Dag 23 lørdag den 17. juni 2017
Mjels -  Hornum Sø. 21 km
Totalt på turen: 411 km
Sjove dyr totalt: 9 harer. 3 rådyr. 3 egern.
3 Dåser
Dåser, totalt: 62

Det var faktisk noget svært at tage afsked med mine gode venner i Mjels. Jeg sov storartet om natten, og hyggede mig rigtig med morgenkaffen. Det er jo det farlige ved for en stund at vende tilbage til civilisationen. Det er fristende at blive hængende.
Men det kom naturligvis ikke på tale.
Og solen skinnede da også.
Tak og på snarligt gensyn til de gode mennesker fra Mjels.
Vinden var blevet medgørlig, og det gjorde, at det alt i alt blev en langt nemmere dag end fredagen havde været.
Bakkerne var også nemmere at have med at gøre.
Efter 11 km kom jeg til Støvring, hvor jeg satte mig ned og kiggede mig omkring.
I mange år boede jeg tæt på Støvring, og det kunne nemt ske, at jeg ville få øje på nogen, som jeg kendte.

Men det var jo ikke sikkert, de kunne kende mig i min forklædning.
Men jeg kendte nu ikke nogen af dem jeg så.


Efter lidt indkøb gik det videre mod Hornum Sø, der naturligvis ikke ligger i Hornum.
Næh, den ligge et stykke fra Sørup.
Lidt morsomt at tænke på.
Det lykkedes mig at fare ud ad en forkert tangent på vej ud af Støvring, men når det endelig skulle ske, var det jo dejligt at vejret var så skønt.
Og det var for alvor dejligt sommer vejr.

Omsider fandt jeg ned til søen, der er nogen af en perle.
Der var mange mennesker dernede, og først fik jeg en herlig sludder med en flok unge mennesker, der havde nogle herlige dage på pladsen.
Det var skønt at møde dem.
Jeg gik ned til vandet, hvor jeg ville slå lejr, selvom det blæste noget der.
Der kom jeg i snak med en anden gruppe mennesker, der havde deres små børn med. De bød på en kop kaffe, som jeg glad tog imod.
Der var også forskellige andre jeg faldt i snak med.
Der var for alvor gang i kommunikation denne dag.
Dejligt.

Det kan sagtens blive lidt koldere ved søen, når aftenen falder på, men det går jo nok.
Jeg har jo mit uldne tæppe :-)

I morgen skal jeg til Klitgård, hvor jeg skal besøge en god ven.
Dagen efter bliver kursen sat mod Sønderholm og Frejlev.
Og Vanløse dernæst. Det ligger jo lige på ruten :-)

 

Igen havde jeg den store fornøjelse at kunne opdatere siden med øresponsorater.
Tak for støtten til mit projekt.