Dag 40, tirsdag den 4. juli 2017
Gjurup - Hundelev: 10 km.
Totalt på turen: 625 km
1 hare
Sjove dyr totalt: 16 harer. 4 rådyr. 3 egern.
Dåser, totalt: 73

PM til den slemme, grimme vind fra i går: "Tak fordi du kom, men især tak fordi du gik".
Så kan vi andre måske også få lov at være her.
Og da blæsten skred, turde solen også godt komme frem, og dermed var der sat vand over til en fantastisk sommerdag.
Mine gode Gjurup-venner fulgte mig lidt på vej, og det var rigtig hyggeligt. Tak for denne gang.

Jeg skulle ikke længere end til Hundelev, og det var der forskellige grunde til.
Hundelev er et ganske fantastisk sted, hvor man har alt, hvad man skal bruge, tilmed strøm, så jeg stræber efter at inkludere netop det sted i min rejseplan.
Desuden skal jeg også tilpasse de forskellige lejrpladser, så aftstanden er passende. Og i dette tilfælde skal jeg ramme Aabybro på torsdag.
I forhold til sidste års vandring er jeg 24 km foran, så det er sådan set fint nok.
Og så benytter jeg lejligheden til at slappe af og lege spejderdreng, så det var slet ikke nogen dum dag i Hundelev.

For en gangs skyld var der liv og glade dage på én af mine lejrpladser. Sammen med mig var også en mor med 4 drenge, incl. en hund ved navn Bjørn.

Der er også tradition for, at nogle af de lokale kommer forbi og hilser på, og det skete skam også ved denne lejlighed.
Det er rigtig hyggeligt.
Og først på aftenen kom der endnu flere af de lokale på besøg. De skulle på cykeltur, og der var højt humør, da de drog ud.
En herlig flok var det.
Og dermed havde jeg endnu et fint besøg på Hundelev Fælled.