Dag 53, mandag den 17. juli 2017
Vandborg - Skovvanggård (Vemb)  23 km
Totalt på turen: 877 km
Jeg fangede 8 dåser og så to haremisser.
Sjove dyr totalt: 22 harer. 5 rådyr. 3 egern.
Dåser, totalt: 119

En enkelt hundelufter var det selskab, jeg havde i Camp Vandborg.
Det var som forventet.
"Du er ikke alene......"
Rigtig fint sted var det.

Jeg kørte en del på store veje denne dag.
I begyndelsen endda på hovedvejen, men der var ikke ret meget trafik, så det var ikke noget problem.
Hele dagen nød jeg de åbne vidder og den fantastiske udsigt. Jeg  gik parallelt med kystlinien, og når jeg kom på en bakke, kunne jeg se havet.
Et sted havde jeg frit udsyn til Bovbjerg Fyr.
Der var udmærket vejr hele dagen.
Ikke for varmt og ingen nedbør.
Og jeg havde undertiden medvind.

Jeg brugte nogen tid ved det historiske monument for Ramme dige. Det er ganske flot lavet.
I det nordvestlige Jylland kun knap 4 km fra Vesterhavet ved Fjaltring ligger et af Danmarks ældst kendte forsvarsværker. Ramme Dige løber fra nord til syd og er kendt over en strækning på mere end 2,5 km. Diget spærrer for adgang af en gammel vejkorridor, som har gået langs rækken af de mange gravhøje syd for Limfjorden
 

Jeg havde planlagt et stop i Bøvlingbjerg. Det var efter 13 km, og det var egentlig for langt dertil, men det var nu engang der, de havde lavet byen.
Jeg kunne godt lide Bøvlingbjerg.
Den så ikke slidt ud, selv om mange facader og gamle skilte talte deres tydelige sprog om fordums storhed.
Jeg parkerede foran Brugsen, hvor jeg startede med en kop kaffe og et rundstykke med ost. Den venlige dame ville vide, om jeg ville have mild eller stærk ost, og jeg forklarede, at jeg godt ville have noget med noget bid i.
Det fik jeg.
Den kunne lugtes over hele forretningen
Efter at have nydt kaffen på en bænk udenfor, gik jeg tilbage og købte lidt ind.
Det blev således afgjort, at min middagsmad skulle være boller i karry.
Der var en god stemning i Brugsen. Det bilder jeg mig ind, at jeg kan mærke med det samme. Det skyldes måske, at jeg fik min uddannelse i en brugsforening.
Og der var godt nok ikke mange tyske turister der.

Nu forandrede landskabet sig lidt og blev til store engdrag med masser af fugleliv. Jeg passerede Indfjorden og kunne igen nyde den smukke natur i fulde drag.

Min camp lå ca 1 kilometer ude ad en grusvej. Det syntes at være så langt ude, at de tog husene ind om natten.
Men da jeg svingede ind på gården åbnede en forunderlig verden sig.
Disse mennesker har gang i så mange ting. Der er gårdbutik og blomster en masse osv.
Min lejr valgte jeg at lave nede ved den lille sø med guldfisk og ørreder.
Det er lidt af en eventyrhave, de har lavet her.
Og så er værtsparret ovenikøbet nogle særdeles venlige mennesker.
Det gør det endnu bedre.
Endnu et sted jeg varmt kan anbefale.

 

Det gamle kadaver gør, hvad jeg beder det om. Og det er da god stil. Men der er også mindst 7 måneder til jeg fylder 70, så jeg er jo stadig frisk.
Når jeg lægger fra land, har jeg det ganske vist som en gammel Ford T, når den skal varmes op, men så går det også.
Og det gør det ikke sværere, at jeg nu er så tæt på slutningen på eventyret.
Hvis jeg sammenligner med vandringen i 2016 er jeg 113 km længere henne efter dag 53.
Det er da meget godt gået. (Pun intended)

 

Men  der er så til gengæld problemer med liggeunderlaget.
En af mine gode venner har lavet lidt research på Neoair produktet, og andre har været ude for det samme som jeg.
Det er noget med 2 lag, der løsner sig fra hinanden, og det giver den poppende lyd.
Det er ganske simpelt en produktionsfejl.
Og nu burde jeg så, nærmest i blinde, kunne fatte det ringbind, hvor følgeskrivelsen sidder, men hvis jeg kender mig ret, vil det ikke være tilfældet.
Jeg skal først søge og være heldigt for at finde.
Dumt Bøv.
I øvrigt poppedes der flere gange i løbet af natten.

 

Særmelding til Tomas. Jeg smider lige en ETA :-)
Hvis ikke der kommer en mand i vejen med en slæde, så skulle jeg befinde mig ved Alrum Strand onsdag den 19. fra midt på eftermiddagen.



 

Den videre færd kunne godt ligne denne plan:
Ti 18. juli -Skovvanggård, Vemb - Ulfborg: 21 km
On 19. juli -Ulfborg - Alrum Strand, Stadil Fjord: 15 km
To 20. juli - Alrum Strand, Stadil Fjord - Lyngvig Havn: 24 km.
Fr 21. juli -Lyngvig Havn - Bjerregård Camping: 24 km.
Lø 22. juli . Bjerregård Camping: Filsø Naturlegepark: 22 km
Sø 23. juli. Filsø Naturlegepark - Sjelborg Camping: 25 km.
Ma 24. juli. Sjelborg Camping  - Rindby Camping, Fanø: 18 km.

 

Rindby Camping - Forum: 18 km.
Forum - Varde Sommerland: 8 km. (hmmm)

.
Skuldbøl - Skjern: 15 km
Forventet ankomst til skjern omkring lørdag den 29. juli.