardottir.
2015. 454 sider.
Bog nr. x  jeg har læst i 2022. Maj 2022 

Dette er bind 2 i serien om politimanden Huldar og psykologen Freyja.
Vi er på Island, men bogen kunne være foregået alle mulige andre steder.
Jeg sidder og mobiliserer en mindre skuffelse over at forfatteren i så ringe grad har inddraget det specielt islandske.
Når dette er sagt, så var jeg ganske godt underholdt efter at have læst dette digre værk.
Jeg kan godt lide Huldar.
Han fremtræder ganske menneskeligt.
Han går i byen, indtager for meget alkohol og dummer sig eftertrykkeligt, inden han næste morgen møder ind på jobbet med gevaldige tømmermænd.
Jeg har en ven, der har oplevet noget tilsvarende.

De islandske navne kræver, at jeg koncentrerer mig for at holde dem adskilt fra hinanden.

Grundhistorien i bogen er, at en 8 årig pige forsvinder.
I en sidehistorie gemmer en utilpasset teenagedreng et brev med voldsomme trusler i en tidskapsel.
Da kapslen åbnes 10 år senere frygter myndighederne, at en vendetta er nært forestående.
Nu er det sådan, at sidehistorier i en krimi har en påfaldende tendens til at forenes, og sådan går det såmænd også her.

Man kan sidde med en fornemmelse af at Yrsa Sigurdardottir, som bogen skrider frem, tænker at handlingen er ved at løbe lidt af sporet.
Hun bruger den klassiske metode med at lade aktørerne snakke tingene igennem, og hen mod slutningen snakkes der virkelig meget.
Hun lader også Freyja møde en ”menig” betjent, mens hun venter på et møde.
Hun bruger tiden til at spørge den unge betjent ud om opklaringsarbejdet.
Og læserne får samtidig en chance for at blive lidt opdateret.

Jeg var godt tilfreds med bind 1, mens jeg nok havde forventet mig lidt mere af ”Hævn.
Bind 3 hedder ”Aske”, og i den optræder et afhugget hoved på Vestmannaøerne.
Det vil naturligvis ikke gå glip af, så den er på vej til mig.
Jeg er også spændt på om Huldar og Freyja ”finder ud af det”.

Men ”Hævn” byder skam også på afhuggede legemesdele.
Faktisk er den ganske voldsom.
Den er så barsk, at selv medlemmer af ordensmagten bliver upasselige.

Mange svigter, og mange føler sig svigtede.
Hævn vil for mange føles naturligt i sådanne situationer.
I en scene opdager Freyja, at en mand sidder i sin bil og overvejer sit hævntogt.
Hun tager fat i ham og fortæller ham at hun forstår hans ønske om hævn.
Hun fortæller ham også, at konsekvenserne er så enorme for en lang række mennesker.


Jyllandsposten (5/6) mener:"Hævn", er en langsomt fortalt og ubønhørligt fremadskridende historie om ofre og bødler i familier med tradition for misbrug og pædofili. Politimanden Huldar og børnepsykologen Freyja forsøger at rette op på et vaklende forhold, mens de nærmest snubler mod opklaringen af diverse bestialske forbrydelser. Det er velgørende anderledes nordisk noir - med en tyk streg under "noir.". 

Defenition:Nordic Noir eller Scandinavian Noir er en genre indenfor krimi og thriller, som blev etableret i 1990'erne i litteraturen og TV-verdenen. Hvornår den præcis blev etableret, og hvad der var den udløsende faktor, er der vist ingen der ved, men svenskeren Henning Mankell refereres oftest som Nordic Noirs fader 


 Mankell er stor, men jeg er stadig sur på ham, fordi han i den sidste bog om Kurt Wallander gør ham dement og ude af stand til at genkende sit eget barnebarn.


Bo Tao Michaëlis definerer:
"Nordic Noir adskiller sig fra klassisk roman noir/film noir ved at foregå i et tilsyneladende velfungerende velfærdssamfund. Nordic noirs 'mørke' er langt mere kollektivt samfundsbetinget end den klassiske hvor verden på forhånd er af lave og det enkelte individ magtesløs rammes af skæbnen. Nordisk Noir er således mindre fatalistisk 'græsk tragedie' mere ' Ibsens naturalistiske teater' for at bruge en teatralsk metaforisk sammenligning. Kort sagt den sorte håbløshed er mere skabt af socialt kausale omstændigheder end en eller anden skæbnesvanger tilfældighed".

Hold øje med  Yrsa Sigurdardottir.
I et interview udtaler hun: ”Jeg bryder mig ikke om perfekte personer, og jeg kender heller ikke nogen. Den type personer er nok et ret skandinavisk træk. Vi kan lide antihelten, og det begynder allerede, når vi er børn. Vi elsker Anders And, men ikke Mickey Mouse.” 

 

 

 

 

Jeg har læst "Hævn" af Yrsa Sigurdardottir.
2015. 454 sider.
Bog nr. x  jeg har læst i 2022. Maj 2022 

Dette er bind 2 i serien om politimanden Huldar og psykologen Freyja.
Vi er på Island, men bogen kunne være foregået alle mulige andre steder.
Jeg sidder og mobiliserer en mindre skuffelse over at forfatteren i så ringe grad har inddraget det specielt islandske.
Når dette er sagt, så var jeg ganske godt underholdt efter at have læst dette digre værk.
Jeg kan godt lide Huldar.
Han fremtræder ganske menneskeligt.
Han går i byen, indtager for meget alkohol og dummer sig eftertrykkeligt, inden han næste morgen møder ind på jobbet med gevaldige tømmermænd.
Jeg har en ven, der har oplevet noget tilsvarende.

De islandske navne kræver, at jeg koncentrerer mig for at holde dem adskilt fra hinanden.

Grundhistorien i bogen er, at en 8 årig pige forsvinder.
I en sidehistorie gemmer en utilpasset teenagedreng et brev med voldsomme trusler i en tidskapsel.
Da kapslen åbnes 10 år senere frygter myndighederne, at en vendetta er nært forestående.
Nu er det sådan, at sidehistorier i en krimi har en påfaldende tendens til at forenes, og sådan går det såmænd også her.

Man kan sidde med en fornemmelse af at Yrsa Sigurdardottir, som bogen skrider frem, tænker at handlingen er ved at løbe lidt af sporet.
Hun bruger den klassiske metode med at lade aktørerne snakke tingene igennem, og hen mod slutningen snakkes der virkelig meget.
Hun lader også Freyja møde en ”menig” betjent, mens hun venter på et møde.
Hun bruger tiden til at spørge den unge betjent ud om opklaringsarbejdet.
Og læserne får samtidig en chance for at blive lidt opdateret.

Jeg var godt tilfreds med bind 1, mens jeg nok havde forventet mig lidt mere af ”Hævn.
Bind 3 hedder ”Aske”, og i den optræder et afhugget hoved på Vestmannaøerne.
Det vil naturligvis ikke gå glip af, så den er på vej til mig.
Jeg er også spændt på om Huldar og Freyja ”finder ud af det”.

Men ”Hævn” byder skam også på afhuggede legemesdele.
Faktisk er den ganske voldsom.
Den er så barsk, at selv medlemmer af ordensmagten bliver upasselige.

Mange svigter, og mange føler sig svigtede.
Hævn vil for mange føles naturligt i sådanne situationer.
I en scene opdager Freyja, at en mand sidder i sin bil og overvejer sit hævntogt.
Hun tager fat i ham og fortæller ham at hun forstår hans ønske om hævn.
Hun fortæller ham også, at konsekvenserne er så enorme for en lang række mennesker.


Jyllandsposten (5/6) mener:"Hævn", er en langsomt fortalt og ubønhørligt fremadskridende historie om ofre og bødler i familier med tradition for misbrug og pædofili. Politimanden Huldar og børnepsykologen Freyja forsøger at rette op på et vaklende forhold, mens de nærmest snubler mod opklaringen af diverse bestialske forbrydelser. Det er velgørende anderledes nordisk noir - med en tyk streg under "noir.". 

Defenition:Nordic Noir eller Scandinavian Noir er en genre indenfor krimi og thriller, som blev etableret i 1990'erne i litteraturen og TV-verdenen. Hvornår den præcis blev etableret, og hvad der var den udløsende faktor, er der vist ingen der ved, men svenskeren Henning Mankell refereres oftest som Nordic Noirs fader 


 Mankell er stor, men jeg er stadig sur på ham, fordi han i den sidste bog om Kurt Wallander gør ham dement og ude af stand til at genkende sit eget barnebarn.


Bo Tao Michaëlis definerer:
"Nordic Noir adskiller sig fra klassisk roman noir/film noir ved at foregå i et tilsyneladende velfungerende velfærdssamfund. Nordic noirs 'mørke' er langt mere kollektivt samfundsbetinget end den klassiske hvor verden på forhånd er af lave og det enkelte individ magtesløs rammes af skæbnen. Nordisk Noir er således mindre fatalistisk 'græsk tragedie' mere ' Ibsens naturalistiske teater' for at bruge en teatralsk metaforisk sammenligning. Kort sagt den sorte håbløshed er mere skabt af socialt kausale omstændigheder end en eller anden skæbnesvanger tilfældighed".

Hold øje med  Yrsa Sigurdardottir.
I et interview udtaler hun: ”Jeg bryder mig ikke om perfekte personer, og jeg kender heller ikke nogen. Den type personer er nok et ret skandinavisk træk. Vi kan lide antihelten, og det begynder allerede, når vi er børn. Vi elsker Anders And, men ikke Mickey Mouse.” 

 

 

 

 

Jeg har læst "Det bliver sagt" af Kristian Ditlev Jensen.
2001. 266 sider.
Bog nr. 54 jeg har læst i 2022. Juni 2022
”Arbejdere – det er dem, der vinder i lotto og straks køber sig en ny og bedre knallert”.
Er det en velskrevet bog, spørger man af og til.
Og det er denne bog.
Kristian Ditlev Jensen har virkelig ordet i sin magt.
Han maner en svunden tid frem, så man aldrig er i tvivl om hans budskab.
Han skriver ganske simpelt fantastisk godt.
Men det er ikke rar læsning.
”Min barndom var det umisteliges land. Alt hvad der kommer efter handler om at miste”.
Og så fortæller han, til det gør ondt.
Han fortæller om 4 år med Gustav.
De vigtige år da han var 9-13 år gammel.
Det varede adskillige år, inden en psykolog kunne fortælle ham, at Gustav var psykopat med en enestående evne til at manipulere med sine omgivelser.
En evne, som mennesker uden empati mestrer.
Indtil da havde Kristian troet, at det var hans skyld.
Vi hører rigtig meget om Gustav, og hvordan han er som menneske.
Beregnende og kynisk arbejder han sig hen mod at få sin vilje.
Han har en enestående evne til at snakke folk efter munden, så ingen får mistanke om, at noget er helt galt.
Løgn er en almindelig ting for psykopater.
Alligevel kan man undre sig over, at han eksempelvis får lov til at tage med Gustav som 9 årig, og hvordan han utallige gange rejser alene mellem Holbæk og København.
De røde lamper var tændt, men ingen fik øje på dem.
Da Kristian endelig brød sammen og fortalte sine forældre om overgrebene, blev de ikke vrede på ham, som han næsten havde forventet.
De blev rådvilde og endte med at spørge det 13 årige offer, om de skulle gå til politiet.
Og det ville han under ingen omstændigheder have dem til.
Og derfor skete der ….. ingenting.
Gustav var bestemt ikke forsvundet.
Han holdt kontakten vedlige og bedyrede dem, at han havde forbedret sig.
Han havde endda fået en pigekæreste, som nu var gravid.
Det var så også en del af hans gameplan.
I 7. klasse havde Kristian det uhyre svært i skolen.
Han kunne ikke koncentrere sig om noget som helst.
Ved et forældremøde forklarede faderen, at Kristian som mindre havde haft allergi og astmatisk bronkitis, og kunne det mon ikke være derfor, han var lidt slap i koderne.
Tjah …..
Han begyndte at samle på grimme ting, fordi han syntes, det var så synd for de grimme ting.
En dag beslutter han, at nok er nok.
Han vælger at anmelde Gustavs overgreb til politiet.
Det varer længe inden sagen bliver afgjort med en betinget dom til Gustav.
”Jamen så er han jo fri igen”, råber Kristian.
Det er ikke nogen let tilværelse, der venter Kristian.
Ude af stand til at fungere normalt ender han til sidst i et massivt alkoholmisbrug, hvor han i sidste øjeblik beslutter at holde op med at drikke.
”Det bliver sagt”, lovede han.
Og det løfte holdt han.
Det blev sagt.

Jeg har læst "Den lukkede bog" af Jette Kaarsbøl.
2007. 217 sider.
Bog nr. 52/100 jeg har læst i 2022. Juni 2022 

Jeg erindrer ikke, hvordan denne bog havnede i min varetægt.
Og fra starten var jeg inde på, at det også var en stor fejl.

Jeg blev overrasket af de meget korte og knappe sætninger i denne bog, og jeg kiggede efter, om jeg skulle have fået fat i en børnebog.
Næh, det var skam en voksenbog.
Jeg fandt ud af, at Jette Kaarsbøl er født i 1961. Jeg fandt også ud af, at dette er hendes debutbog og at hun faktisk fik de gyldne laurbær for den.
Der står foran i bogen, at den er bearbejdet af Torben Petersen.
Jeg forstod ikke, hvad det betød.

Bogen var på vej tilbage på hylden, men jeg måtte nødvendigvis finde ud af, hvad der berettigede den til at modtage de Gyldne Laurbær.
Og det var en fornuftig beslutning, for bogen havde mere at byde på end først antaget.

Vi starter i 1933, hvor en pige observerer, at en gammel kone sidder helt stille ved sit vindue.
Det viser sig, at hun er sovet ind.

Vi drager nu tilbage til 1875, hvor den gamle er en ung pige, Frederikke i det bedre borgerskab.
Hun står for at skulle giftes med Christian, som hun ikke er forelsket i.
Det er hun derimod i Frederik, der får arrangeret et fornuftsægteskab, som hun ikke forstår rækkevidden af.
Men det kommer hun til.
Det viser sig, at Frederik er fødselslæge, og samtidig hjælper med at foretage ulovlige aborter.

Vi bevæger os frem og tilbage i tiden, og mærker effekten af de begivenheder, der udspiller sig i 1875.
Frederikkes drømme og forhåbninger fortoner sig, som tiden går.
Og til sidst sidder hun som en bitter gammel kone ved vinduet.

Bogen har langt flere lag, end jeg først troede. Vi får et klart billede af de forskellige kulturer i 2 tidsaldre.
Vi møder det bedre borgerskab, men også håndværkere og tjenestepiger.
Bogen kan også ses som et indlæg i kvinders ret til abort og som en beskrivelse af homoseksuelles forhold i tidligere tider.

Vi mindes også om, at man skal være varsom med, hvordan man lever sit liv.
Bogen er skrevet i en meget speciel stil. Jette Kårsbøl magter at skrive om begivenheder uden egentlig at omtale dem.

”Han er stærk. Han bærer hende ind i soveværelset.
Ernst Madsen er ikke en mand, der går før arbejdet er færdigt”.

Vi hører ikke en lyd om, hvad der faktisk sker i soveværelset.
Men det er vist heller ikke nødvendigt.

Jeg havde det lidt som de krimihelte, jeg læser om. Der var et eller andet galt. Jeg kunne bare ikke komme i tanker om det.
Men pludselig gik det op for mig, hvad der var galt.
Litteratursiden snakkede om at bogen havde 535 sider, men mit eksemplar havde kun 217 .
Ok, tænkte jeg. Det er simpelthen en forkortet udgave, jeg har haft fat i.
Den gode Torben Pedersen som jeg nævnte i indledningen har simpelthen skåret næsten 300 sider sider væk.
På den ene siden er jeg godt tilfreds med, at de iagttagelser jeg gjorde i begyndelsen var korrekte, men på den anden side irriterer det mig, at jeg har læst den forkortede udgave.
Det passer mig bestemt ikke.
Og jeg synes det er pinligt, at jeg fik valgt en forkert udgave, som ganske vist stod øverst på listen over mine valgmuligheder.
Men som er bekendt er det for sent at gå over åen efter vand, når bjørnen er skudt, så fred være med det.
Nu har jeg så kun én overvejelse tilbage.
Skal jeg kaste mig over den uforkortede udgave?
Jeg har endnu ikke fattet betydningen af titlen 

Jeg har læst "Før du døde" af Grebe &Träff.
2012. 429 sider.
Bog nr. 51/100 jeg har læst i 2022. Maj 2022

Dette er det 3. bind af de svenske søstre om psykoterapeuten Siri Bergmann.

Siri har det vist egentlig godt med mand, barn og kolleger.
Eller har hun?

De bor i det hus, hvor hun engang boede med sin tidligere mand Stefan, som omkom i en drukneulykke.
Hun beslutter sig til at rydde op og rydde ud i de ting, der stadig står tilbage efter Stefan.
Men pludselig finder hun en kobling mellem hans død og et uopklaret drab i en park i Stockholm.
Og så er der da vist sat vand over til et fortættet drama.

Men ikke hvis man spørger Politiken, der er ganske irriteret:

Gigantisk pludrende garneret med den ligegyldige dagligdags detaljerigdom, der desværre er vokset i litteraturen, siden Facebook blev opfundet.

 

Helt så bombastisk er jeg nok ikke i min vurdering, men der er da ganske rigtigt mange detaljer og ting, der kan undre én.
Plottet virker temmelig urealistisk, og man undrer sig ofte over, hvor ordensmagten er henne. Det er mest Siris énmandshær, der tromler frem.
Vi møder perifert en betjent eller 2, men det er så også det.

Vi følger Siris arbejde som psykoteratepeut, og det er ganske interessant.
Interessant er det også, at hun tilsyneladende har brug for lige så meget hjælp, som dem hun skal hjælpe.


”Kender vi egentlig de mennesker, som er tæt på os”, spørger Siri.
Hun finder ud af, at det gør hun slet ikke.
Og det er ikke nogen behagelig erkendelse at nå frem til.

Politiken udtrykker i sin anmeldelse håb om, at dette er det sidste, man hører til Siri Bergmann.
Desværre for dem har de gode søstre yderligere skrevet ”Manden uden hjerte”.
I den bog er Siris klinik blevet lukket efter dramatiske begivenheder, og det søger hun at forstå.
Samtidig findes en antikvitetshandler myrdet.
Sammen med politiet udarbejder Siri en gerningsmandsprofil.

”Stensikker underholdning”, hævder ”Alt for Damerne”, der i øvrigt aldrig forekommer i de anmeldelser, som bibliotekerne omtaler.
 

Det er langt fra første gang at 2 forfattere skriver sammen.
Tilbage i 1929 skrev fætrene Frederic Dannay og Manfred Bennington Lee krimier sammen. Deres pseudonym Ellery Queen lyder sikkert bekendt for nogle.

Jeg lod mig endnu engang lokke af de to svenske søstre, og ”Manden uden hjerte” er allerede på vej til mig.

 

 

 

 

 

 

Jeg har læst "Snehvide skal dø" af Nele Neuhaus.

2016. 451 sider.

Bog nr. 50/100 jeg har læst i 2022. Maj 2022

Mange af os husker tydeligt TV-serien Der Alte, der startede i 1977, og hvor Siegfried Lowitz i mere end 400 afsnit viste os vejen.
Og de har skam også krimiforfattere i Tyskland.
Her tager vi fat på Nele Neuhaus fra 1967 og hendes første bind i serien om Pia Kirchoff og Oliver von Bodenstein.

Vi kommer i gang med en vanlig prolog, inden vi starter begivenhederne.

De fleste bøger er opdelt i kapitler.
Det kan være for at markere et skift i lokationen eller et spring i tiden.
Normalt er det gavnligt for læsbarheden med kapitler.
De kan naturligvis have numre, og her for nylig læste jeg en bog, hvor de første 3 ord i hvert kapitel var skrevet med fede typer.
Her starter vi med ”Torsdag den 6. november 2008”, der efterfølges af ”Fredag den 7. november 2008” osv.
Yderst traditionelt.

Tobias Sartorius lukkes ud af fængsel efter en dom på 10 år for drab på unge piger.
Han hævder, at han er uskyldig.
Men alle ved jo, at fængslerne er fyldt med uskyldige mennesker.
Han vender tilbage til sit barndomshjem, hvor hans fars forretning er ødelagt af naboernes uvilje.
Og de mener ikke, at Tobias bør slippe for yderligere straf.
Og de påtager sig også gerne, at udføre denne ekstrastraf.


Tobias beslutter sig for at finde ud af, hvad der skete.


En kvinde bliver smidt 5-6 meter ned på en trafikeret vej, hvor hun kvæstes kritisk.
Hun hedder Rita Cramer og viser sig at være mor til Tobias.

 

Pia Kirchoff og Oliver von Bodenstein sætter i gang.
De er ganske sympatiske.
Bogen er en mainstram-krimi, hvor vi sådan kommer rundt om det meste.
Vi har en forbrydelse, men vi følger også med i en række menneskers tilværelse, både de gode og de onde.
Jeg var lidt spændt på dette møde med en tysk krimi.
Det bød ikke på de store sensationer eller følelsesmæssige udsving, så jeg er egentlig en anelse skuffet.
Jeg har nylig oplevet, at de islandske krimier var noget ganske specielt, men denne bog er lige som de fleste andre krimier.
Personerne har tyske navne og stednavnene er tyske, men ellers er alt, som det ”plejer at være”.
Og det er jo egentlig ikke godt nok.

 

Det irriterer mig lidt at Frau Neuhaus har en tilbøjelighed til at strø om sig med indbagte cliffhangers, hvorpå hun giver sig i kast med et andet hjørne af historien.
Hvis man eksempelvis bliver præsenteret for en mumie vil jeg altså ikke vente i lang tid for at høre mere derom.
Hun kan heller ikke nære sig for at lade sine helte opleve at ”Der var et eller andet, der lå og generede ham. Han kunne ikke lige komme i tanker om ...”

Der er mange personer på scenen og mod slutningen er det, som om det hele eksploderer.
Der er så mange ting vi lige skal have afklaret, inden von Bodenstein kan holde fyraften.

 

Jeg har læst en udmærket og traditionel krimi, men den ultimative læseoplevelse fik jeg ikke.
Langt fra.

 

 


 

 

 

Skriv en tekst her

Jeg har læst "Den ærlige bedrager" af Tove Jansson.
1982. 209 sider.
Bog nr. 48/100 jeg har læst i 2022. Maj 2022

Du kender Tove Jansson rigtig godt, men det er ikke sikkert, du ved det.
Men hvis du nu får at vide, at hun skrev den første af 9 bøger om Mumitroldene i 1945, så er jeg sikker på, at du er med igen.
Men Tove Jansson kunne så mange andre ting.

Her har hun skrevet en bog, der er let at læse, men svær at glemme.

I kanten af verden bor den aldrende børnebogsillustrator Anna og den unge Katri.
Katri bor sammen med sin fåmælte og lidt naive bror Mats og en schäferhund uden navn.
Dette manglende navn vækker en del forargelse på egnen.
En hund skal da hedde noget.
Katri har gule øjne. Hun smiler aldrig, og så kan hun regne.
Hun har også regnet ud, at Anna har penge.
Katri er respekteret for sine talkundskaber og frygtet for sin særhed.
Mats tænker kun på både.
Derfor tænker Katri både på både og penge.


Anna bor i en villa, der ligner en kanin.
Det siger egnens folk i hvert fald.
Annas billeder indeholder altid kaniner.
Hun sælger godt og har rigeligt med penge.

Katri har en plan. Hun ser på Annas hus og tænker:
”Der bor hun. Der kommer Mats og jeg også til at bo. Men jeg må vente. Jeg må tænke mig nøje om, inden jeg giver denne Anna Aemelin en vigtig plads i mit liv”.

Og Katri får sig indyndet hos Anna. Hun flytter ind i Kaninhuset sammen med Mats og hunden.
Hun gør sig selv til sekretær for Anna og rydder op i ….. alt.
F. eks ender de fleste af Annas møbler ude på isen, og når det engang begynder at tø forsvinder de vel af sig selv.
Midlerne bliver større, men Annas visioner forsvinder.
Og så er det, at hun giver hunden et navn.

Det sner hele tiden og alle følger godt med i, hvad der foregår i Kaninhuset,


Information: ”Så snart dyret fornemmer, at menneskene ikke bare snyder sig selv, men også vil have den ind i sit spind, begynder alt at løbe af sporet. Den ærlige bedrager er en allegorisk thriller sådan må den forunderlige genrebetegnelse lyde fra nu af! ”

Tove Jansson kæler for sproget, inden hun eventyragtigt maler sine personer for os.
Og hvem er egentlig den ærlige bedrager?
”Den ærlige bedrager” er en underlig og forunderlig bog.
Kan varmt anbefales.

Tove Jansson er så spændende et menneske at jeg måtte have fat i hendes biografi, der omtales med følgende lovende ord:

”Den er rigt illustreret og tegner et seriøst og respektfuldt portræt af en kunstner og kvinde, der hverken personligt eller professionelt lod sig begrænse af omverdens normer og tidens tendenser. ”

Jeg har en stor indbygget sympati for mennesker, der ikke lader sig begrænse.

Jeg har læst "DNA" af Yrsa Sigurdardottir.
2014. 480 sider.
Bog nr. 47/100 jeg har læst i 2022. Maj 2022

Jeg er ved at udvikle en forkærlighed for islandsk litteratur, herunder krimier.
Jeg ved ikke, om det er den barske natur, der inspirerer til de vilde historie, eller om der bare er mange gode islandske forfattere.

Jeg ved ikke, hvad man kalder en ”pageturner” på dansk, men sådan én er det i hvert fald.
Jeg blev for alvor indfanget.
Den er vildt spændende.

Vi starter i 1984, hvor de sociale myndigheder skal tage stilling til, hvad man gør med 3 børn.

De skal anbringes men ingen vil tage dem alle sammen, så de 2 brødre bliver adskilt fra sine 2 brødre.

Her sidder læseren med en klar fornemmelse af, at denne adskillelse får betydning for vores historie.

 

Næste scene er sat i 2015, hvor en mor er alene hjemme med 3 børn.

Hun finder ud af, at en mand er inde i huset.

Han overfalder hende og ender med at dræbe hende.
Med en støvsuger!

Politiet kommer til stede og finder moderen dræbt.

De finder til sidst en lille pige under moderens seng.

 

Det bliver den noget atypiske politimand Huldar, der leder opklaringen.
Man er fuldstændig på bar bund.
Snart bliver endnu en kvinde dræbt på bestialsk vis.

Under opklaringen skal Huldar arbejde sammen med psykologen Freyja.
Det er lidt pinligt for de kender hinanden fra en alkoholfyldt aften i byen, der gik galt.
De skal nu nok blive gode venner efterhånden som serien udgives.
Og der er mindst 6 bind.

 

Der er ganske mange personer i bogen, men efterhånden som tiden går finder vi ud af, hvilken betydning de har i sagen.

Der dukker nogle mærkelige tal-beskeder på kortbølgenettet.
De virker kryptiske og ganske uforståelige.
Men giv tid.
Også den del kommer der styr på.

Infomedia er rimelig godt underholdt:

' DNA' er ingen sprudlende vulkan af løs snak, hvor man(d) slår gækken løs. Dens humor er stille og lille som en mundlam nullermand, og mænd og kvinder har rygsække fulde af fortidens smerte og barndommens sår. Sigurdurdottir skriver omhyggeligt og omstændeligt og langsomt i luntetrav eller snarere nationalhestens særegne gangart, tølt - med mange stop undervejs, hvor alt tager den tid, det tager.

 

”Den gamle Anmelder” er også rigtig godt underholdt.
Og bog nr 2 er netop bestilt.

 

Jeg har læst "Dinosaurens fjer" af Sissel-Jo Gazan.
2008. 447 sider.
Bog nr. 46 jeg har læst i 2022. Maj 2022
Det er en lise for sjælen at læse denne bog.
Det synes at være magtpåliggende for forfatteren, at læserne kender personerne rigtig godt, og vi bliver udstyret med detaljerede personbeskrivelser.
Sjældent har jeg følt mig så velorienteret om et persongalleri.
Mageløst udført.
Personbeskrivelser: Check!
Vi beskæftiger os i bogen med et videnskabeligt emne, som vi også bliver sat yderst grundigt ind i.
I en anden bog af Sissel-Jo Gazan lærte jeg om tatoveringer, og nu er tiden kommet til dinosaurer med fjer.
Desuden lærer jeg om subkulturen Goth og minsandten også om bændelorm.
Det er ikke nok med, at vi morer os. Vi lærer også noget.
Om det hele er videnskabentligt korrekt. kan jeg ikke dømme om, men det virker 100 % overbevisende.
Men vi kender jo alle til det der med, at vi vågner en nat og ikke kan finde ro, fordi vi er kommet til at spekulere på, om fugle er dinosaurer med fjer.
Godt vi endelig hører om dette emne.
Anna Bella Nor er i gang med at afslutte sit speciale om palæoornitologi.
Specialet bygger på diskussionen omkring, hvorvidt fuglene stammer fra de fjerprydede dinosaurer.
Hendes vejleder findes myrdet. Han er død efter at være blevet inficeret med svineikter.
Politimanden Søren Marhauge leder opklaringsarbejdet.
Han er et spændende bekendtskab.
Selvom Anna refererer til ham som verdens mest irriterende politimand.
Er sted bliver Søren beskrevet gennem Annas øjne, og Anna bliver beskrevet gennem Sørens øjne.
Elegant,
Vi får en særdeles grundig beskrivelse af Søren og hans liv.
Ham vil jer gerne høre mere om.
Der er kommet en ualmindelig vellykket bog ud af Sissel-Jo´s research.
Sagen bliver opklaret, men så voldsomme begivenheder har naturligvis indflydelse på omgivelserne.
Dominoeffektagtigt griber begivenhederne ind i hinanden, og inter er som det var tilforn.
Alt har en bagside.
Fra Forfatterweb: ”Sissl-Jo Gazan opfinder i sine fortællinger et eventyrligt og lidt gakket univers, hvor hun lader almenmenneskelige scenarier udspille sig.”
Det kræver et vanvittigt omfattende researcharbejde.
Jeg føler mig nærmest som en nysgerrig gæst, når jeg agerer i et af Sissel-Jo´s miljøer.
Jeg ved godt, at jeg ikke hører hjemme her, men tak fordi jeg må kigge indenfor.
Om sproget.
Det er en såre omfangsrig bog, og man skal ikke kigge langt, før man får øje på en anmelder, der mener, at der godt kunne kortes af her og der,
”Asfalten var smattet af fligede blade, og vinden syntes at blæse samtidig fra fire verdenshjørner og gav uro i hjertet”.
Dette kan da sagtens udelades, men sikke en stemning, der kan manes frem med få ord.
Det er en udsøgt nydelse.
”Søren ….. så en grønlig væmmelse stige op i alles ansigter.”
Der er ikke noget, der hedder ”grønlig væmmelse”, men ingen er i tvivl om, hvad meningen er.
”Ingen tog af wienerbrødet, der lå på opsprættede poser midt på bordet og blævrede gult”.
Velbekomme.
Hvor skriver hun dog fantastisk.
Jeg er glad for, at ingen er gået amok med slettelakken.
Jeg nyder det i hvert fald.
Den anden bog om Søren Marhauge hedder ”Svalens graf”.
Er allerede bestilt.

Jeg har læst "Drengen i kufferten" af Kåberbøl/Friis.
2008. 336 sider.
Bog nr. 45/100 jeg har læst i 2022. Maj 2022

Bogen har 2 forfattere, og man kan godt undre sig over, hvordan det foregår.

Skiftes man til at skrive et kapitel eller hvordan foregår det?
De to er den succesfulde fantasyforfatter Lene Kaaberbøl og Agnete Friis.

 

Vi skrev hver vore afsnit. Vi havde regnet med, at vi bagefter ville være nødt til at skrive den andens afsnit igennem, så vi kunne ramme en ensartet tone, men det var overhovedet ikke nødvendigt. Ikke engang vores redaktør på forlaget kunne se, hvem der havde skrevet hvad,” fortæller Agnete Friis


Forfatterweb.dk beskriver denne bog som en medrivende og hæsblæsende omgang spænding, global i sit udsyn med hjerte for de udstødte og en udtalt forståelse for udfordringerne i et moderne liv.

 

Det har jeg brugt en del tid på at fundere over, for jeg havde ikke den bedste oplevelse med værket, og jeg nægter at skrive under på ovenstående.
Den er såmænd ganske velskrevet, men den fængede ikke rigtig hos mig.
Jeg kæmpede med at holde styr på alle personernes navne, og de litauske navne gjorde det ikke bedre.
Jeg bliver så irriteret, når jeg mister det store overblik.

I 2008 modtog bogen en pris for årets bedste spændingsroman.

Nina Borg er Røde Kors sygeplejerske, og med i en tilkaldegruppe.
Hendes veninde beder hende hente en kuffert på Hovedbanegården, og den viser sig at indeholde en lille dreng på ca 3 år.
Nina beslutter sig til at finde ud af, hvem drengen er, og hvordan han er havnet i kufferten.
Det er en farlig leg, og Nina er i stor fare.
Hun drøner rundt med drengen i lang tid, og det virker temmelig usandsynligt.
Der er flere sidehistorier og en masse personer.
Jeg er ikke bleg for at indrømme, at jeg flere gange spurgte mig selv: Hvem er det nu lige det er.
Jeg vil bestemt ikke afvise, at det kan være min fejl.
På side 255 fik jeg en vigtig oplysning, der gav mig et hint om, hvad ideen med den bortførte dreng var.
Det endelige opgør finder sted i en ubehagelig blodig slutstrid i en villa i København.

Temaerne i bogen er sådan set gode nok.
Ordet Chicklit ligger hele tiden lige for, men det er der jo mange, der synes om.

Er det en krimi?

Der er ikke rigtig noget opklaringsarbejde andet end det, som Florence Nightingale/Nina Borg står for.

 

Mortens puls larmede i hans ører. Nina.
Hvad Fanden var der sket?”

 mine ord, Morten.

Der findes flere bøger i serien.
Nina Borg, you go your way and I go mine.

 

 

 

Jeg har læst "Sort angst" af Grebe/ Träff.
2012. 389 sider.
Bog nr. 44 jeg har læst i 2022. Maj 2022

Sort angst” er 2. bog ud af 5 i serien om Psykoterapeuten Siri Bergman

I en noget barsk intro møder vi en 4 årig pige, der sidder og tegner. Hendes mor står og koger spaghetti. Vi hører om Henrik, der helst vil drikke øl og se travløb.
Det dundrer på døren, og da moderen lukker op, opstår der tumult.
Det udvikler sig til et voldsomt overfald, og moderen bliver dræbt.
Whodunit?

 

2 måneder tidligere er Siri til møde med sin chef.
De skal deltage i et forskningsprojekt om selvhjælpsgrupper for voldsramte kvinder.
Og det kan vel ikke komme bag på nogen, at disse kvinder kommer til at trække tråde til drabet på den lille piges mor.
Psykoterapeuten Siri er stadig hovedperson, og hun har stadig brug for lige så meget hjælp, som de kvinder hun er sat til at hjælpe.
Hun har tilbøjelighed til at søge trøst på bunden af vinflasken, men da hun bliver gravid sætter hun proppen i.
Hun har tidligere haft et traumatisk forløb med et afbrudt svangerskab med en anden mand, der omkom ved en drukneulykke.

Jeg spekulerer på, hvordan 2 søstre bærer sig af med at skrive bøger sammen?

Men den er egentlig ganske velskrevet og spændende.

Der er ikke så meget opklaringsarbejde i bogen, men meget praktisk har søstrene gjort Siris nye mand til politimand, så der har vi indfaldsvinklen til forbrydelsernes opklaring.
Ellers handler det om de dilemmaer, som personerne sættes i.

Det er en god ting, at vi hører (lærer) en masse om vold i hjemmet, men det har vi da vist hørt så mange gange før.
Men søstrene søger også at gøre klart for enhver, at tingene ikke altid er, som de ser ud til.

 

Bogen igennem følger vi med i en ung mands journal fra de forskellige steder, hvor han har haft problemer.
Problemerne bliver ikke mindre, som tiden går, men de bliver anderledes.
Der gik et stykke tid, inden det gik op for mig, hvad journalerne skulle gøre godt for.

 

Bogen slutter med en kort epilog, der er foregået 8 måneder før bogens nutidsspor.
Jeg kan slet ikke finde ud af, hvordan den skal forstås.
Jeg er ikke i tvivl om, at teksten er skabt for at give et mere nuanceret billede af vores gerningsmand, men jeg forstår den simpelthen ikke.
Og det irriterer mig noget så grusomt.

Bortset fra dette ”hul” i forståelsen, oplevede jeg bogen som velskrevet og besjælet af ønsket om at få flest mulige nuancer med, før man dømmer og bedømmer.

Nu har jeg så fået vinget 2 af søstrenes bøger af.
Jeg overvejede at lade det være godt med det, men nu er jeg alligevel kommet til at bestille seriens 3. bind.
Det bliver af en anmelder kaldt pludrende og facebook-opslags-agtigt, og han tilføjer ønsket om at 3. bind så bliver det sidste.

Set i bagkolgskabens ulideligt skarpe lys ved vi nu, at det ikke blev tilfældet.

Camilla Grebe og Åsa Träff afsluttede deres fælles projekt om psykologen i politiets tjeneste Siri Bergman efter 5 bind.

 


 

 

 

Jeg har læst "Under sneen" af Yrsa Sigurdardottir.
2020. 351 sider.
Bog nr. 43 jeg har læst i 2022. Maj 2022

Efter en prolog er der en lille pigesko, der manifesterer sig i en gemt og glemt kasse i et hus, der bliver solgt af 2 brødre, der er vokset op der.
Den viser sig at tilhøre en ukendt søster.

Et redningshold bevæger sig ud i det svært tilgængelige islandske højland for at finde en gruppe forsvundne personer.

Derefter skruer vi tiden 1 uge tilbage , hvor vi følger den gruppe, der senere bliver dem, der skal eftersøges.
I de efterfølgende veksler vi hele tiden mellem disse grupper.

Det er smart gjort at veksle mellem begivenhederne med en uges mellemrum.
Det lykkes rigtig godt for YS at fremmane snestormenes inferno, så vi glæder os over, at det ikke er os, der sidder der og fryser.
Hun formår også på fornem vis at skabe en rigtig uhyggelig atmosfære.
”Godt det ikke er mig”, der vandrer rundt på de snedækkede stier ude i ødemarken, tænker man.

Samtidig sker der underlige ting på en isoleret radarstation.

Jeg afslører vist ikke nogen statshemmeligheder ved at fortælle, at alle sporene løber sammen.

Yrsa Sigurdardottir er ganske produktiv. Hun har skrevet krimier og sågar børnebøger, men her har vi vist ramt den genre, der hedder Thrillere.
Ja måske endda gysere.
Den er virkelig uhyggelig.
Jeg er overbevist om, at hun har lænet sig godt og grundigt op af Stephen Kings bøger.
Men her er hans store skove skiftet ud med den islandske ødemark.
Det bliver det ikke mindre skræmmende af.

Der er en talemåde, der siger, at der findes mere mellem himmel og jord end det blotte øje kan se. Og det er en talemåde, et flertal af danskere er enige i.

En undersøgelse, Epinion har foretaget for DR viser, at 63 procent af danskere er enige eller helt enige i udsagnet om, at der er mere mellem himmel og jord, end vi kan se og måle.

Hvis man tilhører disse 63 % vil man nemt kunne lade sig overbevise om, at der findes spøgelser ved at læse denne bog.
Jeg har det lidt som den Vantro Thomas, der skal have fingrene i naglegabene for at bliver overbevist.

Ganske vist får handlingen i ”under sneen” en ”uventet” drejning til allersidst, men der er altså nu alligevel et eller andet med den lille pige, der har mistet sin ene sko.
Hende møder vi af og til.
Men én sko.

 

Vi søger sammen med gruppen efter de forsvundne.
Vi ved mere end dem.
Vi ved, at det er gået helt galt for gruppen.
Mens vi hopper frem og tilbage, finder vi langsomt ud af, hvad der i virkeligheden skete derude.
Det er godt sat sammen.
Uheldene ramler ned over gruppen, som endte derude efter en animeret fest.
Og tømmermænd er ikke nogen god følgesvend under de forhold.
Og for pokker, hvor er der dog koldt derude.
En af dem har holdt sig pinligt ædru. Hmmmmm

 

Har du lyst til et koldt gys?
”Under sneen.” kan varmt (koldt) anbefales.

 

Jeg har læst "I det fjerne" af Hernan Diaz.
2017. 319 sider.
Bog nr. 42 jeg har læst i 2022. April 2022

Håkans forunderlige rejse gennem Amerika.

En kæmpestor mand dukker op fra et hul i isen.
Han hænger lidt på kanten, inden han border den indefrosne skonnert.
Over et bål på skonnertens dæk spinder manden en ende.
Han beretter om en usandsynlig rejse over det amerikanske kontinent fra vest til øst.

 

Engang i det 19. århundrede er drengen Håkan Söderström sammen med sin storebror Linus på vej fra Sverige til Amerika.
Undervejs bliver de væk fra hinanden, og Håkan ender i San Francisco, mens han formoder, at Linus er endt i New York.
Uden at kende sproget og uden at have midler overhovedet tager Håkan af sted for at finde sin bror.
Han bliver kendt som Høgen. (hawk). Hawk can/ Håkan.

 

Vi, som læser med, har det ligesom Håkan.
Vi aner ikke, hvor vi er, vi ved kun, at vi er på vej over USA.
Og tro mig, når jeg siger, at det er mere end 6000 km.
Da jeg havde fundet ud af, at jeg ikke kunne følge Håkans rejse gennem staterne på et kort, slog jeg mig til tåls med den melankolske og drømmeagtige stemning, som beskriver hans færd.
Tiden går, men det må den gerne.

Vi hører navnene New York og San Francisco. Illinois nævnes, men vi kommer ikke der.

Håkan vokser virkelig meget og antager en absurd størrelse.
Han har kræfter som en bjørn.

Der er Den fede dame uden tænder, der udnytter ham
Der er botanikeren Lorimer, der introducerer Håkan til læren om evolutionen ved Saladillo saltsøen. Der kunne være en saltsø i det nordlige Utah.
Indianerlejren bliver overfaldet, og vi møder den korthårede indianer.
Håkan bliver fanget af sheriffen, der skærer i hans arm.
Et freakshow af farverige og utrolige personager ramler ind i vores søgende ven Håkan.

Han får fat på en hest og et æsel. Hesten Pingo spiser sand, og Håkan forsøger at operere den.
Den lykkes sådan set, men efter komplikationer må han tage afsked med sin kære hest.

 

Håkan er hele tiden på vej til New York for at møde sin bror Linus.
En lang, lang rejse, som måske aldrig ender.

 

Det er meget tænkeligt, at Hernan Diaz har ladet sig inspirere af Odysseus ti-årige hjemrejse fra Troja.
Undervejs møder han utallige farer og fristelser.
Mennesker lader sig fascinere og fange af forunderlige rejser.
Spåkvinden, som vi kender fra forskellige tegninger siger vist altid: ”Og du vil komme ud på en lang rejse”.
Man kan også forestille sig Håkans forunderlige rejse som en robinsonade.
Selvom han er sammen med mennesker af og til, er han lige så isoleret som Robinson Crusoe.
Hernan Diaz er flygtet fra Argentina til Sverige.
Han kender til at være undervejs.
”I det fjerne” er en fatastisk læseoplevelse, og er vi ikke alle til hver en tid undervejs?
Kan varmt anbefales.
Post scriptum: Kig godt på tegningen på bogens omslag.

 

All my life's a circle;
Sunrise and sundown;
Moon rolls thru the nighttime;
Till the daybreak comes around.

All my life's a circle;
But I can't tell you why;
Season's spinning round again;
The years keep rollin' by.
Harry Chapin


 

 

 

 

 

 

ller om 'Datteren' til Gyldendals Forfattertalks - Gyldent efterå

Jeg har læst "Jeg ser dig" af Camilla Grebe/Åsa Träff.
2009. 376 sider.
Bog nr. 41 jeg har læst i 2022. Maj 2022

Siri Bergman er Psykoterepaut. Hun deler en klinik med 2 andre.
Siri er 34 år.
Hun er enke og bor afsides alene med sin kat.
Siri skal hjælpe andre, men er selv en plaget sjæl.

Bogen starter med et lille stykke tekst skrevet i et andet sprog end resten af bogen.
Også sat op med andre typer.
Det er en af den slags tekster, som man ved, man først forstår, som historien skrider frem.
Af og til møder vi lignende tekster i bogen.
Det er naturligvis vores ”morder”, som vi lærer at kende på den måde.
Et velkendt ”kneb”.

Nærmest i journalform møder vi nogle af Siris patienter.
Drypvis forsynes vi med små lunser af info, og vi erfarer, at Siris mand hed Stefan og at han omkom ved en drukneulykke.

Historien skrives i 1. person, og vi bliver hurtigt fanget ind af historien om Siri.
Jeg føler allerede begyndende glæde ved tanken om, at der findes 3 bøger mere om Siri Bergmann.

Efter de første sider undrer det mig noget, at disse 2 damer, der endda er søstre, er ukendte for mig.

Lidt efter lidt strammes nettet om Siri, Hun føler sig iagttaget.
I bedste Agatha Christie stil har vi et begrænset udvalg af kandidater til rollen som den skyldige.
Jeg lykkedes ikke med at regne sammenhængen ud, og jeg gik såmænd også på en ”indbygget” finte.

Bogen minder om den regn af svenske krimier, vi kender, men jeg synes den holder sig i toppen p.g.a den elementære spænding, det høje sproglige niveau og de interessante problemstillinger.

Politiken er såre tilfreds og ledsager 5 af 6 stjerner med følgende:
 

Med substans pointerer romanen, at ' syg' og ' rask' er normative størrelser. Den syge kan være den raske, og dem vi tror, vi kender, kan vise sig at være rablende bag facaden. Så ' take care out there'!.

Så fik vi den at tænke over.

Bind 2 i serien om Siri Bergmann hedder ”Sort angst”.
Den står allerede og venter.

SSireteren' til Gyldendals Forfattertalks - Gyldent efterå

Jeg har læst "Øen" af Ragnar Jónasson.
2016. 330 sider.
Bog nr. 40 jeg har læst i 2022. Maj 2022

Øen er 2. bind i den eminente trilogi om Hulda fra Island.
Fremragende bog.
Ganske usædvanligt er vi 15 år tidligere end 1. bind.
Historien går baglæns.
I 1987 rejste det unge par Benedikt og pigen Katla i al hemmelighed til et sommerhus på en vanskeligt tilgængelig ø.
Vi får ikke straks det hele fortalt, men vi ved, at det ender helt galt med Katla.
I 1997 ankommer Hulda til den samme ø, hvor 4 unge mennesker inkl. Bendikt har opholdt sig.
De skulle angiveligt mindes 10 året for Katla.
Nu er de 3 tilbage.

Vi følger alle personerne med skiftende synsvinkler.
Udover at være overset efterforsker er Hulda optaget af sin egen historie.
Datteren Dimma tog sit liv, og 2 år efter gik manden Jon bort.
Hulda er også en tur i USA for at finde sporene af sin far, der var udstationeret amerikansk soldat i Island.
Hulda, Hulda. Du skulle bare vide.

Jonasson sørger for, at vi hele tiden mangler netop de oplysninger, der kan give det store overblik

Lidt mere end halvvejs i bogen er vi med Hulda på vej ud til øen.
Det er tid at opklare sagerne.
Hun er kaldt til som særlig kyndig, og ved ikke så meget om, hvad der venter hende.
Hulda møder de unge mennesker, og gennem hende lærer vi nu, hvordan de ser ud, og hvordan de er.
Vi er stadig ikke klar over, hvad der er galt.
Vi famler sammen med Hulda, og det er en god fornemmelse.

Lykkes det Hulda at løse mysterierne?
Tjah, hvem ved?
Hulda er en dygtig efterforsker, selvom hun føler sig forbigået og langt fra påskønnet.

I bogens sidste afsnit dvæler Hulda en stund ved sin moders grav.
Tankerne flyver, og hun funderer over, hvad fremtiden bringer til hende:

...Når hun blev pensionist, var det måske på tide at finde en rar man og begynde på en frisk.”

 

Bogen igennem har vi været sammen med Hulda under hendes efterforskning.
Begivenhederne er et godt eksempel på at lives leves forlæns, men skal forstås baglæns.
Nu er det os læsere, der er alvidende, for vi ved fra trilogiens første del ”Mørket”, hvor det kommer til at gå med Hulda.

Hulda, Hulda. Du skulle bare vide.

Jeg er begejstret for Ragnar Jónasson.
Det er en dyster og melankolsk bog, der både rører og bevæger én.
Man synes, man kender Island ganske godt, og personerne virker levende og vedkommende.

Infomedia mener:
Men i forhold til de mange danske krimier med høj cigarføring, rask humør, kæk kvinde og charmant karl et sted i hovedstad eller provins kan jeg ikke lade være med at understrege, at en islandsk krimi gerne byder på andet end hurtig underholdning. Kanske man mangler lidt humor undervejs i det smukke, men særmærkede Island.
 

Må jeg anbefale, at du begynder med ”Mørket” og sammen med Hulda bevæger dig tilbage i tiden, så kan jeg næsten godt garantere, at du før en usædvanlig litterær oplevelse.
Bind 3 står klar på min bogreol, og jeg ved allerede nu, at jeg vil savne Huldas selskab.

 

Jeg har læst "Opkald fra en engel" af Guillaume Musso.
2011. 407 sider.
Bog nr. 39 jeg har læst i 2022. April 2022

Vi er i JFK-lufthavnen i New York.
Madeline fra Paris har travlt, og det samme har Jonathan fra San Franscisco.

De støder sammen, og i tumulten får de forbyttet deres ganske ens mobiltelefoner.
På vej væk når de begge at svine den anden godt og grundigt til.

Det plot synes jeg, er rigtig godt regnet ud.

Vel hjemme opdager begge efter opkald og beskeder på deres telefoner, hvad der er sket.

Begge fristes til at kigge lidt på, hvad der ellers gemmer sig på telefonen, og begge ender med at sætte sig godt og grundigt ind i den andens hemmeligheder.
Det stunt kunne de fleste vist lade sig friste af .

Og så er scenen sat.

Det viser sig, at Madelins telefon indeholder en lang række hemmelige filer, og historien tager nu en ny retning.
Og blomstersælgeren Madeline viser sig at have en fortid som engelsk politikvinde.
Nu bliver det farligt.

Bogen er en thriller tilsat en kærlighedshistorie, eller også er det omvendt.

Jeg var vældig med på løjerne i begyndelsen af bogen, men jeg mistede lidt pusten.

Lidt sprogligt:
S 373 :Jonathan fyldte mere kaffe i den unge kvindes kop

S 364: Ved Chelsea Market førte promenaden ind i en tunnel gennem en husblok, så franskmanden var i sikkerhed for en stund.

Den unge kvinde er Madeline og franskmanden er Jonathan.
Hvorfor skal de pludselig have disse betegnelser?

De satte sig ved samme bord som dagen før og bestilte kaffe, yoghurt og cornflakes.”

Hmm, hvad skal jeg bruge denne information til?
Og så får jeg ikke engang at vide, hvilken smag den yoghurt havde.

Den her historie begyndte blodigt, og den vil ende blodigt.”
Han vidste endnu ikke, i hvor høj grad hun havde ret.

Eller i min omskrivning:
Franskmanden vidste endnu ikke, i hvor høj grad den unge kvinde havde ret.

Hvorom alting er, så vil den alvidende forfatter råde os til at tage det sidste blodige stykke med.

Masser af klicheer.

På bogens omslag fortæller en anonym læser: ”Jeg sværger, at det er en af de bedste bøger jeg har læst”.
Fyld, unødvendigt fyld.
Anonyme anmeldelser svarer til at firmaer skriver anonymt og rosende om sig selv på trustpilot.
Det kan vi ikke bruge til noget.

Jeg citerer ”Den gamle Læsehest”: Jeg sværger, at det ikke er en af de bedste bøger, jeg har læst.

 

Jeg har læst "Kvinden der ikke blev fundet" af Remigiusz Mroz. .
2022. 396 sider.
Bog nr. 38 jeg har læst i 2022. April 2022

 

Jeg har lidt svært ved at komme i gang med lydbøger, men her gjorde jeg endnu et forsøg med 10 timers oplæsning.
Jeg får læst alt for lidt, så jeg vil gerne inkludere lydbøgerne i min læsning.

Jeg savner stadig at kunne blade rundt i bogen, men der er da også fordele ved lydbogen.
Man behøver eksempelvis ikke at tænke på, hvordan polske navne udtales.
Og man er jo også sikker på, at få det hele med …... hvis ikke man sidder og nikker med hovedet.
Det skriver jeg for en ven.
Jeg synes alligevel, jeg er kommet frem til en slags forklaring på, hvorfor det går lidt trægt med mine lydbøger.
Jeg er simpelthen bedre til at danne billeder, ud fra det jeg læser selv, i forhold til det jeg får læst op.
Jeg prøvede at ”lægge mærke” til, hvordan det går til, at man danner disse billeder. Men det er en proces, jeg ikke rigtig kan få hold på.

Vi er i Polen, hvor Werner på en strand netop har friet til Ewa.
En gruppe mænd angriber dem og ender med at voldtage Ewa.
Efterfølgende er hun sporløst forsvundet.
Werner føler, at hans liv er ødelagt.

10 år senere dukker der pludselig et billede op af hende, sammen med et opslag fra en mand, der søger hende.
Werner prøver at kontakte manden, men pludselig er alt slettet.
Nu hyrer Werner et detektivbureau til at hjælpe sig.
Tingene er ikke, hvad de ser ud til at være.
Det gælder også bureauet.

Synsvinklen skifter nu meller Werner og Detektivbureauet, der repræsenteres af ejeren Robert, hustruen Kasandra og medhjælperen Jola.
Robert er kontrollerende og ekstremt voldelig og er i det hele taget et ualmindelig ubehageligt bekendtskab.

 

Werners bedste ven Blitz bliver myrdet, og vi finder igen ud af, at tingene slet ikke er som vi regnede med.
Bedst som vi tror, at vi er på rette vej, tvinges vi til endnu en kursændring.
Og det vi dernæst får at vide, viser sig minsandten også at være helt anderledes, end vi troede.
Robert er stadig ekstremt voldelig overfor Kasandra, der nu beder Werner om hjælp.
De kommunikerer udelukkende via krypterede tekster.
Og så dukker der pludselig noget op, der tyder på at Ewa er i live.
Tror Werner.

 

Remigiusz Mroz er privat meget optaget af vold i hjemmet, og det er der rigeligt af i denne bog.
Det er en underlig ting, for stort set alle kan se, at det er helt utilstedeligt, men alligevel er krisecentrene fyldt med ofre for voldelige partnere.
Det gælder Polen og Danmark og sikkert alle andre lande.

Undervejs tvivler vi på, at der findes nogen farbar vej ud af problemerne for Werner og Kasandra.

Det gør der heller ikke for alle.
Slutningen får endnu en drejning, der på stedet afliver enhver mulighed for happy ending.

Mroz er bestsllerforfatter i Polen. Han er fra 1987, og udgives her på dansk for første gang.
Har er advokat, men er nu forfatter på fuldtid.

Bogen er velskrevet og ganske spændende.
Og temmelig voldelig.

 

Den kan jeg godt anbefale.

 

 

Jeg har læst "Den højeste retfærdighed" af Dag Öhrlund.
2021. 318 sider.
Bog nr. 37 jeg har læst i 2022. Maj 2022

 

Det er bind 2 i serien om dommeren Suzanne og hendes vege veninde Jessica.
I bind 1 tog begivenhederne langsomt fart, da både Suzanne og Jessica så sig nødsagede til at udrydde mennesker, der kom dem på tværs.
De indledte et samarbejde, hvor Suzanne styrede det hele.
I denne bog myrdes der løs fra starten.
Suzanne bliver mere og mere psykopatisk, mens Jessicas nerver bliver mere og mere flossede.
Som noget nyt kombinerer Suzanne nu grusomhederne med en heftig trang til perverteret sex.
Jessica er nu så involveret, at hendes ønske om at slippe af krogen ikke længere er en mulighed.

Denne åbenlyse mangel på realisme irriterede mig en overgang. Imidlertid blev jeg så grebet af begivenhederne, at jeg var nødt til at finde ud af, hvordan det hele endte.
Jeg lovede samtidig mig selv, at hvis der var et 3, bind ville jeg lade de 2 vilde damer klare problemerne selv.
Jeg læste videre.
En af bogens mange urimeligheder er, at politiet ikke synes at komme opklaringen nærmere.
Det kan simpelthen ikke passe.

Bogen får én til at antage, at stort set alle har en eller anden skyggeside, som bare er gemt væk, og som vil dukke op til overfladen, hvis omstændighederne byder det.
Det kan der måske godt være lidt sandhed i.
Jeg tror nu ikke, at ret mange dommere drømmer om at drage ud og straffe dem, der slap med for mild en dom.

I erkendelse af, at jeg ikke kan nå at læse alle bøger, har jeg besluttet at give Dag Öhrlund en pause.

 

Anmelderne synes at have brugt deres krudt på andre bøger, men jeg er ikke sådan at skjule noget for, så jeg kiggede lige over sundet for at få en rask melding.
Her konstaterer jeg, at Ewert Truut vist også optræder i ”Den højeste retfærdighed.”

 

Dag Öhrlund, tidigare mest känd för succéböckerna om psykopaten Christopher Silfverbielke, har innan han blev författare arbetat som journalist och fotograf. Öhrlund har också skrivit flera kriminalromaner om den buttre och tjurige kommissarien Ewert Truut, som på kort tid blev en läsarfavorit.

Som vanligt när det gäller Dag Öhrlunds böcker är underhållningsfaktorn hög.
Mats Garme, Ölandsbladet

Jeg har læst "Mørket" af Ragnar Jónasson.
2015. 323 sider.
Bog nr. 35 jeg har læst i 2022. April 2022

Af og til får jeg en fornemmelse af, at bøger har deres eget liv.
Nogle stritter imod med piggene, og nogle er yderst medgørlige.
Denne bog er ”nem”.
Den vil gerne læses.
Historien om Hulda glider ned, som var den smurt i olie.
Det betyder ikke, at den er indholdsløs eller uspændende.
Tværtimod.
Den er et lille mesterværk.

Vellommen til øverste hylde.

Hulda er politiefterforsker ved Reykjavik Politi.
Hun er tæt på pensionsalderen, men bliver overhalet indenom, da hendes chef fortæller, at en ung mand straks skal overtage hendes job og hendes kontor.
Hun får allernådigst lov til at bruge den sidste del af sit arbejdsliv på en Cold Case.
Vi, der læser med, holder med Hulda, for hvad ligner det at behandle hende på den måde efter et langt arbejdsliv?
Og vi godter os en smule, da Hulda holder en vigtig oplysning om sin nuværende sag tilbage.
Det kan de selv finde ud af , kan de.
Det gør de så også.
Og så er Fanden løs.

Hulda vælger en sag om en ung russisk kvinde, der havde søgt asyl og beskyttelse, men i stedet endte sit liv på en mørk strand.
Hulda går i gang.
Det viser sig, at hun har stukket hånden i en hvepserede.

Du har, som jeg, sikkert undret dig over, hvorfor bogen hedder mørke?
Jeg kan fortælle så meget, at du vil vide det, lige før du når til side 200 i bogen :-)

Et litterært begreb i krimigenren kendes som ”whodunnit”.
Hvem gjorde det? Var det butleren?
Man har fokus på gåden om, hvem der begik forbrydelsen.
Hvis man anskuer bogen fra den synsvinkel, kan jeg afsløre, at jeg ikke var i nærheden af at pege den skyldige ud.

 

Slutningen på bogen gjorde stort indtryk på mig, fordi der skete noget, som slet ikke blev omtalt.
Vi vidste bare, at det var sket.

I øvrigt er slutningen begyndelsen.
Mørket er første del af en trilogi og anden del foregår 25 år tidligere.

Beskrivelsen af Island?
Næsten som at være der.

Hvis du vil have et godt grin, skal du søge et andet sted, for der er meget lidt at more sig over i ”Mørket”.

Men den har så meget andet at byde på.
Jeg er begejstret.

Bind 2 og bind 3 har jeg allerede i køen på min bogreol..

Tænk at have Ragnar Jónasson til gode.

Jeg har læst "Peter den Store – en bog om Peter Malberg" af Carsten Bethelsen.
1998. 226 sider.
Bog nr. 34 jeg har læst i 2022. Marts 2022

Som tiden går glider Peter Malberg mere og mere i glemmebogen.
Mange aner ikke, hvem han var.
Det er lidt trist, for han var et spændende menneske og en glimrende skuespiller.
Måske husker de fleste ham for en rolle i en Morten Korch film eller måske endda som den første onkel Anders i Far til fire.
Men han var så meget andet.

Tilnavnet Peter den Store opnåede han for sin rolle som Balder Svanemose fra 1930.
Han spillede en lummer plattenslager i stykket, som faktisk hed ”Peter den Store”.
I 1952 svor Peter malberg, at han aldrig mere ville spille Balder Svanemose.
Da havde han spillet 1300 gange.
Men inden det sluttede, kom han helt op på 1500 gange.
Han spillede talrige andre roller, hvor han ”brugte” Balder Svanemoses karakter.

Ukendt for de fleste, incl. Yours Truly, havde Malberg en flot karriere som stumfilmstjerne.
Gennem 20 år blev det til ca 50 film.
Bogen gennemgår em del af filmene, der virker støvede og glemte, men i mange anmeldelser fremhæves Malbergs præstationer.
Ofte for hans maskeringer.

I 1934 startede Malberg sin karriere i tonefilmene.
Man var spændt på at høre hans stemme, men var rimeligt tilfredse.
I næsten alle optrædender hyldes Peter Malberg for sin maskeringskunst.
Den var ganske enestående.

I en biografi forventer jeg at læse ting, jeg ikke vidste om før.
Her er talrige.
Peter Malberg var en laps. Han gik ingen steder uden skarpe pressefolder og en charmeklud.
Han brugte tidligt toupé.
Altid.
Den var uhyre vigtig for ham, og han kunne godt finde på at spørge vennerne, om den sad ordentligt.
Han var en gnier. Han nænnede simpelthen ikke at bruge penge. Da han indspillede Far til Fire og Onkel Sofus havde han en dobbeltrolle.
Og så mente han også, at han skulle have dobbelt honorar.
Det fik han.

En af hans bedste filroller var i ”Bolettes brudefærd”.
Den genså jeg samtig med at jeg læste bogen.
Skøn gammel film.
Det var min hyldest til skuespilleren fra Århus med den sjællandske accent.
Synge kan han også.
”Du er min øjesten”, ”Jeg har min hest, jeg har min Lasso”.
Lyder det bekendt?
Min favorit er ”Den spillemand snapped fiolen fra væg” fra 1951.
(Youtube er din ven.)


”Bind dit Skørt og flet dit Haar,
læg an dit Hovedklæde.
I Præstevænget Dansen gaar
med Fryd og megen Glæde.”

Holger Drachman

Jeg har læst "Vilde Svaner" af Jung Chang.
1991. 618 sider.
Bog nr. 33 jeg har læst i 2022. April 2022

I en særdeles omfangsrig og omfattende roman fortæller Jung Chang om 3 generationer i det 20. århundredes Kina.
En mammut af en bog.
Det drejer sig om hendes bedstemor, hendes mor og endelig hende selv.
Hun er født i 1952, og bogen udkom i 1991.
Det er en utrolig beretning om måder at leve på, som er ganske ulig, hvad vi kender til i vesten.
Vi hører om indsnørede fødder, som ødelagde enhver livskvalitet. 
Vi hører om konkubiner, og vi hører om Maos Kulturrevolution, der bragte så store menneskelige lidelser med sig.

Den enorme bog er ikke vanskelig at tage ind.
Jung Chang beretter for os i et enkelt og dagligdags sprog. 
Historien skrider frem i et tempo, der giver læseren mulighed for at få sjælen med.
Jung Chang stræber ikke efter svulstige beskrivelser og poetiske vendinger.
Hun har noget på hjerte.
Hun vil berette om en befolkning, der blev diktaturets redskab.
Som magthaver kan man komme langt ved at holde et land i frygt og uvidenhed, men der vil altid være mennesker, der som Jung Chang vil kæmpe for at få deres meninger og holdninger frem.
Også selv om man kommer fra et land, hvor kvinder ikke blev regnet for meget.
Det er en barsk og hård historie, men det er verden da vist også af og til.

I Kina er hendes bøger forbudte, men det gør dem ikke mindre væsentlige.

Da jeg var ung og kåd med de kåde var Mao og hans lære et sturt, sturt nummer.
Jeg husker ikke, at jeg gik rundt med Maos lille røde og strøede om mig med citater, men det var der da vist mange, der gjorde.
Men i virkeligheden var han en grum despot, der kun havde sig selv og sine i tankerne.
Grusomhederne var ubegribelige, og mange har sikkert tænkt, da han gik bordt, at nu havde vi set den sidste tyran.
Det viste sig desværre, at være fuldstændig forkert.

Jeg synes, at jeg fik meget at vide om Kina ved at læse denne bog. Også mange ting, der kom fuldstændig bag på mig.
Jeg må faktisk erkende, at jeg har været ret uvidende om Kinas historie.
Jeg erindrer dog, at jeg engang har læst Tom Kristensens ”Bokserdrengen” fra 1964.
Jeg husker også, at den gjorde stort indtryk på mig.

 

Fra Wikipedia.
 Bogen har vundet to priser: I 1992 vandt den NCR bogprisen og i 1993 British Book of the Year, hvilket den kunne indstilles til, da Jung Chang i dag bor i London.
Bogen er bandlyst i Folkerepublikken Kina, da regeringen mener, at den indeholder usandheder. Den eksisterer kun i Folkerepublikken Kina i ulovligt producerede eller indsmuglede kopier fra Hongkong eller Taiwan. Uden for Kina er den blevet rost som et informativt indblik i kinesernes hverdag under kulturrevolutionen, men har også et mindre antal kritikere.

Tak for anbefalingen af bogen R.K.
Jeg sender med glæde anbefalingen videre.

Litteratursiden mener: 
For mig er ”Vilde svaner” en fantastisk bog. Den er velskrevet og letlæst trods sine godt 600 sider, og den giver et indblik i en tid og en verden, jeg ikke havde mødt før. Kinas historie indeholder så mange fortællinger og epoker, at det er svært at forholde sig til. 

Amarikanske Goodreads.com melder om mere end 100.000 vurderinger, og det bringer den op på imponerende 4,25 (5)

”The story of three generations in twentieth-century China that blends the intimacy of memoir and the panoramic sweep of eyewitness history—a bestselling classic in thirty languages with more than ten million copies sold around the world, now with a new introduction from the author.” 

Jeg har læst "Uro" af Jesper Stein.
2012. 409 sider.
Bog nr. 32 jeg har læst i 2022. April 2022


Jeg var ret  imponeret over bogens intro.
Vi starter med en  våd drøm, der går over i en indre monolog.
En opringning vækker Axel Steen, urobetjent, der går ud og kigger sig i spejlet, hvor vi ser med.
Vi ser blå øjne, gråsort hår og rynker.
2 pletter på brystkassen efter ekg-klistermærker for 6 gang på et år fortæller os om Axels dødsangst.
Han tager sin puls.
Og så er vi i gang.

Hvis nogen spørger, om jeg kan anbefale en moderne krimi, kunne jeg da godt stange denne bog ud.
Den er sådan lidt klassisk i det hele.
Axel har knas på hjemmefronten, hans overordnede lover ham bål og brand, hvis han fucker up, og vi er nogenlunde sikker på, at han finder ud af det hele til sidst.

Han kan såmænd også finde på at sparke en dør ind uden at have de nødvendige tilladelser.
Dirke har han naturligvis også.
Vi har også den gode gamle med at der er et eller andet der, nager ham. Han er liiiiiiige ved at komme i tanker om det.
Nåda, siger læseren, hvad mon det dog kan være?
Den bruger Jesper Stein flittigt.

Vi er på Nørrebro, hvor der kæmpes om Ungdomshuset på Jagtvej.
En mand findes kvalt.
Er det en af de autonome?
Har politiet noget med det at gøre?
Axel Steen er sådan lidt over det hele.
Han træder en masse over tæerne, mens han er i gang med opklaringen.
Samtidig skal han passe sin 5-årige datter Emma.
Moderen synes f. eks. Ikke, at det er helt i orden, at den lille pige går på opdagelse i lighuset, mens Axel burde passe hende.
Emma synes, de gamle mænd i skufferne er noget kolde, og det har hun vist ret i.
Vi bliver også tilgodeset med nogle sexscener, så der er lidt for enhver sag.

Det er ikke et af litteraturens mirakler, vi præsenteres for, men jeg følte mig egentlig godt underholdt.
Undervejs fandt jeg endda ud af, at jeg havde læst bogen før.

De fleste anmeldere er også udmærket tilfredse.
Det er ganske interessant at lægge mærke til, hvad Weeekendavisens anmelder hæfter sig ved.
Hvor er det godt, at vi ikke har en facitliste, vi kan slå op i.


Information.
Jyllands-Postens tidligere krimireporter og nuværende litteraturskribent ( født 1965) debuterer med en titel, der har alt, hvad genren kræver: En hovedperson, der står knivskarpt, en raffineret sprogtone og ikke mindst en medrivende intrige med bund i kulisser og spændinger, der genkendes fra virkeligheden. 

 

Weekendavisen.
Axel Steen i Uro er så drønirriterende, at man hurtigt mister al interesse for hans liv generelt og specifikt bliver ret ligeglad med det mord, han forsøger at opklare i slowmotion.

Berlingske.
Det er sjældent, at man lægger en krimi fra sig efter endt læsning og i dén grad tror på historien 

Jeg har læst "Hvide blomster" af Sissel-Jo Gazan.
2020. 505 sider.
Bog nr. 31 jeg har læst i 2022. April 2022

Bogen har rigtig mange sider, og man får også opfattelsen af, at det giver forfatteren lejlighed til at få alt det med, hun finder vigtigt.
Og der er mange ting, der er vigtige for denne forfatter.
Vi møder de to 13 årige kusiner Tessa og Jenny.
Jenny er vores fortæller.
Hun er en ualmindelig klog pige.
Bogen holdes i første person, og i en stakåndet stil præsenteres vi for en lang række farverige personer omkring Jenny.
Man kunne også kalde mange af personerne dybt underlige
Alt ses fra Jennys synsvinkel.
Vi er på Samsø, og Bettina, Tessas 17 årige søster er forsvundet.

Jeg har lidt svært ved at få hold på, hvilken slags litteratur, jeg er i gang med.
Det er vel ikke en krimi, skønt indtil flere mord forekommer, men jeg vil forsigtigt lægge ud med at kalde det en speciel bog på den gode måde.
Bogen har ualmindelig mange små kapitler, og det gør faktisk læsningen nemmere.
Den er som nævnt skrevet i 1. person, og ind i mellem optræder vores ”heltinde” Jenny som alvidende forfatter:
”Siden har jeg også tænkt på den stund. En time efter var alt forandret.”

 

Et smart litterært kneb, der får læseren til at fundere over, hvad der mon skal ske i den næste time.
Det ved Jenny nemlig.

Kristeligt Dagblad skriver: ”Forbrydelser og hævn tilsat tatoveringer og blomster på Samsø.”
Og så hugger de til med at give 6 ud af 6 stjerner.
Man skal passe på med den slags anmeldelser, for man kan jo ikke rigtig komme højere.

Jeg holder mig lig de fleste andre anmeldere lidt lavere på skalaen, og det handler lidt om, at jeg føler mig overvældet af bogens mange ord.
Der er for mange personer, som der skal holdes styr på, og der er for mange sidehistorier.
Bogen beskæftiger sig bl. a med botanik og tatovering, og det mærkes at Gazan har lavet grundig research.
Imponerende grundigt.
Alene det gør hende til en væsentlig forfatter.

Bogen er særdeles velskrevet og kunne man tænke sig en bog der handler om grumme forbrydelser og hævn samt tatoveringer og blomster på Samsø, er det bare med at komme i gang med ”Hvide blomster”

Jeg vil holde et åbent øje med Sissel-Jo Gazan.

 

 

Jeg har læst "At høre hjertet slå" af Jan-Philipp Sendker.
2006. 298 sider.
Bog nr. 30 jeg har læst i 2022. April 2022
Bogen var ”lektier” i en af mine læsegrupper.
Vi starter i New York, hvor Julia Winn er blevet færdig med sin juridiske embedseksamen.
Hendes burmesisk fødte far forsvinder sporløst.
Nogle år senere finder hun et ikke afsendt kærlighedsbrev fra sin far til en burmesisk kvinde.
Julie følger nu sporet til en lille burmesisk landsby, hvor hun møder en mand, U Ba, der synes at vide en masse om hendes far og også hende selv.
I kapitel 7 befinder vi os så pludselig i Kalaw, hvor Mya Mya og hendes mand venter barn.
En astrolog fortæller, at barnet er forudbestemt til at volde sorg, og MyaMya tager afstand fra ham.
Det undrede mig, at forfatteren dernæst pludselig anbragte mig i Kalaw med en sidehistorie, jeg ikke forstod ret meget af.
Jeg blev faktisk noget irriteret.
Forbindelsen kom til mig lidt senere.
Det viste sig, at sidehistorien i virkeligheden var hovedhistorien.
Den nye historie var, hvad U Ba fortalte Julia. Den handler om drengen Tin Win, der bliver blind og pigen Mi Mi, der ikke kan gå.
De finder sammen, således at Tin Win går rundt med Mi Mi på ryggen, mens hun fungerer som hans øjne.
Jeg kom til at tænke på en Disney tegnefilm om 2 elsdyr. Den ene er kæmpestor med et lillebitte gevir, mens den anden, som hedder Morris, er lillebitte med et kæmpestort gevir.
De finder sammen, og så står de stærkt
Tin Win bliver opmærksom på Mi Mi, da han kan høre hendes hjerteslag.
Deres forhold udvikler sig til et usædvanlig stærkt kærlighedsforhold.
I virkeligheden er Tin Win Julias far, og Mi Mi er den kvinde, han ville have skrevet til.
Og således viste det sig, at sidehistorien i virkeligheden var hovedhistorien.
Og hvem er egentlig U Ba?
Det fortælles ikke direkte, men det antydes kraftigt.
Bogen er mystisk og småfilosofisk, og den får hvad den kan trække på alle tangenter, når den store kærlighed skal beskrives.
Mindst.
Jeg vil da ikke afvise, at mirakler kan forekomme, men når jeg læser, at røgen fra 2 ligbål blandes og stiger mod himlen i en snoet spiral, mens dyrene begynder at synge, så tænker jeg, at jeg vil se det før jeg tror det.
Men derfor kan historien sagtens være underholdende.
Jeg har da læst utallige folkeeventyr gennem tiderne.
Men så bekender de sig til den genre, og giver sig ikke ud for at være noget andet.
Det viser sig, at der findes et bind 2 om Julia og hendes far.
Jeg overvejer, og bringer mit svar senere.
Det bliver et nej tak.

Jeg har læst "Alle vi børn af Fru Brath" af Thomas Ubbesen.
2021. 304 sider.
Bog nr. 29 jeg har læst i 2022. April 2022

Der er ikke gået mange måneder, siden jeg sidst læste denne fremragende bog.I et øjebliks kådhed kom jeg til at forslå bogen i en af mine læsegrupper, og inden jeg havde fået set mig om, måtte jeg i gang med bogen igen.Det gjorde nu ikke så meget, for så kunne jeg bare se på bogen fra andre synsvinkler.

Thomas Ubbesens skolegang minder rigtig meget om min egen.
Han er 10 år yngre end mig, men vi var begge elever i en 2 klasset skole ude på landet, hvor der jo er så skønt.
Vi havde begge to ingen faglige udfordringer, men vi så de andres kamp.
Ikke alle lærer salmevers lige godt.
Og ingen 9-årige ser formålet med det

S. 53: ”Det er acceptabelt ikke at være hellig, hvis gården er veldreven ….”
S. 66: ”Men Fru Brath tager ikke mod spørgsmål og diskuter ikke med børn”.

Første del handler om den tid, hvor han gik i 1. og 2. klasse.
Han fortæller, som han husker det, og det kan sagtens være, at noget huskes anderledes end det var i virkeligheden.

Uretfærdigheder og forskellige former for krænkelser fyldte meget.

I 2. del tager drengen tilbage til barndomslandet.
Men nu er han blevet 64 år, ligesom alle hans klassekammerater.
Han træffer mange, og mange af dem husker godt, hvordan den tid var.
Nogle enkelte husker ikke det samme som Thomas, eller også har de fortrængt det.
En enkelt siger ganske enkelt ”Nej”, da Thomas gerne vil snakke med ham.
Det gør for ondt.

Thomas vil også gerne sige undskyld.
Han opsøger en af pigerne, som havde det særlig hårdt,

 

Min Fru Brath hed Fru Jensen, og jeg har, præcis som Thomas gjorde det, opsøgt en af mine klassekammerater for at sige undskyld.
Jeg mobbede nok ikke, men jeg sagde heller ikke fra.

Mange vil synes, at bogen kan forekomme en anelse langtrukken med lidt for mange detaljer og informationer.
Jeg var så optaget af historien, at jeg tog hvert eneste ord ind.

De fleste af os har gået i skole.
Nogle af os husker dele af de salmevers, vi skulle lære udenad.

Og myldre djævle frem på jord og os opsluge ville.
Vi frygter dog ej fare stor, de deres trusler spilde.”

Kunne man ikke leve op til dette krav, risikerede man at blive slået i hovedet.

Herren er nådig og barmhjertig, sen til vrede og rig på troskab. Herren er god mod alle, hans barmhjertighed gælder alle hans skabninger.” Salme 145,8-9.

 

Folkeskolen: ”Fru Brath tugtede dem alle, men nogle mere end andre og de fattige, de ordblinde og de generelt svage allermest.”

Se ovenstående bibelcitat.

Kan du lide at læse en gyser, kunne det da godt være, du skal kigge indenfor hos Fru Brath.

Jeg har læst "7 gode råd hvis du absolut skal på sportsferie fordi din farfar har fået en rejse af sin ven Bent." af Katja Vesselbo Døssing .
2021. 179 sider.
Bog nr. 28 jeg har læst i 2022. Marts 2022

Ingen skal komme og sige, at jeg ikke favner bredt, når jeg nu også tager en børnebog under kærlig behandling.

Jeg blev indfanget af den vanvittige titel og et ydmygt ønske om et godt og tiltrængt grin.
Og bogen er da også momentvis morsom og underholdende.
Vi er sammen med 11 årige Hugo, der sammen med sin besynderlige familie rejser til Lanzarote.
Og så går alt galt.
Resultatet er en blanding af ”Klovn” og ”Min søsters børn” i bogform.
Og det er da sjovt, når Hugo taber sine badebukser i poolen, og når Farfar falder ned i vulkankrateret, men problemet er, at der sker noget vildt hele tiden.
”Hvad skal jeg nu finde på?” synes forfatteren at tænke, inden hun lader den flotte surfinstruktør trække i et kyllingekostume.
Det er for meget og for ofte.

Det er ikke første gang, at Katja Vesselbo Døssing, journalist og cand. mag. i moderne kultur og fransk, skriver om Hugo, og når det nu kan sælges, så er det da ganske forståeligt.
Det ville jeg også have gjort.

 

Bogen består af korte afsnit med dobbelt linieafstand, hvilket er et noget usædvanligt format.
Enkelte gange hjælper den alvidende forfatter læseren lidt på vej, og lidt hjælp kan vi da alle have brug for,
”Og nu tænker du nok, at Farfar og Hugo...”
Nej, det havde jeg nok ikke rigtig tænkt over.

Skulle den gode Katja bede mig om et råd kunne det da være, at hun kunne bruge lidt færre slapsticks.
Men på den anden side bryder jeg mig heller ikke spor om ”Klovn” og ”Min søsters børn”, så det hele munder lige så stille ud i, at problemet ikke er afsenderen med modtageren.
Men endnu er min boghylde ikke tom.
Vi ses måske en anden gang katja.

Jeg har læst "Hemmeligheder for pige" af Lotus Turéll.
2017. 197 sider.
Bog nr. 27 jeg har læst i 2022. Marts 2022
Efter at have læst Dan Turèlls biografi, der var fyldt med interviews med mennesker, der fortalte om alle de ting, han kunne, tog jeg et livtag med hans krimi ”Mord i mørket”.
I biografien stod en lang række mennesker frem og fortalte om deres forhold til Dan Turéll.
Der var virkelig mange.
Men én manglede.
Lotus Turéll.
Hun trådte i 2016 frem med en dokumentar på DR 1, som hun kaldte ”Den fulde sandhed”.
Hun fulgte sine egne fodspor på dødsruterne på Vesterbro, hvor hun ofte sad under bordet, men Dan Turell drak, og hvor hun efter hjemkomsten fik besked på, at den tur var det nok bedst, de ikke fortalte Mor om.
For at få mest muligt at vide om Sandheden, måtte jeg læse Lotus´ bog.
Jeg fik nu fat i ”Hemmeligheder for pige”.
Det var en barsk omgang.
”Helten” Dan Turell fremstilles nu som et svagt og sårbart menneske.
Her forsvandt helteglorien som dug for solen.
Selve ordet ”pige” er noget Dan Turéll kaldte Chilli.
Lotus fortæller om sit liv, fra hun var et lille barn.
Hun gør sproget alderssvarende, så man har et klart indtryk af, hvad der fyldte i hendes liv.
Og det var et liv styret af alkohol.
Dan Turell var ”beyond the point of no return”, så der var en alt for høj pris at betale.
I sådan en situation er den gode vilje langt fra nok.
Jeg har tidligere nævnt Lotus Turélls fine TV program om hendes tur tilbage til vandhullerne på Vesterbro.
Hun var ikke fordømmende, og det er hun heller ikke i bogen.
For få år siden var Sebastian Klein ”I min faders skygge”, og han var heller ikke fordømmende.
Det er godt at høre fra pårørende til alkoholikere, for det er dem, der er de virkelighe tabere.
Og hvor han man dog ondt af dem.
Bogen kunne være særdeles vigtige for unge, der er eller har været i samme situation.
Lotus Turélls mor prioriterede også sin egen karriere, og virkede ikke stærk og gennemslagskraftig.
Hun tager alene på en tur til London, selvom Lotus hysterisk plager hende om at blive hjemme eller om at få lov til at tage med.
Det er en stor hjælp at få gode råd og at vide, at man ikke er alene.
Lotus Turéll maler ikke, som sin far med sproget så englene synger, men hun har et budskab.
Og det har utvivlsomt også været forløsende for hende at fortælle sin historie.
Bogens sidste sider er nærmest en slags ”hjælp til selvhjælp” for mennesker, der søger svar,
Lotus Turell slutter med et par kapitler med væsentlige spørgsmål:
Har du tilgivet dine forældre?
Skal man tilgive?
120.000 danske børn vokser op i en familie med druk.
Lotus Turéll giver dem stemme.

 

Jeg har læst "Ungeenheden" af Fine Gråbøl.
2021. 169 sider.
Bog nr. 26 jeg har læst i 2022. Marts 2022
På den Bogmesse, som jeg er så glad for, planlægger jeg en masse.
Af forskellige grunde kan der dog opstå ”huller”, så man vandrer lidt rundt og tilfældigt kommer forbi en stand, som ser spændende ud.
Således fandt vi pludselig os selv i selskab med modtageren af årets Debutantpris.
Hun hedder Fine Gråbøl.
Navnet forekommer bekendt, og det er det også.
Fine lignede enhver anden ung pige, der havde digtet lidt.
Men Fine havde skrevet om sit ophold på ”Ungeenheden”, der bestemt ikke er noget ”enhver” skriver om.
Gennem et nært og kært familiemedlem har jeg opnået et indgående kendskab til, hvordan livet kan forme sig på en psykiatrisk afdeling.
Jeg har besøgt lukkede og åbne afdelinger, jeg har besøgt bosteder og opholdssteder, og jeg har oplevet, hvordan psykisk sygdom påvirker dem, der selv er ramt og sandelig i høj grad også de pårørende.
Jeg har set, hvad medicin kan gøre ved et menneske, og jeg har set hvordan man har det efter et elektrochok.
Jeg har ført samtaler, hvor der ikke blev sagt et ord.
Jeg forstår godt, at gennemsnitslevealderen for psykisk syge er lavere end gennemsnittet.
Det var en stor glæde og en stor oplevelse at møde Fine Gråbøl og opleve hende læse op fra sin bog.
Bogen kan opleves noget usammenhængende, og dermed genspejler den nøje virkeligheden bag bogen.
Det er en smuk og rørende beretning, som vi får i små bidder af kortprosa.
Det er ikke en roman.
Fortælleren er navnløs, men vi ved godt, hvem det er.
Fine Gråbøl rører ved alle sine læsere.
Mange af beboerne på Ungeenheden har ar på kroppen, og de har alle som én ar på sjælen.
Information kalder Ungeenheden en læseoplevelse, et sindslidelsens skatkammer, som vi i grunden godt kunne blive ved med at citere fra: »Hvad er førtidspensionen andet end et løfte om et minimum af stabilitet, et smalt tæppe, muligheden for græs i et aldrende stenmonument«?
”Godt det ikke er mig”, kan man godt komme til at mumle for sig selv.
Og det skal man virkelig også være taknemlig for.
Må jeg ydmygt foreslå, at du læser ”Ungeenheden”.
Du er klogere bagefter.
”Så står man i Netto med hver sin skammens indkøbskurv og prøver at undvige hinandens blikke, men må til sidst, af hensyn til sig selv som socialt normal borger, tilkendegive sig: Det er længe siden. Hvordan går det?”
”Vi er på Bostedet, lige meget hvor vi går hen.”
”Alle veje ud af huset fører ind igen.”

Jeg har læst "Blodmåne" af Katrine Engberg.
2017. 365 sider.
Bog nr. 25 jeg har læst i 2022. Marts 2022
Der er gået et par måneder, siden jeg læste Katrine Engbergs debutroman ”Krokodillevogteren”.
Den havde fået pæne anmeldelser, men jeg fik aldrig styr på den.
Jeg besluttede at kaste mig over Bind 2 i serien om Jeppe Kørner og Anette Werner.
Fr. Engberg skulle da have en chance.
I bogen optræder også en kvindelig pensionist, der fusker lidt med at være amatør-detektiv.
Hvor er det nu, vi har hørt om det før?
Nåh, jo, Miss Marple.
Lad mig sige det åbent og ærligt med det samme.
Det gik heller ikke i andet forsøg.
Og det er stort set den samme historie om igen.
Pæne anmeldelser og mange beskrivelser af alt det, som Katrine Engberg kan.
For mig var bogen intetsigende, pensionisten påklistret, og jeg ville nødigt have noget opklaret af Jeppe og Anette.
På Østerbro finder man en død mand i en snedrive. Man tror først det er en hjemløs, men det viser sig at være en modemand, der er dræbt af afløbsrens.
Jeg kedede mig bravt hele vejen gennem opklaringen, men jeg er nu kommet så langt i processen, at jeg kan komme med en erklæring.
Jeppe og Anette opklarer videre, men det bliver uden mig som heppekor.
De er på spil i mindst 3 bøger yderligere.
Beeklager Jeppe og Anette.
Der er så mange gode bøger, der venter på mig, så de må klare sig selv.
Men de har jo deres pensionist.
Jeg udelukker på ingen måde, at det er mig, der er kommet skævt ind på disse bøger, men jeg har virkelig prøvet.
Og jeg endte med at være voldsomt irriteret.
I en lektørudtalelse hedder det:
"Blodmåne" kan sammenlignes og anvendes på linje med krimier af danske forfattere som fx Gerlow og Tornbjerg, Bødker og Bruun, Hammer og Hammer, Kaaberbøl og Friis samt Anna Grue.”
Anvendes? Hvad i alverden betyder dette udtryk i denne forbindelse.
Bogrummet.dk er lidt mere på bølgelængde med nærværende anmelder.
”Engberg gentager proceduren fra “Krokodillevogteren” i slutningen af “Blodmåne”, ved at lade to personer kort løbe handlingen igennem og forklare hvem der gjorde hvad, hvorfor og hvornår. Det fungerer ikke ret godt.”
Den metode er klassisk. Har man læst ”Jan-bøgerne” husker man tydeligt, hvordan den kloge dreng sluttelig forklarede, hvad han havde fundet ud af.
Vi kender det også fra historierne om Hercule Poirot og Miss Marple.
Et godt råd til Katrine Engberg:
”Don´t tell us. Show us.”

Jeg har læst "Dommeren" af Dag Öhrlund.
2021. 398 sider.
Bog nr. 24 jeg har læst i 2022. Feb 2022

En dag i omegnen af 1975 besøgte jeg Løgstør Bibliotek.
Den ældre mandlige bibliotekar spurgte mig, om jeg kunne være interesseret i at læse den bedste krimi, der nogensinde var skrevet.
Jo tak, det lød da spændende.
Han fandt så en engelsk krimi, hvor forfatteren var død, inden han nåede at skrive bogen færdig. (Jeg kæmper stadig med at komme i tanker om titlen)
”Der er ingen slutning”, forklarede bibliotekaren.
”Læserne skal selv ”digte” slutningen.”

Dag Öhrlund er født i 1957 i Sverige, så der er en lille mulighed for, at han kan have mødt denne bibliotekar og fået ideen til en roman, hvor læseren skal i gang efter læsning.

Vi møder de 2 veninder præsten Jessica og dommeren Suzanne.

Vi har allerførst et snigmøde med Suzanna, da hun som stor pige foretager sig noget helt forfærdeligt, og som utvivlsomt kommer til at definere hendes senere liv med psykopatiske træk.

De 2 veninder kæmper med hverdagen og er generelt utilfredse med dette og hint.
Uafhængigt af hinanden oplever de, at deres ”kop løber over” (Psalms 23:5), og de tager sagen i egen hånd.

I begyndelsen kæmper de hver for sig med at bekæmpe onde mennesker, men på et tidspunkt finder de sammen om deres retfærdighedskorstog.

 

Bogen er velskrevet, og man haster igennem den, men der er alligevel noget, der skurrer.
Jeg sad med en fornemmelse af, at Dag Öhrlund former sine personer og modellerer dem, intil de passer ind i hans historie.
Der er ganske simpelt for mange psykopater, der såre belejligt melder sig som ofre for de to hævnende engle.
Jeg har svært ved at tro, at der er så mange ”galninge” derude.
Og at det skulle være så nemt at agere psykopoat.
Uden at blive opdaget!

Og så er der slutningen.
”Ok”, sagde jeg til mig selv.
”Var det det?”

Jeg følte mig på ingen måde kaldet til at passe forfatterens arbejde og lave en god slutning.
Jeg var skuffet og uforløst.

 

Jeg var også helt sikker på, at Jessica druknede i ”Dommeren” men alligevel heddder det i omtalen af bind 2 ”Den højeste retfærdighed”:
 

Dommeren Suzanne og hendes sidekick, præsten Jessica, forsætter deres blodige hævntogt på Sveriges forbryderverden.”

 

Nu har jeg også bestilt Bind 2. Jeg er simpelthen nødt til at finde ud af om Dag Öhrlund orker at finde på en slutning.

Vi hører ikke meget om opklaringen af de mange ugerninger, men det kommer måske i næste bind?

 

De store aviser har været tilbageholdende med at anmelde ”Dommeren”. Jeg fandt en enkelt lektørudtalelse der mener: ”Begge kvinder er så usympatiske, at man sidder med en dårlig smag i munden. Bogen er ganske fængende om end dybt urealistisk.”

Det var da vist ikke jordens bedste anmeldelse :-)

Men de 2 damer er heller ikke jordens bedste børn.
 

 

 

Jeg har læst "En lykkelig slutning" af Maren Uthaug.
2019. 381 sider.
Bog nr. 23 jeg har læst i 2022. Marts 2022

Bogen var ”lektie” i én af mine læsegrupper.
Jeg læste bogen sidste år, men jeg tog den med glæde én gang til.
Da kredsens medlemmer begyndte at kigge lidt nærmere på Maren Uthaugs bog, bredte der sig lidt en chokstemning i lokalet, da det gik op for dem, at vi skulle i gang med at læse en bog om nekrofili.
”Jamen ...” sagde én.
Maren Uthaug er vild. Rigtig meget vild”, forklarede jeg venligt.


Vi starter med Nicolas, der er på rejse i nutidens Danmark. Ham vender vi tilbage til med mellemrum.
Og så starter det hele på Stillehavsøen Tikopia.
En dansk sømand strander og får en søn med en indfødt.
Det bliver Christian 1, der som halvstor knægt ombord på et skib ankommer til Rotterdam.
Han får sammen med pigen Femke hyre på et skib med kurs mod København.

Nu følger vi slægtens udvikling gennem 7 generationer som bedemænd, indtil vi igen kommer til Nicolas.
Og vi lærer skam en masse om bedemandserhvervet.
Der er ikke nogen af slægtens medlemmer, der kommer ind under normalitetsbegrebet.
Der er skam også nogle genfærd på rollelisten :-)
De virker lige så normale som de levende :-)
Mindst.

 

Læseren sidder tilbage med en stille undren over, hvor Maren Uthaug får sine ideer fra?
Hvordan har hun lavet research på emnet?

 

Hun skriver vanvittig godt, men man skal være forberedt på lidt af hvert.
Maren Uthaug er ikke for sarte sjæle.
Og så er der det med den lykkelige slutning.
Det bliver, naturligvis ikke, lige det man normalt forstår ved en lykkelig slutning.
For så kender man ikk maren Uthaug.

 

Anmelderne er generelt godt tilfredse.
De er lidt chokerede, men samtidig behørigt imponerede over, hvad Maren Uthaug kan.
Jeg har det på samme måde.
Jeg har aldrig læst noget, der bare minder om ”En lykkelig slutning”
Når Maren Uthaug er klar igen, så står jeg parat.
Jeg bøjer mig i støvet for hendes skrivekunst.

Jyllandsposten mener: Uthaug mestrer som få den delikate balance mellem det morbide og det morsomme, og hendes faible for marginaliserede eksistenser fornægter sig ikke.

En af anmelderne skriver: ”Det bliver aldrig det samme at gå til begravelse igen.

 

Jeg har læst "Om hundrede år" af Anna Elisabeth Jessen.
2019. 415 sider.
Bog nr. 22 jeg har læst i 2022. Feb 2022

Bogen var ”lektie” i én af mine læsegrupper.
Det er en ualmindelig interessant ide, som Anna Elisabeth Jessen (AEJ) har fået.
Hun er journalist og især kendt for denne bog, der er hendes debut.
Hun følger en fiktiv dansksindet familie i Sønderjylland. Hun har hentet inspiration i sin fars familiehistorie.
Hun skriver simpelthen et lille kapitel fra hvert år.
Selvom det naturligvis giver store huller i handlingen, er det alligevel muligt at følge personerne i deres udvikling.
Jeg var lidt betænkelig i starten, men hun skriver så levende, at det virker rigtig vedkommende.
Og jo længere jeg kom frem i bogen, jo mere blev jeg fanget af begivenhederne.

Der er jo også den sidegevinst, at bogen er renset for den lange række af overflødige oplysninger, som lignende bøger normalt er fyldt med.


Jeg fandt på at sammenligne opbygningen af bogen med den måde, som mennesker erindrer på.
Vores erindringer består også af brudstykker, der af forskellige grunde lagrer sig hos os.
Og når vi kigger tilbage, synes der at være tale om en ubrudt linie.
Det kan være lidt af en gåde at hitte ud af den måde, vi husker på.
Jeg kan huske en nummerplade, som Førstemanden i Brugsen kørte rundt med i 1963 (UP 22.864), men det sker, at jeg glemmer hvilket år mine kære familiemedlemmer er født.
Det giver jo ikke rigtig nogen mening.

Jeg var lidt spændt på at læse ”dagbøgerne/nedslagene” for de år, der havde særlig betydning for mig.
Det kunne være mit eget fødselsår 1948, eller det store år 1968 med Peace og Love.
Og
Anna Elisabeth Jessen formår på glimrende vis at få mig til at mumle ”Nåh ja”, når de forskellige karakteristika rulles frem.
Jyllandsposten taler om en usædvanlig vellykket debutroman og fortsætter:
Anna Elisabeth Jessen har en sjælden evne til at skrive både medrivende drama og få ægte følelser frem. Der må være mange flere gode bøger på vej fra det sønderjyske, hvor forfatteren selv bor på en slægtsgård.

I anmeldelserne finder man f. eks ordene overbevisende og medrivende, og de er generelt rigtig godt tilfredse.

Og så står vi minsandten her med en bog, hvor alle er glade og tilpasse.
Og dermed har jeg svært ved at få øje på noget, kære Læser, der forhindrer dig i at komme i gang.


Du vil høre om hundene RAF 1, RAF2 og RAF3.
Du vil høre om knogler i en jordvold.
Du vil høre om en enægget tvilling, i Rom, der uden at vide det, får stor betydning for en dansk kvinde.


Eller hvad med denne begravelsestale:
Gamle Åge har mistet sin søster, og han kæmper med at finde ordene til den tale, han insisterer på at holde:
-Marie har passet hus for os.
- Og hun har rejst mange penge op.
Og så sætter han sig igen.

 

Gør dig selv en tjeneste.
Lyt til
Lumsk - Om Hundrede Aar Er Alting Glemt
YouTube er din ven.

God fornøjelse.

Jeg har læst "De tabte minders ø" af Yoko Ogawa.
1994. 302 sider.
Bog nr. 21 jeg har læst i 2022. Feb 2022
På en ø begynder ting at forsvinde. Det kan være fugle, roser eller parfume.
Mindejægerne fra det hemmelige politi sørger for at ikke kun tingene, men også minderne om dem forsvinder.
En ung forfatter sætter sin frihed på spil for at redde sin redaktør fra mindejægerne.
Hun skaber et skjulested i sit hus.
Når der skal afsiges en dom i en retssag, kigger man gerne på præcedens. Er der noget her, der minder om noget, der er set før?
Når man skal behandle en bog, er det vel lidt på samme måde.
Man overvejer, om man har læst noget, der minder om det, man er i gang med.
Jeg kom til at tænke på ”Fagre nye Verden” af Aldous Huxley, og naturligvis Orwells ”1984”
Jeg kom også til at tænke på Jim Carreys fine film ”Evigt solskin i et pletfrit sind”, hvor man kan betale sig fra at få ubehagelige minder fjernet fra sin hukommelse.
Det har naturligvis en pris.
Genren her er er vel nærmest Science Fiction, som jeg var vildt optaget af som stor dreng.
Det var især tidsrejser, jeg gik op i.
Eller er dette i virkeligheden en ”gyser”?
Sproget i ”De tabte minders ø” er jævnt og lige ud af landevejen.
Det er ikke sproglig fornyelse Yoko Ogawa giver os.
Bogen er holdt i en vemodig og halvt opgivende stil.
Hun vil fortælle os om mindernes kraft, og også om kærligheden, som er størst af alt.
”Minderne har jeg da lov at há”, synger Liva Weel.
Ikke på ”Mindernes ø”.
Og de mennesker, der er rigtig gode til at huske minderne, forsvinder også.
Mon ikke vi alle sammen kan finde frem til en skuffe, der for det meste er glemt og lukket.
Tilfældigt åbner vi skuffen, og finder en lille ting, der sætter en eksplosion af minder i gang.
For nogen tid siden fandt jeg en lille porcelænselefant.
Nåh ja, tænkte jeg.
Den købte du til din mor i Københavns Zoologiske have for 3 kr, da du var 9-10 år gammel.
Og så myldrer minder og forskellige associationer frem i en uendelig lang række.
Minderne betyder meget mere for os, end vi lige går og tænker over.
Bogen hedder ”The memory police” på udenlandsk, og det er et godt navn.
Den har generelt fået fine anmeldelser.
Jeg er lidt mere valen.
Historien er af Kafkaske dimensioner, og det er vel også derfor, vi aldrig får at vide, hvem der står bag mindejægerne, og hvad det hele går ud på.
I historien er der en historie om en skrivemaskinedame. Denne historie er lige så absurd som hovedhistorien.
Det kræver en del at stå frem og være som den lille dreng i Kejserens nye klæder der siger: Jamen han har jo ikke noget på.
Men det er nok der, jeg er.
Jeg forstår ikke ganske, hvad det er, jeg har læst.
Goodreads.coms læsere giver et gennemsnit på 3.76 ud af 5.
Det er højt.
En af anmelderne mener:
”I still think that the premise of this book is really thought provoking as an extension (and perhaps even conclusion?) to Orwell's 1984 but the plot didn't pull it together for me. I left with a lot of questions and frustrations continually asking "why?" or "how? ”
Yoko Ogawa
Yōko Ogawa er en japansk forfatter. Hendes arbejde har vundet alle større japanske litterære priser, inklusive Akutagawa-prisen og Yomiuri-prisen.
Internationalt har hun været modtager af Shirley Jackson Award og American Book Award. Memory Police blev også nomineret til den internationale Booker-pris i 2020.
Født: 30. marts 1962 (59 år), Okayama, Okayama, Japan
Uddannelse: Waseda-universitetet
Priser: American Book Award, Shirley Jackson Award for Collection

Jeg har læst "Mord i mørket" af Dan Turèll.
1981 232 sider.
Bog nr. 20 jeg har læst i 2022. Feb 2022
Som dreng så jeg i en avis en reklame for en film, hvis titel gjorde stort indtryk på mig.
Filmen hed ”Asfaltjunglen” (1950), og den var angiveligt Marilyn Monroes debutfilm.
Men det var nu selve ordet, der fascinerede mig.
En jungle lavet af asfalt. Hvordan kunne det forekomme”.
Dan Turèll kan sagtens have kendt denne film, for navnet passer ganske godt på ”hans” Vesterbro.
Og Vesterbro er vigtig i denne sammenhæng.
Og det er ikke den genfødte hippe bydel med talrige etniske restauranter og nogle nydelige hoteller.
Nej, det var bl. a Istedgade med ludere og plattenslagere på hvert gadehjørne og sutterne og taberne ind og ud af de røgstinkende små værtshuse.
Og regnen siler ned over de mørke gader.
Ingen blomster står i flor hos Dan Turéll.
I Mord i Mørket begiver den Navnløse sig på en togrejse fra Hovedbanen helt op til det mondæne Lyngby, hvor ”Den Tynde” bor.
Det kunne for de samme penge have være en beskrivelse af en tur med den Transsibiriske jernbane.
Det var nemlig heller ikke Vesterbro.
Hvis man er ude efter en god klassisk krimi, så er det ikke Dan Turèll, man skal søge.
Handlingen er bestemt ikke noget at skrive hjem om. Vores navnløse journalistdetektiv daffer rundt og snubler over det ene lig efter det andet.
Vi kan sagtens finde ud af, at han er inspireret af de hårdkogte amerikanere som f. eks Raymond Chandler og Dashiel Hammet, der også opererede med en navnløs detektiv, men alligevel er hans Mord-bøger unikke, og derfor væsentlige.
Vi oplever ikke, at beviserne langsomt samles sammen, inden vi til sidst står med morderen.
I stedet får vi en fantastisk beskrivelse og oplevelse af Asfaltjunglen, som bestemt er det hele værd.
Dan Turells sprog maler stemningerne frem, så vi næsten får røg i øjnene og mærker hovedpinen trænge sig på, når vi vågner sammen med den Navnløse i den lejlighed vi ”kom til” at smadre aftenen før.
Hvor er han eminent med sin skrivemaskine, der helst skulle være en IBM med kuglehoved.
Til sidst i bogen tænker han over den opringning, der startede det hele:
”Hvem havde den været fra, den der startede hele denne maskine? ….Jeg vidste det ikke. Sådan er livet. Måske ville jeg aldrig få det at vide.”
Illusionsløst hele vejen igennem.
Dan Turell var mildest talt ikke gode venner med skattevæsenet. Måske var det i virkeligeden det, der satte ham i gang med den overraskende karriere som krimiforfatter.
Det blev til hele 12 bind.
De kan bl. a erhverves som en serie på 4 bind, med 3 historier i hver.
På ryggen af det første bind finder man et stort rødt M.
Prøv selv at regne ud, hvad der står på de 3 følgende bind.
Bøgerne er udgivet på Borgens forlag, og det er bestemt ikke tilfældigt.
Omslaget er tegnet af Peder Bundgaard, og det er heller ikke bare et tilfældigt valg.
Det hele passer sammen.
The chosen few.
Beskrivelse af en rigtig varm dag:
”Varmen var gået for vidt. Ikke ét menneske i byen ville være i stand til at bruge sine kønsorganer efter bestemmelsen i aften ...”
Om ordensmagten:
”... samme forklaring uendeligt langsommeligt blev nedskrevet af en meget jysk betjent, der brugte 2 fingre, hvilket var dobbelt så mange som den sidste, jeg havde truffet”.
På jagt efter ”Den Tynde:
” ….prøvede at ligne en nærsynet mand, der ledte efter noget helt andet”.
Efter at være kommet lidt til sig selv ovenpå de mange dramatiske begivenheder føler vores navnløse ven sig lidt tom indeni.
Her kunne dan Turell sagtens have skrevet:
”Jeg følte mig lidt tom indeni”.
Intet ligger ham fjernere.
I stedet skriver han:
”Jeg lagde en bluesplade på grammofonen og fik en gammel tænderklaprende neger til at synge om, hvor helvedes ondt han havde haft i hovedet, da han var vågnet på gulvet i en hytte i Georgia en mandag morgen i 1935.”
Tag den, kære Læser!
Så skal det her præciceres, at ordet ”luder” også kan skrive som ”ludder”, som Dan Turell yndede at gøre det.
Og det er ikke få gange, det ord bliver anvendt, kan jeg garantere for.
En oversigt over væsentlige danske krimier skal indeholde Dan Turélls Mord-serie.
Så fik vi det på plads.
Mord i Mørket blev filmatiseret i 1986 med Michael Falck som den navnløse journalist.
Den var Dan Turell ikke umiddelbart ved at falde i svime over, og rent faktisk udvandrede han fra premieren.
Jeg tager lige filmen med også 🙂
bogrummet.dk mener: ”Fremragende dansk krimi-klasse. Når onkel Danny fortæller kriminalhistorier holder vi andre kæft. Æret være hans minde.”
Modtaget.

Jeg har læst "Dan Turéll -  Hele historien" af Lars Movin, Steen Møller Rasmussen, Asger  Schnack.
2015. 428 sider.
Bog nr. 19 jeg har læst i 2022. Feb 2022
 
Jeg erfarer, at flere andre, på lige fod med mig selv, går rundt med en lille ærgrelse over, at de ikke for alvor skønnede på Dan Turéll, da han var iblandt os.
Dan Turéll afslørede, at han egentlig var til jazz og eksperimenter, poesi i elektrisk form, ligegyldigt om det lød grimt i traditionel forstand, og ligegyldigt om det var rockmusik eller ej.
Denne ganske fine biografi går kronologisk frem og fører os til Miles Davis og moderne jazz samt modernistiske digte. 
Og så har jeg det rigtig svært.
Dan Turéll har ingen bremser. Han opfinder en accent i sit navn og haster videre.
Nu kommer turen til Lou Reed og Velvet underground samt Anders And.
Så er jeg med igen.
God Only Knows hvilket brændstof, der driver ham frem, men han er overalt.
Jeg funderer over, om han er en omgang blålys og Kejserens nye Klæder, men de mange bevarede videoer med ”Ham selv” og Sølvstjernerne bringer mig på andre tanker.
Han udnævner Danmark til at være en stat i USA på lige med de andre stater.
Det giver kun få pluspoints.
Hver gang jeg læser noget, han har skrevet, hører jeg hans karakteristiske messende stemme for mig.
Han bor en kort tid på Østerbro, og han føler, han er emigreret.
Vesterbro til den Herre, tak. 

Jeg havde visse udfordringer ved enkelte tolkninger i biografien.
Her kan man evt. fundere lidt over følgende erklæring: ”Når man slår hovedet mod en mur, og der lyder en hul lyd, så behøver det ikke være muren, der er hul.

”Live-show Feed-Back indeholder ikke én overflødig tekst, den er smertefuld og lystbetonet på en afgørende skæbnesvanger måde.”

Jeg ved godt, at man skal beskue teksten i dens rette sammenhæng, men der forstod jeg den heller ikke.
Langt de fleste personer der er nævnt i denne bog er gode værtshusgængere, hedder det i bogen.
Det er ikke en oplysning, der for alvor kommer bag på nogen.
Fra at være en mand, der kunne konsumere enorme mængder af alkohol uden at virke synderlig påvirket, blev han transformeret til en mand for hvem 1 drink var for meget og 10 drinks for lidt.
Om storbyen: ”…..Det er sateme noget andet end på landet, hvor man gang på gang står over for et træ og ved det er så-og-så-smukt og glor og glor på det uden at der sker noget- og til sidst fortvivlet begynder at lede efter den sprække, hvor man skal smide 25-øren i for at lortet går i gang”.

Tag med på denne rørende rejse: (YouTube er din ven) ”Dan Turéll i byen for sidste gang”  som blev udgivet i 1994, men faktisk lavet 16 år tidligere.

”Dan Turéll havde virkelige venner og han passede og plejede dem med udholdende trofasthed. Trompeten fik en anden lyd, han blev tynd og skrøbelig i sit hvide jakkesæt, men til det sidste kunne han tåle mere kærliged end de fleste.”

Undervejs i læsningen af denne biografi tikkede der en besked ind om at Flemming Quist Møller, medlem af Søvstjernerne havde stemplet ud.
Det krævede lidt eftertanke.

Dan Turéll har på intet tidspunkt skrevet så meget som et eneste negativt ord om sin familie.


Til sidst i bogen kommer interviews med en lang række personer fra Dan Turells liv.
Alle har gode minder om ham.
Den sidste i rækken er naturligvis Chili Turéll.
Men den allervigtigste er ikke med.
Der er ikke noget interview med Lotus Turéll. (Født 1979).
Og hun var i virkeligheden den, der var allermest påvirket af hans måde at leve på.
For nogle år siden begav hun sig i en  rørende TV-udsendelse på en tur gennem Vesterbros værtshuse i fodsporene på Dan Turéll – og sig selv.
Hun har også været omkring det samme emne i en artikel i Kristeligt Dagblad.
Der var en pris at betale.

For at komme lidt tættere på Dan Turéll, vil jeg (gen)læse de 3 første af hans 12 krimier.
Jeg vil desuden læse Lotus Turéll biografiske ”Hemmeligheder for pige”.

Det skinner igennem i anmeldelserne af denne biografi at ”Hele historien” får vi vist ikke.

Kunst koster, konstaterer man.
Også for kunstnerens nærmeste.

Jeg føler en form for samhørighed med Dan Turéll.
Vi kan begge godt lide Anders And og ”Terningemanden”.
Og Lou Reed og Velvet Underground.
Det er allerede mange ting, vi har til fælles.
Og hvem er så Terningemanden, vil du vide?
Søg, og du skal finde :-)


Følgende interviewes i biografien:
Inge Turéll. Mor. 1924-2009.
Anne Turéll. Søster. Født 1953.
Kirsten Brand. Exkone. Født 1946
Peter Laugesen.Digter og dramatiker. Født 1942.
Kristen Bjønkjær. Digter og journalist. Født 1943.
Erik Liljenberg, Billedkunstner. 1942 – 2014.
Jakob Ludvigsen. Forfatter og journalist. Født 1947.
Henrik Have. Billedkunstner, digter og forlægger. 1946 – 2014.
Lars Bukdahl. Anmelder og forfatter, Født 1968.
Per Højholt. Digter og forfatter. 1928 – 2004.
Peder Bundgaard. Tegner, fotograf og forfatter, Født 1945,
Jarl Borgen. Forlægger. 1919 – 2016.
Suzanne Brøgger. Forfatter. Født 1944.
Klaus Lynggaard, Forfatter og kritiker. Født 1956.
Jan Kaspersen. Pianist, komponist. Født 1948.
Kenn André Stilling. Kunstner og forlægger, Født 1945.
Jørgen Leth. Digter og filmmager. Født 1937.
Bjarne Nielsen. Oversætter, forlægger. Født 1945.
Jens Christiansen. Redaktør. Født 1950.
Chili Turéll. Skuespiller og forfatter. Født 1947

Jeg har læst "Bibliotekaren fra Auschwitz" af Antonio Uturbe.
2020?.462 sider.
Bog nr. 18 jeg har læst i 2022. Feb 2022

Frøken Adlerova … bøger ved alt.”

Vi befinder os i Auschwitz.
Det er et navn, vi alle kender og har hørt forfærdelige ting om.
Vi møder her den 14 årige Dita aka Edita Adlerova. Hun er sammen med sine forældre kommet fra Terezin-ghettoen i Prag. Hendes opgave bliver at passe på de bøger, som det er lykkedes de tilfangetagne at smugle ind i lejren.

Fangerne er reelt statister i et skuespil. Nazisterne tillader fangerne noget, der minder om et liv, men det gør de kun for at kunne vise stedet frem til internationale observatører.
Fangerne søger at skjule deres tro og sympatier, for man kan ikke vide, hvem man kan stole på, og enhver blottelse kan vise sig at være fatal.

 

Det er strengt forbudt at have bøger i lejren og de har i virkeligheden kun 8 bøger. De finder derfor på at benytte sig af ”Levende bøger”, hvor en person repræsenterer en bog, som hun kan genfortælle.
Noget lignende er kendt fra slutningen af Ray Bradbury´s ”Fahrenheit 451”


Biblioteket består af kun otte bøger: Et atlas, Dumas' "Greven af Monte Cristo", H. G. Wells' "Klodernes Kamp", en russisk grammatikbog, en geometribog, en russisk roman, en bog af Sigmund Freud samt Haseks roman "Den gode soldat Svejks eventyr".
 

Dita Adlerova (Dita Kraus) er en virkelig person, og bogen er bygget på hendes grusomme oplevelser.
Hun endte med at flytte til israel, og her i 2022 lever hun i bedste velgående.
Hun er 92 år gammel.

 

Er det en god bog?
Dette er normalt noget læseren gør op med sig selv efter at have læst en bog.
Det forekommer som et lidt overflødigt spørgsmål efter at have læst Bibliotekaren fra Auschwitz.
Det er ikke kun en læseoplevelse, man sidder tilbage med.
Det er en historie, man næsten har pligt til at kende til.
Selvom bogen er lang, er den ikke svær at læse.
Men det er en chokerende oplevelse at læse om de grusomme ting, der skete i disse lejre.
Det er jo ikke nogen hemmelighed for nogen, men det er hårdt at læse om.
Vi ved det jo godt.
Man skal gøre op med sig selv, om man kan klare den grufulde og ubegribelige sandhed.
Denne bog er ikke kun fiktion.
Desværre.
Den kan godt forstyrre din nattesøvn og din sjælefred.
Men vi er nødt til at vide besked.

Og så er det alligevel også en livsbekræftende bog.
Det er fantastisk at høre om det mod og den vilje, der driver Dita, bibliotekaren med de 8 bøger.
Efter befrielsen får hun fat i en bog, der er skrevet på et sprog, hun ikke forstår:
”Hun slår op på en side, og papiret knitrer. Igen lader hun fingeren løbe op og ned ad bogens ryg og kan mærke limen nedenunder. Hun kan vældig godt lide forfatternes navne”

Hvis jeg skulle være en ”levende bog” så ville jeg være Selma Lagerlöfs ”Niels Holgersens forunderlige rejse gennem Sverige”.
Hvad med dig?
Hvilken bog vil du gerne være?

Jeg har læst "Planen" af Morten Pape.
2015. 563 sider.
Bog nr. 17 jeg har læst i 2022. Feb 2022

 

Det går nok alt sammen. Om ikke andet så ad helvede til”.

Velkommen til en beretning om Barndommens lykkelige land.
Eller noget.

Det er ikke lang tid siden, jeg læste Erling Jepsens beretning om sin barndom.
Det gjorde han humoristisk og morsomt, endskønt det, der foregik, var ganske tragisk.
Morten Pape har valgt at gribe tingene ganske anderledes an.
Her får vi historien råt for usødet.
Der er ikke meget at grine af.
Det skulle da lige være, at hans mor ender op med at have ca 60 marsvin i lejligheden.
Men det er en fremragende bog.

Planen er ”Urbanplanen”, en almen boligbebyggelse beliggende øst for Røde Mellemvej/Amagerfælledvej i bydelen Vestamager i Københavns Kommune, 3 km fra Rådhuspladsen. Urbanplanen blev udtænkt af Urban Hansen, der var borgmester i tiden, hvor boligområdet blev bygget. Han blev valgt i 1962 blandt andet på et løfte om at bygge 25.000 flere boliger i kommunen.

Det er et par måneder siden jeg havde et ærinde, der gjorde, at jeg skulle stå af bussen ved stoppestedet ”Dyvekeskolen” på Amager.
Dengang tænkte jeg , at det var godt, jeg ikke havde noget at gøre derinde, som jeg altid gør, når jeg ved at passere en skole, lader tankerne gå til min tid som underviser.
Der er mange, der ikke ”klarer” Dyvekeskolen.
Jeg ville have været én af dem.

 

I ”Planen” er det netop Dyvekeskolen, der får en stor betydning for Morten Pape.
Hovedpersonen i Morten Papes bog hedder Morten Pape.
Mere selvbiografisk bliver det næppe.
Dan Turell kom i problemer, fordi han ikke ændrede navnene i de første udgaver af ”Vangede Billeder.
Hvis Morten Pape ikke har ændret navne i ”Planen”, har han da vist også sat bagdelen i klaskehøjde.

Der var rigtig lang venteliste, inden jeg fik fingre i Planen.
Det betyder ikke nødvendigvis, at bogen er god.
Men det er den.
Det er en rigtig god bog.
Det er også en usædvanlig lang bog.
Men ikke for lang, for Morten Pape har meget på hjerte.
Vi er med ham på en 20 år lang rejse.
Og han finder ud af, hvor han hører til: Ingen steder.

 

2 begivenheder trænger sig på, fordi de fik så store konsekvenser i de miljøer, som Morten Pape færdedes i.
Den første er angrebet på World Trade Center, som blev fejret som en stor sejr af nogle af eleverne på Dyvekeskolen.
Den anden begivenhed er Muhammedkrisen, som også skabte rigtig meget postyr og var med til at trække fronterne op.


Man får rigtig ondt af bogens Morten, der må navigere mellem de ”fælder”, der findes overalt for ham.
Den nørdede og bebrillede Morten er godt begavet, men det er ikke nok.
Det er ikke nemt at være nogen.
Heller ikke at være Morten.

 

P. 204. ”De forskellige grupperinger mellem klasserne er trukket grovere op. Når der er idræt spiller vi Perkerne mod danskerne”.
I 6. klasse!

 

Morten Pape lever i et multietnisk samfund, og lidt efter lidt lærer han at klare sig.
Hans tilknytning til indvandrermiljøerne illustreres ved hyppig brug af somaliske og arabiske ord og udtryk.
De fleste af ganske obskøn karakter.
Alkohol og stoffer fyldte meget i miljøet.
Det gjorde ikke problemerne færre eller mindre.

Også i hjemmet er der vanskeligheder. Forældrene bliver skilt, men problemerne fortsætter med at komme i en lind strøm.
”Ynkeligt” er et ord, det ofte falder naturligt at anvende.

 

Planen er 1. bind i en trilogi. Den efterfølges af ”Guds bedste børn” fra 2018 og ”I ruiner” fra 2021.
Jeg agter at læse de 2 sidste også, men jeg er nødt til at vente lidt. ”Planen” fylder lige nu så meget, at jeg ikke bare kan kaste mig over fortsættelsen.

Jeg er en anelse rystet.

I 2015 modtog Morten Pape Bogforums debutantpris for ”Plannen”.
I sin motivation for valgtet sagde komiteens formand Mona Madsen bl. a:
”Mortens skildring af sit liv med skolegang, fritid og venskaber er overbevisende ægte og meget minutiøst affotograferet”.

 

 

Jeg har læst "Saltstien" af Raynor Winn.
2019. 272 sider.
Bog nr. 16 jeg har læst i 2022. Feb 2022

 

Vi møder Raynor Winn og Moth, hendes mand gennem 32 år.
Moth har fået at vide, at han lider af en dødelig sygdom, og desuden har de mistet deres hjem og levebrød efter en retssag.

De putter alt, hvad de ejer og har i 2 rygsække, og begiver sig ud på en mere end 1000 km lang vandretur langs kysten i det sydvestlige England.
Hjemløse og uden penge på lommen.

 

Det sker af og til, at man får fat i en bog, hvor man sidder med en fornemmelse af at man uden de store problemer kunne være skrevet ind i handlingen.
Sådan havde jeg det med denne bog.

Jeg har selv rejst tæt på det område, hvor vore to venner trisser rundt.
Det var dog ikke en vandretur, men en cykeltur til/i Wales.
Jeg har også for få år siden begivet mig ud på en mere end 1000 km lang vandretur.
Endda hele 2 gange.
Jeg har også været hjemløs, og man skal ikke tro, at det udelukkende er en dårlig oplevelse.

Jeg var alt i alt en smule forudindtaget i min bedømmelse af det eventyr, som Raynor og Mott begiver sig ud på.

 

Bogen skrider stille og roligt frem og følger uden svinkeærinder de 2 vandreres tur.
Raynor Winn sørger hele tiden for at fortælle om vejr, vind og den fantastiske natur, så man næsten synes, man kan se det for sig.
Moth er døden nær fra begyndelsen og kan næsten ikke slæbe sig af sted.
”Hvad er det dog, vi har kastet os ud i”, tænker Raynor mange gange.

En ekstra udfordring for de to er, at de heller ikke har nogen penge.
Hver dag har de brug for penge, som de altså ikke har.
”No money, no funny”.
De oplever også, at de mennesker de møder viger tilbage, når de erfarer, at vore 2 venner er hjemløse og fattige som kirkerotter.
Velegnet udstyr råder de heller ikke over.
Men de tager problemerne som de kommer, og løser dem så godt det nu kan lade sig gøre.
De går på en populær rute, og vi præsenteres for en lang række mennesker, som krydser deres vej.
De forstår ikke helt, at mange chokeres ved at høre sandheden om deres vandring, og de udvikler hurtigt en plausibel dækhistorie.
I begyndelsen.

 

Kære læser, du er min ven, og jeg har ikke højere ønske end at give dig en god læseoplevelse.
Derfor kommer du ikke til at høre fra mig, om de gennemfører turen.
Du får heller ikke at vide, om Moth overlever strabadserne, og om hvordan det senere går dem.
Nu må du selv i gang.
Eller leve videre i uvidenhed.


Saltstien er ikke verdenslitteratur, men jeg var glad og tilfreds med at være på vandring med Raynor og Moth.
”Hjælp dem dog”, tænkte jeg mange gange, når de igen måtte spise nudler.
”Av”, tænkte jeg, når Raynor forsøgte at holde fast på en negl ved at plastre den til.
”Åh nej”, tænkte jeg, når Moth stavrede henad stien, mudret, svedig og ildelugtende.

 

Ikke alle der vandrer er fortabt”
J.R.R Tolkien.

 


 

 

Jeg har læst "Kunsten at græde i kor" af Erling Jepsen.
2002 214 sider.
Bog nr. 15 jeg har læst i 2022. feb 2022

 

Erling Jepsen udtaler et sted, at ”Kunsten at græde i kor” er noget af det mest selvbiografiske, han har skrevet.
Det er en chokerende melding, for hvis man nu havde læst et resume af de grusomme begivenheder i en politrapport, ville man have svært ved at tro sine egne ører.
Men Erling Jepsen han kan et kneb.
Han er i stand til at skrive så forrygende morsomt om de forfærdeligste ting, at man sidder og smågriner konstant.
Handlingen udspilles med den 11 årige søn som talerør. Storesøster Sanne er 14 år og storebroderen er flyttet hjemmefra.
Vi præsenteres for en lang række specielle typer i den lille by, der i virkeligheden er Gram.
Faderen er mælkemand, og så driver han en lille købmandforretning.
Han er meget, meget speciel.
Moderen er lidt medløber og udglatter,

Faderen lider af ”psykiske nerver”, og derfor er det vigtigt, at de alle sammen holder ham i godt humør.

 

Det kan jo ske på flere måder.
Faderen er rigtig god til at holde begravelsestaler, men hvis der så er for få, der dør, synes børnene godt, de vil hjælpe lidt til med at skaffe flere ”kunder”.
Sanne er også god til at trøste ham på anden vis.
I virkeligheden er han en meget syg mand.

 

Jepsen rammer den 11 åriges sprogtone ualmindelig godt.
Lidt naivt, han er jo kun 11, følger vi de groteske begivenheder, som de udspiller sig set fra børnehøjde.
En dag er en pige på skolen omkommet ved en trafikulykke. Skolen flager på halv, og på vej hjem er stemningen lidt trykket.
”....... og vi hænger også lidt med hovedet, men så er der én, der stejler med sin cykel og siger som en hest”.
Vi ser helt tydeligt flokken af skoleelever for os.

Landesorgen er omme.

 

Erling Jepsen deler lidt vandene.
Vi er en del, der er helt vilde med hans bøger og hans grumme historier, men der er også en stor gruppe, der ikke kan holde ham ud.
Jeg kan varmt anbefale hans bøger, men vær opmærksom på, at det ikke er for sarte sjæle.
Denne bog er den første del af en trilogi, så det vil være et godt sted at starte.

Jeg har læst "Pelsjægerinden" af Marianne Jørgensen.
2015. 334 sider.
Bog nr. 14 jeg har læst i 2022. Feb 2022
Bogen er ”lektier” i én af mine læsegrupper.
Det viser sig, at der er tale om 3. bind i en serie, og det bryder jeg mig slet ikke om.
Jeg har brug for en rigtig god grund til at starte med 3. bind i en serie.
Den har jeg ikke fået.
Jeg ved godt, at der står, at den kan læses som en selvstændig bog.
Det er så ikke godt nok for mig.
Vi er i det Herrens år 1555. Historien udspinder sig i Selde i Sallingland og Aalborg.
Vi besøger også København. Og Norge.
Kalejdoskopisk bevæger vi os fra sted til sted. Sætninger er korte og beskrivende.
Vi er i tiden efter reformationen, og det er mest dagligdagen de forskellige steder, vi dykker ned i.
Bogen kan selvsagt ikke være et historisk dokument, da der optræder fiktive personer, og også fordi forfatteren har benyttet sig af sin kunstneriske frihed.
Derfor kunne man som læser godt have ønsket, at vi blev præsenteret for mere action.
Det kunne hun vel ligeså godt have gjort.
Oppe i Norge er Tilde således alene med en vild bjørn.
Bjørnen lader sig skræmme væk af nogle brændende grene
”Bjørnen trækker sig. Lige så lydløst som den er kommet forsvinder den igen ud af Tildes synsfelt”
Man sidder lidt tilbage og spørger: ”Var det alt”.
Den selvsamme Tilde rammes også af rygter om, at hun skulle være en heks.
Heller ikke denne lejlighed til et godt drama benytter Marianne Jørgensen sig af.
Bogen er såmænd ganske velskrevet, men det er der jo så mange bøger der er.
Jeg tør godt garantere, at Marianne Jørgensens bog aldrig bliver filmatiseret.
Eller modtager Nobelprisen i litteratur.
Bogen slutter i 1568.
Og det er vist meget godt, for jeg er ikke helt på det rene med, hvad Marianne Jørgensen vil fortælle mig.
Det er kun Kristeligt Dagblad, der har fundet anledning til at anmelde bogen, hvor jeg har kigget.
De giver 3 ud af 6 stjerner.
Halvgodt eller halvdårligt.
Vælg selv.
Jeg har ingen planer om at lægge billet ind på de første 2 bind i serien, der måske ikke er en serie.

Jeg har læst "Det første år" af Anne Sofie Kragh.
2021. 274 sider.
Bog nr. 13 jeg har læst i 2022. Feb 22.
Dette er ikke et politisk manifest.
Dette er en anmeldelse af en bog skrevet af Anne Sofie Kragh.
Kun det.
Man kommer til at kigge langt efter voldsomme udfald med meget konkrete beskrivelser af, hvad der burde gøres ved den og den person.
Den slags udgydelser er under min værdighed.
Og det har andre da så rigeligt taget sig af.
Her kommer ingen heftige udfald mod Mette F, som jeg i øvrigt ikke har det fjerneste imod.
Jeg er bekendt med, at der findes eller fandtes en gruppe der kalder sig ”Alle os der hader Mette Frederiksen”.
Jeg kunne ikke drømme om at bekende mig til en hadegruppe á la denne.
Det er en rigtig interessant og velskrevet bog, hvor vi får lov til at komme med i maskinrummet, hvor beslutningerne tages.
Vi hører rigtig meget om Søren Brostøm i bogen. Når jeg tænker tilbage på de utallige pressemøder, husker jeg ham som en holdspiller, men han havde i virkeligheden ofte sin helt egen mening om tingene.
Og med tanke på hans imponerende CV virker det ganske forståeligt.
Om Kåre Mølbak, den garvede epidemiolog, hedder det, at det for ham var en overvældende oplevelse pludselig at stå til rådighed for pressen.
Det forklarer vel også, at han gik på pension, så snart det var muligt.
Det var da ikke noget, jeg tænkte over, når han tonede frem på skærmen.
Anne Sofie Kragh har haft adgang til Statsministeriet, og hendes beretning virker særdeles sober og troværdig.
Man bør dog være opmærksom på at det faktum, at hun har fået lov at ”være med” muligvis påvirker hendes kritiske sans.
Vi ved, at Mette F har haft bogen til gennemsyn.
Men vi ved ikke, om noget er blevet ændret efter gennemsynet og om, hvad det evt er blevet ændret til.
Jeg kan godt lide, at vi også hører om Barbaras skolegang og neglelak, og Mette F´s tøjkøb og en hel masse andre småting i den kategori.
Det giver dem en lidt mere menneskelig fremtoning.
”Nåh, ja de er da også mennesker”, tænker læseren.
Mange af os har set pressemøder, til de hang os langt ud af halsen.
Her får vi nogle af disse møder igen, men nu forsynes vi med en baggrundsviden, der måske tilføjer en ny opfattelse af situationen.
De fleste vil huske forløbet på Marienborg i maj 2020, hvor de andre partiledere ikke ville have et fælles pressemøde.
Det vi så på skærmen var Mette F i forgrunden, mens de andre stod som spredte tilhørere og lignede nogen, der ikke vidste, hvor de skulle gøre af deres hænder.
Det behandles i kapitlet ”Snehvide og de 7 dværge”.
I det hele taget er titlerne på de forskellige kapitler glimrende appetitvækkere.
”En politisk gynækolog”, Mette-bussen”, ”Skippers stiletter” osv.
Spændende, ikke sandt?
Bogen toner ude den 26. juni 2020 efter at have dækket et år, hvor intet gik som planlagt.
Denne anmeldelse afsluttes den 1. februar 2022, der er fastsat som dag, hvor samtlige restriktioner ophæves.
Om det så holder ved vi heldigvis ikke.
Nu ved jeg at Mette F ikke er så god til at sætte kommaer, og at hun er rigtig glad for Elton John.
Jeg ved også, hvem der har inspireret hende til at kalde sig Børnenes minister.
Kan hun lide havregryn?
Jamen, det ved jeg skam også 
Aviserne er godt tilfredse med bogen.
Jyllandsposten skiller sig ud med 6 ud af 6 stjerner, mens de fleste andre ligger på 4 ud af 6 stjerner.
Anne Sofie Kragh er uddannet journalist. Hun er også forfatter og har bl. a flere biografier bag sig. Eksempelvis: ”Fogh. Historien om en statsminister.”
Bogen føles dejlig vedkommende og er ualmindelig let at læse.
Politiken mener: Der er tale om en velskrevet og velkomponeret bog, der giver et enestående indblik i alt det, som foregår før og efter Mette Frederiksens store taler til nationen

Jeg har læst "Kvinderne jeg tænker på om natten" af Mia Kankimäki.
2018 398 sider.
Bog nr. 12 jeg har læst i 2022. jan 2022
Nej, hvor det lyder spændende, var det første jeg tænkte.
I mit næste liv vil jeg gerne være opdagelsesrejsende, så det var lige vand på min mølle.
Det har jeg også fortalt til Mia Kankimäke, og det blev hun glad for at høre.
Mia, en kvinde på nogen og fyrre fra Finland, følger i fodsporene på de historiske kvinder, hun ligger og tænker på om natten, når livet slår knuder.
Den rejse måtte jeg med på.
Hun spørger: ”Hvad har livet at tilbyde en kvinde på nogen og fyrre uden hverken mand eller børn?
Svaret på Mias spørgsmål er: Alt!
Først handler det om Karen Blixen, mytisk og mystisk, som hun i virkeligheden er.
Mia går i Karen Blixens fodspor, men ikke alle sporene er hende tilpas.
Karen Blixen elskede at gå på jagt, og at skyde en løve var noget af det ypperste.
Mia – og denne anmelder – har det lidt tungt med at begribe, at man får det så fantastisk af at slå dyr ihjel, at man får lyst til at drikke en flaske champagne.
”Om hundred år er alting glemt,
venner, hvad end vi her må lide;”
Det var så ikke helt rigtigt.
Senere kom Karen Blixen på andre tanker med hensyn til jagten.
Mia oplever, at hendes ophold i Karen-land er krævende. Det er strabadserende og kostbart, men også givende.
De fleste har nok en opfattelse af, at Karen Blixens 18 år i Afrika var en dans på roser.
Men i virkeligheden var hun konstant på bankerottens rand, og helbredet var dårligt, sikkert mest pga hendes syfilis.
”Karen, jeg tænker på, at du måske ikke var helt som jeg forestillede mig. Du var måske ikke den enormt, modige, stærke, selvstændige, kloge og gode vidunderkvinde, som jeg havde forestillet mig........ Men det gør ingenting, Karen, det er sådan vi er”
Næste Natkvinde er Isabella Bird fra Yorkshire i England. (1831 -1904).
Mia leder højt og lavt efter egnede natkvinder og slår ned på Isabella.
Isabella var et svageligt barn. Hun fik fjernet en svulst på rygsøjlen, men det blev aldrig helt godt. Hun led derefter af søvnløshed og depressioner.
En læge mente, at hun kunne have gavn af at rejse.
Og det gjorde hun så.
Over hele jorden.
Og så fejlede hun ikke noget.
”Hun går ombord i båden i Liverpool i Juli 1872.
Hun er 40 år gammel.
Hendes første jordomrejse varede halvandet år.
Vel hjemme igen blev hun syg igen.
Af sted igen.
Hendes mest berømte rejse mål er nok Hawaii, Japan og Rocky Mountains.
Sidst i 1800 Tallet!
Vores finske veninde skriver breve til sine Natkvinder. Hun havde svært ved at klare at Isabella lod sig gå på af folks meninger hjemme i England.
”Kære Isabella. Glem dog den fordømte anstændighed. Kan det ikke være lige meget, om nogen tror, du går med bukser eller ej........”
Da hun sov ind i en alder af 72 var kufferten pakket til en rejse til Kina.
”Gid jeg havde været blot 10 år yngre – Hvor ville jeg ikke gerne udvide mine rejser endnu mere”
Ida Pfeiffer
Mary Kingsley. Gammeljomfru, senere opdagelsesrejsende og rejseskildrer. 1862 – 1900.
Hun har haft stor indflydelse på europæernes ideer om Afrika og de afrikanske folk
Alexandra David – Neel. Egenrådig feminist, senere buddhistisk nonne, rejsende og forfatter.
Nellie Bly. Journalist, kvindesagskvinde, globetrotter,
Fælles for Natkvinderne: ”Det er svært at komme hjem”.
Kunstnerne:
Sofonisba Anguissola. (1532 – 1625). Datter af en adelsfamile, senere den første kvindelige freelancekunstner og et forbillede for alle kvindelige kunstnere.
Mia finder endnu flere kunstnere, der kommer på hendes liste over Natkvinder.
Historien om de kvindelige opdagelsesrejsende gik rent ind hos mig.
Jeg blev fascineret af Mia´s søgen efter stærke, kvinder.
Jeg kom til at tænke på, hvordan Fr. Paludan-Müller skrev i ”Brat af slaget rammet” fra 1864:
”Ingen døgnets flaner,
rendt fra bog og nål,
fromme, stærke kvinder!
Det er Danmarks mål.”
Han brød sig vist ikke meget om Natkvinderne.
Natkvinde nr. 5 Ida Pfeiffer skrev i 1846:
”Mange mener, at rejselyst ikke sømmer sig for en kvinde, men jeg håber på tilgivelse for min medfødte egenskab.”
Ida du er tilgivet.
Tak fordi du turde.
Jeg kan varmt anbefale denne meget specielle bog.
Jeg syntes bedst om de rejsende kvinder, og jeg er fyldt med beundring, fordi de rendte fra bog og nål.
Godt gået alle sammen.
Gælder også Mia Kankimäki.
”Gid jeg havde været blot 10 år yngre – Hvor ville jeg ikke gerne udvide mine rejser endnu mere”
Holger Clemmen Andersen
“The world is a book, and those who do not travel only read a page.” – St. Augustine

Jeg har læst "Døren" af Magda Szabo.
1987. 301 sider.
Bog nr. 11 jeg har læst i 2022. Jan 2022
Emerence har gjort stort indtryk på mig.
Det tror jeg alle, som læser dette mesterværk, vil opleve.
Det er ikke ofte, jeg læser bøger af ungarske forfattere, så det var fint at min læsegruppe ”tvang” mig til det.
Bogen starter med en kort intro ved navn ”Døren”. Den er skrevet i et lidt gammeldags og knudret sprog og volder visse vanskeligheder.
Man tænker, at det er sider, som man vil vende tilbage til, når man er kommet langt hen i bogen, eller måske endda efter, at man er blevet færdig.
Når man har fået vejret igen efter at have læst bogen, læser man introen igen, og alt giver mening.
På introens 3. og sidste side siger Magda: ”Jeg har slået Emerence ihjel”.
Gør det gerningen bedre, at hun handlede i god tro?
Emerence er ikke i tvivl.
Bogen er skrevet i 1. person og Magda, bogens fortæller tager os igennem mødet og den første tid med den særprægede husholderske Emerence.
Intet ved hende er almindeligt. Hun starter med at tage sine arbejdsgivere gennem en slags arbejdsprøvning. Dernæst fortæller hun dem, hvornår hun vil begynde og lover at fortælle dem, hvad hun skal have i løn efter den første måned.
Hun har ingen seng. Hun sidder op og blunder lidt, for hun får det underligt, hvis hun ligger i en seng.
Intet menneske kommer over hendes dørtærskel, og hvis nogen kommer for tæt på, bliver hun rasende.
Excentrisk er et mildt ord, hvis man vil beskrive Emerence.
Familien får en hund, som Emerence får 100 % kontrol over. Hun kan få den til alt.
Det er en hanhund, der lyder navnet Viola. Den er opkaldt efter en kviekalv, som Emerence engang havde og som fik et tragisk endeligt.
Det er i starten vildt underholdende at læse om Emerence´s gøren og laden.
Samtidig med, at vi følger de vanvittige begivenheder, som Magda og hendes rolige mand udsættes for, fortsætter farcen.
Skræmmende af og til.
I glimt bevæger vi os frem i tiden til den dag, hvor Emerence ikke er mere.
Så vender vi tilbage, for Emerence er ikke færdig
Komedien bliver til en tragedie.
Magda er forfatter, og Emerence har ingen respekt eller forståelse for den gerning.
Det er ikke arbejde.
Arbejde er f. eks at holde fortovene fri for sne, som det var aftalt. Da Emerence standser med det, kan 4 mennesker ikke klare halvdelen af det, hun nåede helt alene.
Som tiden går kommer Emerence mere og mere ind under huden på de mennesker, der omgiver hende.
Emerence kan dårligt læse eller skrive, men hun ser alt.
Emerence har kun foragt til overs for kirken. Hun tøver ikke med at gøre nar af Magda, når hun går i kirke.
Men Emerence er i virkeligheden en bedre kristen end alle andre.
Det er hende, der kalder Magda for ”Judas”.
Hun elsker Magda, og det er gensidigt, men det forhindrer dem ikke i at skændes bravt og inderligt.
Magda forstår ikke, ikke hvad betingelsesløs og uindskrænket kærlighed er.
Magda får den succes med sit forfatterskab, som hun har higet efter. Men denne succes er også en medvirkende årsag til Emerences undergang.
Velmenende som Magda er forårsager hun, at tingene udvikler sig på en måde, hun aldrig havde forestillet sig.
”Da man meddelte mig den samme kendsgerning, som Viola havde prøvet at fortælle mig med sine hyl, havde jeg fundet endnu en ting, som jeg kunne tage fra hende, det sidste, som Emerence havde tilbage …”
Kristeligt Dagblad bruger ordet mesterværk, og Information mener at Szabo skriver medrivende og uforgængeligt.
Jyllandsposten giver usædvanligt 6 ud af 6 stjerner og kalder oplevelsen overvældende for ikke at sige overmægtig.

Jeg har læst "Krokodillevogteren" af Katrine Engberg.
2016. 367 sider.
Bog nr. 10 jeg har læst i 2022. Jan 2022
Katrine Engberg er forfatter og instruktør og forsøger sig her som krimiforfatter for første gang.
En debut følges naturligvis med stor interesse.
Vi er i det indre København.
Pensionist Gregers Hermansen er dårligt gående, og på vej ned gennem opgangen falder han ind i en lejlighed, hvor han lander ovenpå kvinden Julie, der bor i den pågældende lejlighed.
Hun er blevet myrdet.
Han er ramt af et slagtilfælde.
Det bliver en sag for Jeppe Kørner og Anette Werner.
Det viser sig, at Esther, en anden beboer i opgangen, er i gang med at skrive en krimi og at mordet på Julie er en næsten tro kopi af handlingen i bogen.
Opklaringen går i gang.
Der er noget med den afdødes far, og der optræder også en autistisk ung mand.
Ja, der er faktisk mange muligheder.
Der gøres en del ud af forholdet mellem de 2 betjente.
Jeppe Kørner er voldsomt påvirket af en barsk skilsmisse, og han kan næsten ikke hænge sammen.
Han virker lidt ynkelig.
Han har også nok at se til med sit privatliv:
”Tog man værtindegave med, når man kom på sexvisit?”
Katrine Engberg har en lidt kæk stil.
Hun forsøger at ramme en sprogtone, der passer til de personer, hun omtaler. Det lykkes rimeligt godt.
Caroline, der er veninde til den myrdede pige, taler en slags klichesprog, der får hende til at fremstå ret indskrænket.
Jeg har en grum mistanke om at man sagtens kunne finde én, der talte på lignende vis derude i samfundet.
Også beskrivelsen af den autistiske er ramt lige på kornet.
KE har en virkelig god fornemmelse for sproget; ”Hun havde det i maven, som skulle hun op til mundtlig tysk om lidt”.
Herligt billede.
Vi flakker lidt rigeligt frem og tilbage, og det kan godt være lidt forvirrende.
Vi skifter af og til synsvinkel.
Vi er mest hos Jeppe Kørner, men vi ”er” også Esther.
Med jævne mellemrum optræder en underlig tekst i kursiv.
Den er skrevet lidt som ”stream of consciousness” * og den er angiveligt et forsøg på at give os et indtryk af morderen.
Det lykkes ikke ret godt.
Vi er med til en obduktion, der er forbavsende grundigt beskrevet.
Helt ned til de mindste detaljer.
Ikke underligt at Jeppe Kørner besvimer og falder om.
Jeg savner lidt en begrundelse for, at vi får så mange detaljer.
Det var lige i overkanten.
KE kan sine krimier.
Hun dykker ned i værkstøjskassen og denne velkendte formel dukker op:
”Hvad var det, hun næsten tænkte på. Hvorfor kunne hun ikke få det frem i sin bevidsthed”,
Vi der læser med på sidelinien sidder og hepper:
Kom nu Esther. Det er vigtigt det her. Prøv om du ikke kan komme på det.
Og med Gregers, der har set morderen:
”Jeg kan ikke huske det. Jeg kan huske hvad min gymnastiklærer i 1. klasse hed, men jeg kan ikke huske sådan nogle ting, vel?
Det kender vi Gregers.
Den gamle anmelder var på en spejderlejr i Norge i 1961, og husker tydeligt at feltpræsten hed Fogde.
KE er rigtig god til at skabe spænding:
”......Skal vi lige checke stranden, nu vi er her?
Nej for Fanden. Jeg fryser, og vi blev jo kun bedt om at undersøge hjemmet her, ikke hele kystlinjen. Lad os køre”.
Hvad vores venner ikke ved, er at de virkelig burde have undersøgt den strand.
Læseren har lige været på den strand, og ved at den er helt gal.
Læseren ved mere end politiet.
Smart lavet af Katrine Engberg.
Jeg vurderer, at Katrine Engberg er sluppet rimeligt fra sin debut.
Det er dog, som om hun vil have mest muligt med i bogen.
Obduktion. Check
Sexscene? Ok, den smider vi ind også.
De ”indskudte” kursiverede stykker, fik jeg aldrig helt styr på.
Plottet er et ret indviklet spind.
Jyllandsposten er nogenlunde tilfreds.
Berlingske er lidt mere tilbageholdende.
De konstaterer, at Jeppe Kørner er en svagpisser, og de foreslår forfatteren at satse på Anette Werner, som de mener er det eneste mandfolk i bogen.
Og hvorfor er det så lige, at bogen hedder ”Krokodillevogteren”?
The answer my friend …...
*Stream of consciousness, (eng. 'bevidsthedsstrøm'), den amerikanske filosof William James' betegnelse fra 1890 for tankevirksomhed; anvendes især om gengivelse af en litterær figurs tanker, fx i en "indre monolog", der strømmer uordnet og associativt.
Fænomenet har længe været kendt i litteraturen.

Jeg har læst "De store skibe" af Rosa Abrahamsen.
1956. 46 sider.
Bog nr. 9 jeg har læst i 2022. Jan 2022
Jeg har pantsat mit bankende hjerte
hos livsglædens lyse gud -
for dette – at leve og ”være”
se tingene folde sig ud …
Forundret ser jeg mod dage,
som endnu ikke er skabt,
og venter mig altid det bedste,
selv hvor jeg på forhånd har tabt.
I mit bardomshjem havde vi bøger.
Ikke mange, men dog bøger.
Mange af dem var udgivet af Lohses forlag, der har slået sig op på at udgive kristen litteratur.
De var ganske opbyggelige, og endte stort set alle sammen med at bevæge sig hen mod bogens slutning ud fra følgende mantra: ”Nu skal vi heller ikke glemme at ….)
Jeg har nok været 12-13 år gammel, da jeg begyndte at gå på jagt i bogsamlingen, og jeg må bryde sammen og tilstå, at intet optog mig mindre end at spekulere på min ankomst til Perleporten.
Der var også andre bøger.
En af dem gjorde et uudsletteligt indtryk på mig.
Vi får aldrig læseoplevelser, som dem der ramte os, da vi var unge og uskyldige.
Jeg fandt en lille digtsamling, som ikke var og ikke er lyrik af verdensklasse.
Det er langtfra let at læse digte. Det kræver rigtig meget.
Det hænder jeg læser et digt som præcis passer på den sindsstemning jeg måtte have den dag.
Jeg læser Nis Petersen og Johannes V. Jensen (Digte 1906), og så beskæftiger jeg mig også en del med sangtekster.
Der er meget at hente i sangtekster..
”Forever young”. Det kan da noget 
Samlingen jeg fandt, hed ”De store skibe” fra 1956, og den var skrevet af Rosa Abrahamsen, der ramt af polio lå på Blegdammens Hospital i København.
Hun fik tilnavnet ”Blegdammens Rose”.
Det navn er et digt i sig selv.
Hun blev kendt efter et radiointerview med Karl Bjarnhof.
Mange vil kende hendes digt ”Hænderne”, der blev sunget af Elsa Sigfus, mens hendes digtsamling næppe kendes af mange i dag.
Senere har Katy Bødtger og Eva Madsen sunget ”Hænderne”.
Youtube er din ven.
Og så ligger hun bare der og digter, tænkte jeg ved mig selv.
Hun kan bevæge et par fingre og alligevel er hun fyldt med livsmod.
Det var da imponerende, syntes jeg.
Hun blev ramt af polio i 1952.
Vel er det sentimentalt, hvad hun skriver, men har man ikke lov til at være en smule sentimental, hvis man ligger og kun kan bevæge 2 fingre?
Rosa Abrahamsen sov ind i 1964, 38 år gammel.
Jeg synes det er meget forkert, når mennesker tegner døden som en knokkelmand, for jeg tror bestemt ikke, der er noget afskrækkende ved den. Det er der i hvert fald ikke for mig´.
Rosa Abrahamsen.
Der er hænder, som hvide liljer
og hænder som roser i knop
der er hænder med stærke viljer
-en hånd kan være så smuk.
”- Hele livet er min hobby, og det er derfor, jeg lever, og så er der jo nok at skrive om. […] Jeg synes, det er spændende, og der er altid noget at leve for, lige meget hvor tosset det ser ud, så synes jeg altid, at der er et eller andet, som er lyst forude. […] Der er nogle, der vil sige, at min tilværelse den var tragisk og sådan, men det er den faktisk slet ikke. ”
Rosa Abrahamsen

Jeg har læst "At leve" af Yu Hua.
1993. 234 sider.
Bog nr. 8 jeg har læst i 2022. Jan 2022

Yu Hua er født i 1960, og han voksede op under Kulturevolutionen.

Bogen om Fuguis mange lidelser har vundet talrige priser.
Det er bestemt en rørende og gribende men sandelig også uhyre grum beretning.

Bogen er faktisk let at læse. Sproget er enkelt og fortællestilen er meget iagttagende.
Ordet ”krønike” rinder én i hu.
Også Jobs lidelser faldt mine tanker på.
Stilen er meget speciel og minder ikke om nogen dansk forfatter, denne anmelder lige kan komme på.
Der er stort set ingen større afsnit og kapitler i bogen.
Man skal holde tungen lige i munden for at holde styr på de fremmedklingende navne.
Men man bliver ikke ved med at ”læse” navnene. Snart bliver de til genkendelige billeder.

 

Rigmandssønnen Fugui er egentlig et rigtig dumt svin.
Han spiller alt væk, og det får katastrofale følger for alle dem, han burde passe på.
Kulturrevolutionen danner bagtæppe for begivenhederne, men romanen handler ligeså meget om, hvad det vil sige at leve og være et menneske.
I Kina.

Bogen har været forbudt i Kina, og det kan den da sagtens blive igen.

 

Kulturrevolutionen havde som sit primære mål at udrydde borgerlig tankegang i hele det kinesiske samfund og erstatte det med socialisme.
Kampagnen blev startet af Mao i 1966..
Han erklærede Kulturrevolutionen afsluttet i 1969

 

Af og til udviser Fugui virkelig en besynderlig adfærd.
”Sagde du det”, kan jeg tænke eller ”Gjorde du virkelig det”.

 

Der er sket et uheld med Youqing. Han ligger på sygehuset, sagde jeg” (Til konen)


I virkeligheden er sønnen død efter at have fået tappet for meget blod, og han har netop begravet ham i nattens løb.


Når man har vænnet sig til den helt specielle stil og eventyragtige adfærdsmønster, er det en interessant og givende bog.
Jeg må dog sige, at jeg har svært ved at identificere mig med bogens personer, og derfor virker det ret fjernt og eksotisk, hvad der udspiller sig i bogen.
De tunge anmeldere er ret enige om at give 5 ud af seks stjerner, og jeg ender på nogenlunde samme niveau

 

Et ordentligt menneske må huske fire regler: Man skal ikke sige forkerte ting, ikke sove i den forkerte seng, ikke gå over den forkerte dørtærskel og ikke stikke hånden i den forkerte lomme”.

Nu har I altså fået det at vide!

 

Og hvad er så meningen med livet?
Rasendes godt spørgsmål.

Nu jeg tænker efter, synes jeg, mit liv er fløjet af sted. Et ganske almindeligt liv.Min far håbede, jeg ville gøre forfædrene ære, men der tog han fejl........”
Fugui.

Jeg har læst "Cold Case Hovedvej 9" af Tina Frennstedt.
2020. 396 sider.
Bog nr. 7 jeg har læst i 2022. Jan 2022
Der er ekstremt mange svenske krimiforfattere, og denne gang ramlede jeg ind i Tina Frennstedt.
Hun er født i 1969, og hun er en af Sveriges førende kriminalreportere og har arbejdet med TV og hos flere større aviser.
Hun er specialist i ”Cold cases” (uopklarede forbrydelser), og så lader hun Kriminalkommissær Tess være lesbisk.
Der har hun da vist fundet en niche.
Hendes afdeling arbejder med et mord på en kvindelig kunstmaler på Hovedvej 9 ved Ystad.
Sagen minder om et mord på en ung mand Max tilbage i 2004.
Hendes lille afdeling, der er lukningstruet, går i gang.
Vi, der er læsere, ved at Tess har brug for en succes, for at afdelingen ikke lukkes. På den måde lader fortælleren os følge hvert fremskridt med stor glæde.
Det er altid godt at være inkluderet.
Jeg kan godt lide hendes persongalleri. Der går naturligvis lidt chicklit i den, når vi følger betjentenes gøren og laden i fritiden.
De har bestemt deres at tænke på.
Masser af problemer.
Det har man jo.
Tess lider af ”A Broken Heart”, og hendes kollega Marie er aktiv på Tinder med skiftende held.
Jeg har aldrig været på Tinder, men jeg har heller aldrig set Landmand søger... et eller andet, så man kan jo ikke både blæse mel, når man går over åen efter vand.
Så møder vi også en dansk ekspert i forbryderprofilering.
Han hedder Carsten Morris. Uddannet psykiater som selv kæmper med en kompliceret psyke.
Han er ret underholdende.
Han stille eksempelvis op til et møde med hovedet indhyllet i et vådt håndklæde.
Han har været indlagt for pillemisbrug, og rygtet vil vide, at han engang har forsøgt at hænge sig i sin dagligstue.
Den kvikke læser har nok allerede regnet ud, at det ikke lykkedes for ham.
Og så tager han stort set aldrig fejl med sine profiler.
Det er slet ikke nogen dårlig bog.
Den læser næsten sig selv, og det er ikke et dårligt skudsmål for en krimi.
Sagen går sin gang, og vi følger mest med Tess rundt.
I korte Flashbacks er vi tilbage i 2004, hvor vi følger den myrdede Max´s sidste timer.
I nutiden følger vi også ”Hustruen”.
Der bliver vi holdt lidt i uvidenhed om, hvad der går for sig, men vi er godt klar over, at det er noget, der har betydning for sagen.
Jeg vil være en rigtig matchspoiler og erklære, at sagen bliver opklaret.
Og det er måske ikke den helt store overraskelse.
Politiken er nogenlunde godt tilfreds. ”Der er godt nok meget kæresteri”, konstaterer de.
Jyllandsposten smider en enkelt stjerne mere af sted.
De kommenterer lidt på den såkaldte Bechdel-test.
Den undersøger om der er en ligelig kønsfordeling i Krimiens fiktionsunivers.
Den er opkaldt efter en amerikansk kritiker, som i 1985 anbefalede læserne at udføre denne test, som fik hendes navn, og den går ud på at undersøge, om der er det sædvanlige sammenrend af mandfolk i persongalleriet.
1) Er der mindst to kvinder blandt figurerne
2)Taler de sammen?
3) Taler de sammen om andet end mænd.
Det er da ganske morsomt, men hvis jeg skriver en bog, bestemmer jeg vel selv, hvem der er på rollelisten.
Hvis jeg ønsker, at der kun optræder kvinder samt 6 dværge fra Ukraine, så er det da min beslutning.
Hvis ikke folk gider at læse bogen, kan de da bare lade den stå.

Jeg har læst "Gladiator” af Jens Henrik Jensen
2021. 500 sider.
Bog nr. 6 jeg har læst i 2022. Jan 2022
Gladiator er den femte bog i serien om Oxen, som jeg tidligere har læst med stor tilfredshed.
Vi veksler i starten uden forklaring mellem forskellige scenarier.
Man sidder med en fornemmelse af, at vi nok skal få forklaringen på, hvordan det hele er forbundet.
Dette er ikke en krimi. Vi kan vel kalde den en spændingsroman eller en thriller.
Jeg har set stilen beskrevet som maskulin minimalisme.
I begyndelsen er der ikke så meget blod. Senere flyder det i en lind strøm.
En af de første scener præsenterer os for 4 veteraner, der som led i et projekt skal opholde sig på en shelterplads.
En snigskytte forbereder sig på at likvidere dem alle.
Vi er både hos skytten og hos ofrene.
Vi har også gang i en strandvasker.
Desuden 3 dræbte i en grusgrav.
4 + 3 +1 = 8.
Er der en grund til, at bogen bærer titlen Gladiator? Åh ja.
Når en ny scene er sat i et nyt kapitel får vi ikke straks at vide, hvor vi er. Vi skal lige have læst et par linjer før vi kan sige ”Nåh ja, vi er med Oxen, eller hvem det nu drejer sig om.
Rigtig godt litterært husmandstrick.
Et par gange er vi som nævnt også sammen med gerningsmanden, der måske ikke er den eneste skyldige.
Sproget harmonerer rigtig godt med begivenhederne.
Det er nemt at læse, og det er overkommeligt at følge med i, hvordan en lang række personer ”træder frem”.
Det hænder, at man læser en bog, hvor ordene sidder fast, men her flyder det hele så ualmindelig let.
Det er et pumpende staccato-sprog, der illustrerer begivenhederne.
Den højtdekorerede Oxen, kommer til at assistere sig gamle makker den etbenede Margrethe Franck.
Hun er sej.
Og så er der den unge kvindelige betjent, der konstant krydser deres spor.
De ved, at uanset hvad hun gør, så gør hun det bedre end nogen anden, men hvad er hendes dagsorden?
Hun er også sej.
Bogen er en mursten.
Jeg har en teori om, at en bog har det antal sider, den skal have.
Man kan da sagtens sidde med en fornemmelse af, at en forfatter kunne have ladet sig nøje med det halve antal sider, men jeg bryder mig ikke om at vælge en bog efter, hvor mange sider den har.
Ved nærmere eftertanke må jeg alligevel konkludere, at nærværende bog med fordel kunne være forkortet her og der.
Jeg spekulerede da over, hvordan den gode Jens Henrik Jensen ville komme i mål med sin vilde historie.
Den slutning, han havde udtænkt, var rigtig langt fra noget, jeg havde forestillet mig.
Langt ude, vil somme hævde.
På side 480 hedder det; ”Det er præcis, som årene har lært mig det, siger Mossman- Virkeligheden overgår fantasien, Margrethe. Altid …..
Det er så ikke den virkelige virkelighed, han omtaler, men derfor kan det jo godt være rigtigt.
Vi hører, som så ofte før, at man sagtens kan læse denne bog uafhængigt af de andre.
Lad være med det.
Start med ”De hængte hunde”.
Gladiaor er eftertragtet. Bibliotekerne har lange ventelister. Det siger naturligvis ikke noget om bogens kvaliteter, men når man erfarer, at man f. eks er nr 20 på listen, så forhøjer det unægteligt forventningspresset.
De fleste tunge anmeldere fører sig frem med 4 ud af 6 stjerner.
Berlingske Tidende finder 3 ud af 6 mere passende.
Jeg befinder mig nok også lidt over midten.
Jeg blev slet ikke skuffet,
Måske lidt for utroværdigt, men husk nu på hvad Mossman sagde om virkeligheden.
Hvis Oxen har kræfter og helbred til et comeback, vil jeg da nok stille mig op i køen.

Jeg har læst "Miss Island" af Auður Ava Ólafsdóttir.
2018. 278 sider.
Bog nr. 5 jeg har læst i 2022. Jan 2022
Vi er i 1963 i Island, hvor man røg i busserne og skrev med fyldepen.
Det var det år, hvor kennedy blev skudt, og hvor Vulkanøen Surtsey den 13. november steg op af havet.
Hekla er på vej med bus til Reykjavik for at blive forfatter.
Rettelse: For at være forfatter.
Man bliver ikke forfatter. Man er forfatter.
I 1963 mente man, at forfattere var mænd, og at hun hellere skulle stille op i konkurrencen om at blive Miss Island.
Hun afslår et forslag fra en lysten medpassager om at stille op, og tager først hen for at være nogle dage sammen med en veninde med en lille baby.
Hos hende kan hun ikke skrive.
Hun flytter derpå ind hos sin Bøsseven Jon John, der er fisker.
Han hader at være fisker.
Han er søsyg, og de andre gør, hvad de kan for at gøre livet surt for ham.
Hun får job som serveringsdame.
Mod slutningen af beretningen meddeler Hekla lakonisk: ”Grunden til opsigelsen er usømmelig opførsel hos mandlige kunder, som forstyrrer mit arbejde og privatliv.”
Tak for ingenting.
Sådan Hekla.
Bogen om Hekla, der gør hvad hun må, er fra den allerøverste hylde.
Jeg bøjer mig i støvet for Auður Ava Ólafsdóttir´s evne til at male med sproget.
Man er som sagt forfatter. Det er ikke noget man bliver.
Og det gælder i den grad for Auður
Bogen skrider stille og roligt frem. Vi følger Hekla sammen med veninden, digteren og den bedste ven, der er bøsse.
Og det er ikke nemt at være bøsse i 1963.
I periferien finder vi Heklas far og hans vulkaner.
Hekla manøvrerer behændigt rundt mellem de mange udfordringer, hun møder på sin vej.
Stille reflekterende bevæger hun sig gennem livet.
Miss Island er fyldt med feministisk kampånd, hvor jeg ikke for alvor føler mig ramt.
Normalt er man ikke opmærksom på en bogs oversætter.
Auður Ava Ólafsdóttir´s bøger oversættes af Erik Skyum-Nielsen, der har en stor del af ansvaret for, at bøgerne bliver så fantastiske, som det er tillfældet.
Æres den som æres bør.
Det var også ham, der interviewede hende på bogmessen i november 21.
De talrige kapitler har overskrifter, der i sig selv er små kunstværker.
De er bl. a hentet fra Bibelen, Shakespeare og en lang række forfattere.
”Er jeg kommet langt nok hjemmefra til at græde.”
”Evigheden er en Ferguson.”
”Månen er min nærmeste nabo.”
Bliver Hekla så Miss Island?
Tjah, hvem ved?
Hun bliver i hvert fald Miss Nordlys.
Det kan ikke undre nogen, at anmelderne er begejstrede.
Jyllandsposten giver 6 ud af 6 stjerner, og finder det nødvendigt at anvende orden prægtig og overdådig.
Hvilken bog ville du gerne have med på en øde ø?
Jeg ville bestemt overveje at tage Miss Island med.
Jeg ville kunne slå op et tilfældigt sted og finde noget, der føles rigtigt.

Jeg har læst "Skyggemanden” af Poul Erik Larsson
2014. 391 sider.
Bog nr. 4 jeg har læst i 2022. Jan 2022
Bogen faldt tilfældigt i min indkøbskurv som nedfalden frugt fra Krimihylden.
En dreng forsvinder i en skov, og det passer just med indholdet i en gammel lokal vandrehistorie.
Skoven har en god og en ond side, hvor Skyggemanden huserer.
Det viser sig, at det samme skete 24 år tidligere.
Drabschef ved Nordsjællands Politi Marcus Falck har sagen, og han skal samtidig arbejde med 3 uopklarede mord.
Plottet er sådan set godt nok, men alligevel kan jeg ikke svinge mig op til den helt store begejstring.
Vi har en del personer at holde styr på, men de står aldrig særlig godt beskrevet for mig.
Der er også lidt romantik blandet ind i historien, og minsandten om ikke romanens klimaks udvikler sig overraskende voldsomt og blodigt.
En ubegrundet anklage for pædofili har vi også med.
Jeg følte mig lidt hensat til drengebøgernes verden, hvor det hele virker noget konstrueret.
Jeg læste rigtig mange Jan-bøger som dreng.
Flere af politifolkene kæmper om at være førerhund, så der er ikke nogen af dem, der skiller sig ud, som en Kurt Wallander måske ville have gjort.
”Har du (Claus) problemer med Lone Lacour, spørger han …
Problemer vil jeg ikke ligefrem kalde det, Det er mere forløbet af hele sagen, som du har udnævnt mig til efterforskningsleder for ...”
Claus er krænket.
Det er udmærket håndværk, men så nok heller ikke mere.
Dette er 4. bog i serien med Marcus Falck.
Der har jeg desværre ikke researchet godt nok.
Man starter med nr. 1 og ikke nr. 4.
Shame on me.
Aviserne har ikke anmeldt bogen, men en lektørudtalelse beskriver bogen således:”God gedigen dansk krimi med politiets arbejde som omdrejningspunkt.”
Jeg agter ikke at grave store huller i jorden for at sikre mig Larssons øvrige bøger, men skulle jeg falde over nr. 1, kunne jeg da godt give den en chance.
I bedste Agatha Christie stil samles en del af de implicerede partnere 2 dage efter sagens afslutning.
Der er kaffe på kanden, og da alle har fået, får vi lige de sidste løse ender på plads.
Til sidst fortæller Højmark om en ost, der var så stærk, at den selv sprang ud af skabet, hvorpå han måtte låne et toilet i en helvedes fart.
”Efter nogle sekunders stilhed formår Lacour ikke længere at holde latteren i ave, og snart fyldes kontoret af latter”.
Bogrummet.dk mener:
Handlingen hænger rigtig godt sammen og der er nogle fremragende personskildringer i bogen. Man får en god blanding af krimi, spøgelseshistorier og menneskeskæbner. Man bliver mindet om at ting/personer ikke altid er det som de ser ud til at være.
Den får helt klart mine bedste anbefalinger og får flotte 5 stjerner ud af 5 mulige – godt gået til forfatteren.

Jeg har læst "The story of The Pogues" af Carol Clerk.
2006. 439 sider.
Bog nr. 3 jeg har læst i 2021. Nov 2021

So be easy and free
When you're drinking with me
I'm a man you don't meet every day

 

Jeg har kendt The Pogues i mange år uden for alvor at kende dem rigtigt.
Deres karismatiske og i bund og grund dybt underlige forsanger og sangskriver Shane McGowan gav mig lyst til at vide mere.
Jeg kunne ikke finde noget dækkende på dansk, så jeg kastede mig over denne engelsksprogede biografi.
Det blev en rigtig god oplevelse.
Det har taget lang tid at læse bogen, fordi jeg samtidig har lyttet til YouTube. Det var ganske interessant at høre musikken samtidig med, at jeg læste om den.
Bogen indeholder interviews med managers, agenter, filmproducenter, der kommer med deres syn på bandet.

Vi hører fra Jem Finer, James Fearnley, Spider, Andrew Ranken og Phil Chevron samt ex-manager Frank Murray


Det skinner igennem, at Shane McGowan war drivkraften og brændstoffet i The Pogues.
Han var svært at rumme, og til sidst blev det umuligt.
Men bandet blev aldrig det samme uden ham, selvom de prøvede.
Et af de største mirakler i musikkens historie er, at han stadig trækker vejret.
Det var især alkohol, der var hans gift, men rigtig mange af de andre medlemmer var også dybt alkoholiserede.

 

Jeg holder især af deres samspil med The Dubliners.
Prøv at lytte til Ronnie Drew og Shane McGowan når de tager sig af The irish Rover.
Shane har en drink i den ene hånd og en cigaret i den anden hånd. Han ligner noget, der er løgn, men han synger ikke en tone forkert.
Det er ikke sikkert, at du er klar over, at du kender Ronnie Drew?
Men det gør du.
Det er ham med de fantastisk smukke øjne og skærebrænderstemmen. :-)

 

Ronnie Drew var kendt som ”The king of Ireland”.

En lang række af hans venner indspillede ”The ballad of Ronnie Drew” som et charity program til den kræftsyge Drew.
Det skete den 14. - 15. januar 2008.
Ronnie Drew gik bort august 2008.
Medvirkende var U2, The Dubliners, Shane McGowan og mange andre.
Siddende på en stol tager Shane McGowan hatten af i ærbædighed.
Han får lov til at synge de sidste linier af sangen.
Et rørende øjeblik.

Teksten var bl. a skrevet af Paul Davis Hewson aka Bono

 

Det er ikke sikkert, at så mange har lyst til at kaste sig over det digre værk, men prøv at sætte lidt tid af til en tur i The Pogues univers.

En af mine absolutte favoritter er ”I´m a man you dont meet ever day”.

 

Du kender sikkert Dirty old tow, der er skrevet af Ewan Maccol.

Men når jeg hører Shane McGowan snerre: ”I met my love by the gas works wall” får jeg gåsehud.
Det bliver næppe større.

https://www.youtube.com/watch?v=122isznJdto&ab_channel=DannyMurphy

 

 

 

 

 

Jeg har læst "Den tavse pige” af Tess Gerritsen
2011. 339 sider.
Bog nr. 2 jeg har læst i 2022. Jan 2022

Jeg fandt bogen under en slentretur gennem biblioteket.
Den slags tilfældige møder kan godt resultere i noget magisk.
Bare ikke denne gang.
Det viser sig, at bogen er fra en serie om Rizzoli og Isles, der er henholdsvis kriminalassistent og retsmediciner.
En kombination, der forekommer ret bekendt.
Men serien kendte jeg ikke.
Vi befinder os i Chinatown i Boston, hvor man har fundet en afskåret hånd.
På et tag i nærheden ligger er afskåret menneskehoved.
Desuden finder man 2 ikke menneskelige hårstrå.

 

Og så er der sat vand over til et drama fyldt med Østens mystik.

Dette drab forbindes til en 19 år gammel mordsag. Man finder en kvinde der var vidne til det første mord. Hun er nu en gådefuld mester i Martial art.

 

Min oplevelse af bogen blev til dels forstyrret af, at jeg anvendte den til godnatlæsning.
Vi kender vist godt det der med, at man har læst den samme side 7 gange uden at fatte en brik. Til sidst falder bogen ud af hænderne på én.
Det er ikke godt for den litterære oplevelse.

 

Men jeg er slet ikke sikker på, at jeg ville have polstret bogen til med stjerner, selv om jeg havde ydet den fuld retfærdighed.

 

Det gik lidt bedre til sidst, men der er ikke noget, der får mig til at haste hen og skaffe de andre bøger i serien.
Jeg tror nok, jeg har vinget Rizzoli og Isles af

Aviserne har ikke tilgængelige anmeldelser af bogen.
Litteratursiden skriver: ”Endnu en fremragende krimi med Rizzoli og Isles”

Så har vi balladen igen.
Jeg spekulerer på, om der er en tendens til at litteratursidens anmeldere næsten altid er begejstrede og yderst tilfredse.
Det er bare en strøtanke, som jeg vil arbejde lidt videre med.

Jeg besøgte goodreads.com

Stor begejstring.
Et meget højt gennemsnit på 4,2 stjerner ud af 5.

 

I am a huge fan of Tess Gerritsen! This is number 9 in her Rizzoli and Isles series and it didn't disappoint. It was fast moving, suspenseful and I found myself staying up late at night so I could find out what happened next

 

Det vækker da til eftertanke, at stort set alle andre har fået en fin oplevelse.
Det må være min godnatlæsningsrutine?

 

Kender I den om den ældre herre, der ringede til politiet fra Motorvejen : ”Den er helt gal. Jeg har mødt 47 spøgelsesbilister”.

 

Flertallet har ikke altid ret, men det er nu alligevel en udmærket rettesnor.

Jeg har læst "Løg trækker tårer” af Dorrit Willumsen 
2019. 173 sider.
Bog nr. 1 jeg har læst i 2022. Jan 2022

Den dag Wendy – lad os kalde hende Wendy – fylder 74 år har hun fået nok.”

Eftersom jeg meget snart fylder 74 år, gjorde disse ord indtryk på mig.
De fleste kender til midtvejskrise, og der er vist også en 7 årskrise, men en 74 års krise er ikke så kendt.
Manden har glemt hendes fødselsdag, ingen blomster, ingen kort.
Hun står bare og skræller løg, og hendes e-boks er lukket.
Wendy går.
Hun når til stationen, hvor hun falder besvimet om. En ung sort mand står bøjet over hende, da hun vågner op.

Hun kommer hjem uden at det gør det store indtryk på manden.
Så snart hun kan, tager hun sin taske og sin ulvepels og tager toget til København.
Hun tager et hotelværelse, og dagen efter låser hun sig ind i en opgang og senere ind i en tom lejlighed, hvor hun flytter ind i skunken.
Med ulvepelsen, der bliver mere og mere snakkesalig og menneskelig.
Wendy er ikke så stor, ja hun er nærmest dværg. Hun kan nemt være i skunken.

Jeg er overbevist om, at vi alle på et eller andet tidspunkt har haft lyst til at tage vores gode ulvepels og erklære, at vi har fået nok.
De fleste besinder sig, fordi konsekvenserne er så enorme og desuden uigenkaldelige.
Men Wendy, hun går.

Bogen er lige så flagrende som Wendys tanker. Jeg havde lidt svært ved at få hold på historien, men Wendys mod holdt mig fast.

DW leger veloplagt med sproget, og vi kæmper for at vinde med.


Hvad laver man i en skunk med en ulvepels, som eneste selskab?
Man fabulerer og fantaserer, og vi flyver med.
Pludselig kommer der arbejdere og sætter lejligheden i stand.
Og så flytter en mand ind.
En revisor.
Wendy er stadig i Skunken.
Men nu er hun forelsket.
Og man vil gøre alt for den, man elsker.
Også sy skjorteknapper i.

Rvisoren kigger undrende på den knap, der var faldet af, sidst han så den.

Du, min kære ven, er nødt til at læse bogen for at kunne fantasere sammen med Wendy.
Du er nødt til at flytte ind i skunken.

Jeg er Wendy”.
Hun ser ud over søen. En blå legeplads for fugle, børn og både. Hun lukker øjnene, og da hun åbner dem igen, er søen forvandlet til et blankt sort spejl. Og hun er barn af det hvide slot. Hendes kjole er af flødeskum, og svanerne er hendes legekammerater”.

 

Bogen er rørende og gribende og slutningen er surrealistisk og uforklarlig.
Skyd aldrig en ulv. Det kan være en fortumlet og forhekset fe i ulveklæder, der måske har fundet hjem, skriver Information.
Et kor af tilfredse anmeldere nikker anerkendede til Wendy og hendes ulvepels.