Gennem årene har jeg taget utallige billeder.
Her i august 2017 vil jeg begynde at scanne bogle af dem, så der kan komme lidt system i tingene.

 

Ca 1955.
Hvis vi er i 1955, har jeg været 7 år og min bror Jens Chr. har været 10 år og Jørgen en 2-3 år.
Vi er på udflugt med Søndagsskolen/Indre Mission. Det kan jeg være sikker på, for der var ikke andre, vi tog på udflugt med på det tidspunkt. Vi er nok på Egholm, og det er værd at lægge mærke til, hvor fine vi allesammen er. Og min stakkels gode far,  der var ca 47 på det tidspunkt er trukket i stadstøjet.
At komme i mere afslappet tøj var udelukket, helt uanset hvordan vejret var. Habit og slips måtte der til.
Og ens tøj til de store drenge.
Vi har sikkert haft madkurv med hjemmefra. Vi drenge har sikkert haft en rød pølse med fra Slagter Knudsen, der også var i Indre mission.
Det var fars og mors netværk, og det tror jeg ikke, de havde spor imod.
Jeg har ingen anelse om, hvad vi lavede på Egholm, men der har nok været sanglege, lidt salmesang og nogle gode bønner.
Det er slet ikke sikkert, at min mor har været med, for hun var ofte plaget af alvorlig sygdom.
Vi har garanteret haft en fantastisk dag.

 

Østrig 2000.
Da jeg var på vej hjem fra Nordkapp i 1995, mødte jeg i Oslo en cyklist fra Tjekkiet.
Vi fik en god snak, og efterfølgende begyndte vi at skrive sammen.
I 2000 besluttede jeg at besøge ham I Vysoke Myto, der ligger et stykke øst for Prag. Jeg kørte ned gennem det tidligere Østtyskland og var hos Jaroslav en uges tid.
Han forslog mig, at jeg skulle køre gennem Østrig inden jeg  kørte mod nord igen, og det råd fulgte jeg.
Målet var et bjerg ved navn Silvretta, som var hele turen værd.
Østrig var ikke så vanskeligt at cykle i, fordi jeg kørte en del i dalene, men helt så fladt som der er i Skjern Å Enge var der nu ikke :-)
Der er ingen pas over selve Silvretta, der rager op i 3000 moh, men jeg mener, at jeg passerede i ca 2000 moh.

 

"Verdens Ende" 1996.
Retur til Aalborg efter at have gennemført Aalborg - Gibraltar - Aalborg, som blev min hidtil længste tur med 7816 km. Modtagelsen fandt sted på Nytorv, og det var en stor begivenhed.
Turen var et " fund raising" projekt og det blev til ca 80.000 kr til Børnenes Kontor.
Bortset fra, at det var en hård og ekstrem lang tur, var der ikke uoverskuelige problemer undervejs.

Island 2014.
I 2004 begav jeg mig ud på en cykeltur, der skulle føre mig til Island. Allerede fra starten kunne jeg mærke, at det nok ikke ville blive en god tur, da jeg p.g.a forskellige omstændigheder ikke var i alt for godt humør.
Det viste sig også, at regnen fossede ned konstant, så jeg besluttede mig til at korte turen ned, så det desværre ikke lykkedes mig at komme hele vejen rundt.
Efter at være returneret til Danmark skyndte jeg mig at købe en billet til Bangkok, og på billedet sidder jeg og hygger mig med gode gamle Buddha.

Linz 2000.
Det  her er en dybt underlig historie.
På en cykeltur til Tjekkiet var jeg på vej hjem gennem Østrig.
I den store by Linz holdt jeg en dag og ventede ved et rødt lys, da jeg pludselig hørte en stemme udbryde: "Hej Holger".
Jeg var ikke klar over, at jeg kendte nogen i Linz, men det viste sig, at det var min kusine Marianne fra Nibe, nu bosiddende i England, der sammen med sin mand var på ferie i Østrig.
Det havde jeg godt nok ikke regnet med.
Vi fik en god snak, og mon ikke også vi fik en kop kaffe.
Ja, verden er underfuld.
Det var  på samme tur, at jeg forvildede mig ind på en motorvej i Østrig.
Pludselig hørte jeg sirener bag mig og jeg kunne se blåt blink.
Det lokale politi ville godt vide, hvad jeg lavede der?
I sådanne situationer er det altid klogt at være ydmyg, og det var præcis, hvad jeg var.
Jeg undskylde meget, og det endte med at jeg fik eskorte hen til næste afkørsel, hvor de ønskede mig god tur.

 

Clemmens Bakspejl.
Det kan måske undre, at jeg er blevet udstyret med blomster, eftersom jeg aldrig har vundet et cykelløb.
Og det er heller ikke den buket, jeg modtog af Marie Hirse efter at have vundet i Lykkehjulet.
Buketten har en speciel historie.
Det er (alt for) almindeligt, at cykelryttere opgiver at fuldføre, hvis de af en eller anden grund bliver sat af feltet.
Og jeg var ikke bedre end de andre.
En gang kørte vi løb i Tønder, der var berygtet pga brostenene i Møgeltønder og vinden.
Vi skulle køre 84 km, men efter 2 af tre omgange havde jeg fået nok og stod af.
Så begyndte jeg at tænke over, hvad der lige var sket, og jeg besluttede mig til, at det var flovt og pinligt at slå af.
Jeg besluttede også, at det aldrig mere skulle overgå mig.

 

Fra den dag gennemførte jeg alle cykelløb jeg stillede op i, og det var uanset, hvad der skete.
Jeg blev sat masser af gange, og jeg havde også tre styrt, hvor det ene sendte mig på skadestuen.
Men først efter at jeg var kommet i mål.
Blomsterne fik jeg, fordi jeg den dag havde genneført 200 cykelløb i træk, og inden jeg holdt en pause fra væddeløbene, havde jeg gennemført 207 cykelløb i træk uden at stå af.
Det var jeg faktisk rigtig stolt af.
Kan man ikke vinde, så kan man da i hvert fald være sej :-)

Clemmens bakspejl.
Jeg har sådan set haft 2 cykelkarrierer.
Først kørte jeg væddeløb i 15-20 år, og senere blev det ekstremt lange cykelture.
Når jeg selv skal sige det, havde jeg pæn succes med begge dele.
Her er  vi tilbage i 80érne, hvor jeg var rigtig godt kørende. Jeg er på hjemmebane med start og mål i Klarup. Det var en stærkt kuperet rute, hvor jeg altid klarede mig bedst.
Ret hurtigt kom vi nogle stykker fri, og lidt senere smuttede jeg af sted med en rytter fra Morsø. Det blev hurtigt klart, at én af os skulle øverst på skamlen. Det var vi ret spændte på, for ingen af os kunne spurte.
Og det kom vi heller ikke til.
Ca 1000 m før mål punkterede jeg på forhjulet. Jeg ønskede min makker god tur og haltede i mål på en 2. plads.
Det er nok det tætteste jeg har været på at vinde
Surt show.