Dag 34, onsdag den 28. juni 2017
Lindholm - Tylstrup: 22 km.
Totalt på turen: 529 km
Sjove dyr totalt: 13 harer. 4 rådyr. 3 egern.
Dåser, totalt: 66

Tak for husly til min gode ven Bent i Lindholm. Der var morgenstille i huset, da jeg listede af sted.
Pænt vejr og ingen tegn på regn.
I begyndelsen fulgte jeg cykelstien langs den gamle hovedvej mod Vadum, men snart fandt jeg ind på de mindre veje.
Turen var lige lang nok for mig, og benene endte med at blive lidt tunge og ømme, men jeg er jo nødt til at spænde over afstanden mellem mine lejrpladser.

Dagen igennem snakkede jeg jeg med en hel masse mennesker.
I Vestbjerg var der en venlig dame, der syntes, at det så hyggeligt ud, når jeg kom med alle mine ting. Det er da ikke utænkeligt, at det ser hyggeligt ud :-)

Dagens mål var shelterpladsen i Tylstrup, der ligger ved Ultvedsøerne.
I sin tid gravede man materialer ud til motorvejen her, og nu udnytter man området på bedste vis.
Det er et smukt område, men det ligger altså kun få meter fra motorvejen. Det støjer naturligvis, og det er ikke helt optimalt.

Jeg købte lidt ind i Loaklbrugsen i Tylstrup.

Der er altid en masse mennesker i området. De går tur og lufter hund og gør ved. Det er skønt at se, at området bruges så meget, som det er tilfældet.

Ud på eftermiddagen blev det mere blæsende og køligt, og det kan godt tænkes, at der kommer en snert af det voldsomme regnvejr, der så længe har været bebudet
Voldsomt vejr kalder man det.

I morgen skal jeg besøge en tidigere kollega i Brønderslev og dagsmarchen bliver lidt kortere end denne dag.
Dernæst planlægger jeg at besøge en økologisk landmand, der bor ud af vejen mod Jerslev.
Og bliver det så Østervrå?
Hvis der bliver smidt så meget vand efter mig, som det er bebudet, bliver jeg nødt til at tænke det ind i mine planer.