Dag 2 lørdag den 27. maj 2017
Borris - Svanholm Sø (Sdr. Felding) 14 km.
Totalt på turen: 31 km
Sjove dyr: 1 rådyr. 1 egern.
Totalt: 1 hare. 1 rådyr. 1 egern.
1 dåse.

 

Hver lejr har sine karakteristika. Borris havde ualmindelig meget dug, og der var en del af de små hvide "gnavpander"?
De er bare så irriterende.
Ingen snegle og ingen myg.
Jeg kunne godt mærke på de gamle stænger, at jeg havde været "on the road".
Nogle gange kan man ikke forstå, at man nogensinde kan komme i gang igen, men som regel lykkes det.
Et lille minus ved Borris er, at der ikke er en sæk til affald.
Jeg tog mit affald med, men det kan man ikke regne med, at alle gør.
Ruten mod Sdr. Felding gennem skoven er måske endnu smukkere end vejen mellem Skjern og Borris. Vidunderligt.
Og der var stegende varmt.
Af skader havde jeg en vable på én tå og lidt skrabeskader i lysken. Blev klaret med henholdvis plaster og kopattesalve.

Det var morsomt at komme til Sdr. Felding, hvor jeg har boet i ca 3 år. Jeg kiggede ind i min gamle genbrugs, hvor de bød på kaffe. Det blev også til en tur i Brugsen.

Fra byen er der ca 2-3 km til Svanholm Sø, der varmt kan anbefales til enhver.
Der er alt, hvad man kan begære som gæst. Skønt sted.
Der er mange gæster, og det er ofte hundeluftere eller nogen, der fisker i søen.
Jeg har set mange, der fisker, men aldrig nogen, der har fanget noget.
For anden dag i træk fik jeg besøg af en af mine gode venner. Det er altid hyggeligt.

 

Endnu en dag hvor jeg kunne opdatere min side med øresponsorer, og helt usædvanligt var en af de nye sponsorer en hund.
Jeg har en formodning om, at far og mor har haft en pote med i spillet, men tak til jer allesammen for støtten til mit projekt.
Dette satte imidlertid nogle tanker i gang hos mig, og jeg tænkte som så, at kan en hund være med, så kan en ko også.
Jeg standsede derfor en flok køer, for at forklare dem konceptet, men jeg må sige, at det blev en træg forhandling. De lovede, at de ville tænke over det, og mere kan man ikke forlange.
ja sådan er det ofte med Køer.

 

Det var en fin og smuk dag.
Værd at give et flueben i kalenderen.

I morgen regner jeg med at skulle sove i et kunstværk. Det har jeg aldrig prøvet før, og det kunne jeg godt finde på at "vinge af".