Dag 37, lørdag den 1. juli 2017
Amborgvej 56, Brndslv - Østervrå: 20 km.
Totalt på turen: 573 km
2 dåser
Sjove dyr totalt: 15 harer. 4 rådyr. 3 egern.
Dåser, totalt: 70

Alle dommedagsprofetierne om voldsomt vejr endte så med at udvikle sig til en fortryllende sommerdag.
Klokken ganske tidligt dampede jeg af fra det økologiske Paradis.
Mit første stop var i Jerslev efter 5 km, hvor jeg agtede mig hen til Brugsen.
Jeg havde et meget interessant og behageligt ærinde der, og da jeg først havde forklaret medarbejderen, hvad jeg havde på hjerte, lykkedes det altsammen.
Jeg vil ikke sige mere om her, hvad det præcis var, jeg skulle, men jeg var der en hel time, og da jeg drog videre var det bl. a med knækbrød i vognen.
Takkes den som takkes bør. Det være hermed gjort. :-)

Jeg fulgte hovedvejen det meste af vejen. Der var cykelsti en stor del af tiden. Naturen var ganske smuk, og jeg nød den solrige færd i fulde drag.
Pga lørdag var der ikke megen trafik, og det er altid godt.
Det gik nemt med at finde pladsen, fordi jeg har været her før.
Det er en enorm veltrimmet græsplæne, hvor der midt i ligger en bålhytte, men dog uden bål.
Der er toilet, og de har tidligere annonceret med koldt bad, men det er nu demonteret. Der var nok for få kunder.
Der er meget stille på pladsen, som jeg som sædvanlig har helt for mig selv.
Jeg har slået mig ned i hytten, hvor jeg har indrettet mit lille kontor.
Det minder på ingen måde om min lejr i går, men her er pænt og nydeligt, og havde der været strøm, havde de fået en stjerne mere.

På vej herop mødte jeg et dansk-filippinsk par, som fik øje på min flagudsmykning.
Vi fik en hyggelig snak, og de var så venlige at melde sig som sponsorer.
Jeg takker for støtten.

Og der  er også kommet andre nye sponsorer til.
Og dermed har jeg igen  haft fornøjelsen af at opdatere listen med øresponsorer.
Ekspeditionen er ca halvt fuldendt, og rammer snart rejsens nordligste punkt.
Skulle der være en enkelt af mine mange følgere, der endnu ikke figurerer på listen med sponsorer kan det stadig nås.

 

Den gamle Vandringsmand tager vablerne og strabadserne og til gengæld byder jeg på et par måneders daglig underholdning :-)
Og så må vi heller ikke glemme de gode formål.

Hvis jeg sammenligner med, hvor langt jeg var kommet efter dag 37 på sidste års rejse, så har jeg gået omkring 35 km længere i år.
Og det er endda inklusive min afspadsering i København