Velkommen til det Herrens år 2018.
Planen er naturligvis at læse mindst lige så meget som i 2017.
Det skal nok blive sjovt :-)

 

Jeg har læst "Døden venter i Marrakesh" af Mehran Vahman.
2013. 283 sider.
Bog nr 58 jeg har læst i 2
018
Dette er 2. bog om Danny, der nu er eks politimand, Han har også nedbrændt en pokerbule, stjålet penge og slået en mand ihjel.
Nu er han på vej til Marrakesh for at opsøge Sabah, der engang passede hans mor på et peljehjem.
Personerne i denne bog er groft karrikerede, og an har svært ved at tro, at det kunne gå sådan til i virkeligheden.
Og dog?
Det er en "sort" historie med en masse vold. Drømmen man on en lykkelig udgang på historien er man nødt til at sætte sn lid til en 3 bog om Danny.
Og det er da ikke utænkeligt.
Den hårdkogte stil gør bogen ganske spændende og læsværdig.

 

Jeg har læst "Moral for smukke piger" af Alexander McCall Smith
2001. 260 sider.
Bog nr 57 jeg har læst i 2
018
Dette er den 3. bog i serien om Mma Ramotswe og hendes univers i Botswana.
Mr. J.L.B Matekoni rammes af en depression, og det er uheldig af flere grunde. Dels er han nyforlovet, og han har også værkstedet at tænke på.
Men det magter han ikke. Mma Makutsi anættes som deltidsdirektør, og det viser sig at hun er rigtig velegnet på den plads.
Hun har helt styr på de dovne lærlinge, og hun er samtidig detektivassistent.
Hun får til opgave at finde uf af, hvilken pige i en gruppe, der egner sig bedst til at vinde en skønhedskonkurrence.
Hun arbejder bl. a med en teori der går ud på at pigernes hovedskaller afslører, hvem af dem der har den bedste moral.
Hun møder dem alle, og ender med at være sikker på, hvem der er den bedste.
Og så er den konkurrence afgjort :-)

Vi møder også et hittebarn, der måske er opfostret hod nogle vilde dyr.
Ikke alle gåder bør løses, og ikke alle løsninger bør
åbenbares.
 

Jeg har læst "Giraffens tårer" Alexander McCall Smith
2000. 262 sider.
Bog nr 56 jeg har læst i 2
018
Dette er den 2. bog om Damernes Detektivbureau Nr. 1.
Vores fantastiske detektiv Precious Ramotswe er nu blevet forlovet med mekanikeren Mr. J.L.B Matekoni.
Et af bogens mysterier omhandler en forsvunden ung amarikans mand.
Ad omveje, altid af omveje finder vores heltinde ud af, hvordan tingene hænger sammen.
Sproget er lettere højtideligt og rigtig omstændeligt, men det passer godt ind i bogens rolige stil.
Vi lærer meget om den menneskelige natur.
Mma Ramotswe er ikke altid politisk korrekt, men hvad hun end finder på er hendes beslutninger altid nogle, som hun kan lve med.
Fantastisk og hrnrivende bog.
Jeg er solgt


 

Jeg har læst "Kalak" af Kim Leine
2007. 345 sider.
Bog nr 55 jeg har læst i 2
018.
Kim Leine kalder selv denne bog for en erindringsroman, og det betyder jo at de uhyggelige og ubehagelige ting vi hører om er helt eller delvis sande.
Det er for alvor skræmmende.
Bogen er tilegnet hans 2 børn, som ikke har ønsket at deres navne blev ændret.
Kim bliver sygeplejerske, og får arbejde i Grønland.
Han balancerer konstant på afgrundens rand, og det ender da også med, at hans misbrug bliver afsløret.
Kims fader bærer hovedskylden for den totale nedtur, og det har han svært ved at tilgive

 

Jeg har læst "Flækken" af E. Birkeby Mikkelsen
2018. 129 sider.
Bog nr 54 jeg har læst i 2
018.
En fantastisk lille bog om "Flækken", der er en samling huse i nærheden af Sdr. Felding, hvor jeg havde fornøjelsen af at bo i et par år.
Det er vist ikke en "rigtig" bog, som man kan finde hos boghandlerne eller på bibliotekerne, og det er i hvert fald en skam.
Den burde præsenteres for et større publikum.

E. Birkeby Mikkelsen tager os tilbage til trediverne og fyrrerne, hvor skæve eksistenser og originaler  synes at forkomme langt hyppigere end i dag.
Vi møder Lång Otto og Kræ Møgkalv, Wolle Muesgries og Peder Brænder, som alle havde en god historie at fortælle.
Det er vanvittig morsomt, og mine tanker blev draget til en dristig sammenligning med Johs. V. Jensens Himmerlandshistorie.
Og større ros kan jeg ikke bidrage med.
Sproget er klart og elegant, og den forholdsvis tynde bog forsvinder kun alt for tidligt.
Dejlig bog.

 

Jeg har læst "Damernes detektivbureau Nr. 1" af Alexander McCall Smith
1998. 271 sider.
Bog nr 53 jeg har læst i 2
018.
En meget usædvanlig krimi, der for det første foregår i Botswana og for det andet indeholder elementer, jeg ikke ofte er stødt på.
Mma Ramotswe køber et lille hus for sin arv, og så åbner hun Damernes Detektivbureau. Hun ansætter en sekretær, som hun ikke har brug for, og så sætter de to damer sig til at drikke te og vente på kunder.
Og de kommer da også lidt efter lidt, og Ramotswe kaster sig over opgaverne.

Sproget er holdt i en legende og simpel tone.  Vi følger personerne fra forskellige synsvinkler og får et godt indblik i dagliglivet.

Det er rigtig afslappende og hyggelig læsning, og jeg er alllerede blevet glad for den lille tykke dame.
Fra litteratursiden:

Forfatteren er professor i medicinsk jura ved Edinburgh University, men er født i det nuværende Zimbabwe og har undervist ved universitetet i Botswana. Det er den Sherlock Holmes'ske model, der er anlagt i disse historier: grundig iagttagelse, logisk deduktion og en pæn del intuition er, hvad Mwa Ramotswe betjener sig af, når hun drøner rundt i udkanten af Kalahari-ørkenen, landsbyerne eller hovedstaden i sin lille hvide varevogn.

De enkelte sager væves ind og ud mellem hinanden i en stille og meget lidt stresset rytme, hvor personerne har god lejlighed til at fundere over tingene uden hastværk, og hvor Mwa Ramotswes utilbøjelighed til at gradbøje etikken er bestemmende for begivenhedernes gang.

Jeg har læst "Profeterne i Evighedsfjorden" af Kim Leine
2012. 522 sider.
Bog nr 52  jeg har læst i 2
018.
Kim Leine har begået en stor og ualmindelig flot roman. Vi møder Morten Falck i Sukkertoppen, Grønland i 1793.
Det hedder sig at bogen er inspireret af virkelige hændelser, men naturligvis har Kim Leine ikke haft mulighed for at vide, hvordan forholdene var i de dage.
Bogen fortæller om yderst barske tilstande, og det skal nok passe.
Vi farer lidt frem og tilbage i tid og sted og også med skiftende synsvinkler.

 

Bogen er særdeles velskrevet, og historien er særdeles vedkommende.
Det kan virke som om Morten Falck bruges som katalysator for forskellige begivenheder, eksempelvis Københavns brand.
Undervejs kom jeg til at tænke på Johs V. Jensens Mikkel Thøgersen, og større ros kan man næppe give en forfatter.
Fantastisk bog.

 

Fra Litteratursiden
Med Profeterne i Evighedsfjorden har Kim Leine skabt et monument i bogform over tabet af den danske uskyld på Grønland

Jeg har læst "Lad mig tage din hånd" af Tove Alsterdal
2014. 451 sider.
Bog nr 51  jeg har læst i 2
018.
Charlie (en pige) styrter ned fra en altan på 10. sal i Stockholm.
Hendes liv var et kaos, og hendes død afskrives som selvmord.
Charlies søster Helene opdager, at Charlie kort før sin død rejste til Argentina, hvor deres mor også havde opholdt sig.
Helene går i gang med at finde ud af, hvad der er op og ned på det hele.
Vi konfonteres med en brutal side af Sydamrikas historie.
Bogen har mange tråde, og man skal holde ørerne stive for at kunne følge med.
Ganske læsværdig.

Politiken:

TOVE ALSTERDAL kan virkelig konstruere et kompliceret plot over flere tider og steder med dobbeltbundede personer og uventede udviklinger. Og hendes research, i dette tilfælde i 1970' ernes statsterror i Argentina, giver ikke anledning til mistro

Jeg har læst "Laurel & Hardy" af Ib Lindberg, Bjørn Rasmussen og Janus Barfoed
1970. 76 sider.
Bog nr 50  jeg har læst i 2
018.
En gammel bog, der handler om 2 hedengangne geniale komikere.
Dem løber tiden aldrig fra.
I denne bog får læseren en masse faktaoplysninger, der er medvirkende til at fuldende billedet af de 2 gavtyve.
Særdeles interessant lille bog.

 

Jeg har læst "Kort over verden" af Catherine Simpson
2015. 341  sider.
Bog nr 49  jeg har læst i 2
018.
Sams mor Alice er fange i sit eget hjem. Hun bor der sammen med sin mand Ducan og sin 12 årige søn Sam, der er autist.
Hans autisme fylder alt og forhindrer, at de kan leve et normalt liv.
Hun har "fri" nogle timer hver tirsdag, hvor hun drikker en kop the i den nærliggende landsby.
En dag kommer Ducan hjem med en omstrejfende mand Larry, der viser sig at være i stand til at få kontakt til Sam. Sam tegner altid kort og Larry ved noget om kort.
Langsomt udvikler tingene sig på flere områder, og de må tage deres liv op til overvejelse.

 

CS giver os et godt indblik i autismens verden, og i hvor invaliderende denne tilstand kan være.
Hun har selv en datter, der er autist, og det er naturligvis en medvirkende årsag til, at hun virker så troværdig.
Vi får også en glimrende personbeskrivelse og kan spændt følge med i udviklingen hos den lille familie.
Ualmindelig interessant bog.

 

Jeg har læst "No Limit" af Mehran Vahman
2007. 252  sider.
Bog nr 48  jeg har læst i 2
018.
Første ord man komer til at tænkr på efter at have læst No Limit er ordet hårdkogt.
Vi møder Danny C larsen der er kriminalbetjent med en fortid i uro-patruljen.
Han soiller poker og drikker som et hul i jorden.
det går ud over hans familieliv, der smuldrer totalt.
Danny er uhyre brutal, og man må virkelig håbe, at en betjent med sådan en opførsel har gået rundt i det danske politi.
Men bogen er sådan set ganske spændende men lidt for langt ude.
Pokr spiller en stor rolle i bogen, der er skrevet af en iransk indvandrer (30 år i Danmark).
Han spiller selv poker, og det mærker tydeligt.

Fra Litteratursiden:
Du  bliver ganske godt diverteret af bredballet og højbarmet dansk drengerøvsromantik med skummende fadbamser mellem bøse mænd aldeles uden blusel og blonde kvinder i alt for små bluser. Bøvs og velbekomme
.
 

Jeg har læst "Valdemarsdag" af Kim Leine
2008. 222  sider.
Bog nr 47  jeg har læst i 2
018.
Kim Leine er en spændende forfatter, som i denne bog flytter begivnhederne tilbage til tiden omkring 1938.
Her sker der et jalousidrab begået af Erik Sørensen, født 1913.
I virkeligheden er der tale om en drama-dokumentarisk roman om hvordan KL`s farfar slog sin kones elsker ihjel.
Ham følger vi hele vejen, så der er sådan set ikke noget, der skal opklares.
Tidsbilledet virker helt autentisk, og vi får en glimrende indblik i forholdene i de dage.
Samtidig leverer KL nogle glimrende personbeskrivelser.


For Erik var drabet et spørgsmål om at vaske en ymygelse væk. Han handlede efter en højere lov end den borgerlige straffelov, nemlig loven om ære, men Erik erkender gerne, at straffelovens bestemmelser må ske fyldest af hensyn til den almindelige orden i samfundet.
Et æresdrab på dansk.

 


 

Jeg har læst "Heydrich, Ondskabens ansigt" af Mario R. Dederichs
2005. 202 sider.
Bog nr 46  jeg har læst i 2
018.
Det er mange år siden 2. verdenskrig sluttede, men der læses stadig bøger om de uforståelige og gusomme ting, der skete dengang.
Her får vi historien om Reinhard Heydrichs besynderlige liv og hans død ved et attentat i Prag.
Som dreng blev han mobbet, men han tog en grusom hævn, hvis det da var en hævn.
Måske troede han virkelig på det 3. rige og på at jøderne skulle udryddes.
Bogen er undertiden grusom og beretningerne kvalmende, men det er vel ikke noget mod, hvordan virkeligheden var.

Reinhard Heydrich var en af Hitlers mest hensynsløse og onde hjælpere. Han blev rost af Føreren som værende en storslået mand med et hjerte af jern. Heydrich var som planlægger en nøglefigur i Det Tredje Riges ugerninger og han var hjernen bag holocoaust.

Heydrich - ondskabens ansigt er en spændende og overbevisende biografi der i sin præcise karakteristik giver et psykologisk portræt af manden der ved siden af Adolf Eichmann var den centrale og praktiske organisator bag løsningen af det jødiske spørgsmål

 

Jeg har læst "Gokke, den store komiker" af John McCabe
1995. 398 sider.
Bog nr 45  jeg har læst i 2018.
Jeg har altid været begejstret for Stan og Hardy. Jeg har lidt svært ved at bruge deres danske tilnavne, som jeg finder fjollede. De har detes egne navne, så hvorfor ikke bruge dem.
Og i den forbindelse kan det nævnes, at Oliver Hardy ofte blev kaldt Babe.

 

Som vi kender dem er Hardy den bedrevidende og dominerende, mens Stan er en anelse tåbelig.
I virkeligheden var det lige omvendt. Hvis Hardy kunne få lov til at spille sine runder golf, var han tilfreds, mens Stan hellere ville sidde og udtænke gags.
Efter at Hardy var gået bort sad Stan stadig og udtænkte gags, der ikke længere kunne bruges til noget.
Begge var rigtig behagelige mennesker, og begge havde store problemer med deres hustruer. Efterhånden som tiden gik lærte de at sætte pris på hinandens selskab og arnerkende hinandens kvaliteter.
Alle er enige om, at de var banebrydende på deres felt, og tiden er på ingen måde løbet fra deres stor kunst.

 

Jeg har læst "Sort sti" af Åsa Larsson
2006. 398 sider.
Bog nr 44  jeg har læst i 2018.
ÅL slipper gerne sine hovedpersoner løs i Nordnorge i Kiruna-området, og det gør hun så godt, at man formelig kan høre vinden tude og sneen fyge.
I dette kolde land finder man en død kvinde i et fiskeskur, og hvem er hun så lige?
Rebecca Martinsson er efter en sygeorlov oven på nogle traumatiske oplevelser vendt tilbage til Kiruna som offentlig anklager.

Der kommer flere liv på bordet og jagten på morderne går ind.
Spændende bog med gode perssonbeskrivelser og interessante skiftende synsvinkler.

 
Fra Litteratursiden:
Bogen er skruet fantastisk godt sammen. De skarpt profilerede og psykologisk holdbare personskildringer lægger op til det afsluttende voldsomme crescendo. Anbefales varmt til alt andet end som middel mod søvnløshed!

 
 
 

Jeg har læst "Tracy" af René Højris
2010. 432 sider.
Bog nr 43  jeg har læst i 2018.
Dette er den 8. og foreløbig sidste bog på dansk om Alan Banks og Co.
Jeg har troligt arbejdet mig gennem serien, og det har været en rigtig god oplevelse.
Jeg oplevede nærmest en lidt tom følelse, fordi der ikke var mere Alan Banks til mig. Jeg lånte 4 Alan Banks film, men de levede ikke for alvor op til bøgernes kvaliteter.
På grund af bogens titel, havde jeg nok regnet ud, at Banks datter Tracy, hvade en stor rolle i dramet, og det holdt stik.
Banks er på ferie i USA. En gammel nabo finder en pistol, hvor den ikke burde være. En kollega bliver koblet på sagen, der ender med at en tilfældig person bliver skudt.
Banks datter Tracy er lun på en charmerende men skidt fyr, ved navn Jaffar, der har en rolle i dramaet omkring pistolen.
Jaffar flygter og tvinger Tracy med sig, og så bliver det hele for alvor farligt.



 

Jeg har læst "Winston Churchhill, århundredets person" af René Højris
1999. 294 sider.
Bog nr 42  jeg har læst i 2018.
Som de fleste andre mennesker er jeg klar over hvem Winston Churchhill er. Men i denne bog fik jeg rigtig mange nye ting at vide om denne spændende person.
Han havde så mange ting han var god til lige fræ hærfører til nobelprismodtager i litteratur.
Han var minsandten også en anerkendt maler, og så var han livsnyder.
Her hører vi om baggrunden for det berømte V-tegn. Vi hører også om hans cigarer, og alt i alt er det et fintportæt af den spændende menneske Winston Churchhil.
Jeg kunne måske savne en mere kronologisk gennemgang af hans liv, men der er bøger nok at tage fat på, hvis man vil vide mere.

Biografi: Forfatteren René Højris har skrevet en let læst og underholdende indføring i den afdøde britiske premierminister Winston Churchills mere komplekse historie.

Jeg har læst "Vend dig ikke om" af Tove Alsterdal
2016. 396 sider.
Bog nr 41  jeg har læst i 2018.
Overraskende interessant krimi, naturligvis fra Sverige. Første gang jeg er stødt på TA.
Svante Levander bliver stukket ned og dræbt efter en sen indkøbstur. Hans ekskone Eva er fulgt efter ham, og bliver mistænkt på mrdet.
Der er kun ét vidne, en romatigger, der efterfølgende forsvinder.
Samtidig finder nogle drenge nogle skeletrester.
Lidt atypisk for en krimi er det ikke politifolk, der er i fokus. Det er meget Eva vi følger, og hun rejser bl. a til Rumænen efter tiggeren. Hun rejser i selskab med sin søn, Filip, der er langt fra at være almindelig.
Bogen er skrevet i et klart sporg, og der er ingen problemer med at følge de forskellige scenarier.
Fra Bognørden
Tove Alsterdal har en lang karriere som journalist og dramatiker bag sig. Vend dig ikke om er hendes fjerde romanudgivelse. Hun modtog prisen for Bedste svenske krimi for den forrige udgivelse Lad mig tage din hånd

I 2014 blev Tove Alsterdals tredje roman kåret som årets bedste svenske krimi af kritikerforeningen Deckarakademin. Det var kulminationen på et romanforfattervirke, som inden for få år har manifesteret sig i tre krimier med sjælden psykologisk dybde, historisk bevidsthed og ideologisk stemmeføring.

Blå bog

Født: 28. december 1960 i Malmø.

Jeg har læst "Mørkespil" af Peter Robinson
2008. 479 sider.
Bog nr 39  jeg har læst i 2018.
Dette er den 8. bog på dansk i serien om Alan Banks.
En flok drenge finder en hængt mand i en skov.Det ligner selvmord, men den afdøde er en succesfuld scenograf, der ikke har grund til at tage sit eget liv.
Banks og Annie opsporer scenografens ældre elsker, men ham finder de banket til døde med en golfkølle.
Jagten på den eller de skyldige kan starte.


Fra Litteratursiden.
Meget snavsetøj skal endevendes, før hverdagsbalancen er genoprettet. Hvad der begynder som et enkelt jalousidrama, ender ikke, før Banks har været i nærkontakt med både britisk efterretningsvæsen og terrorbomber.
Robinson har et godt tag på personer, plot og atmosfære. Han serverer også en mængde hverdagstrivialiteter, som ikke er strengt nødvendige for at få historien til at køre.
Men for at knytte båndet til læserens fredelige verden er de vigtige. De er netop den nødvendige påmindelse om det trivielt normale, der gør forbrydelsen så skræmmende og ufatteligt anderledes.

Jeg har læst "Stille dage i Mixing Part" af Erlend Loe
2009. 210 sider.
Bog nr 39  jeg har læst i 2018.
Overordnet er det en dybt underlig bog.
Og det gælder vel alt, hvad EL har skrevet?
Det kan være noget svært at hitte ud af, hvor han vil hen med sine bøger, men det er ganske underholdende.
Og helt absurd.
Her møder vi ægteparret Telemann, der holder feire i Tyskland sammen med deres 3 børn.
Manden taler ikke tysk, og det i sig selv giver anledning til mange forviklinger.
Han hader også alt, hvad der er tysk, mens konen elsker det.
Han går rundt med en notesbog og hævder, at han er i gang med at skrive et skuespil.
Han er også forelsket i en engelsk kogebogsforfatter.

Fra litteratursiden:
Udover at være underholdende er ’Stille dage i mixing part’ skrevet i et minimalistisk og meget realistisk sprog. Den er overvejende skrevet på dialogform, og som sådan kunne den minde om det teaterstykke, som Bror har så svært ved at få skrevet.

 

Jeg har læst "Djævelens ven" af Peter Robinson.
2007 508 sider.
Dette er den 7. bog på dansk om Alan Banks & Co.
Bog nr. 38 jeg har læst i 2018:
Karen Drew findes myrdet i en kørestol med halsen skåret over.
Samme morgen findes en 19. årig pige kvalt og vodtaget i en smal gyde.
Det viser sig, at karen Drew ikke er kvindens rigtige nvn, og i virkeligheden kender Banks hende kun alt for godt fra en tidligere sag.
Begge sager bliver oplaret uden at det nødvendigvis er en lykkelig udgang.
Alt har konsekenser; også for poitifolkene.


 

Jeg har læst "En personlig sag" af Peter Robinson.
2005 429 sider.
Dette er den 6. bog på dansk om Alan Banks & Co.
Bog nr. 37 jeg har læst i 2018:
Banks søger at komme til hægterne efter den brand, der næsten tog livet af ham.
Nu får han et opkald fra sin bror Roy, som han ikke har megen forbindelse med.
Men pludselig er Roy forsvundet.
Annie er på en sag om en kvinde, der findes myrdet i sin bil.
Det er ikke den bedste Banks-bog jeg har læst, men alligevel kommer han hele tiden et skridt videre med sit liv, for vi følger ham nemlig på privatfronten også.
På den ene side er han en ganske almindelig mand, men på den anden side er det mange ting, han kommer ud for, og han lever ikke altid i fornuftens land.

 

Jeg har læst "Et spor af ild" af Peter Robinson
2004. 331 sider.
Bog nr. 36 jeg har læst i 2018.
Banks finder 2 udbrændte pramme. En falleret kunstner og en stofmisbruger er omkommet.
Måske er branden påsay, men hvorfor.
Snart udbrænder en campingvogn.
Banks & Co afslører kunstverdenens skyggesider, og dystre familie hemmeligheder afsløres også.
Rigtig spændende krimi.

 

Jeg har læst "Ex-Gangster" af Josh Bazell
2008. 249 sider.
Bog nr. 35 jeg har læst i 2018.
Men det ville jeg næsten ønske, at jeg ikke havde gjort, for det er en rigtig ubehagelig bog.
Peter Brown er læge på et af de værste hospitaler på Manhattan.
Inden han blev læge, var han bl. a hitman flr mafien, og nu møder han en patient, der synes at kende ham fra gangstertiden.

Vi hører om hans liv som gangster og også om hans liv som læge.
Begge dele er ganske ubehagelige at læse om. Der er ualmindelig meget vold, og det bliver nøje udpenslet.
Der skal meget til at anfægte mig, men dette var ved at give mig kvalme.
Bl. a river han en knogle ud af sit eget ben, og bruger den til at angribe en fjende med.
Jeg har aldrig hørt lignende
Jeg sætter ikke denne forfatter på listen over mine yndlingsforfattere.

Fra Litteratursiden
Bogen er så veloplagt i sin dybkulsorte humor, at Tarantino ligner det rene vand ved siden af, og er skrevet afsindig veloplagt. Jeg glæder mig vildt til at der bliver oversat mere fra Bazells hånd.

Jeg har læst "Alt for tæt på" af Peter Robinson.
2003. 388 sider.
Bog nr. 4 i serien Om Alan banks.
Bog nr. 34 jeg har læst i 2018
I denne bog dykker Banks ned i fortiden. 40 år tidigere forsvandt en af hans bedste venner, men nu dukker han op.
Banks begynder at interessere sig for sagen, og han blander sig også i den, selv om det ikke er hans område.
Samtidig forsvinder en ung dreng i Eastvale, og måske er der en sammenhæng?
Banks finder ud af, at ikke alt var. som det så ud til at være, da han var dreng.
Chokerende oplysninger dukker frem, men Banks finder også ud af, at han nu er i stor fare, pga sin indblanding.
Rigtig spændende bog, hvor vi lærer endnu mere om den gode Banks.

 

Jeg har læst "Efterspil" af Peter Robinson.
2001. 395 sider.
Bog nr 33 jeg har læst i 2018

Dette er vist nok den 3. bog i serien om Alan Banks, som jeg stille og roligt arbejder mig igennem.
Her finder man nogle lig i en kælder, der tilhører skolelærer terence Payne.
Han kommer til skade, da han bliver anholdt og dør senere.
Så kommer anklagerne om poitivold.
Payne´s kone kender ikke noget til sagen, hvævder hun, men stemmer det?
Lidt efter lidt afsløres de uhyggelige og ubegribelige sandheder om ligene.
Igen kører PR mange sidehisorier, og det hele virker ganske realistisk på mig.

 

Jeg har læst "Kold er graven" af Peter Robinson.
2015. 354 sider.
Bog nr 32 jeg har læst i 2018

For Kold som graven, modtog Peter Robinson Palle Rosenkrantz Prisen under Krimimessen i 2006. Her udtalte Det danske Kriminalakademi følgende om Kold som graven: "Romanen følger det kendte engelske mønster: En ensom, egensindig politimand, der effektivt efterforsker en indviklet sag. Robinson er imidlertid mere end blot én af de mange. Han graver dybere, hans personer er mere nuancerede. Plottet er struktureret præcist og vævet forbløffende godt ind i romanens handling. En engagerende og usædvanligt spændende politiroman".

Jeg er ganske begejstret for Peter Robinson og hans Allan Banks, som er omdrejningspunktet for alle begivenhederne.
Det hele går op i en højere enhed.
Plottet er vanvittigt spændende. og vi følger alle personerne både på arbejdet og når de er i deres mere hjemlige omgivelser.
En anden fin ting er at personerne bliver "ældre", så vi kan følge dem gennem ders glæder og sorger.
Vi kommer til at kende dem rigtig godt, og de fleste af dem kommer vi til at holde af.
Jeg er på vej gennem hele serien om Allan Banks, og det er vildt spændende.



 

Bog nr. 31 jeg har læst i 2018
Jeg har læst "Stieg Larsson - idealisten, forfatteren, mennesket. af Jan - Erik Pettersson.
2010. 287 sider.
Det var en fantastisk oplevelse da jeg læste bøgerne om Lisbeth Salander og Mikale Blomkvist.
Det mindede ikke om noget, jeg havde læst før.
Jeg havde forventet, at denne bog mest ville handle om bøgerne, men det er endnu mere Larssons liv og hans politiske ståsted, der behandles.
Men det er da også interessant.
Larsson faldt bort alt for tidligt (50 år gammel), og vi hører også om, hvordan det gik hans samleverske Eva Gabrielsson, der var dårligt stillet, fordi de ikke var gift.

I øvrigt gik Micael Nyqvist, der spillede Mikael Blomquist også bort alt for tidligt. Han blev kun 56 år.

Stieg Larsson lagde verden for sine fødder med kriminalromanerne om det umage makkerpar Lisbeth Salander og Mikael Blomkvist.
Men i hans egen verden var livsværket grundlæggelsen af det venstreorienterede Expo, der indædt kæmpede mod nazisme og racisme.

Stig Karl-Erland Larsson voksede op i det fjerne Nordsverige hos sine bedsteforældre og gik siden teenageårene sine egne veje: Idealistisk helt ind i sjælen. Som skribent dybt socialt engageret. Og kompromisløs som menneske. Den sociale indignation og utrættelige kamp for retfærdighed, der havde drevet ham siden ungdomsårene, løb i begyndelsen af det nye årtusinde sammen med hans dybe passion for amerikanske spændingsromaner - og blev til verdens bedst sælgende krimiserie: Millennium-trilogien.

Bog nr 30 jeg har læst i 2018
Jeg har læst "Barnestjernen fra Bryggen" af Jan Priiskorn Schmidt
2017 294 sider.

 

Da jeg var dreng var jeg storforbruger af danske film, så jeg føler nærmest, at jeg er vokset op med Jan Priiskorn Scnidt.
Det kan da godt være, at jeg undertiden har spekuleret over, hvad der egentlig blev af ham.
Her får jeg da svaret.

Og det kan måske ikke forbavse nogen, at det ikke har været nogen dans på roser. Faktisk hadede han det voldsomt, og det var moderens egne uindfriede ambitioner, der sendte ham til filmen.
Det er ikke nogen fantastisk velskrevet bog, men budskabet kommer så sandelig frem.
Rigtíg mange stjerne får et ord med på vejen. Dirch Passer havde han næsten ondt af, fordi han misbrugte sit talent. Dirch var ikke særlig glad for børn, og ikke mange tog sig af Jan.
Han var vildt begejstret for Axel Strøbye, og Susse Wold, Gyda Hansen og Ghita Nørby var også venlige mod ham.

Filmarbejdet tog så hårdt på han, at han endte med et stort hashforbrug. I følge ham selv ikke et misbrug.
Han fandt ud af, at han faktisk var en dygtig skuespiller, men han hadede det nu alligevel.
Og efter de premier i biograferne han hadede så voldsomt, kom han aldrig mere i en biograf.
Barnestjerner har det ofte usandsynlig svært.
Var man i tvivl om det, får man det virkelig skåret ud i pap her.

 

Bog nr. 29 jeg har læst i 2018
Jeg har læst Blå blink i bakspejlet af Kasper Holtze
2018. 326 sider.
Kaper Holtze har levet et liv på kanten med tyverier, hashsalg og biltyverier.
Han har været portrætteret i TV-serien "Født til fængsel?"
I denne bog fortæller han åbent og ærligt om sit liv, som han kæmper for at ændre.
Bogen er speciel for mig, for KH har i nogle måneder været min nærmeste nabo på campingpladsen, og jeg må sige, at han har været en rigtig behagelig nabo som jeg har sludret med mange gange.
Han har selv skrevet bogen, og det har han gjort rigtig godt.
Det er imponerende at følge hans kamp for at komme på fode igen.
Det kan man kun tage hatten af for.
Jeg er en stor krimifan, men dette er jo ikke en krimi.
Det er en beretning fra det virkelige liv.
Jeg fik Kasper til at skrive en dedikation i mit eksemplar, og det er jeg rigtig glad for.
Jeg håber, hans projekt lykkes.

 

Bog nr. 28 jeg har læst i 2018
Jeg har læst "Tørst" af Jo Nesbø.
2017. 524 sider.
Med denne 11. og foreløbig sidste bog om Harry Hole,  er jeg kommet til vejs ende.
Det har været en lang og spændende rejse.
Jeg startede sjovt nok ved bind 1 og arbejdede mig metodisk gennem samtlige værker, der nok nåede op på ca. 5000 sider:
Harry er helt speciel.
Han er ikke nogen supermand, men han virker som en person, man godt kan lide.
Har har sine dæmoner, der med jævne mellemrum får ham ned med nakken.
Men han kommer altid op igen.
På "rejsen" fik han utallige skader, så man kune se, at han havde levet.
Børgerne er blodige og meget brutale, så det grænser til det uudholdelige.
Og ofte ganske udpenslet.
Nesbø skifter ofte synsvinkel, og det er svært at få styr på personerne, for de er ikke altid det, de giver sig ud for at være.
Sprogligt er der rigtig meget at komme over.
Stemningen kan virke ganske poetisk, og det Oslo man tror at kende, er ikke lige det, vi møder sammen med Harry Hole.
Vi er også meget ude i verden, men vi vender altid tilbage til Norge.
Min rejse sammen med Harry Hole har ikke altid været lige nem, men jeg er rigtig glad for, at vi sammen kom til vejs ende.
Jeg er stor fan af Harry Hole.

 

Bog nr. 27 jeg har læst i 2018
Jeg har læst "Fyrmesteren" af Camilla Läckberg.
2010. 402 sider.
Dette er den 7. bog om Erika og Patrick og alle de mange mennnsker, der bliver aflivet i Fjällbacka og omegn.

CL kan godt lide at agere den "alvidende forfatter", og det virker ikke altid godt.
Det er naturligvis for at gøre det mere spændende, at hun holder kortene tæt ind til kroppen, men det kan virke irriterrende.
P.235: "Hun forklarede, hvad hun ønskede."
Læserne får ikke at vide, hvad det drejer sig om.
Men alleredepå p. 241 forklarer hun. hvad det var.
Scenen skifter konstant, og ofte uden at der laves ophold.
Så skal man lige tænke sig om, og finde ud af, hvor vi er henne i historien.

 

Bog nr. 26 jeg har læst i 2018
Jeg har læst "Havfruen" af Camilla Läckberg.

2010. 386 sider.
Dette er den 6. bog i serien om Erica Falck, Patrik Hedström og hele deres univers.
Der er ikke mange anmeldere, der finder superlativerne frem, når de tager fat på denne serie, men derimod er der rigtig mange læsere, der føler sig godt underholdt.
Det er jo nok værd at tænke over, og den gamle diskussion om smagsdommere trænger sig uvægerligt på.
Her sker der igen mord i Fjälbacka, og det bliver skam også løst til sidst. Det afsløres først til allersidst whodunnit og det er ikke den mest sandsynlige løsning, vi får.
Faktisk har jeg svært ved at tro på, at det kunne hænge sådan sammen

Det er godt, at vi følger personerne og deres udvikling, og ved starten af hver bog har CL lavet et tigerspring i tid, så vi lige skal opdateres.
Politichefen er ganske underholdende med sin totale uduelighed som chef, men der er andre ting, han kan.
Martin føler sig underkuet og Gösta vil helst kun spille golf.
Der kan laves mange dramaer på persongalleriet.
CL holder sig ikke tilbage med at lade sine personer komme i uføre, og også denne bog indeholder flere cliffhangers: Hvordan skal det gå med Erikas tvillinger, og har Patrik virkelig fået et hjerteanfald?
Det mærkes, at CL hygger sig med at skrue sine personers liv sammen.
Jeg tror godt hun kan lide at være herre over "liv og død" på denne uforpligtigende måde.
For vi ved jo godt, at CL aldrig bliver nomineret til Nobelprisen, men hun kan altså skrue en spændende bog sammen.

 

Bog nr. 25 jeg har læst i 2018.
Jeg har læst "Dobbeltmordet på Peter Bangsvej" af Peter Kaae.
2012. 229 sider.
Dette mord er nok det mest berømte i dansk kriminalhistorie, og det skyldes bl. a, at det var så mystisk og uforklarligt.
Denne bog afslører heller ikke morderen, og det er tvivlsomt, om det nogensinde vil ske.
Her kigger forfatteren på nogle af de menensker, der var i ægteparret Jacbsens bekendtskabskreds, og det kunne da godt se ud til, at vi er tæt på.
Men tiden går ubønhørligt, og vi kommer det aldrig nærmere.
Bogen virker redelig og grundig og fremtræder ganske overbevisende.
Kan man lide kriminalgåder vil man utvivlsomt få fornøjelse af denne bog.

 

Bog nr. 24 jeg har læst i 2018.
Jeg har læst "Sagen om Amagermanden" af Claus Buhr og Vicki Therkildsen
2012. 268 sider.
Amagermanden stod bag nogle af de mest omtalte forbrydelser i den danske kriminalhistorie.
Han drev sit spil gennem rigtig mange år, og de to forfattere søger bl. a at afdække, hvordan det kunne gå til, at han ikke blev fanget tidligere.
Jeg læser mange krimier, men disse ugerninger er desværre den skinbarlige virkelighed.
Vi kommer rigtig tæt på Amagermanden, hans familie og venner og også hans ofre.
Bogen virker sober og redeligtog skrider frem i et rimeligt tempo.
Solidt arbejde.

 

Bog nr. 23 jeg har læst i 2018.
Jeg har læst "I en tør tid af Peter Robinson.

1999. 394 sider.
Bogen udmærker sig ved at være den første i serien om Alan banks, hvor det overraskende nok har været lidt svært at finde ud af, hvor mange Alan Banks bøger, der findes og i hvilken rækkefølge, de er udkommet.
Det ser udd til, at der er 9 allerede, og det er jo tæt på de det antal Sjoewahl, Wahlo bøger der udkom i de gode gamle dage.

Olittet er ikke indviklet. Vi møder Alan nanks, der er lidt ned efter en skilsmisse og besvær med at kommunikere med sin søn.
Han får en ny assistent, Annie Cabbot, og det udviksler sig ret hurtigt til et forhold.

 

Mysteriet får vi, da et rservoir udtørrer, og frem kommer skelttet af en brutalt mydeet kvinde, der nok have ligget der i et halvt århundrede.
Banks og Annie sætter i gang, og langsomt afsløres fortidens hemmelighder.
Sideløbende følger vi med i de begivenheder der udspiullede sig for så mange år siden, og det er et smart kunstgreb at angribe det på den måde.
Det er en rolig bog uden alt for mange sidehistorier. Personerne præsenteres godt, og vi forventer at der kan ligge dramtaiske begivenhder og venter påenhver af dem.
Vi erfarer også, at der er en speciel ubehagelig grund til at Annie er , hvor hun er.
PR forfalder af og til til  unødvendige"småpillerier", og bl. a får vi udpenslet i detaljer hvilken mad Banks og Annie spiser. Det hr jeg ibgen brug for.
Banks søn dropper studierne, og kaster sig over musikken. Det han banks det svært ved, men på et tidspunkt besøger han en koncert som sønnen og hans band afholder.
der bliver det forvandlet til en detaljeret musikanmeldelse, som der absolut ikke er brug for.
Banks kan godt virke lidt grå, men nu ser vi, hvad han finder på i næste bog


 

Bog nr. 22 jeg har læst i 2018.
Jeg har læst "Amagermanden" af Erik Haast.
2011. 281 sider.
Jeg kan godt lide at læse om autentiske kriminaldramer, og jeg glædede mig til at læse mere om "Amagermanden", som jeg i lighed med de fleste andre danske hørte om, da han huserede.
Det var før jeg opdagede, at Erik Haaest var forfatteren.
Bogen blev en stor skuffelse af flere grunde. EH ynder at anvende en kæk og friskfyragtig stil, som måske ikke burde anvendes i så alvorlige sager.
EH har interesseret sig for kriminalsager hele sit liv, og han har også interesseret sig rigtig meget for Erik Haaest.
Og det er vist en stor del af hans ærinde her.
Ca midt i bogen erklærer han, at han nu vil gå ov er til en blanding af fiktion og fakta, som han benævner som faktion.
og så går han i gang med at fabulere over, hvordan Amagermandes mange forbrydelser også kunne være begået - og måske er.
Jeg erindrer ikke, at der er blevet erklæret behgrundet tvivl om Amagermandes skyldighed i de forbrydelser, han blev dømt for.
Han har så vidt jeg ved, fået en retfærdig rettergang.
Utilstedeligt dårlig bog


Weekendavisen:
Bogen ligner mest af alt en provokation, og Erik Haaest får da også skudt med skarpt mod alt og alle i det danske samfund, mens han angiveligt prøver at tegne et portræt af den såkaldte Amagermand, der i øjeblikket venter på at komme for retten. Men "Haaest beskæftiger sig ikke med fakta, men med insinueringer og holdninger", og dermed tegner bogen mest af alt et ikke særligt flatterende portræt af ham selv. Bogens grufulde SMS-sprog gør den i øvrigt ganske ulidelig at arbejde sig igennem. [Refereret af bog.nu]

Bog nr. 21 jeg har læst i 2018.
Jeg har læst "Politi" af  Jo Nesbø.
2013. 527 sider.
Dette er den 10. bog ud af foreløbig 11 om den atypiske og spændende Harry Hole.
Bøgerne skrider progressivt frem, og de personer, der ikke afgår ved en voldsom død møder vi gang på gang.
Den alkoholiske Hole bliver udsat for så mange voldsomme begivenheder, at han bliver mere og mere skadet og farlig at se på.
Der er en voldsom mængde personer og bipersoner at holde styr på, og Nesbø gør det ikke nemmere for læseren.
Tit er tingene ikke som vi tror, og bedst som vi har afskrevet en person pga voldsomme kvæstelser kommer de tilbage igen.
De ting, vore helte overlever er tæt på at være tegneserieagtige og naturstridige, men det er jo også en krimi.
Bogen er særdeles omfangsrig, og jeg læste den over en ret lang periode, og jeg indrømmer gerne, at jeg af og til havde svært ved at følge med.
Harry Hole serien er for mig ikke den åbenbaring, som mange andre ser, men nu er jeg snart opdateret.
Anmelderne er begejstrede:
Jyllandsposten skriver bl. a
Med "Politi" - læg mærke til sidste stavelse i titlen - har Jo Nesbø skrevet det antal krimier, der er blevet kanoniseret for skandinaviske genreaktiviteter siden Sjöwall og Wahlöös Martin Beck-serie (1965-75). Om der kommer en ny omgang med den nu godt 40-årige, 193 cm høje alkoholiker og geniale enegænger-opdager, der altid færdes med den ulmende desperation som rejsefælle, er ikke godt at vide.

 

Bog nr. 20 jeg har læst i 2018
Jeg har læst "Blodskyld" af Åsa Larsson.
2004. 381 sider.
Bog nr. 2 i serien om advokaten Rebecca Martinsson.
Der er gået et par år siden de dramatisk begivenheder i Kiruna, som Rebecca Martinsson blev involveret i.
Hun er ellers advokat i Stockholm, men hun havde svært ved at klare tiden efter mordene.
Hun er sygemeldt og klarer sig rigtig dårligt.
Et nyt mord i Kiruna sender hende afsed igen, og hun vælger at holde sin identitet skjult.
Det er en besynderlig kvindelig præst, der findes hængt, og det hele bliver lidt efter lidt opklaret.
Vi får lidt ulvedramatik, og nogle ganske interessante karakterer med præsten og en udviklinghæmmet dreng i spidsen.
Og så giver de barske forhold i Nordnorge det hele en ekstra dimension.
Rigtig spændende.
ÅL er hård ved sin heltinde, men i et efterskrift forsikrer hun os om, at hun nok skal klare det hele.
Og det er jo godt at vide.

 

Bog nr. 19 jeg har læst i 2018
Jeg har læst "Tyskerungen" af Camilla Laeckberg.
2007. 497 sider.
Dette er den 5. bog ud af foreløbig 10 om forfatteren Erika Falck.
Patrik overtager barselsorloven, og Erica har frie hænder til at undersøge en ting, hun fandt i sin afdøde mors gemmer.
Det er en nazi-medalje, og hun opsøger mennesker, der kunne kende noget til hendes mors skæbne. Hendes mor var et koldt menneske, og hun vil gerne finde ud af mere om hende.
Der sker selvfølgelig dødsfald undervejs, men tilsidst kommer sandheden for en dag.
Falck-serien er noget svingende i kvalitet, og det er forskelligt, hvor CL lægger sit fokus.
Jeg var nu ikke ved at gabe kæberne af led og følte mig ret godt underholdt.
Det er dog helt sikker, at jeg følger hende til dørs, og bind nr. 6 er allerede bestilt.

Information kalder bogen en trivi-krimi og er meget lidt begejstret.
Berlingske Tidende følger trop:

Läckberg udfordrer hverken sig selv eller læseren med denne kønsfascistiske sæbeopera forklædt som krimi, hvor antallet af sider synes vigtigere, end det der står på dem

Jamen, er der slet ingen, der synes om bogen?
Jo, der kommer Politiken hende til hjælp.

 

DER ER STYR på krimiingredienserne, og med ' Tyskerungen' genoptager Läckberg meget skønt grebet fra ' Stenhuggeren', hvor to tidsforskudte historier parallelfortælles for langsomt at blive forbundet.

Det fungerer upåklageligt som spændingsmotor og er, særlig for fortidshistorien, velkomponeret i sin overbevisende skildring både af de krigsminder, ældre mennesker slæber rundt på den dag i dag, og af krigens konsekvenser selv for et lille, svensk fiskersamfund langt fra Hitlers vanvid.

Og dermed bliver jeg bekræftet i min antagelse af, at jeg ikke kan bruge anmeldelserne til så meget.
Og jeg læser dem da også altid, efter at jeg har læst en bog, og har dannet mig min egen mening.

Det er et faktum, at CL er en uhyre populær forfatter :-)
 

 

Bog nr. 18 jeg har læst i 2018.
Jeg har læst  "Du forsvinder" af Christian Jungersen
2012. 463 sider
Jeg var blevet bekendt med bogen, fordi den var blevet filmatiseret med Nikolaj Lie Kås i rollen som den hjerneskadede Frederik.
Bogen var noget anderledes, end jeg havde ventet. I hvert fald den sidste del.
Jeg troede, at bogen handlede om en sygdoms udvikling, og de følger den fik, men der var mere tale om en roman, hvor jeg til sidst kom til at tænke på den gamle danske film "Vi er allesammen tossede".
Hvem var egentlig raske og hvem var syge, var det store spørgsmål til sidst
Vi følger Frederik og Mia i en længere periode af deres liv, og vi dykker også frem og tilbage i tiden, hvor drømmene stadig levede.
Bogen er ganske velskrevet, men det generede mig lidt med den drejning tingene tog.
Men nu er jeg altså opdateret, og filmeen er også bestilt.

 

Jyllandsposten
Christian Jungersen (f. 1962) debuterede i 1999 med romanen Krat og modtog Statens Kunstfonds treårige arbejdslegat. I 2004 vandt han De Gyldne Laurbær og Radioens Romanpris for sin anden roman Undtagelsen, der er udkommet i 18 lande. Med Du forsvinder har Christian Jungersen skrevet endnu et psykologisk drama, som giver et uhyggeligt og spændende indblik i menneskesindets afkroge.

Litteratursiden
Ind imellem kapitlerne er iblandet fiktive fotos, papirer og tekster. Faglige artikler, et fortælleteknisk kneb Jungersen også benyttede i 'Undtagelsen', indflettet om hjerneskader og neurologi underbygger romanens univers og troværdighed samtidig med, at man får lyst til at vide mere om emnet.
Ja, 'Du forsvinder' er lige så god som 'Undtagelsen'! Den er meget typisk Jungersen ved  at kaste vægtige emner på bordet, skabe en god debat og at stoffet er gennembearbejdet og uforudsigeligt i sin udvikling.

Bog nr. 17 jeg har læst i 2018
Jeg har læst "Mesteren" af Arne Danielsen
2014. 327 sider.
Jeg har altid været ret fascineret af skak og især de store skakspillere. Jeg fulgte med, da Bobby Fischer var på toppen og jeg læste også om de danske topspillere med Bent Larsen i spidsen.
Jeg kan godt spille skak, og jeg synes, det er et spil man har pligt til at kende til.
Jeg spiller der aldrig mere, fordi jeg bliver så ualmindelig ond, når jeg taber.
Jeg har gennem et stykke tid fulgt med i Magnus Carlsens indmarch på skakscenen, og derfor var jeg glad for at finde denne bog.
Jeg fik da også ny viden om Carslen, men ikke voldsomt meget.
De fleste topspillere er ganske specielle, og de kan sagtens virke en smule ensporede og autistiske, og der er da ingen tvivl om, at Carlsen er skruet sammen på en ganske speciel måde.

Jeg har ingen planer om at spille hans partier igennem for mig selv, men jeg agter at følge med i, hvordan det går ham i fremtiden.
Og for mennesker der kunne være intereesseret i det samme, kan bogen anbefales.
Her findes en ualmindelig omfangsrig norsk anmeldelse af bogen,

 

Bog nr. 16 jeg har læst i 2018
Jeg har læst "Ulykkesfuglen" af Camilla Laeckberg.
2006. 349 sider.
Det er ualmindelig morsomt at indtil flere "rigtige" svenske forfattere har svært ved at klare den succes, der strømmer Camilla Laeckberg, Liza Marklund og Åsa Larsson i møde.
Jeg læser som en vanvittig, men alligevel har jeg svært ved at sige, hvad der er "rigtig" litteratur.
Men det ved de altså.
Vi har også den slags smagsdommere i Danmark.
Jeg bestemmer heldigvis selv. hvad jeg vil læse, og her er jeg altså i gang med at læse alle bøger i serien om Erika Falck og Patrik Hedstrøm.
Det ender med, at hun udrydder den lille by Fjaelbacka med alle de mord, hun opfinder :-)
Her møder vi deltagerne i et tåbeligt realityprogram, og en af deltagerne findes dræbt.
Der er også en bilulykke, hvor en kvinde afgår ved døden med en promille på over 6.
Og hun drikker overhovedet ikke alkohol.
Patrik er ved at blive kørt i sænk af sagen, men den løses til sidst.
Vi følger stadig forskellige sidehistorier, nu hvor Erika ikke er så dominerende i bøgerne.
Søster Anne lever et dramatisk liv. Vi hører om, hvad der sker hende, men ikke i detaljer.
Jeg ved da godt, at CL aldrig bliver nomineret til Nobelprisen, men derfor kan det da godt være god underholdning

Bog nr. 15 jeg har læst i 2018.
Jeg har læst "Prædikanten" af Camilla Laeckberg
2004. 366 sider.
Dette er den 2. bog i serien om Erika Falck og hendes univers i den lille by Fjaelbacka.
Den er klart bedre end den første bog, som virkede meget feministisk.
I en kløft findes liget af en ung mishandlet pige, og yderligere 2 skeletter findes på samme sted.
Det er en sag for Patrik og Martin, der reelt styrer politistationen.
Chefen og de 2 øvrige betjente er ganske umulige.
Efterforskningeen peger på, at gerningsmanden skal findes i det puritanske og strengt religiøse miljø i byen.
Der er mange sidehistorier i bogen. Vi følger bl. a Erikas søster Anna, der lever i et umuligt forhold, der kun kan ende tragisk.
Erika er måske nok hovedpersonen, med noget kunne tyde på, at CL bliver mere og mere glad for Patrik.
Og Erika har jo også travlt beskæftiget med sit barn.


Hver gang vi starter på en ny bog, er der gået adskillige måneder, og det er rigtig interessant på den måde at kunne følge personernes udvikling.

Persongalleriet er for det meste interessant og vedkommende.
Spændende serie.


 

Bog nr. 14 jeg har læst i 2018
Jeg har læst "Genfærd" af Jo Nesbø.
2011. 456 sider.
Jeg erfarer, at rigtig mange synes, at Jo Nesbø´s krimier er de bedste af slagsen.
Jeg har en lille smule svært ved at dele deres mening, for han smutter ganske ofte gennem fingrene på mig.
Det kan også skyldes manglende koncentration hos "yours truly"

 

I denne 9. Harry Hole thriller er han clean tilbage fra Hongkong, fordi hans elskede "stedsøn" er anklaget for mordet på en anden junkie.

Ikke meget er, som det ser ud til at være, og Harrys rejse efter sandheden giver ham endnu flere ar på både krop og sjæl.
Det er en yderst voldelig bog, endda så rigeligt.

Nesbø bruger mange kunstgreb i sine romaner. Her lader han afdøde komme til orde gennem mange monologer, og vi skifter synsvinkel mange gang.
Og et par gange her ser vi endda det hele med en rottes øjne.
Det virker som om JN hele tiden stræber efter at gøre det så "smart" som muligt, men af og til kunne jeg ønske mig færre omskrivninger og glasur.
Det kræver koncentration at læse Nesbø, og nu går jeg efter bog nr. 10.
Der kan snart ikke skæres flere lunser af Harry Hole forpinte krop, så serien ender vel snart med, at der ikke er mere tilbage af ham.

 

weekendavisen:Genfærd må være årets krimi. Den er skrevet i mol og slutter i mol og lader intet håb for fremtiden. Eller gør den nu alligevel, Jo Nesbø? Please!.

Politiken: Den niende ombæring af Harry Hole-sagaen, ' Genfærd', er ikke Nesbøs bedste, men god nok til at være en af de bedste krimier netop nu

JYllandsposten
" Genfærd" vokser ud over krimiformatet, ikke til det hverdagens trivielle socialrealistiske melodrama, som ellers er så karakteristisk for nordisk krimi, men helt derud, hvor der kun er det helt grundlæggende tilbage.

Bog nr. 13 jeg har læst i 2018
Jeg har læst "Jussi" af Jonas Langvad Nilsson.
2017. 394 sider.
Vi starter med konklusionen: Dette er en ualmindelig fin biografi om Jussi Adler-Olsen.
Når jeg læser en biografi, gør jeg det for at lære mere om et menneske.
Jeg vil gerne vide, hvorfor vedkommende har skrevet eller gjort dette og hint.
Og dette fromme ønske får jeg tilfulde opfyldt her.
I mange bigrafier fungerer "forfatteren" som talerør for den person, der er hovedpersonen, men her har JLN fulgt JAO i 5 år, og får rigtig meget med, og han fungerer som et tænkende og observerende væsen.
Jeg synes, jeg har en smule til fælles med JAO. Vi er næsten jævnaldrende, og vi deler også forskellige interesser.
Vi er begge vilde med tegneserier, og vi er måske en anelse hippiagtige.
Han boede et stykke tid på Statshospitalet i Brønderslev, hvor hans far var overlæge, og dette hospital er jeg også kommet på, fordi jeg havde et familiemedlem, der i en periode var indlagt der.

Jeg var rimelig godt forberedt til denne biografi. Jeg havde læst alle 8 bøger i beretningen om Carl Mørch, Assad og Rosa fra afdeling Q.
De første bøger JAO udgav hører naturligvis også med til historien om ham, men dem tager jeg senere.

Personerne i børgern står knivskarpt beskrevet for mig.
Rose er begavet og underlig, og hvis tingene spidser til for hende skifter hun identitet og optræder som sin egen søster.
Den mystiske Assad fortæller lidt om sin oprindelse, men det er slet ikke sikkert, det holder stik.
Han bringer en masse humor til bøgerne, og det er især pga det sproglige, som han i øvrigt behersker langt bedre, end han giver udtryk for.
Den triste Carl Mørch, der på en eller anden måde får sandheden frem er også tydelig.

Det fremgår tydeligt, at JAO ikke altid er nemt at omgås. Somme vil sikkert hævde, at han er kantet, selvpromoverende og arrogant, og det er da helt sikkert, at han er en stærk personlighed.
Og så er de fleste af os sikkert rigtig misundelige på hans succes.
Jeg kan godt lide at skrive, og jeg kan da godt få den tvangstanke ved at læse sådanne fine bøger, at det kunne jeg også have gjort.
Men jeg og ligesindede gør det bare ikke.
Og det fremgår tydeæigt af denne biografi at det  ikke en nogen dans på roser at få en bog færdig.
Især med Marco-effekten havde JAO problemer med bl. a deadline, og det var ikke omlostningsfrit.
Jeg var spændt på at læse om balladen omkring filnatiseringen af bøgerne, men den historie er driblet til hjørnespark.
JAO har fået eller givet sig selv mundkurv på og ønske ikke at snakke om det.
Men faktum er, at der er skrevet kontrakt på fire film med Nikolaj Lie Kås som Mørch, og det står også fast at det slutter det.
Og hvem skal så spille Mørch i nye fimatiseringer.
Den ligger ikke lige til højrebenet, og jeg har svært ved at få øje på nogen.
Måske Bjarne Henriksen?

Jo Nesbø har fået bøger om Harry Hole fimatiseret med elendige anmeldelser til side, men han er ligeglad.
Han mener ikke, at det er hans ansvar med filmene, og det blander han sig ikke i.
JAO ser helt andeledes på det.
Bøgerne er hans personlige skatte og han våger over dem for at være sikker på, at det bliver gjort bedst muligt.

Det har været en oplevelse at følge Afdeling Q, og jeg er klar næste gang, der kommer en bog fra Jussi Asler Olsens hånd.


 

Bog nr. 12 jeg har læst i 2018.
Jeg har læst "Isprinsessen" af Camilla Laekberg.
2004. 362 sider.
Dette er den første bog ud af forløbig 10 om forfatteren Erika Falck og hendes univers.
Jeg har læst den før, men da jeg nu vil læse mig gennem samtlige 10 bøger i serien, vil jeg starte bedst muligt.
Jeg læser den samtidig med, at jeg læser Jo Nesbø, og det er jo en ganske anden slags bøger, han skriver.
Vi er her i Fjaelbacka, hvor Erika opholder sig for at gøre boet op efter sine afdøde forældre.
Hun finder sin barndomsvennde død i et badekar og får mistanke om, at der er tale om et mord.
I samarbejde med politimanden Patrik finder de flere skjulte historier og mange grimme hemmeligheder.
Hun bliver personligt involveret i et forhold til Patrik, og den side af historien udvikler sig til en gang chicklit.
Alt for meget romanblad efter min mening.
Vi møder også hendes søster, der er havnet i et voldeligt forhold, som hun er på vej ud af, da vi tager afsked med hende.
Her er der en ægte cliff hanger.
Historien er meget sort-hvid, og det er svært at få øje på en nyskabelse inden for krimigenren, men det er nogenlunde godt håndværk.
En del anmeldere er godt tilfreds med blandingen af spænding og romantik, og det er nok mest kvinder.
Man kan også finde en anmeldelse, der lyder: "Femikrimiens dronning skraber bunden."
Og Patrik og Erika er næsten for pæne og perfekte.
Scenen hvor Patrik leger med søsterens børn er næsten ikke til at holde ud.
Patriks chef er en karrikatur, og det er svært at tro på, at en overordnet politimand har så få gode kvaliteter.
Harry Hole ville ikke kunne have klaret dem 5 minutter :-)

 

Bog nr. 11 jeg har læst i 2018
Jeg har læst "Panserhjerte" af Jo Nesbø
2009. 635 sider.
Det er 8. bind ud af foreløbig 11 om den atypiske betjent Harry Hole fra Oslo.
Da jeg læste den sidste bog om Mankells Kurt Wallander, blev jeg nærmest ked af det, fordi han lod Wallander forsvinde ind i demensens tåger.
Harry Hole bliver udsat for frygtelige ting i den ene bog efter den anden, og efter "Panserhjerte" hænger hans ansigt nærmest i laser, men alligevel har jeg svært ved at blive personligt involveret, som jeg blev det med Kurt Wallander.
Harry Hole er mere en actionmand, en Ironman eller en tegneseriefigur, som nødvendigvis må tage imod.
Bogen er uendelig lang, og endnu engang hændte det af og til, at jeg mistede overblikket, for vi kommer langt omkring.
Men jeg kan se på anmeldelserne, at andre ikke har problemer med at følge med :-)
Det hele begynder med, at 2 kvinder findes dræbt i Oslo.
De er druknet i deres eget blod og har mystiske stiksår i munden.
Det er en sag for Harry Hole, der imidlertid opholder sig i Hongkong, hvor han er travlt optaget af noget, som han mestrer: At gå til grunde.
Men man får ham "narret" til Oslo, og jagten går igang.

Grunden til kvindernes sår er et forfærdeligt torturinstrumen ved navn leopolds æble, og vi får flere gange meget præcist beskrevet, hvordan det virker.
Og det er ikke behagelig læsning.
I det hele taget er bogen meget voldelig, og til sidst bliver der skruet helt op for den side af historien.
Harry Store kærlighed Rakel og hendes søn Oleg optræder ganske lidt i bogen, men der findes jo andre kvinder i verden for den gode Harry Hole.
Morderen fanges naturligvis til sidst, og da vi tager afsked med Harry, er han tilbage i Hongkong, hvor han igen kaster sig over sine selvdestruktive fritidsinteresser.
Jeg falder ikke i svime over Nesbøs kvaliteter.
Jeg synes om Harry Hole, men generelt virker det hele på mig for flagrende, og JN synes at stræbe efter at gøre det vildere og værre for hver bog.
Men jeg er fan af Harry Hole, og nu er vi snart nået til den foreløbige ende på hans eventyr.



 

Bog nr. 10 jeg har læst i 2018.
Jeg har læst "Den du elsker" af Mari Jungstedt.
2014. 329 sider.
Dette er den 12. og i skrivende stund sidste bog om Anders Knutas og Karin Jacobsson, og igen er vi sluppet løs på Gotland.
Denne gang hører vi ikke noget til TV-manden Johan og hans folk, der altid plejer at være med.
En ung ejendomsmægler Sanna Widding findes myrdet, og jagten på morderen går ind
Der kommer flere mord, og alle mord bliver begået med boltpistol.
Jeg havde en smule svært ved at få fokus på begivenhederne, og vi hopper hele tiden rundt i tid og sted.
Jævnligt kommer morderen til orde i "kryptiske meldinger", og den teknik synes jeg ofte bliver benyttet, når en forfatter har svært ved at holde sammen på det hele.
Der kan sagtens komme flere bøger i serien, for vi hører kort, at Knutas`fraskilte danske kone agter at holde en ferie i det, der tidligere var deres fælles sommerhus.
Det kan kun give ballade.
Bogen får fine anmeldelser, så det er nok kun mig, der trænger til lidt fornyelse.


 

Bog nr. 9 jeg har læst i 2018
Jeg har læst "Status" af Erlend Loe.
2013. 144 sider.
"Doppler" af samme forfatter er ganske vanvittig, men samtidig ualmindelig morsom.
"Status" er også ganske vanvittig, men knap så morsom.
Vel snarere lidt tragisk.

Her møder vi den aldrende lyriker Nina Faber, da hun udkommer med digtsamlingen "Bospurus".
Hun forventer fine anmeldelser, men sådan går det slet ikke. Alle rakker samlingen ned, og det tager hun ikke let.

En oplæsning, der skulle have fundet sted samme aften, bliver aflyst og Nina opsøger den person, der har taget beslutningen om det.
De mødes, og det ender helt galt.
Det kan stort set ikke gå værre.

Dernæst opsøger hun en af anmelderne for at konfrontere ham med det, han skrev.
Det går næsten lige så galt.

Og dermed har Nina Faber sørget for, at intet tilbagetog er muligt.
Hun ender under en sporvogn, og tilskuerne regner med, at hun er omkommet.
Men flået i stykker kravler hun ud fra sporvognens underdel, mens hun skriger: " Ha, ha, I kan bare komme an. Jeg er lyriker."
Da vi forlader, hende høres sirener, der nærmer sig.
Det er deprimerende men også lidt morsomt at læse om Ninas absurde bersærkergang, hvor hun gør op med sit fallerede liv.
Erland Loes bøger gør indtryk.


 

Bog nr 8 jeg har læst i 2018:
Jeg har læst "Kurt bliver grusom" af Erlend Loe
1995. 103 sider.
Det viste sig, at jeg havde fået fat i en børnebog, men den var slet ikke dårlig.
Vi møder Kurt, der drømmer om at få mange penge.
Det kender de fleste af os til.
En dag finder han en diamant, som han sælger for 50 millioner, og så burde hans lykke være gjort.
Men der sker det, at Kurt begynder at blive grusom.
Han udvikler sig til en rigtig ubehagelig fyr.
Han køber alle de ting, han har lyst til og udstyrer sin lille dreng med jakkesæt og solbriller, så han kan styre forretningerne.
Han køber bl. a en boremaskine, og nu kan han bore huller i alting.
Også de nye møbler han har fået, borer han huller i.
Det ender helt galt, da han i sin store grusomhed drøner gennem byen med en stor maskine, der kan skære sig gennem asfalt og beton.
Han bliver sat i fængsel, hvor han vedtager en kæmpebøde, og så beslutter han sig til at holde op med at være grusom.
Bogen er skrevet i et kort og yderst præcist sprog, så budskabet nemt når ud til både børn og voksne.
De fleste af os kender jo til at gå og drømme om den store gevinst, og hvis vi får den, skal vi passe meget på ikke at blive grusomme.
Rigtig sød bog.

Fra litteratursiden.
Denne historie-samling er uden tvivl en bog som jeg vil anbefale at man læser højt for sine børn. Historierne er skrevet så de henvender sig til børn, men idet problemstillingerne er ”voksen-problemer” er den også rigtig underholdende og tankevækkende for den voksne læser/oplæser. Ydermere leverer den også en masse stof til efterfølgende samtale mellem barnet og den voksne, og den åbner op for nogle gode dialoger om livets store spørgsmål.

 

Bog nr. 7 jeg har læst i 2018.
Jeg har læst "Hviskeren" af Karin Fossum.

2016. 314 sider.

Dette er den  13. bog i serien om den sympatiske Konrad Sejer.
Det er ganske lang tid siden, jeg blev færdig med at læse alle de bøger KF hidtil havde skrevet, og jeg hilser denne nye velkommen.
Jeg har ventet på den :-)
Tidligere har jeg læst 15 bøger af KF, og min favorit er "Elskede Poona".
Vi møder her Ragna Riegel i samtale med Konrad Sejer.
Det er en ret usædvanlig start på bogen, for vi ved ikke, hvad de egentlig snakker om.
Ragna er en lille mus, der har mistet det meste af stemmen efter en fejloperation.
Det hæmmer hende meget, men når hun får lov at passe sig selv, går det.
Vi finder ud af, at hun modtager et anonymt brev med teksten "Du skal dø".
I begyndelsen ved vi ikke, hvad det er, hun har gjort.
Mere og mere afsløres, indtil vi får at vide, hvilken frygtelig forbrydelse, hun har gjort sig skyldig i.

Så her har vi en krimi - hvis det da er en krimi - hvor vi straks præsenteres for den skyldige.
Men frygt ikke, der er meget mere at komme efter i denne bog.

Ragnas tilværelse præsenteres for os.
Vi får at vide, at hun har en søn, der flyttede hjemmefra, da han var 17, og her hvor han er 30, er hun kun på julekort med ham.
Han er i Berlin, hvor han arbejder på et hotel.
Hun drømmer sig til, hvordan han er blevet direktør på hotellet, og måske endda nu er direktør i Johannesburg.
Intet kan være mere forkert.

Stille og særdeles roligt får Konrad Sejer fundet frem til, hvordan det hele hænger sammen.
Eller gør han?
Nogle mener, at bogen stedvis går i tomgang.
Det er korrekt, at tingene skrider vældig langsomt frem, men det illustrerer rigtig godt, den måde, som Konrad Sejer arbejder på.
Bogen kan varmt anbefales.

 

Bog nr. 6 jeg har læst i 2018
Jeg har læst "Snemanden" af Jo Nesbø
2007 460 sider.
Det er en meget lang og ind imellem forvirrende bog, hvor der altid er mange bolde i luften.
"Snemanden" huserer i Oslo, og flere gifte kvinder forsvinder den dag, den første sne falder.
Vi hører meget om vildyrene, der raser i Harry Holes krop, og der skal ikke meget til, før de bliver vakt til live.
Vi hører også om hans omskiftelige forhold til Rakel og hendes søn Oleg.
Flere gange ser det ud til, at Snemanden er fundet, men så er der lige en lille detalje, som Harry Hole får øje på, og så var det ikke snemanden alligevel.
Plottet er ikke virkelig sandsynligt, og de mange forgreninger giver mig nogle problemer.
Det mest spændende er selve Harry Hole og hans liv.
Harry får en ny kollega, Katrine Bratt, som ser ud til at være en dygtig og god politimand, men hos Nesbø er tingene sjældent, som de ser ud til at være.
Det er ikke en bog, jeg falder i svime over, men jeg har allerede den næste Harry Hole bog klar, og jeg følger ham til den bitre ende.


Det er denne bog, der er blevet filmatiseret med Michael Fassbinder som Harry Hole, og den har fået virkelig dårlige anmeldelser.

Fra Litteratursiden
Nesbø har skrevet en meget uhyggelig thriller, og han kan sit kram. Denne syvende er meget makaber, og der er flere gange, hvor volden er for udpenslet efter min smag. Jeg forstår nok heller ikke, at det norske politi ikke tidligere har set en sammenhæng mellem de forsvundne kvinder. Det virker lidt tyndt, at det kun er Harry, der ser en sammenhæng.

Bog nr. 5 jeg har læst i 2018
Jeg har læst "Kniv og gaffel" af Aksel Selmer
2015. 151 sider.
Vi er "den lille dreng" fra det øjeblik han bliver født.
Bogen er holdt i en konstant malende stil, der ikke giver mange pauser.
Vi er med mens drengen bliver større og større, og vi er også hos hans far og mor.
Der er ikke noget, der bliver fortalt direkte. Det hele kommer frem gennem antydninger, så bi selv må regne ud, hvad der går for sig.
Som læser sidder man hele tiden med en fornammelse af, at et eller andet er gruelig galt.

 

Bog nr. 4 jeg har læst i 2018
Jeg har læst "Frelseren" af Jo Nesbø.
2015 479 sider.
Dette er den 6. bog i serien om Harry Hole.
Der skulle være 11 stk udgivet.
Her er vi i Frelsens Hær, som de fleste af os vist har et godt indtryk af.
Men bag facaden er tingene måske ikke så pæne, som man går og tror.
12 år før vi træder ind i Historien bliver en 14-årig pige voldtaget, og det er i 1991.
I 2013 henrettes en soldat i Frelsens Hær under en julekoncert i Oslo.
Sporet fører til Balkan, og vores ven Harry er på sporet.
Også i denne bog rammes korpset af en tragedie, og det kommer ikke som nogen overraskelse, at Harry derpå mister kontrollen over vilddyrene inden i ham selv.
Der er rigtig mange personer i bogen, og jeg havde af og til en smule problemer med at bevare det store overblik.
Vi kommer langt omkring.
Vi oplever de fleste ting fra Harry synsvinkel, men det sker også, at vi "skifter side" og måske hører om folks reaktioner, når de konfronteres med den høje lyse og kontroversielle betjent.
Vi finder også ud af, at det er sandt, at der også findes en konge, hvis der er en prins.
Jeg fortsætter med Harry Hole til vejs ende, for jeg kan så umanerligt godt lide ham.

"Frelseren" og dermed Jo Nesbø får meget fine anmeldelser.
 

Bog nr. 3 jeg har læst i 2018
Jeg har læst "Den gale mand fra Arnsted" af Anita Lillevang.
2014. 223 sider.
Interessant og usædvanlig krimi, der også er kommet "til verden" på ganske speciel vis.
AL blev af Bornholms Bibioteker bedt om at plotte en krimi sammen med publikum på Folkemødet i 2012.
Og dermed bliver vi præsenteret for Peter Krashave, der ganske simpelt er et ualmindelig dumt svin.
Ingen kan holde ham ud.

Nina Klostergård, der for år tilbage studerede sammen med Krashave, kommer til Bornholm og finder ud af, at han er forsvundet.
Det synes de fleste er rigtig udmærket, men som en terrier bider hun sig fast og insisterer på, at han bliver fundet.
Det bringer hende i kontakt med mange mennesker fra hans omgangskreds, og langsomt nærmer hun sig løsningen.
Klostergård er tilknyttet en ulandsorganisation, og der sker også ting og sager i hendes arbejdstilværelse.
Og så bliver vi minsandten velsignet med en ualmindelig uventet afslutning, som jeg ikke havde set komme.

bogrummet.dk
Hurtigt læst bog, indsatte “blindgyder”, fin beskrivelse af Bornholm og Folkemødets virvar.

 

Bog nr. 2 jeg har læst i 2018
Jeg har læst  "Du går ikke alene" af Mari Jungstedt.
2013. 241 sider.
Dette er den 11. og måske næstsidste i serien om Anders Knutas og hans venner.
Det er en af dem, jeg har været mest glad for, og jeg har faktisk læst den tidligere, men jeg var nødt til at tage den igen for at få det til at passe ind i rækken af bøger om Knutas.
Her er der 2 små piger, der bliver bortført.
Knutas er med på sidelinien, men heller ikke mere, for han er gået helt ned efter den katastrofale biljagt på Gran Canaria, hvor en mor og hendes 2 børn omkom.
Derfor er det Karin, der leder efterforskningen.
Knutas kæmper også for at komme over sin skilsmisse, og Karin gør hvad hun kan for at få ham på ret køl.
Historien om de 2 bortførte børn virker realistisk og vedkommende.
En sidehistorie sniger sig ind, da faderen til et af de bortførte børn bruger natten på at sælge telefonsex.
Det slår ham helt ud, og det får katastrofale følger for dem alle.
Fin bog.

 

Den 1. bog jeg har læst i 2018
Jeg har læst "Rødhals" af Jo Nesbø.
2000. 524 sider.
Dette er den 3. bog om Harry Hole, som man ikke kan lade være med at sympatisere med.
Jeg er i gang med at "æde mig igennem" alle Nesbøs bøger om den alkoholiserede betjent fra Oslo.
Her efterforsker han en sag om sjældne våben, og sporene peger mod det nynazistiske miljø.

Vi følger sideløbende nogle af personerne, da de som norske frikorpsfolk kæmpede i 2. verdenskrig.
Det forvirrede mig lidt i starten, men endte med at give god mening.
Man får en forklaring på, hvorfor de handlede som de gjorde, men ingen undskyldning derfor.

Harry mister på meningsløs vis Ellen, der er hans bedste kollega.
Han ved, at det er en højtstående politimand, der stod bag, men han kan ikke fælde ham.
Det sender ham lige lukt i armene på de vilddyr, der altid slumrer i ham.
Kort sagt, han drikker hjernen ud.

Og når det går galt for ham, bliver han ved, uanset konsekvenserne.
Og de er mange.
Og store.
Sprogligt er vi på et ganske højt niveau i JN`s bøger og med hensyn til plottet skal man også holde ørerne stive.
Fornemt arbejde.