Dag 1 Fredag den 26. maj 2017
Holger Danske, Skjern - Borris
17 km. Totalt på turen: 17 km
Sjove dyr: 1 hare. Fanget: 1 dåse

 

Alt gik sådan set planmæssigt, mere eller mindre.
Der er virkelig mange ting, der skal tænkes på, og f. eks har jeg glemt at lade mit køleskab stå åbent.
Hvis du ser dette Bent J, kan du så ikke ved lejlighed få det til at gabe lidt. Det haster ikke.
Jeg lagde fra land i et fantastisk vejr, der holdt sig hele dagen. Venner og familie var mødt op ved Holger Danske, og jeg var rigtig glad for at så mange kom derned.
Kun verdenspressen i skikkelse af det lokale dagblad glimrede ved sit fravær, men rygtet ville vide, at der var en ildebrand i byen, og det kan Holger & Holger naturligvis ikke konkurrere med.
Så gik turen ud til Værestedet. Det er en tur på ca 1000 m, så der er ikke noget at sige til, at vi trængte til en solid frokost, da vi kom derop.
Og det er de i den grad leveringsdygtige i på Værestedet.
Begavet med kage og abrikossodavand blev kursen så sat mod Borris.

 

Og så var det alvor.
Vejen til Borris fra Skjern er ganske vidunderlig smuk. En sand fornøjelse.
Hvis nogen synes, at den totale distance denne dag er rigelig høj, skal man huske på, at turen inkluderer en tur til Skjern Downtown og tebaws igen, og så ligger lejren et stykke på den anden side af Borris.

Jeg havde en forunderlig oplevelse. Jeg var inde at købe lidt ind i Borris Brugs, og da jeg kom ud, lå der en flaske vand på barnevognen. Iskold og dejig.
Jeg kiggede mig omkring. men jeg kunne ikke få øje på den glade giver. Rigtig sødt af vedkommende.
Jeg kom til at tænke på "Enkens skærv".
Der var en del folk nede ved åen, men det er fiskere og de kommer ikke hen til shelteret, for der kan man ikke køre med bil.

De første dage vil gå med at lære udstyret at kende og sørge for at få pakket det rigtigt ned.
Nu skal jeg jo sove i mit nye telt, der skulle være mage til det gamle, men der er enkelte forskelle.

Jeg savner det gamle telt :-)

Den gamle redacteur har selv læst karrikatur på denne tekst, men man bedes undskylde eventuelle tyrkfejl, da jeg skriver i stærk solskin.
Det er blevet bestemt, at jeg har hvildag den 25. juni, for der skal jeg til en børnefødselsdag i Vanløse. Jeg parkerer vogntoget et eller andet sted og drager for en kort bemærkning til østzonen.
Jeg skulle mene, at Harald fylder 6 år, og han ønsker sig et flaskeskib. Sådan et fartøj har jeg ikke som lagervare, og skulle en af mine kære læsere have kendskab til, hvor man kan få et flaskeskib, hører jeg gerne derom.
På et tidspunkt ønskede min ældste datter sig en udstoppet måge, og den lykkedes det mig at skaffe til veje.
Hvor der er en vilje er der en vej, som Udbryderkongen sagde.


Også på turens første dag havde jeg den store fornøjelse at kunne opdatere listen med øresponsorer.
Tak for støtten til mit projekt :-)

Ved turens start er der tegnet øresponsorater for ca. 16.000 kr.
Det er et virkelig stort beløb.
Nu skal jeg så bare lige vandre 1200 km først :-)