Velkommen til det læseåret 2022.
Planen er at læse mindst lige så meget som i 2020.
Altså mindst 100 bøger :-)
Det bliver lidt over 30.000 sider.
Og så er det jo bare med at komme i gang ..

Jeg har læst "Gladiator” af Jens Henrik Jensen
2021. 500 sider.
Bog nr. 6 jeg har læst i 2022. Jan 2022
Gladiator er den femte bog i serien om Oxen, som jeg tidligere har læst med stor tilfredshed.
Vi veksler i starten uden forklaring mellem forskellige scenarier.
Man sidder med en fornemmelse af, at vi nok skal få forklaringen på, hvordan det hele er forbundet.
Dette er ikke en krimi. Vi kan vel kalde den en spændingsroman eller en thriller.
Jeg har set stilen beskrevet som maskulin minimalisme.
I begyndelsen er der ikke så meget blod. Senere flyder det i en lind strøm.
En af de første scener præsenterer os for 4 veteraner, der som led i et projekt skal opholde sig på en shelterplads.
En snigskytte forbereder sig på at likvidere dem alle.
Vi er både hos skytten og hos ofrene.
Vi har også gang i en strandvasker.
Desuden 3 dræbte i en grusgrav.
4 + 3 +1 = 8.
Er der en grund til, at bogen bærer titlen Gladiator? Åh ja.
Når en ny scene er sat i et nyt kapitel får vi ikke straks at vide, hvor vi er. Vi skal lige have læst et par linjer før vi kan sige ”Nåh ja, vi er med Oxen, eller hvem det nu drejer sig om.
Rigtig godt litterært husmandstrick.
Et par gange er vi som nævnt også sammen med gerningsmanden, der måske ikke er den eneste skyldige.
Sproget harmonerer rigtig godt med begivenhederne.
Det er nemt at læse, og det er overkommeligt at følge med i, hvordan en lang række personer ”træder frem”.
Det hænder, at man læser en bog, hvor ordene sidder fast, men her flyder det hele så ualmindelig let.
Det er et pumpende staccato-sprog, der illustrerer begivenhederne.
Den højtdekorerede Oxen, kommer til at assistere sig gamle makker den etbenede Margrethe Franck.
Hun er sej.
Og så er der den unge kvindelige betjent, der konstant krydser deres spor.
De ved, at uanset hvad hun gør, så gør hun det bedre end nogen anden, men hvad er hendes dagsorden?
Hun er også sej.
Bogen er en mursten.
Jeg har en teori om, at en bog har det antal sider, den skal have.
Man kan da sagtens sidde med en fornemmelse af, at en forfatter kunne have ladet sig nøje med det halve antal sider, men jeg bryder mig ikke om at vælge en bog efter, hvor mange sider den har.
Ved nærmere eftertanke må jeg alligevel konkludere, at nærværende bog med fordel kunne være forkortet her og der.
Jeg spekulerede da over, hvordan den gode Jens Henrik Jensen ville komme i mål med sin vilde historie.
Den slutning, han havde udtænkt, var rigtig langt fra noget, jeg havde forestillet mig.
Langt ude, vil somme hævde.
På side 480 hedder det; ”Det er præcis, som årene har lært mig det, siger Mossman- Virkeligheden overgår fantasien, Margrethe. Altid …..
Det er så ikke den virkelige virkelighed, han omtaler, men derfor kan det jo godt være rigtigt.
Vi hører, som så ofte før, at man sagtens kan læse denne bog uafhængigt af de andre.
Lad være med det.
Start med ”De hængte hunde”.
Gladiaor er eftertragtet. Bibliotekerne har lange ventelister. Det siger naturligvis ikke noget om bogens kvaliteter, men når man erfarer, at man f. eks er nr 20 på listen, så forhøjer det unægteligt forventningspresset.
De fleste tunge anmeldere fører sig frem med 4 ud af 6 stjerner.
Berlingske Tidende finder 3 ud af 6 mere passende.
Jeg befinder mig nok også lidt over midten.
Jeg blev slet ikke skuffet,
Måske lidt for utroværdigt, men husk nu på hvad Mossman sagde om virkeligheden.
Hvis Oxen har kræfter og helbred til et comeback, vil jeg da nok stille mig op i køen.

Jeg har læst "Miss Island" af Auður Ava Ólafsdóttir.
2018. 278 sider.
Bog nr. 5 jeg har læst i 2022. Jan 2022
Vi er i 1963 i Island, hvor man røg i busserne og skrev med fyldepen.
Det var det år, hvor kennedy blev skudt, og hvor Vulkanøen Surtsey den 13. november steg op af havet.
Hekla er på vej med bus til Reykjavik for at blive forfatter.
Rettelse: For at være forfatter.
Man bliver ikke forfatter. Man er forfatter.
I 1963 mente man, at forfattere var mænd, og at hun hellere skulle stille op i konkurrencen om at blive Miss Island.
Hun afslår et forslag fra en lysten medpassager om at stille op, og tager først hen for at være nogle dage sammen med en veninde med en lille baby.
Hos hende kan hun ikke skrive.
Hun flytter derpå ind hos sin Bøsseven Jon John, der er fisker.
Han hader at være fisker.
Han er søsyg, og de andre gør, hvad de kan for at gøre livet surt for ham.
Hun får job som serveringsdame.
Mod slutningen af beretningen meddeler Hekla lakonisk: ”Grunden til opsigelsen er usømmelig opførsel hos mandlige kunder, som forstyrrer mit arbejde og privatliv.”
Tak for ingenting.
Sådan Hekla.
Bogen om Hekla, der gør hvad hun må, er fra den allerøverste hylde.
Jeg bøjer mig i støvet for Auður Ava Ólafsdóttir´s evne til at male med sproget.
Man er som sagt forfatter. Det er ikke noget man bliver.
Og det gælder i den grad for Auður
Bogen skrider stille og roligt frem. Vi følger Hekla sammen med veninden, digteren og den bedste ven, der er bøsse.
Og det er ikke nemt at være bøsse i 1963.
I periferien finder vi Heklas far og hans vulkaner.
Hekla manøvrerer behændigt rundt mellem de mange udfordringer, hun møder på sin vej.
Stille reflekterende bevæger hun sig gennem livet.
Miss Island er fyldt med feministisk kampånd, hvor jeg ikke for alvor føler mig ramt.
Normalt er man ikke opmærksom på en bogs oversætter.
Auður Ava Ólafsdóttir´s bøger oversættes af Erik Skyum-Nielsen, der har en stor del af ansvaret for, at bøgerne bliver så fantastiske, som det er tillfældet.
Æres den som æres bør.
Det var også ham, der interviewede hende på bogmessen i november 21.
De talrige kapitler har overskrifter, der i sig selv er små kunstværker.
De er bl. a hentet fra Bibelen, Shakespeare og en lang række forfattere.
”Er jeg kommet langt nok hjemmefra til at græde.”
”Evigheden er en Ferguson.”
”Månen er min nærmeste nabo.”
Bliver Hekla så Miss Island?
Tjah, hvem ved?
Hun bliver i hvert fald Miss Nordlys.
Det kan ikke undre nogen, at anmelderne er begejstrede.
Jyllandsposten giver 6 ud af 6 stjerner, og finder det nødvendigt at anvende orden prægtig og overdådig.
Hvilken bog ville du gerne have med på en øde ø?
Jeg ville bestemt overveje at tage Miss Island med.
Jeg ville kunne slå op et tilfældigt sted og finde noget, der føles rigtigt.

Jeg har læst "Skyggemanden” af Poul Erik Larsson
2014. 391 sider.
Bog nr. 4 jeg har læst i 2022. Jan 2022
Bogen faldt tilfældigt i min indkøbskurv som nedfalden frugt fra Krimihylden.
En dreng forsvinder i en skov, og det passer just med indholdet i en gammel lokal vandrehistorie.
Skoven har en god og en ond side, hvor Skyggemanden huserer.
Det viser sig, at det samme skete 24 år tidligere.
Drabschef ved Nordsjællands Politi Marcus Falck har sagen, og han skal samtidig arbejde med 3 uopklarede mord.
Plottet er sådan set godt nok, men alligevel kan jeg ikke svinge mig op til den helt store begejstring.
Vi har en del personer at holde styr på, men de står aldrig særlig godt beskrevet for mig.
Der er også lidt romantik blandet ind i historien, og minsandten om ikke romanens klimaks udvikler sig overraskende voldsomt og blodigt.
En ubegrundet anklage for pædofili har vi også med.
Jeg følte mig lidt hensat til drengebøgernes verden, hvor det hele virker noget konstrueret.
Jeg læste rigtig mange Jan-bøger som dreng.
Flere af politifolkene kæmper om at være førerhund, så der er ikke nogen af dem, der skiller sig ud, som en Kurt Wallander måske ville have gjort.
”Har du (Claus) problemer med Lone Lacour, spørger han …
Problemer vil jeg ikke ligefrem kalde det, Det er mere forløbet af hele sagen, som du har udnævnt mig til efterforskningsleder for ...”
Claus er krænket.
Det er udmærket håndværk, men så nok heller ikke mere.
Dette er 4. bog i serien med Marcus Falck.
Der har jeg desværre ikke researchet godt nok.
Man starter med nr. 1 og ikke nr. 4.
Shame on me.
Aviserne har ikke anmeldt bogen, men en lektørudtalelse beskriver bogen således:”God gedigen dansk krimi med politiets arbejde som omdrejningspunkt.”
Jeg agter ikke at grave store huller i jorden for at sikre mig Larssons øvrige bøger, men skulle jeg falde over nr. 1, kunne jeg da godt give den en chance.
I bedste Agatha Christie stil samles en del af de implicerede partnere 2 dage efter sagens afslutning.
Der er kaffe på kanden, og da alle har fået, får vi lige de sidste løse ender på plads.
Til sidst fortæller Højmark om en ost, der var så stærk, at den selv sprang ud af skabet, hvorpå han måtte låne et toilet i en helvedes fart.
”Efter nogle sekunders stilhed formår Lacour ikke længere at holde latteren i ave, og snart fyldes kontoret af latter”.
Bogrummet.dk mener:
Handlingen hænger rigtig godt sammen og der er nogle fremragende personskildringer i bogen. Man får en god blanding af krimi, spøgelseshistorier og menneskeskæbner. Man bliver mindet om at ting/personer ikke altid er det som de ser ud til at være.
Den får helt klart mine bedste anbefalinger og får flotte 5 stjerner ud af 5 mulige – godt gået til forfatteren.

Jeg har læst "Skyggemanden” af Poul Erik Larsson
2014. 391 sider.
Bog nr. 3 jeg har læst i 2022. Jan 2022

 

Bogen faldt tilfældigt i min indkøbskurv som nedfalden frugt fra Krimihylden.

En dreng forsvinder i en skov, og det passer just med indholdet i en gammel lokal vandrehistorie.
Skoven har en god og en ond side, hvor Skyggemanden huserer.
Det viser sig, at det samme skete 24 år tidligere.

 

Drabschef ved Nordsjællands Politi Marcus Falck har sagen, og han skal samtidig arbejde med 3 uopklarede mord.

 

Plottet er sådan set godt nok, men alligevel kan jeg ikke svinge mig op til den helt store begejstring.

Vi har en del personer at holde styr på, men de står aldrig særlig godt beskrevet for mig.
Der er også lidt romantik blandet ind i historien, og minsandten om ikke romanens klimaks udvikler sig overraskende voldsomt og blodigt.
En ubegrundet anklage for pædofili har vi også med.
Jeg følte mig lidt hensat til drengebøgernes verden, hvor det hele virker noget konstrueret.
Jeg læste rigtig mange Jan-bøger som dreng.

 

Flere af politifolkene kæmper om at være førerhund, så der er ikke nogen af dem, der skiller sig ud, som en Kurt Wallander måske ville have gjort.

 

Har du (Claus) problemer med Lone Lacour, spørger han …
Problemer vil jeg ikke ligefrem kalde det, Det er mere forløbet af hele sagen, som du har udnævnt mig til efterforskningsleder for ...”
Claus er krænket.


Det er udmærket håndværk, men så nok heller ikke mere.
Dette er 4. bog i serien med Marcus Falck.
Der har jeg desværre ikke researchet godt nok.
Man starter med nr. 1 og ikke nr. 4.
Shame on me.

 

Aviserne har ikke anmeldt bogen, men en lektørudtalelse beskriver bogen således:”God gedigen dansk krimi med politiets arbejde som omdrejningspunkt.”

 

Jeg agter ikke at grave store huller i jorden for at sikre mig Larssons øvrige bøger, men skulle jeg falde over nr. 1, kunne jeg da godt give den en chance.

 

I bedste Agatha Christie stil samles en del af de implicerede partnere 2 dage efter sagens afslutning.

Der er kaffe på kanden, og da alle har fået, får vi lige de sidste løse ender på plads.
Til sidst fortæller Højmark om en ost, der var så stærk, at den selv sprang ud af skabet, hvorpå han måtte låne et toilet i en helvedes fart.

 

Efter nogle sekunders stilhed formår Lacour ikke længere at holde latteren i ave, og snart fyldes kontoret af latter”.

Bogrummet.dk mener:
Handlingen hænger rigtig godt sammen og der er nogle fremragende personskildringer i bogen. Man får en god blanding af krimi, spøgelseshistorier og menneskeskæbner. Man bliver mindet om at ting/personer ikke altid er det som de ser ud til at være.

Den får helt klart mine bedste anbefalinger og får flotte 5 stjerner ud af 5 mulige – godt gået til forfatteren.

 

Jeg har læst "The story of The Pogues" af Carol Clerk.
2006. 439 sider.
Bog nr. 3 jeg har læst i 2021. Nov 2021

So be easy and free
When you're drinking with me
I'm a man you don't meet every day

 

Jeg har kendt The Pogues i mange år uden for alvor at kende dem rigtigt.
Deres karismatiske og i bund og grund dybt underlige forsanger og sangskriver Shane McGowan gav mig lyst til at vide mere.
Jeg kunne ikke finde noget dækkende på dansk, så jeg kastede mig over denne engelsksprogede biografi.
Det blev en rigtig god oplevelse.
Det har taget lang tid at læse bogen, fordi jeg samtidig har lyttet til YouTube. Det var ganske interessant at høre musikken samtidig med, at jeg læste om den.
Bogen indeholder interviews med managers, agenter, filmproducenter, der kommer med deres syn på bandet.

Vi hører fra Jem Finer, James Fearnley, Spider, Andrew Ranken og Phil Chevron samt ex-manager Frank Murray


Det skinner igennem, at Shane McGowan war drivkraften og brændstoffet i The Pogues.
Han var svært at rumme, og til sidst blev det umuligt.
Men bandet blev aldrig det samme uden ham, selvom de prøvede.
Et af de største mirakler i musikkens historie er, at han stadig trækker vejret.
Det var især alkohol, der var hans gift, men rigtig mange af de andre medlemmer var også dybt alkoholiserede.

 

Jeg holder især af deres samspil med The Dubliners.
Prøv at lytte til Ronnie Drew og Shane McGowan når de tager sig af The irish Rover.
Shane har en drink i den ene hånd og en cigaret i den anden hånd. Han ligner noget, der er løgn, men han synger ikke en tone forkert.
Det er ikke sikkert, at du er klar over, at du kender Ronnie Drew?
Men det gør du.
Det er ham med de fantastisk smukke øjne og skærebrænderstemmen. :-)

 

Ronnie Drew var kendt som ”The king of Ireland”.

En lang række af hans venner indspillede ”The ballad of Ronnie Drew” som et charity program til den kræftsyge Drew.
Det skete den 14. - 15. januar 2008.
Ronnie Drew gik bort august 2008.
Medvirkende var U2, The Dubliners, Shane McGowan og mange andre.
Siddende på en stol tager Shane McGowan hatten af i ærbædighed.
Han får lov til at synge de sidste linier af sangen.
Et rørende øjeblik.

Teksten var bl. a skrevet af Paul Davis Hewson aka Bono

 

Det er ikke sikkert, at så mange har lyst til at kaste sig over det digre værk, men prøv at sætte lidt tid af til en tur i The Pogues univers.

En af mine absolutte favoritter er ”I´m a man you dont meet ever day”.

 

Du kender sikkert Dirty old tow, der er skrevet af Ewan Maccol.

Men når jeg hører Shane McGowan snerre: ”I met my love by the gas works wall” får jeg gåsehud.
Det bliver næppe større.

https://www.youtube.com/watch?v=122isznJdto&ab_channel=DannyMurphy

 

 

 

 

 

Jeg har læst "Den tavse pige” af Tess Gerritsen
2011. 339 sider.
Bog nr. 2 jeg har læst i 2022. Jan 2022

Jeg fandt bogen under en slentretur gennem biblioteket.
Den slags tilfældige møder kan godt resultere i noget magisk.
Bare ikke denne gang.
Det viser sig, at bogen er fra en serie om Rizzoli og Isles, der er henholdsvis kriminalassistent og retsmediciner.
En kombination, der forekommer ret bekendt.
Men serien kendte jeg ikke.
Vi befinder os i Chinatown i Boston, hvor man har fundet en afskåret hånd.
På et tag i nærheden ligger er afskåret menneskehoved.
Desuden finder man 2 ikke menneskelige hårstrå.

 

Og så er der sat vand over til et drama fyldt med Østens mystik.

Dette drab forbindes til en 19 år gammel mordsag. Man finder en kvinde der var vidne til det første mord. Hun er nu en gådefuld mester i Martial art.

 

Min oplevelse af bogen blev til dels forstyrret af, at jeg anvendte den til godnatlæsning.
Vi kender vist godt det der med, at man har læst den samme side 7 gange uden at fatte en brik. Til sidst falder bogen ud af hænderne på én.
Det er ikke godt for den litterære oplevelse.

 

Men jeg er slet ikke sikker på, at jeg ville have polstret bogen til med stjerner, selv om jeg havde ydet den fuld retfærdighed.

 

Det gik lidt bedre til sidst, men der er ikke noget, der får mig til at haste hen og skaffe de andre bøger i serien.
Jeg tror nok, jeg har vinget Rizzoli og Isles af

Aviserne har ikke tilgængelige anmeldelser af bogen.
Litteratursiden skriver: ”Endnu en fremragende krimi med Rizzoli og Isles”

Så har vi balladen igen.
Jeg spekulerer på, om der er en tendens til at litteratursidens anmeldere næsten altid er begejstrede og yderst tilfredse.
Det er bare en strøtanke, som jeg vil arbejde lidt videre med.

Jeg besøgte goodreads.com

Stor begejstring.
Et meget højt gennemsnit på 4,2 stjerner ud af 5.

 

I am a huge fan of Tess Gerritsen! This is number 9 in her Rizzoli and Isles series and it didn't disappoint. It was fast moving, suspenseful and I found myself staying up late at night so I could find out what happened next

 

Det vækker da til eftertanke, at stort set alle andre har fået en fin oplevelse.
Det må være min godnatlæsningsrutine?

 

Kender I den om den ældre herre, der ringede til politiet fra Motorvejen : ”Den er helt gal. Jeg har mødt 47 spøgelsesbilister”.

 

Flertallet har ikke altid ret, men det er nu alligevel en udmærket rettesnor.

Jeg har læst "Løg trækker tårer” af Dorrit Willumsen 
2019. 173 sider.
Bog nr. 1 jeg har læst i 2022. Jan 2022

Den dag Wendy – lad os kalde hende Wendy – fylder 74 år har hun fået nok.”

Eftersom jeg meget snart fylder 74 år, gjorde disse ord indtryk på mig.
De fleste kender til midtvejskrise, og der er vist også en 7 årskrise, men en 74 års krise er ikke så kendt.
Manden har glemt hendes fødselsdag, ingen blomster, ingen kort.
Hun står bare og skræller løg, og hendes e-boks er lukket.
Wendy går.
Hun når til stationen, hvor hun falder besvimet om. En ung sort mand står bøjet over hende, da hun vågner op.

Hun kommer hjem uden at det gør det store indtryk på manden.
Så snart hun kan, tager hun sin taske og sin ulvepels og tager toget til København.
Hun tager et hotelværelse, og dagen efter låser hun sig ind i en opgang og senere ind i en tom lejlighed, hvor hun flytter ind i skunken.
Med ulvepelsen, der bliver mere og mere snakkesalig og menneskelig.
Wendy er ikke så stor, ja hun er nærmest dværg. Hun kan nemt være i skunken.

Jeg er overbevist om, at vi alle på et eller andet tidspunkt har haft lyst til at tage vores gode ulvepels og erklære, at vi har fået nok.
De fleste besinder sig, fordi konsekvenserne er så enorme og desuden uigenkaldelige.
Men Wendy, hun går.

Bogen er lige så flagrende som Wendys tanker. Jeg havde lidt svært ved at få hold på historien, men Wendys mod holdt mig fast.

DW leger veloplagt med sproget, og vi kæmper for at vinde med.


Hvad laver man i en skunk med en ulvepels, som eneste selskab?
Man fabulerer og fantaserer, og vi flyver med.
Pludselig kommer der arbejdere og sætter lejligheden i stand.
Og så flytter en mand ind.
En revisor.
Wendy er stadig i Skunken.
Men nu er hun forelsket.
Og man vil gøre alt for den, man elsker.
Også sy skjorteknapper i.

Rvisoren kigger undrende på den knap, der var faldet af, sidst han så den.

Du, min kære ven, er nødt til at læse bogen for at kunne fantasere sammen med Wendy.
Du er nødt til at flytte ind i skunken.

Jeg er Wendy”.
Hun ser ud over søen. En blå legeplads for fugle, børn og både. Hun lukker øjnene, og da hun åbner dem igen, er søen forvandlet til et blankt sort spejl. Og hun er barn af det hvide slot. Hendes kjole er af flødeskum, og svanerne er hendes legekammerater”.

 

Bogen er rørende og gribende og slutningen er surrealistisk og uforklarlig.
Skyd aldrig en ulv. Det kan være en fortumlet og forhekset fe i ulveklæder, der måske har fundet hjem, skriver Information.
Et kor af tilfredse anmeldere nikker anerkendede til Wendy og hendes ulvepels.

Jeg har læst "Den tavse pige” af Tess Gerritsen
2011. 339 sider.
Bog nr. 2 jeg har læst i 2022. Jan 2022

Jeg fandt bogen under en slentretur gennem biblioteket.
Den slags tilfældige møder kan godt resultere i noget magisk.
Bare ikke denne gang.
Det viser sig, at bogen er fra en serie om Rizzoli og Isles, der er henholdsvis kriminalassistent og retsmediciner.
En kombination, der forekommer ret bekendt.
Men serien kendte jeg ikke.
Vi befinder os i Chinatown i Boston, hvor man har fundet en afskåret hånd.
På et tag i nærheden ligger er afskåret menneskehoved.
Desuden finder man 2 ikke menneskelige hårstrå.

 

Og så er der sat vand over til et drama fyldt med Østens mystik.

Dette drab forbindes til en 19 år gammel mordsag. Man finder en kvinde der var vidne til det første mord. Hun er nu en gådefuld mester i Martial art.

 

Min oplevelse af bogen blev til dels forstyrret af, at jeg anvendte den til godnatlæsning.
Vi kender vist godt det der med, at man har læst den samme side 7 gange uden at fatte en brik. Til sidst falder bogen ud af hænderne på én.
Det er ikke godt for den litterære oplevelse.

 

Men jeg er slet ikke sikker på, at jeg ville have polstret bogen til med stjerner, selv om jeg havde ydet den fuld retfærdighed.

 

Det gik lidt bedre til sidst, men der er ikke noget, der får mig til at haste hen og skaffe de andre bøger i serien.
Jeg tror nok, jeg har vinget Rizzoli og Isles af

 

Aviserne har ikke tilgængelige anmeldelser af bogen.
Litteratursiden skriver: ”Endnu en fremragende krimi med Rizzoli og Isles”

Så har vi balladen igen.
Jeg spekulerer på, om der er en tendens til at litteratursidens anmeldere næsten altid er begejstrede og yderst tilfredse.
Det er bare en strøtanke, som jeg vil arbejde lidt videre med.

 

Jeg besøgte goodreads.com

Stor begejstring.
Et meget højt gennemsnit på 4,2 stjerner ud af 5.

 

I am a huge fan of Tess Gerritsen! This is number 9 in her Rizzoli and Isles series and it didn't disappoint. It was fast moving, suspenseful and I found myself staying up late at night so I could find out what happened next

 

Det vækker da til eftertanke, at stort set alle andre har fået en fin oplevelse.
Det må være min godnatlæsningsrutine?

Kender I den om den ældre herre, der ringede til politiet fra Motorvejen : ”Den er helt gal. Jeg har mødt 47 spøgelsesbilister”.

 

Flertallet har ikke altid ret, men det er nu alligevel en udmærket rettesnor.