Dag 21 torsdag den 15. juni 2017
Veddum - Smidie 13 km
Totalt på turen: 372 km
Sjove dyr totalt: 9 harer. 3 rådyr. 3 egern.
Dåser, totalt: 60

Jeg havde et enkelt besøg på pladsen i løbet af aftenen. Lokale vandrere.
Starten af dagen forløb som den plejede med trusler og påmindelser fra min ryg, men det er jeg blevet vant til.
Jeg kunne følge banestien de første 8 km til Bælum, og det var en utrolig smuk sommerlig morgen.
Jeg oplevede så et par gange, hvor hurtigt en knallert rent faktisk kan køre. 100 km/t? Tæt på. Vildt farligt.
Jeg hilste på en del morgenduelige mennesker. I Solbjerg fortalte en mand mig om deres majstang. Den rejste de hvert år.
Jeg handlede ind ved købmanden i Bælum, hvor de endda havde kaffe. Fin forretning.
Når man bevæger sig langsomt gennem landet er det morsomt at lægge mærke til, hvordan dialekterne skifter.
Dette er min gamle egn, hvor jeg har boet mere end 20 år.
Jeg kender hver eneste vej og hver eneste bakke fra mine mange år som cykelrytter. Nu går det så langsommere frem, men det har jeg vænnet mig til.

I dag har jeg bestilt plads på Bellahøj Vandrehjem i forbindelse med min afstikker til Vanløse den 25. juni. Det er et sted, jeg har været mange gange før, og det er "næsten" ude på landet. Derfra har jeg kun et par km til fødselsdagsbørnene. Det er endnu ikke lykkedes mig at stampe et flaskeskib op ad jorden, så det bliver plan B (Hvad det så end er?)
Jeg sidder udenfor og digter nogenlunde skærmet mod solen af en stor paraply. Men alligevel forsvinder den lille pil gang på gang, så jeg må sidde og søge i lang tid.
Men jeg lider gerne for solen.
Camp Smidie er ren luksus. Toiletbygning med strøm og varmt bad. Et bålhus og fine bænke og borde. Og så ligger det midt inde i den store by med 27 husstande.
Men ingen kommer hen og snakker.
Jeg har været her talrige gange, og selv om der er villaer hele vejen rundt ser jeg ingen.
Men det kunne godt være, de holder øje alligevel.

 

Jeg følte mig rigtig heldig denne dag.
Om eftermiddagen fik jeg besøg af en af mine gamle studiekammerater, og om aftenen fik jeg besøg af en af mine gamle cykelkammerater.
Årene går og pludselig er der gået mange af dem.
Det var rigtig godt igen at møde et par af de mennesker, der har haft stor betydning for mig.
Tak fordi I tog jer tid til at komme forbi