Dag 3 søndag den 28. maj 2017
Svanholm Sø (Sdr. Felding) -Døvling: 17 km
Totalt på turen: 48 km
23 dåser
Totalt: 1 hare. 1 rådyr. 1 egern.
24 dåser.

 

De første på pladsen gik i gang 4.30, og det er fint nok. Det er med at komme i gang. Desværre fik jeg et gevaldigt hold i ryggen, der plagede mig resten af dagen. Det er ganske normalt at kroppen reagerer på noget, den ikke er vant til. Med lidt held vænner kroppen sig til de nye vaner, og i modsat fald kommer det til at gøre rigtig nas.
Dagens rute gik hid og did pga mose og vand, så jeg skulle passere Sdr. Felding igen.
Alle ved jo, at det bedste middel mod ondt i ryggen er kaffe og rundstykker, så jeg lod mig styre af min smukke, men yderst svage karakter. Der var knap så varmt, og det var fint nok.

 

Skovsnogen var klar, da jeg kom til Døvling, og jeg stod lidt og kiggede på P-pladsen.
En mand sagde: Vil du have mine tomme flasker?
Det ville jeg da godt, tak for det.
Lidt senere spurgte en dame: Vil du have et stykke rugbrød med leverpostej.
Det ville jeg også godt.
Jeg tager ikke mod penge, men disse mennesker tilbød at hjælpe mig af et godt hjerte, og flaskerne sælger jeg og brødet trængte jeg til.
Forklædningen bliver mere og mere autentisk efterhåndend som rejsen skrider frem :-)
Det har vist sig, at det er noget besværligt at forklare folk, at det bare er noget, jeg leger.Men det sagde jeg faktisk til damen med leverpostejen.
Jeg fik mig installeret i shelteret, og dermed var jeg en del af udstillingen. Det var lidt ligesom de arbejdende værksteder på Hjerl Hede; her var det bare en "arbejdende" farende svend.
Det kom der skam rigtig megen god snak ud af.
Jeg er ved at løbe tør for strøm, og jeg har ikke meget vand tilbage. Jeg havde kigget en økologisk gård ved Brande ud, men de svarer ikke, så den er nok lukket. I stedet satser jeg på en shelterplads nord for Brande By. Den ligger 400 m fra et cafeteria, hvor jeg regner med at investere i en gang strøm.
"Fabrikken" ligger i en nåleskov. Gad vide, hvor mange myg, der kommer på besøg.
Hvor er det i grunden interessant at være "farende svend".



 

 


Der går næsten ikke en dag, hvor jeg ikke kan hengive mig til en af mine mest skattede fritidsbeskæftigelser nemlig opdatering af min liste med øresponsorer.

Og denne gang skal vi til udlandet.
Tak for støtten til mit projekt.

http://www.bikingdane.dk/responsorer1