Velkommen til dette kursus i "At anbringe brød i poser", et delkursus i rækken "Køkkenuddannelse for finere mænd". Af andre kurser i rækken kan nævnes "Aftørring af badeværelsesgulv", "Ned med brættet" og "Hvordan man vasker op og læser avis samtidig". Kursusrækken blev oprettet, da det viste sig, at alt brød i denne husholdning fortrinsvis befandt sig i fri luft, hvilket påførte det en hård skorpe, der bevirkede, at det måtte karakteriseres som uspiseligt.

Indledningsvis skal man hos en autoriseret håndværksbager foretage et rigeligt indkøb af rundstykker, som man derpå sætter sig til at fortære. Da det primært handler om at bringe sig selv i en situation, hvor man umuligt kan klemme en bid mere ned, kan det være formålstjenligt at forsyne rundstykkerne med tandsmør, store stykker ost samt blåbærsyltetøj. Efter ganske få timers forløb må man modstræbende sætte sig tilbage i stolen og sagtmodigt udbryde: "Nu kan jeg F...... ikke mere". Normalt ville man jo så gå omkuld med sofaen på ryggen i håb om at den køkkenansvarlige ville overtage afrydningen, men det er jo netop her, det nye ligger.

Man skal helt selv sørge for, at brødet pakkes ned!

Denne nye tingenes tilstand kræver faktisk stor tilvænning. I opstartsfasen kan man evt. akkordere med en udenforstående om at se bebrejdende på én og samtidig ud af mundvigen sige: "Hm,hm!", når man stiler mod den firbenede. Selv har jeg installeret en alarm på min computer, der så adviserer én 3minutter i forvejen.

Nu står man da ved køkkenbordet med brødet i den ene hånd. Men hvor er så poserne? Her vil den forudseende kursusdeltager på forhånd have engageret en hjælper, der kan udpege, hvor i skuffemøbelet poserne befinder sig. Har man ikke indgået en sådan aftale, må man jo samtlige skuffer igennem. Men denne fase kan som nævnt undgås. Enkelte kursusdeltagere har valgt at investere i et ekstra køkkenbord, hvor de nødvendige poser på forhånd er anbragt.
At finde den rigtige størrelse på posen er egentlig først med på et supplerende kursus, men det kan godt lige blive omtalt her.
Man kigger med et vurderende blik fra brød til pose og tilbage igen, og med en del intensiv træning vil man snart kunne finde en pose, der nogenlunde passer i størrelse. Fra det nordlige Jylland kendes en metode, hvor man samtidig med det vurderende kig kniber øjnene sammen.

Nu holder man posen i venstre hånd, mens man et for et lader rundstykkerne forsvinde ned i posen. Lad være med allerede nu at begynde at tænke på at putte franskbrød i pose. Det er en aktivitet, som man naturligvis først kan gøre sig forhåbninger om at beherske langt senere i uddannelsen. Der vil selvsagt blive oprettet de fornødne kurser i franskbrødsputning i det nye år, og kurset vil blive dubleret i fornødent omfang. Der findes personer, der uden at have gennemført kurset, har forsøgt sig med franskbrødsputning, men det er hver gang gået galt.

Nu står man med rundstykkerne i posen og hvad så? Ja, her ville mange nok sige: "Det var så det!", men det er netop her, man kan skelne kunstneren fra håndværkeren. Den ambitiøse deltager fatter nu den specielt udviklede lukkemekanisme, i folkemunde kaldet en dims.

Denne dims findes vedlagt kursusmaterialet, og omkostningerne hertil er indregnet i kursusgebyret. Man fatter om snøvsen på posen og drejer 3-4 gange rundt, ikke mere. Dernæst anbringes dimsen rundt om snøvsen, og man vil nu opleve, hvordan de indlagte stålelementer i dimsen gør, at den kan formes i hvilken form, man måtte ønske sig. Men her må man bekæmpe det naturlige behov, der opstår for kunstnerisk udfoldelse. Det går altså ikke, at man pludselig føler trang til at fremstille elementer til dekorationer og lignende. Man er hele tiden nødsaget til at have det endelige mål for øje, nemlig at få posen lukket på forsvarlig vis. Man drejer derfor dimsen rundt og ser til sin forbavselse, at den nu fastholder posen i nøjagtig den position, hvor man tidligere anbragte den. Allerede på dette tidspunkt vil det være fuldt forståeligt, hvis man begynder at se sig om efter beundrende blikke.
Og hvorfor egentlig ikke?
Man nærmer sig afslutningen på projektet, og man ved med sig selv, at det et godt og solidt stykke arbejde, man er på vej til at afslutte. Man ved inderst inde i sit hjerte, at man nu i op til adskillige timer vil være i stand til at nyde brød, der ikke vil være nedbrudt af luftens skadelige påvirkning. Med et sidste hårdt vrid sættes dimsen sluttelig fast. Og med en rask bevægelse lægges posen på et sted, der i forvejen er blevet godkendt af køkken-chefen. Med et saligt smil på læberne er det nu tiden til at begynde at orientere sig om sofaens præcise beliggenhed. Man har naturligvis på forhånd orienteret sig om, hvilke sportsprogrammer, der bringes netop denne dag, og den forudseende kursusdeltager har på forhånd hos en lokal næringsdrivende rekvireret det fornødne antal håndbajere i forvisning om, at det kræver sin mand at deltage i et poselukningskursus.

Skulle der opstå tvivl om, hvor mange øl, der skal investeres i lyder rådet fra erfarne kursister: "Køb rigeligt". Men nu skal det ikke være sjov det hele. Man skal påregne follow-up kurser hver tredje måned gennem en årrække, for der sker hele tiden en udvikling på dette område, som man er absolut nødsaget til at være på forkant med. Skulle man have store ambitioner, kan man begynde at overveje et af de kurser, der er oprettet for de erfarne og absolut viderekomne: Hvordan gør man, når man har åbnet en dåse makrelguf og kun ser sig i stand til at æde halvdelen. Man ser for sig de skarpe, dødbringende og flossede kanter, der faretruende rejser sig, og man kan formelig se bakterierne stå i kø for at angribe den sagesløse godbid.

Men denne opgave kan klares, det bør ikke være nogen hemmelighed. Men det vil være helt uforsvarligt at kaste sig ud i den uden at grunduddannelsen er gennemført. Opgaver af denne art kan man have som drømmemål, mens man kæmper en fortvivlet kamp for at arkivere rundstykkerne. God fornøjelse og god appetit.

HC II Andersen

Copyright H.C. Andersen
Eftertryk kun tilladt efter aftale med forfatteren

TILBAGE IGEN