Velkommen til det Herrens år 2019.
Planen er naturligvis at læse mindst lige så meget som i 2018.
Altså mindst 100 bøger igen :-)
Det skal nok blive sjovt :-)

Jeg har læst "Castaway Cove" af Joann Ross.
2013. 380 sider.
Bog nr 10 jeg har læst i 2019.
Når man slår "Joann Ross" op, erfarer man, at konen har skrevet næsten 100 bøger efter samme skabelon som denne.
Desuden har hun skrevet under diverse andre navne.
Det gør hun naturligvis, fordi folk læser hendes bøger, og nu er jeg desværre med i denne statistik.
Én bog af denne slags er mere end nok for mig.
I denne bog møder vi Mac og Annie, der begge har forliste ægteskaber bag sig. Mac er alene med sin lille datter, og Annie har spøgelser i skabet.
Mac er DJ på en natradio, og handlingen udspringer omkring hans virke der. Annie Ringer ind, og så går det slag i slag.
Annies tøsevenner følger med fra sidelinien, mens Mac og Annies forhold udvikler sig.
Som læser sidder man naturligvis og ønsker alt godt for den lille pige, og man afslører vist ikke mange hemmeligheder ved at sige, at alt ender godt.

Lidt erotik bliver det skam også til, så vi får lidt af det hele.

Both sexy and touching, with the humor, heart and emotional depth romance fans expect from Ross.
Kirkus Review.

Jow jow.

Og hvad fik jeg så ud af bogen?
Jeg fik banket én bog mere ind i min barnlige statistik, og jeg fik øvet mit engelsk, der dog er godt nok til at bringe mig gennem en bog som denne uden problemer.

 

Jeg har læst "Central 822" af Carol Bristow.
1998. 460 sider.
Bog nr 9 jeg har læst i 2019. Der er godt nok langt op til de 100 :-)
Dette var en bog, jeg støvede op i Booksale i Cebu City.
Man skal være noget heldig for at finde et mesterværk der, men denne var overraskende interessant. Vi følger Carols liv og karriere, fra hun i 1964 bliver tilknyttet politiet i London. Hun arbejder sig op i graderne og udvikler lidt efter lidt evnen til at have med de sårbare kvinder at gøre, som har været udsat for seksuelle overgreb.
Vi følger en lang række sager, hvoraf nogle er yderst grusomme. Det var før man brugte DNA, men med godt politiarbejde kom man langt.
I de dage var det i sig selv svært at være kvindelig betjent, men Carol var ovenikøbet lesbisk og dybt alkoholiseret, hvilket ikke forhindrede hende i at passe sit arbejde.
Det er det man kalder en velfungerende alkoholiker.
Men det ender med, at hun takket være AA bliver clean og klarer en dag ad gangen uden alkohol.
Carol prøver at holde kontakten til de ramte kvinder på et professionelt plan, for hun ved, at hvis hun bevarer kontakten til dem, vil de tænke på det forfærdelige de var udsat for, hver gang de møder hende.
Og det er ganske utrolige ting, disse monstre af overfaldsmænd udsatte kvinderne for.
Men hendes hjerte bløder for ofrene.


Rigtig spændende og interesant bog.
Man har da lov til at være heldig :-)

 

Jeg har læst "Brobyggerne" af Jan Guillou.
2011. 546 sider.
Bog nr 8 jeg har læst i 2019.
Jeg undrer mig over, at jeg ikke tidligere har læst noget af JG, for her er virkelig en spændende bog, som man også lærer noget af.
En af mine gode venner gav mig denne moppedreng af en bog med på rejsen, endskønt jeg oplyste ham om, at jeg ville flå forsiden af efter endt læsning.
Jeg nød bogen.
Vi følger de 3 faderløse drenge Lauritz, Oscar og Sverre gennem deres opvækst.
Laurits bliver brobygger på Bergensbanen, mens Oscar ender i samme erhverv i Tysk Østafrika.
Man får et klart billede af, hvilke strabadser disse brobyggere blev udsat for, både i Afrika og ´i Norge.
For mig var det chokerende at læse om, hvor råt kolnimagterne optrådte i de lande, de overtog.
Den 3. bror, Sverre viste sig at være homoseksuel, og han forsvinder til London.
Mon ikke vi hører om ham senere?

Bogen er skrevet i et letflydende sprog, der aldrig hindrer, at man kommer frem i handlingen.
Man tror på JG´s beretning og griber sig selv i at tænke: "Du godeste. Var det sådan det var."
Mod slutningen af dette bind rammes vi af første verdenskrig, hvor Oskar er i tysk tjeneste.
I begyndelsen skyder han kun heste, men forskellige oplevelser gør, at han ender med at skyde englændere. Og han ville gerne skyde belgiere også.
Han bliver ekspert i det såkaldte melonskud, og vil man vide hvad det er er det bare med at få fat i brobyggerne.
Jeg skal helt klart have fat i de næste bind.
Jeg er solgt.

 

Jeg har læst "Blekingegadebanden" af Peter Øvig Knudsen.
2007. x sider.
Bog nr 7 jeg har læst i 2019.
Her faldt jeg over en vildt spændende bog. Jeg troede jeg vidste en del om Blekingegadebanden, men denne bog gjorde det klart for mig, at jeg intet vidste.
Det virker ualmindelig overbevisende og veldokumenteret, hvad PØ skriver.
Og så har jeg til min glæde oplevet, at der også findes et 2. bind.
Det glæder jeg mig til at læse

 

Første bind af Peter Øvigs bøger om Blekingegadebanden følger bandemedlemmerne fra deres gymnasietid, gennem deres første røverier og op til 1980, da et af bandens centrale medlemmer bliver dræbt.

Den danske celle’ er første, selvstændige bind af to, der fortæller den dokumentariske historie om Blekingegadebanden ud fra samtaler med involverede og fortrolige arkiver hos politi og efterretningstjeneste. Bogen blev i august 2007 præmieret af Statens Kunstfond med bl.a. den begrundelse, at bogen “er et dybt fascinerende dokument, hvori et helt arsenal af retoriske virkemidler og kneb sættes ind for at optrævle, kortlægge og levendegøre en af de mest bizarre episoder i dansk efterkrigshistorie.”

Jeg har læst "Mørkets ansigt" af Belinda bauer.
2011. 349 sider.
Bog nr 6 jeg har læst i 2019.
Her fik jeg fat i en ualmindelig god krimi.
Vi er i Shipcott, et lille engelsk samfund, hvor alle holder øje med alle.
En ældre kvinde myrdes, og landbeetjenten Jonas Holly efterforsker sagen, men bliver kørt ud på et sidespor af en ubehagelig overordnet.
Der sker flere mord, der minder om det første og det bliver en forvirrende jagt.
Vi følger Jonas´kamp/jagt, hvor han samtidig skal bekymre sig om sin sklerose-ramte hustru.
Det hele ender i et veritabelt ragnarok, og vi bliver præsenteret for gerningsmanden.
Og det var slet ikke den mistænkte, jeg havde udset mig.
En rigtig velskrevet og anbefalelsesværdig krimi.
Læg mærke til navnet, Belinda Bauer.

 

Jeg har læst "Guldkalven" af Helene Tursten.
2004. 310 sider.
Bog nr 5 jeg har læst i 2019.
Navnet Irene Huss klinger lovende, men denne bog er faktisk yderst skuffende.
Bogen handler mest om økonomisk kriminalitet, og det fører en række mord med sig.
Der optræder en ualmindelig lang række af personer, og det i sig selv gør det svært at følgee med i begivenhederne.
Personerne virker ligegyldige, og det er svært for alvor at involvere sig.
HT har vist haft en fornemmelse af, at hun har en dårlig sag.
Først lader hun Irene Huss læse en rapport om omfanget af svindlerierne, og dermed mener hun, at læseren også får indblik i handlingen.
Til sidst indkalder hun en amerikansk kollega, der omhyggeligt forklarer til alle, hvad der i virkeligheden gik for sig.
Det er det kunstgreb, som Agatha Christie anvender, når hun mod slutningen af en bog lader Poirot indkalde alle implicerede parter, hvor han så omhyggeligt, og i sit eget tempo forklarer, hvordan det hele hænger sammen.
Den går altså ikke i en morderne svensk krimi.
Ikke nogen god bog.

Amelderne føler sig generelt rigtig godt underholdt, men det antydes dog, at bogen godt kan have en snert af en gang "chciklit".
Det tror jeg da nok :-)


Infomedia:Tursten trækker rigeligt mange skjulte kort ud af ærmet til sidst. Til gengæld er bonus og dividende en ganske charmerende hverdagstone, en svensk stemning af sunde vaner og vibrationer igennem hele affæren. Så du hygger dig faktisk med Irenes husmoderlige snusfornuft, dog mest hvis du er kvinde og til heltinder, som nok er fyrre, men bestemt hverken fede eller færdige.
 

Jeg har læst "Selvrisiko" af Elsebeth Egholm.
2012. 387 sider.
Bog nr 4 jeg har læst i 2019.
En hestestald bryder i brand, da journalisten Dicte Svendsen og kæresten Bo en nat vækkes.
Senere finder Dictes datter et lig i en mose, hængt og med en økse i hovedet.
Senere findes endnu en kvinde, der er myrdet på lignende vis.
Nu følger vi sideløbende journalisternes og politiets jagt på den skyldige.
EE bliver aldrig nomineret til Nobels Litteraturpris, men hun skriver da ok.
Personerne virker på mig en anelse kunstige og de står ikke levende for mig.
Vi kommer rundt i forskellige miljøer. Dicte er afhopper fra jehovas vidner og vi  møder menensker fra mange samfundslag.
Men alt i alt føler man sig da rimelig godt underholdt.
Jeg kan nu bedre lide den fimatiserede udgave af Dicte.
Jeg er nogenlunde på linie med Litteratursiden, der mener:
Elsebeth Egholm skriver spændende og medrivende. Ifølge hende selv skriver hun ikke stor, filosofisk litteratur, hun vil "bare" fortælle en god historie, og man må sige, at det lykkes meget fint.

 

Jeg har læst "Mercedesmanden" af Stephen King.
2014. 480 sider.
Bog nr 3 jeg har læst i 2019.
Her kaster SK sog over krimigenren, og det gør han ganske godt.
En tidlig morgen bliver en skare arbejdssøgende torpederet af en stor Mercedes med flere dødsfald til følge.
Den pensionerede politimand Bill Hodges modtager en dag et brev fra morderen, som hedder Brady Hartsley.
Han siger, at han er færdig med at slå ihjel, men det tror Hodges ikke på.
Vi følger sideløbende morderens liv og planlægning af nye forbrydelser, og det virker ganske udmærket.
I det hele taget er pesonbeskrivelsen rigtig god, og vi synes, at vi kender personerne.
Det hele leveres velskrevet og letflydende.
Hodges indleder undervejs et forhold til en af de involverede personer, og der får det hele en "kæk" undertone, som er ret irriterende.
Alt i alt er bogen rgtig spændende omend en anelse forudsigelig.

Jyllandsposten giver bogen 4/6 og mener bl. a.
At normaliteten kan dække over alskens ondskab, er Kings specialitet, og denne gang er det pakket effektivt ind i krimiformatet, som ovenikøbet indbygger en tragisk kærlighedshistorie.

 

Jeg har læst "Pausefiskpasseren" af Terje Nordberg.
2015. 102 sider.
Bog nr 2 jeg har læst i 2019.
Novellesamling.
Her får vi 16 noveller, der mest handler om ældre mænd og deres sorgmuntre eksistens.
Dette er TJ´s første skønlitterære værk, og det var ikke noget tab for menenskeheden, om det blev ved det.
Nogle af novellerne er ganske pudsige, men så heller ikke mere.
TJ er mest kendt for en række bøger om løb og motion.
Han er født i 1947, og er dermed kvalificeret til at skrive om natpissere og andet godtfolk.
Kristeligt dagblad:
Erfaringsverdenen fejler ikke noget, men udførelsen og hensigten lader en del tilbage at ønske, og det er og bliver for klejnt. Der er ganske enkelt for mange af novellerne, der ikke helt synes at vide, hvad de egentlig vil - bortset fra at skildre en ældre mand, og det er ikke altid nok.

Jeg har læst "Peter Bastian.Altid allerede elsket" Fortalt til Tor Nørretranders.
2017. 163 sider.
Bog nr 1 jeg har læst i 2019.
Dette er en yderst speciel bog, som det er umuligt at give et referat af.
Peter Bastian havde ikke langt igen, da han havde en lang samtale med vennen Tor Nørretranders.
Det var lykkedes for Bastian at finde den bedste udgave af ham selv, og det må man glæde sig over,
Bogen er ganske svær at læse, men ingen tvivl om, at ordene kommer fra hjertet.