Dag 51, lørdag den 15. juli 2017
Tordenhuset, Vestervig - Thyborøn Camping:  20 km
Totalt på turen: 830 km
1 hare.
Sjove dyr totalt: 19 harer. 5 rådyr. 3 egern.
Dåser, totalt: 106

Farvel til den rigtig fine lejrplads ved Vestervig.
Den havde alt, hvad man har brug for.
Så gik det mod Agger og derefter mod Agger Tange.
Vejret var ganske simpelt fantastisk fra morgenstunden.
En smule morgentåge afløstes hurtigt af dejligt solskin.
Vind var der heller ikke rigtig noget af.
Heller ikke bakker og bjerge.

 

Jeg lagde vejen forbi Agger by, men det viste sig, at det var alt for tidligt for de gode Agger-boere til at etablere nogen form for servering for ældre vandringsmænd.
Jeg stod og kiggede på en købmandsbutik, men det ville vare 40 min, inden den lukkede op.
Det ville jeg ikke vente på.

Så tilbage til vejen mod Thyborøn.
Det er en smuk natur på Agger Tange, men efter et stykke tid ender den med at blive dræbende kedsommelig, for det er det samme samtlige 8 km.
Der var ikke megen trafik.
Jeg fik en sludder med en fugleinteresseret mand, som var på fotosafari.
Vi fik en rigtig hyggelig snak.
Man kan se adressen på hans hjemmeside på et af billederne, og kigger man hans grupper igennem, vil man få et godt indtryk af, hvad der er spændende i Thy.

Der var ganske kort ventetid ved færgen, og Kaptajnen og hans mandskab var vældig interesserede i en snak.
Det resulterede desværre ikke i nogen form for fribillet.
Men jeg havde nu også de 30 kr, de forlangte.

Nu gik jagten ind på en købmand, og sådan en fandt jeg nede ved havnen.
Først havde jeg været på besøg i den lokale genbrugs. Det var rigtig hyggeligt, og vi holdt en lille kaffepause sammen.
Og vigtigst af alt fik jeg fingre i 3 fine bøger.

 

Med friske forsyninger gik det ud mod min overnatningsplads.
Jeg havde bl. a abrikosvand og brændevinssild i bagagen. Sildene stod på hylden, der kaldes "undgå madspild". Men den hylde var støvsuget for brændevin :-)

Jeg havde tænkt på at søge hen til et af byens sheltere, men jeg må indrømme, at jeg blev draget voldsomt af den campingplads, der lå lige ved siden af.
Jeg havde ikke rigtig mod på at bruge dagen på at finde toilet, vand og strøm m.m, når jeg alternativt kunne finde alle disse gode sager på campingpladsen.
Samt adgang til Tour de France.

Og således endte jeg dagen som gæst på Thyborøn Camping.

Normalt skal man passe på med at gentage sig selv, men jeg er altså rigtig glad for, at jeg endnu engang har kunne opdatere listen med øresponsorer.
Tak for støtten til mit projekt.

 

Den videre færd kunne godt ligne denne plan:
Sø 16. juli -Thyborøn Camping - Bovbjerg Camping: 22 km
Ma 17. juli - Bovbjerg Camping - Nees: 22 km
Ti 18. juli -Nees - Ulfborg: 21 km
On 19. juli -Ulfborg - Stadil Fjord: 15 km
To 20. juli - Stadil Fjord - Lyngvig Havn: 24 km.
Fr 21. juli -Lyngvig Havn - Bjerregård Camping: 24 km.
Lø 22. juli . Bjerregård Camping: Filsø Naturlegepark: 22 km
Sø 23. juli. Filsø Naturlegepark - Sjelborg Camping: 25 km.
Ma 24. juli. Sjelborg Camping  - Rindby Camping, Fanø: 18 km.
Forventet ankomst til skjern omkring lørdag den 29. juli.