Torsdag den 4. januar 2018
Gang: 10 km. Totalt i 2018: 20 km

Cykling 0  km. Totalt i 2018: 0 km.

Det tog mig lidt tid at komme i gang med årets dagbog, men det lykkedes til sidst.
Jeg havde fornøjelsen af at tilbringe juleaften i gode venners selskab, hvorefter jeg rejste til København, hvor jeg legede med dem allesammen imellem jul og nytår.
Vi var bl. a på konditori la Glace, og det besøg var min julegave til Agnete.
Jeg er ikke så meget for at give hende flere ponyer og bamser, og jeg vil langt hellere give hende begivenheder.
Da jeg var dreng, hændte det, at vi var på konditori i Aalborg, og det var en stor begivenhed for mig.

Nanna kan være noget af en mundfuld, men heldigvis fik jeg også lov til at opleve hende på en af engle-dagene.
Sådan er hun vist for det meste.

Det lykkedes mig at at nå de 100 læste bøger i 2017. Så mange har jeg aldrig læst før, og der gik sport i det til sidst.
Det var bestemt ikke tynde bøger, der stod på min liste. der var masser af "mursten" imellem dem.
Det blev til i alt 31275 sider.
Jeg ser ingen grund til ikke at gå efter samme mål i 2018.

Da jeg var dreng var et bibliotek synonymt med paradis for mig.
Jeg kan såmænd endnu huske, at mit lånenummer var 511.
Mine kammerater grinede, når de så, hvor mange bøger jeg slæbte af med, men jeg læste dem faktisk.
Det blev til rigtig mange, for ingen drengebøger er tykke.

 

Jeg synes, jeg har store og gode planer for det kommende år. Disse planer omfatter ikke lange cykelture eller vandreture.
Men i 2019 vil jeg gerne være Harold Fry, der gik de ca 1000 km fra syd til nord i England med et brev.
Det bliver en voldsom opgave, men jeg er indstillet på at prøve.
Jeg ved godt, at jeg ikke kan blive ved til evig tid, men jeg bliver ved, så længe jeg kan slæbe mig af sted.

Jeg har en håndful foredrag, jeg skal afholde, og snart skal jeg til håndbold her i Skjern, hvor jeg har inviteret en god ven med.

Og så varer det ikke længe, før der er Hausgård-koncert. Vi kunne ikke få biletter i Hjørring, så det bliver i Aalborg.

Er I klar over, hvor dygtige muldvarpe er til deres job?
Jeg har adskillige udenfor min vogn, og de er særdeles ihærdige.

Fredag den 5. januar 2018
Gang: 10 km. Totalt i 2018: 30 km

Cykling 0  km. Totalt i 2018: 0 km.

Denne dag var vi velsignet af et fint vejr. Vi slap for den evindelige regn, der samtidig lægger en fugtig dyne over alt.
Det bliver man træt af efter et stykke tid.

Min muldvarp havde igen været på arbejde. Hver dag fjerner jeg dyngerne, og jeg har ladet mig fortælle, at der på den måde ikke kommer så mange nye skud, fordi de underjordiske gange er tilgængelige.

Det føltes helt forårsagtigt at kunne gå og rode lidt i "haven".
Og dagen er vokset med 17 minutter allerede.

Jeg faldt indenfor i Brugsens Cafe.
Det er ikke altid jeg kan klare at være der.
Det sker (ofte) at jeg lader mig irritere af snak og uro.
Den anden dag kom en familie med en baby og slog sig ned ved bordet ved siden af mig.
"Du skal nok få lov til at komme op, Lasse", forklarede den omsorgsfulde moder.
Det var lige på det tidspunkt, at jeg kom i tanker om, at jeg da vist også skulle videre.
Tjah ....

Lørdag den 6. januar 2018
Gang: 6 km. Totalt i 2018: 36 km

Cykling 0  km. Totalt i 2018: 0 km.

Klokken var minsandten 7, inden jeg fik øjne, hvilket er meget sent for mig.
Jeg gik tidligt i seng, fordi jeg var søvnig. Så vågnede jeg igen omkring midnat, og fattede fluks den bog, der var faldet ud af mine små hænder.
Efter en 2-3 timer faldt jeg så hen igen, og vågnede altså sent.
Hvor er det heldigt, at man er pensionist og normalt kan hengive sig til den slags, uden at det får fatale konsekvenser.

 

For et par dage siden købte jeg en katoffelskræller. Den var fin og flot og havde bare et minus: Den duede ikke til at skrælle.
Gode gamle Jørgen Ryg kunne sikkert have fundet en anden anvendelse til sådan en skræller, men jeg er løbet tør for ideer.
I dag fandt jeg så en god skræller i en genbrugs.
Nu kan jeg skrælle igen. Det er mest gulerødder jeg skræller, og det gør jeg hver dag.
Det er ikke så ofte, jeg skræller kratofler. Jeg køber tit glas med små kartofler. De er nemme at arbejde med og billige, men de smager altså heller ikke vanvittigt godt.
Lagervare her i republikken er altid perleløg og hyggost (hytteost).
"Fanden hytter sine"

Jeg jævnede ud efter mine muldvarpe. Og det gør jeg hver dag.
Når det bliver forår, søger de vist andet arbejde. Og det kan ikke vare længe, for dagen er allerede blevet 19 minutter længere.

Jeg har en reol, der trænger til at blive skruet sammen.
Dertil skal jeg bruge en gaffel/ringnøgle nr 8, 9 eller 10.
Dem har jeg masser af, men jeg ved ikke, hvor de befinder sig. Når man har 3 fjernlagre, kan det være svært at erindre hvor de forskellige effekter befinder sig.

 

I den lokale Jem &Fix sælger de kun hele sæt.
Men jeg kan da altid tage et smut til Århus. Det lille grønne Arrivatog har billige tilbud, og en tur til smilets by skal  man ikke kimse af.

Søndag den 7. januar 2018
Gang: 8 km. Totalt i 2018: 44 km

Cykling 0  km. Totalt i 2018: 0 km.

Mandag den 8. januar 2018
Gang: 8 km. Totalt i 2018: 36 km

Cykling 0  km. Totalt i 2018: 0 km.


Minus 7 morgen og helt op på minus 6 mandag morgen gjorde det til en ret (meget) kold oplevelse.
Så finder man ud af, at 3 tæpper ikke er en umulighed, og man lærer også, at det rent faktisk lader sig gøre at gå med 3 trøjer på én gang.
Nu har jeg jo tabt mig 800 g, så der er plads.
Søndagen fordrev jeg med en lille tur til Århus. Så kunne de fyre for mig i toget så længe.
Jeg mødte en gang en hjemløs i toget fra Købeenhavn mod Aalborg, og han tog sig ganske roligt en kontrolafgift og satte sig til at sove.
I Aalborg ville han så tage toget tilbage.
Han bliver ikke sat af, og om han skylder en eller 8 millioner i afgifter er lige meget for ham.
Det er nu ikke noget, jeg har tænkt mig at kopiere, og jeg har aldrig fået en kontrolafgift.

Det blev noget sent, at jeg kom ud på min vandring, for temperaturen steg kun langsomt.
Ved 9.30 valgte jeg at acceptere de 4-5 frostgrader og lagde fra land.
Det gik nu meget godt, og når jeg er i gang, går det rigtig fint.
Det gjorde en del ondt i stængerne, men det går jo over igen.
Det svære er at få sat i gang igen.
Det ser vist ikke elegant ud.
Ellers var det en underlig dag, for der var ikke rigtig noget sport at kaste sig over.
Onsdag kommer der skiskydning igen.

Tirsdag den 9. januar 2018
Gang: 5 km. Totalt i 2018: 41 km

Cykling 0  km. Totalt i 2018: 0 km.

Onsdag den 10. januar 2018
Gang: 7 km. Totalt i 2018: 48 km

Cykling 0  km. Totalt i 2018: 0 km.


Det undrer mig igen og igen at 2-3 graders varme kan føles lunt. Men det afhænger naturligvis af, hvad man sammenligner det med.
Og efter nætter med  -7, -6 og - 3 føles det ganske forårsagtigt med et par plusgrader..
Jeg havde besluttet at køre ud til Jem & Fix for at hente brændstof til min kamin.
Og når jeg siger køre, er det i ordets allerbogstaveligste forstand.
Jeg sadlede nemlig barnevognen, der sagtens kan laste en 40-50 kilo uden problemer.
Det var en rigtig skøn tur, hvor jeg gik gennem et lille skovområde, inden jeg nåede ud til Ringvejen.
Der er det ikke så morsomt at opholde sig.
Der er cykelsti, så det er ikke farligt....når man blot er varlig.
Der sker vist mange ubehagelige ting på den Ringvej. Der er ikke længe imellem, at man hører udrykningskøretøjer.

Jeg fik mine 20 l og fik samtidig nogle plaskasser med mig.
Dem kan jeg altid bruge.
Jeg samler faktisk på dem.

 

Det blev en travl dag, for der var både skiskydning og håndbold.
Håndbolden var med kvinderne, og det er at foretrække. Spillet er ikke så vildt og så voldsomt, og så er de langt kønnere at se på end en flok hanner på over 2 meter og med 115 kilo som ballast.
Det må man vist godt sige uden at risikere at havne i kløerne på #metoo folkene.

Jeg fik også fjernet et par muldvarpeskud og fik gjort det lidt ryddeligt i vognen.
Der er altid noget at lave for en husmoder.

Jeg er ved at planlægge et par ekspeditioner, der vil komme til at gå over i historien som 1. Rejsen mod nord og 2. Rejsen mod øst.
DSB holder udsalg, og det ser ud til, at jeg kan sikre mig ekstremt billige billetter til alle afgangene.
Og det gør unægteligt det hele lidt sjovere.

Jeg kan anbefale "Dagen" på Dr2. Det er en nyhedsudsendelse, hvor de tager sig tid til at behandle tingene grundigt.
Virkelig godt lavet.

Som noget ganske usædvanligt, er der endnu ikke nogen af værterne, der er begyndt at irritere mig.
Men det kan hurtigt komme.

For at blive i TV-verdenen er jeg nødt til at fremhæve Anders Agger, der i parentes bemærket kommer fra Ringkøbing.

Alt i alt var det en rigtig udmærket dag.

 

Torsdag den 11. januar 2018
Gang: 11 km. Totalt i 2018: 59 km

Cykling 0  km. Totalt i 2018: 0 km.


Vi skal helt hen til søndag, før frostgraderne kommer igen.
Denne dag var præget af en let tåge, som lagde sig tyst over det hele, fordi der stort set ikke var nogen vind.
Og det føltes så forårsagtigt, at jeg kiggede godt efter for se, om jeg kunne få øje på nogle vintergækker.
Det kunne jeg nu ikke, men jeg får jævnligt besøg af fasaner her i republikken. Det er skønne fugle, og de er yderst velkomne.
Der er også en kat eller to på pladsen, og så har campingfatter og -mutter en sød hund, som bliver så glad, så glad når den får øje på en, den kender.
Og vi ved jo alle, at det er dejligt at trykke et kendt ansigt i hånden.
Også hvis man er en vovhund.
Jeg får stadig daglige besøg af muldvarpene.
De generer ikke så voldsomt.

 

Og nu er der vel også lidt fornuft i at fjerne de rådnende blade, for der er ikke flere på træerne, der kan falde ned.

Dagens rutiner var de sædvanlige, og med 11 km sat ind på kontoen blev det motionsmæssigt en fin dag.

Sådan én vil jeg da også have i morgen.

Yr.no mener at der vil komme lidt regn mellem midnat og klokken 4, og det kommer ikke for alvor til at genere mig, da jeg ikke agter at få øjne før tidligst klokken 5.

Og så kan jeg oplyse, at man kan frit kan vælge om man vil sige muldvarpe eller muldvarper :-)

Fredag den 12. januar 2018
Gang: 11 km. Totalt i 2018: 70 km

Cykling 0  km. Totalt i 2018: 0 km.


Jeg talte med min udmærkede bror, der bor i Aalborg, og selvom han er noget af en vandrefugl, var han inde på, at det var for koldt til at komme på landevejen.
Så jeg følte mig ganske sej, da jeg skridtede fronten af gennem Skjern By og for 2. dag i træk kunne sætte 11 km ind på kontoen.
Og så koldt var det altså heller ikke.


For få dage siden flyttede Sahl Cykler ind i de lokaler, hvor Kiwi tidligere havde til huse.
Jeg skulle naturligvis indenfor i varmen og se, hvordan de havde indrettet sig.
Og det viste sig, at det var blevet en ualmindelig fin forretning med både cykler og legetøj.
Jeg fik en lille sludder med mekanikeren og fik øje på nogle smarte elcykler.
Som tiden er gået er elcyklerne blevet lige så smarte som almindelige racercykler.
Den cykel, der ses nedenfor, koster en bagatel af 44.000
Jeg fik også en snak med indehaveren, og i samtalens forløb kom vi til at snakke om noget, der har ligget mig på sinde i flere år.
Det blev en særdeles interessant samtale, som jeg snarest skal følge op på.
Det kunne altså godt være, at noget spændende er under opsejling.
Det fik mig til at gå hjem og gennemsøge mine arkiver efter noget ganske bestemt.
Og det har jeg naturligvis fundet.

Hvis man ser bort fra det kosmetiske, så er muldvarpe ikke skadedyr. Jeg har undersøgt sagen lidt, og den generelle opfattelse er, at de ikke er skadedyr.
Det var også den opfattelse, jeg havde, og på baggrund af det fjernede jeg 5 store skud uden brok.

Der er gang i skiskydningen, og nu er EM i herrehåndbold også skudt i gang, og det følger jeg lidt med i.

Men aftenens største udfordring bestod i at holde fingrene fra den røgede ørred, jeg bortførte fra hylden med "undgå madspild" i Brugsen.
Og det var en rigtig stor udfordring.

Lørdag den 13. januar 2018
Gang: 10 km. Totalt i 2018: 80 km

Cykling 0  km. Totalt i 2018: 0 km.


Min dag gik efter den sædvanlige plan, og det var slet ikke nogen dårlig plan.
Efter mine morgenrutiner kastede jeg mig over dagens gøremål.
Det er lidt de samme ting, jeg foretager mig hver morgen, og det er en ganske dejlig fornemmelse.
Det indebærer bl. a indtagelse min morgenblanding af havregryn og muesli.
Så er jeg li´som i gang.

Med hensyn til fristelser er der slet ingen alarm om morgenen.
Ved froksttid går det rimeligt, og så er der rød alarm ved aftenstide og minsandten også om natten.
S
ådan er det at have en smuk, men meget svag karakter.
Men den røgede ørred, der levede livet farligt fredag aften, overlevede natten, og det var godt klaret, hvis jeg selv skal sige det.

Når jeg nærmer mig Brugsen, hvor jeg gerne indtager en kop kaffe, kan jeg se sporene fra den forgangne nats udskejelser.
Der er en 2-3 steder, hvor man vist kan hengive sig til noget natteliv, og det er disse spor, jeg ser om morgenen.
Der er naturligvis smadrede glas og flasker.
Festen er vist ikke rigtig god, hvis ikke noget glas er gået i stykker.
Cigaretskodder smider man naturligvis, hvor man står, og for en sikkerheds skyld tværer man dem godt ud.
Som en ekstra service er der anbragt nogle bænke i gadebilledet, og der kan man så sidde og brække sig på fortovet.
Det er godt at vide, at egnens ungdom forstår at more sig, stort set som vi andre gjorde for et anseeligt antal år tilbage.

I går slog jeg fast, at muldvarpe ikke er skadedyr, og det samme kan jeg vel sige om den kat, der var på besøg i forteltet i løbet af eftermiddagen.
Vi snakkede lidt om tingene og jeg forklarede den tydeligt, at hvis den blot havde fokus på, hvad der ellers fandtes af skadedyr i området, så kan den godt søge om asyl.

Og så skal de danske herrer i gang med deres håndboldkampe, og det kan nok ikke undre, at forventningerne er skruet i vejret.
Atter må jeg forbavses over, hvor mange ord der kan kastes efter en håndboldkamp.
Det være sig før, under og efter kampen.

 

Søndag den 14. januar 2018
Gang: 9 km. Totalt i 2018: 79 km

Cykling 0  km. Totalt i 2018: 0 km.


Vi dykkede ned til niveauet omkring frysepunktet, men det føltes egentlig ikke så koldt om morgenen, fordi der var næsten vindstille.
Senere tog vinden til, og den berygtede "chill faktor" gjorde det hele til en kold fornøjelse.
Men så var det heller ikke værre.

Jeg plejer at sige, at den ene dag ligner den anden, men det er lidt anderledes med en søndag. Der er lidt mere stille, og jeg møder også folk, der denne ene gang om ugen har skubbet stenen til side og begivet sig ud i en gang motion.
Der er ganske mange, der hilser her i Skjern. Det er da hyggeligt.

Skiskydning og håndbold var de sportsgrene, jeg skulle koncentrere mig om denne dag.
Jeg havde også sat lidt tid af til muldvarpe og visne blade.


 

I Aabenraa kørte en ung spiritusbilist galt med sin bil og endte på hovedet i en have.
Derpå ringede han på og sagde undskyld og tilbød at rydde op.
Senere ankom han med nogle venner og en rendegraver, og de ryddede faktisk op efter sig.
Jeg ved ikke lige, hvad jeg skal mene om den historie, men umiddelbart lyder det da som en rigtig sød historie.
Og hvem har ikke dummet sig?
Lad den der er ren kaste den første sten.
Den unge mand får en "thumbs up" fra republikken i Skjern.

Til gengæld kunne jeg konstatere, at den person der så grundigt havde brækket sig på fortovet ud for "Syveren" ikke var vendt tilbage for at rydde op efter sig.
Men efterhånden som folk af vanvare træder i det, så bliver det jo lidt efter lidt spredt.

Det viser sig, at min lykkelige tilværelse kan være stærkt udfordret fra en side, som jeg ikke vidste eksisterede.
Det er naturligvis "glaspest", jeg refererer til.
Det var første gang i dag, jeg hørte om denne trussel, men jeg kan risikere, at mine glas kan være dækket af en irriterende mælkehvis belægning, når jeg tager dem ud af opvaskemaskinen.
Og det lyder ganske alvorligt.
Men der er måske håb forude  for en husholdningsekspert ved navn Ann-Alicia Thunbo Ilskov har gode råd til de stakler, der rammes af dette fænomen.
Og hun er ikke bare en Fru  Hvemsomhelst.
Det oplyses bl. a, at hun har været barnepige i jeres kongehus, og det er betryggede at vide, at så kompetent en person står klar, når pesten truer.
Jeg tog denne trussel meget alvorligt, men da jeg undersgte tingene til bunds viste det sig, at jeg slet ikke havde en opvaskemaskine, så jeg er måske ikke for alvor i risikogruppen.
Men I andre: Tag jer i agt.

Der er lykkedes mig at få fingre i attraktive billetter til mine kommende ekspeditioner til henholdsvis Nordjylland og København.
De samlede rejseudgifter er under 400 kr.
Det er da vist rigtig billigt.

I morgen bliver det "bidende koldt". Citat slut


 

Mandag den 15. januar 2018
Gang: 10 km. Totalt i 2018: 89 km

Cykling 0  km. Totalt i 2018: 0 km.


Dagens uundgåelige = motionen lå ikke just til højrebenet, da jeg checkede alle mine måleinstrumenter.
Der var nemlig  et par graders frost, og blæsten susede lystigt henover muldvarpeskuddene.
Det svære var at komme i gang/ komme af sted, og når man så er i gang kører det på en eller anden måde alligevel.
For at komme lidt tættere på de 10 km i første hug, opfandt jeg en strafrunde på 450 skridt.
Venlig hilsen til skiskytterne.
Totalen blev på omkring 16.000 skridt, og mon ikke det er godkendt?

Straks efter frokost begyndte det at sne en del, men som timerne gik, kom temperaturen over frysepunktet, og så blev det til regn.
Og det passer mig rigtig udmærket.
Som tidligere nævnt har jeg ikke behov for at se mere sne i dette liv.

Resten af eftermiddagen gik med husmoderlige gøremål: opvask, lægge tøj sammen, støvsuge og ikke mindst skrælle gulerødder.
Og der er altid nok at gøre for en husmoder.

Aftenen går hyggeligt med læsning, håndbold og afslapning.
Sikke da en fin dag.
Sådan en vil jeg også sætte vand over til i morgen.

Tirsdag den 16. januar 2018
Gang: 3 km. Totalt i 2018: 92 km

Cykling 0  km. Totalt i 2018: 0 km.


Jeg var så heldig at blive inviteret til en kop kaffe hos en god ven her i lejren.
Derfor kom jeg ikke af sted på min morgenvandring.
Tiden, og snakken, gik og snart var det ved det tiden, hvor jeg ville begive mig til Værestedet for at indtage min middagsmad.
Og da den (gullash..mmmmmm) var godt overstået, gik snakken igen, og min planlagte tur til Skjern Downtown blev fluks udsat.
I morgen kan jeg så hente 3 bestilte bøger på biblioteket.

 

Jeg gik i gang med at redigere min Nordkapp tur fra 1994.
Jeg har mange billeder, jeg gerne vil have scannet ind.
Og hvad gør jeg så med de papirbilleder, jeg har til overs?
Egentlig burde jeg kyle dem ud, for der er en ganske reel chance for, at jeg aldrig kommer til at bruge dem igen.
Men nu har de været hos mig så lang tid, at det vil være svært for mig.
Jeg pakker dem derfor sammen i en plaskasse, og så har jeg dem jo stadig væk.

Jeg skal også have fat i en ekstern harddisk som back up, men sådan en gavtyv koster nemt 6-800 kr, så det var lidt mere, end jeg forventede.

Link til Nordkapp-turen.

Bemærk 2 x p i Nordkapp, for sådan staver de det oppe i Finmarken.

Resten  af dagen bliver med mine sædvanlige rutiner.
Jeg har et natligt problem: Jeg vil læse gerne, efter at jeg er gået til ro, men jeg kan simpekthen ikke holde mig vågen.

Men så kan jeg jo så glæde mig over, at jeg har et godt sovehjerte.
Mere håndbold på aftenens program

Onsdag den 17. januar 2018
Gang: 10 km. Totalt i 2018: 102 km

Cykling 0  km. Totalt i 2018: 0 km.


Og hvad skrev ikke digteren Helge Rode tilbage i 1896:
Der er ingenting i verden så stille som sne,
når den sagte gennem luften daler,
dæmper dine skridt,
tysser, tysser blidt
på de stemmer som for højlydt taler.

Og og det forklarer jo den overraskelse, jeg fik, da jeg om morgenen stak snablen ud i det friske vejr.
Alt var dækket af sne.
Og mere end den anden dag
Min første tanke var nu, at dagens vandring var aflyst, men hvorfor ikke kaste sig ud i det og se, hvordan det ville udvikle sig?
Og helt let blev det ikke.
Nogle steder var sneen ryddet, og andre steder var den ikke.
Men hvor den var ryddet, var der også problemer, fordi der var væmmeligt glat.
Og at gå på snuden var ikke en del af min plan.

Det lykkedes mig at gennemføre den planlagte tur, og det var jeg faktisk en anelse stolt af.
Det var noget hårdere end normalt, fordi jeg hele tiden skulle tage mig i agt.

Mange var i gang med at skovle sne, og jeg fandt ud af, at flere havde lyst til at knytte en kæk bemærkning til snevejret.
Pudsigt.

Temperaturen listede sig over frysepunktet og fik en del sne til at smelte, så det hurtigt udviklede sig til en gedigen omgang yndigt gris.

De spiller fortfarende håndbold.
Jeg har bemærket, at flere kommenetatorer har problemer med ordet "billeder".
Det bliver ofte til "bidler".
Og det er der altså ikke noget, der hedder.
Så er det at min mentale røde blyant manifesterer sig.

Men alt i alt var det en rigtig hyggelig dag i det vestjyske.
Så er der nok dømt torsdag i morgen :-)

 

Torsdag den 18. januar 2018
Gang: 10 km. Totalt i 2018: 112 km

Cykling 0  km. Totalt i 2018: 0 km.


Føret var blevet bedre, men det var ikke godt.
Jeg havde forventet, at det meste is og sne havde været væk, men der var rigeligt tilbage.
Min morgentur bragte mig gennem det meste af byen, og det var yderst forskelligt, hvor meget der var blevet ryddet.

Især kunne jeg se, at det var rigtig svært for cyklerne at komme sikkert af sted.
Der var vanvittig glat, men jeg så nu ikke nogen, der gik på snuden.
Jeg fik has på både ekstrarunde og strafrunde og endte som sædvanligt i Brugsens cafeteria med min kaffe, og kun den.
De sidste par dage havde personalet lagt en lille småkage på kanten af underkoppen, og jeg havde hørt flere, der sagde, at det var rigtig hyggeligt at få sådan en lille overraskelse.
Men denne dag var der ingen.
Jeg forklarede damen, at jeg syntes det var lidt hurtigt, de havde sagt farvel til den skik, og at folk satte stor pris på den lille småkage.
Hurtigt lagde hun en småkage på min underkop og forsynede samtidigt alle de underkopper, der var sat frem med en småkage.
Der kan man bare se :-)

Efterhånden som jeg arbejdede mig gennem mine daglige rutiner bestående af Brugsen, Biblioteket og Fakta blev min rygsæk tungere og tungere.
Jeg kom til at tænke på de 800 g, jeg er i færd med at smide, og samtidig spekulerede jeg  på, hvor mange kilo, jeg egentlig havde på ryggen.
Det måtte være en del, for den var meget tung at få slæbt hjem.
Jeg så meget forundret til, da jeg smed rygsækken på vægten og kunne se, at der kun var omkring 7 kg.
Det var da helt utroligt, hvor svært det var at slæbe rundt på 7 kilo ekstra.
Meget tankevækkende.

Jeg har en hasteopgave.
I går smed jeg penge efter en camentbertost fra Brugsens "undgå-madspild" hylde.
Den var moden.
Mildest talt.
Somme ville sikkert hævde, at en afskyelig stank spredte sig i lokalet, men jeg skal nu nok få den klemt ned.
Den smager meget godt, selvom den lige så godt kunne have skreget: "Jeg er jo lige her".

Der går snildt omkring 3 timer med min bytur.
Dernæst venter frokosten, der mestendels består af revne gulerødder og æbler.
Og dem må man godt få i rigelige mængder.

 

Lidt kontorarbejde er der jo altid, og så er der skiskydning og håndbold.
Det blev endnu en gang en ualmindelig fin dag.

Fredag den 19. januar 2018
Gang: 11 km. Totalt i 2018: 123 km

Cykling 0  km. Totalt i 2018: 0 km.


Der er ikke nogen fornøjelse overhovedet ved at begive sig ud på en vandring på ekstremt glatte veje.
Det er til dels min egen skyld.
Den kloge ville have ventet, og se om temperaturen ville stige og smelte noget af isen.
Det kunne jeg naturligvis ikke finde ro til at vente på.
Så snart lyset brød frem, så gjorde jeg det samme.
Jeg tror nok, jeg bør føle mig taknemlig, fordi jeg ikke gik på snuden, men det var godt nok tæt på adskillige gange.
Den eneste fornøjelse ved den ekspedition var det øjeblik, hvor jeg kunne aflæse min skridttæller, der hævdede at jeg ved at tage 18335 skridt havde forbrugt 817 kalorier.
Og man godt sige, at det var det hele værd.

Jeg besøgte min cykelhandler undervejs, fordi jeg pusler lidt med at søsætte et projekt, der bliver mindst lige så vildt som noget, jeg tidligere har kastet mig ud i.
Det hele fik en positiv start, og nu er det sat i gang, så må vi se, hvad det fører til.

Jeg følger lidt med i en udsendelse der hedder "Alene i vildmarken", og den er rigtig spændende.
8 mennesker bliver parkeret "derude", og så handler det om, hvem der kan holde ud længst.
De har forskellige hjælpemidler og er altid knyttet til en GPS, så de kan få hjælp.
Det undrer ikke mig, at vejen til succes, skal findes i deltagerne hoveder.
2 er ude.
En mand faldt og slog sig, og så var der en dame, der ramte sine grænser og var nødt til at bede om hjælp.
Jeg sad og gættede på, hvem der kommer igennem, og min  favoriet er en mand, der hedder Geo og som nummer 2 har jeg Astrid på 28 år.
Jeg er ret sikker på, at jeg får ret :-)

Opvask og forskellige husmoderlige opgaver stod på programmet, og nu er det mit håb, at vejene er farbare lørdag morgen.

 

Lørdag den 20. januar 2018
Gang: 6 km. Totalt i 2018: 129 km

Cykling 0  km. Totalt i 2018: 0 km.


Jeg orkede simpelthen ikke at tænke på, at jeg for 4. dag i træk skulle skøjte rundt på is- og snedækkede veje og fortove med fare for at brække både det ene og det andet.
Nok var nok.

Jeg skar både strafrunde og ekstrarunde væk og nøjedes med en tur op i byen, hvilket sendte mig lige lukt i armene på personalet i Brugsens cafe.
Nu uden småkager.

Jeg afleverede en projektbeskrivelse hos cykelhandleren, så nu er det ude af mine hænder.
Vi får se.

Dagen bød på et par håndboldkampe uden dansk deltagelse, og det gør det hele noget mindre nerveprirrende.

Af dagens mange positive ting kan nævnes, at dagen nu er vokset  med næsten en time.
Godt gået dag.

Søndag den 21. januar 2018
Gang: 10 km. Totalt i 2018: 139 km

Cykling 0  km. Totalt i 2018: 0 km.


Ja, ja lidt efter lidt får vi da has på is og sne.
Nu kan jeg så kun håbe på, at der ikke kommer mere af det hvide stads.

Men fra morgenstunden var der stadig frost  og frosset smeltevand, så jeg cruisede hovedsagelig op og ned ad hovedgaden, hvor der var pænt ryddet.

En kop kaffe og en god snak med en god ven i Brugsens cafeteria, hvor der er meget stille en søndag morgen.

Og så gik dagen præcis efter planen: Kontorarbejde, træning, læsning, sport, opvask og oprydning.

Min nabo har haft et telt stående et stykke tid, og i dag pakkede han det sammen.
Og det var ganske interessant, hvad der dukkede frem.
Det viste sig, at muldvarpene, havde lavet et vældig udbygget gansystem, som nu blev afsløret.
Det havde jeg aldrig set før.

Mandag den 22. januar 2018
Gang: 10 km. Totalt i 2018: 149 km

Cykling 0  km. Totalt i 2018: 0 km.


Da jeg klokken meget tidligt gik i gang med dagens første vandretur på ca 170 skridt, der førte mig til toiletbygningen (jeg når det som regel), fik jeg mig noget af en overraskelse.
Mens jeg havde knaldet brikker, havde mere af det hvide stads formastet sig til at lægge sig over min kære campingplads.
Det var ikke med i mine planer.

Jeg havde derfor bestemt mig til at nøjes med en direkte tur op til byen, men det viste sig minsandten, at der ikke var mere is på veje og stier.

Og så kunne jeg jo vende tilbage til den daglige rutine.
Det sneede hele tiden, mens jeg gik, men det var ikke noget, der blev liggende, så det gjorde ikke så meget.

Der var gode sager at hente Brugsen i afdelingen for  "Undgå madspild", og et besøg på biblioteket blev det også til.
Onsdag har de et arrangement med noget historielæsning, og der regner jeg med at være til stede.
De har en række fine arrangementer, og nogle af dem vil jer gerne være med til.
Nogle er gratis, mens andre er arrangementer, der kræver, at jeg smider penge efter dem.
Der kommer bl. a et foredrag i Ringkøbing, der handler om Johs. V. Jensen og Herman Bang.
Det vil jeg rigtig gerne være med til.

Udenfor min vogn vandrer der er par fasaner, og det synes jeg er rigtig dejligt.
De fleste dyr er velkomne her i republikken, og fasaner kan til hver en tid opnå permanent opholdstilladelse.
Andre dyr er knap så velkomne.
Mellem pladsen og samfundet udenfor er der en række træer.
Mine naboer derude har en lille hund, og jeg har tidligere hilst på på mennesker og hund.
Når jeg går og laver et eller andet udenfor vognen, kan hunden høre det, og så skælder den ud.
Den bliver straks kaldt til orden.
Søde naboer :-)

yr. no hævder, at fra tirsdag middag skulle det være slut med frostvejret i denne omgang. Så langt frem som de kan se, er der plusgrader, og det er en udvikling, jeg hilser særdeles velkommen.
Men det er jo ikke sikkert, at det kommer til at holde stik.

Imorgen skulle gerne blive en dag, der går efter min udmærkede plan.
 

Tirsdag den 23. januar 2018
Gang: 10 km. Totalt i 2018: 159 km

Cykling 0  km. Totalt i 2018: 0 km.


Hvor herligt at kunne gå på stræder og stier uden at have truslen om grimme styrt hængende over hovedet.
Det meste is og sne var væk, og det var i hvertfald væk, hvor jeg skulle sætte mine fødder.
Det gør det altså lidt sjovere.
Det er allerede mange dage siden, at metereologerne påstod, at temperaturerne ville stige tirsdag omkring middagstid.
Jeg kunne ikke lade være med at blive noget imponeret, da det var præcis hvad der sket.
Og midt eftermiddag var der 5 grader med en pil opad.

På min vej gennem byen passerede jeg bageren, der plejer at være udfordrende for mig med de lækre dufte, der bølger hen over fortovet.
Udenfor bageren stod der et skilt, som jeg tænkte noget over.
De ville sælge boller.
Man kunne købe 6 boller for 36 kroner, og det syntes jeg faktisk var ret dyrt.
Men så stod der en tilføjelse.
Stenovnsboller.
Intet mindre end stenovnsboller.
Og så kunne jeg da godt forstå, at det var et godt tilbud.
Men så var det, at det gik op for mig at jeg nok var faldet i reklamefælden.
Hvad vil det sige, at det er stenovnsboller?
Og hvorfor er det bedre end almindelige boller?
Hvis sandheden skal frem, aner jeg ikke, hvad det er.
Og jeg tvivler på, at ret mange ved det.

Det er nøjagtig det samme, der sker, når vi bliver tilbudt "gammeldaws" et eller andet.
Hvorfor er det lige, at det er bedre?
Jeg kan lige tilføje, at bollerne blev, hvor de var :-)

 

Tirsdag plejer jeg at indtage min middagsmad i Værestedet, og denne aften kunne de byde på svensk pølseret.
Gad vide, hvorfor det hedder det?
Men det smagte rigtig udmærket.

Lastet med gode indkøbe gik turen mod lejren, hvor resten af dagen gik med bøger, sport og andre gode sager.
Onsdag går jeg hen på biblioteket, hvor de fejrer Evald Tang Christensens fødselsdag ved at afholde "Fortællingens dag".

 

Ved at nærlæse DMI´s side har jeg fået svar på noget, som jeg har været i tvivl om.
Når dagen bliver længere, er det så ligeligt fordelt mellem morgen og aften?
Udmærket at jeg fandt ud af det.

DMI:
"Vi har altså blot vundet 17 minutter ved solopgang, men hele 45 minutter ved solnedgang"

Onsdag den 24. januar 2018
Gang: 6 km. Totalt i 2018: 165 km

Cykling 0  km. Totalt i 2018: 0 km.


Vejret og Evald Tang Christensen satte deres præg på dagen.
Netop denne dag var det 175 år siden, at folkemindesamleren Evald Tang Christensen blev født, og det havde biblioteket valgt at markere med et "fortælle-arrangement".
Til min store overraskelse væltede det ind med mennesker. Normalt plejer der ikke at komme så mange til deres arrangementer, men her var interessen stor.
Jeg gætter på, at mere end 60 mennesker var på plads, og gennemsnitsalderen var da også et godt stykke over de 60.
Så unge mennesker interesserer sig måske ikke så meget for historier?
Men de har vel også et arbejde eller et studium at passe?
Jeg havde valgt at klæde mig ud som menneske. Det hænder, at jeg gør det, når jeg skal være sammen med mange mennesker.
Og de var da også allsammen nydelige at se på :-)
Der var indkaldt 3 gode fortællere, og det  var da fine historier, men nogen åbenbaring blev det aldrig for mig.
Ud over at nævne fødselsdagen kom man ikke ind på Evalds liv og levned.
Det havde jeg nok forventet.

Nu har vi så taget afsked med sneen med temperaturer i nærheden af 10 grader, men det blev ikke nogen behagelig dag rent vejrmæssigt.
Det blæste voldsomt op, og det krævede sin mand at kæmpe sig op mod vinden.
Vi var lige ved at være derhenne, hvor flyvende genstande kunne frygtes, og det er aldrig rart.
Men vindstød på over 20 m/sek rykker det voldsomt i min lille vogn og telt, men der skete ikke nogen skader.
Det var jeg taknemlig for.

I morgen skal jeg en tur til Troldeland.

Torsdag den 25. januar 2018
Gang: 5 km. Totalt i 2018: 170 km

Cykling 0  km. Totalt i 2018: 0 km.

 

Fredag den 26. januar 2018
Gang: 10 km. Totalt i 2018: 180 km

Cykling 0  km. Totalt i 2018: 0 km.


Ingen vind, ingen regn og lunt for årstiden (ca 7 grader).
Så kører det.
Desværre mistede jeg et par briller undervejs på min vandring, og jeg kan ikke regne ud, hvor det gik galt.
Irriterende.
Nu hvor sneen og isen er forsvundet, benyttede jeg lejligheden til at rydde lidt op i mine fine muldvarpeskud.
Jeg har ladet mig fortælle, at vintergækkerne er på vej, men sådan nogle har jeg vist ikke her.
Jeg brugte også dagen til at få en gang storvask af vejen.
Det er der noget af hele tiden.
Det er lidt svært at få det tørret, for jeg nægter at bruge vores tørretumbler.

Når jeg går en tur rundt på pladsen kan jeg ved selvsyn konstatere, at nogle vogne og telte er større end det, jeg har.
Men sådan behøver det jo egentlig ikke at være :-)

Lørdag den 27. januar 2018
Gang: 11 km. Totalt i 2018: 191 km

Cykling 0  km. Totalt i 2018: 0 km.


Jeg er rigtig dårlig til at gå, når der er mørkt, så jeg sidder de fleste morgener og venter på, at lyset bryder frem.
Jeg vil helst af sted så hurtigt som muligt, og nu hvor dagen er blevet en time og 25 minutter længere, bliver det tidligere og tidligere, at det kan lade sig gøre..
Så skal jeg lige have fokus på temperaturer, vind og nedbør som denne morgen kunne beskrives som en tør morgen med svag vind og 1,8 graders varme.
Og det burde ikke give anledning til større problemer.
Det er bare med at komme af sted.

Og det viste sig, at det blev en dejlig tur, der denne dag førte mig gennem det mests af Skjern City.
Der var nogle der oksede af sted, men lidt stille var det nu.

 

Jeg spekulerer over, om jeg motionerer om eller jeg træner?
Hmmmm.
Når man motionerer, lyder det egentlig lidt fesent, så skal vi ikke sige, at jeg træner.

Og hvad træner jeg så til.
Den foreløbige plan går ud på, at jeg vil cykle Danmark rundt i 2018.
Det bliver en tur på ca 2000 km, hvor jeg planlægger at tage en afstikker til Sverige for at få Hallandsåsen med.
Det er en rigtig flot stigning.

 

Brugsen har været yderst velvillig med udvalget i afdelingen for "Undgå madspild" de sidste par dage, og det har medført, at jeg jeg lørdag aften kan forkæle mig selv med noget, som jeg sætter ualmindelig stor pris på: En rejsemad.
Det bliver jeg aldrig træt af.

Og rejsen af dagen gik med alle de tng, jeg er så glad for.
Først på aftenen begyndte regnen at vælte ned, mens vinden blev rigtig kraftig.
Den slags er nu så hyggeligt ... når man ikke skal være ude i det :-)

Søndag den 28. januar 2018
Gang: 10 km. Totalt i 2018: 201 km

Cykling 2  km. Totalt i 2018: 0 km.


Jeg er i gang med en interessant biografi om Jussi Adler-Olsen. Jeg noterer mig, at han på lige fod med mig selv, læste Illustrerede Klassikere, da han var dreng.
Jeg finder også andre lighedspunkter, men jeg er langtfra sikker på, at jeg bryder mig om ham som person.
Men det står fast, at jeg er rigtig misundelig på hans succes:-)

Det blev en rigtig fin søndag, og den bebudede storm dukkede ikke op her.
Men der var da noget sus i skørterne.
I den sidste storm røg der to telte her på pladsen, men mit står urokkeligt fast.

Min cykel fik sæsonpremiere, og det blev til en ganske lang tur.
Hele 2 km blev det til.
Hvis sandheden skal frem, handler det om en tur til Lidl, fordi jeg havde glemt at købe gulerødder.
Men nu er vi i gang.

På tirsdag er der et lokalhistorisk foredrag på Tarm Bibliotek, og hvis vejret holder, agter jeg at cykle derover.

Det er i dag, der bliver sat punktum for håndbold-EM.
Det er vist meget godt. Nu har vi set dem.

Mandag den 29. januar 2018
Gang: 10 km. Totalt i 2018: 211 km

Cykling 0  km. Totalt i 2018: 0 km.

Tirsdag den 30. januar 2018
Gang: 7 km. Totalt i 2018: 218 km

Cykling 0  km. Totalt i 2018: 0 km.


2 stille og rolige dage i det vestjyske.
Jeg er ved at sætte vand over til nogle store forandringer, og det går jeg snart i gang med.

Dagene gik med træning, håndbold, læsning og forskellige andre småaktiviteter.
Bl. a fandt jeg mine sysager, men til gengæld kan jeg ikke finde min lommelygte.
Rigtig irriterende.

Middagen i Værestedet var Paprikabøf, og det var igen en lækker menu.
Desværre blev der sat slik på bordene til kaffen.
Jeg bad dem om at anbringe det et sted, hvor jeg ikke kunne nå skålen, men mine arme synes at blive længere og længere i sådanne situationer.


I dag betalte jeg min månedlige el-regning.
Det løb op i 141 kr.
Det er vist ikke dyrt.

 

Hver dag scanner jeg lidt billeder ind. I øjeblikket drejer det sig bl. a om Ellidshøj-Nordkapp-Ellidshøj fra 1995
For ca 23 år siden anbragte jeg billederne fra turen i et ringbind, og siden har der sådan ikke været nogen, der har set dem.
Det er da lidt tankevækkende.
Nu anbringer jeg alle scannede billeder i en kasse, hvor de ikke fylder ret meget, og selv om ingen sikkert ser dem igen, har jeg det godt med, at jeg ikke smider dem ud.
Det er lidt underligt, og jeg kan ikke selv forstå det.

Hvis jeg nogensinde skulle komme ud på en lang tur på en elcykel, vil jeg rigtig gerne hedde "Elgiganten".
Men det giver forskellige problemer :-)

Onsdag den 31. januar 2018
Gang: 5 km. Totalt i 2018: 223 km

Cykling 0  km. Totalt i 2018: 0 km.

Som bebudet væltede vandet ned fra morgenstunden.
Der var ikke befordrende for lysten til at sætte den ene fod foran den anden.
Det hedder i øvrigt "Best foot forward" på engelsk, og det synes jeg, er et morsomt udtryk.
Jeg betragtede derfor mig selv som "grounded" indtil tørken satte ind, og det skete først ud på eftermiddagen.

Turen fik som sædvanligt forbi dagligvareforretningerne i centrum, og det blev Fakta der kom til at bidrage med det meste.
De har et virkelig behageligt personale.
Lidl blev udset til at sørge for min rosinration, og da jeg så kom ud derfra var regntiden kommet tilbage.
Man kan nå at blive rigtig våd på 700 m.
Og fjolset havde naturligvis ikke sanset at medbringe en paraply.
Dumt Bøv.

Status januar.
Det blev til i alt 223 km gang, og det er mere end godkendt.
Cyklingen er ikke rigtig kommet i gang endnu, men det sker snart.
Jeg fik startet på litteratursæsonen og fik læst 11 bøger.
Det er også godkendt.
Jeg har et par forfatterskaber, jeg er i færd med at læse op, og det er en god fornemmelse, når det er sket.


I løbet af kort tid skal jeg opgradere min boligsituation. Det er kommet uventet, men er rigtig velkommen.

Håndbold i TV.
Er det kun mig, der ikke kan klare 2 x 30 minutter med horn og sirener?

Alt i alt blev  den sidste dag i januar en våd, kold og ret træls dag.

Kom så februar. Det kan du gøre bedre :-)