Fredag den 23. august 2019
Gang: 5 km. Totalt i 2019: 796 km
Cykling 0 km. Totalt 1288 km

Efter en dejlig udflugt med gode venner torsdag drejer det sig nu om rejsen med andre gode venner til Damp2000 mellem Kiel og Eckernförde.
Jeg har nogle fine billeder fra torsdag, hvor vi bl. a besøgte et blomstrende lynghav.
Nu mangler jeg bare at finde ud af, hvor mit kabel til overførsel er.
Jeg har ledt store huller i jorden.
Uden resultat.
Min irritation er endeløs, men det hjælper ikke meget.
Vi kan forvente fint vejr i weekenden :-)

Jeg har læst "Buster Larsen, en biografi" af Jakob B. Lund.
2013. 204 sider.
Bog nr 26 jeg har læst i 2019.

Dette er en fin biografi, hvor der ikke bliver malet et rosenrød billede af den folkekære Buster Larsen.
Jeg fik mange ting at vide om BL, som jeg ikke kendte til i forvejen. Bl. a var han ikke så venlig, som vi gik og troede, og som det ofte er tilfældet, så var det familien og de nærmeste, det gik ud over.
En selvoptaget og krævende egoist er vist en ganske rammende betegnelse.
Fra en tidlig alder var han en skattet skuespiller, og det var takket være ham, at familien kunne klare sig.
En anden ting vi hører om ham, er at han altid åbnede sit hjem for pressen.
Og det billede de fik af familien og de velopdragne børn var ikke helt, som det var til daglig.
Men alt i alt en fornem bog, som vist nok har gjort ondt på hans børn.

Som grundsætningen lyder, betales prisen for succes ofte af andre. Det var også tilfældet med Buster Larsen, hvis familie ikke fik den opmærksomhed, de ønskede og havde krav på. Som menneske, ægtemand og far var det Buster Larsens største svigt, skriver Jakob D. Lund.

Onsdag den 21. august 2019
Gang: 5 km. Totalt i 2019: 796 km
Cykling 12 km. Totalt 1288 km

Min morgenstart blev lidt forstyrret af en morgenbyge.
Nu bør vi snart være færdig med det pjat.
Nu er der helt styr på rejseforsikringen til Afrika-turen, og jeg skal lige have checket op på mine vaccinationer.

Eftermiddagen kommer til at stå i Danmark Rundt på cykel.
Jeg gider ikke at kalde løbet for det, som den rettelig hedder.

 

Tirsdag den 20. august 2019
Gang: 5 km. Totalt i 2019: 796 km
Cykling 22 km. Totalt 1276 km

Vi havde en rigtig god tur til Nolde-museet, der ligger lige syd for grænsen ved Tønder.
Vi var vildt begejstrede for hans kunst og museet i det hele taget.
Manden var langt mere sær end jeg vidste, men det er de fleste store kunstnere vist.
Et anbefalelsesværdigt sted.

Efter at have fået en bratwurst serveret af en ubehøvlet dame fandt vi ud af, at stærene slet ikke er klar til at samles i store flokke.
En dame forklarede os, at vi var en måned for tidligt på den.
Det kunne ikke ødelægge helhedsindtrykket af vores tur.
Den var i den grad godkendt.

 

Mandag den 19. august 2019
Gang: 5 km. Totalt i 2019: 796 km
Cykling 11 km. Totalt 1254 km

Vi har besluttet os for at tage på tur denne dag. Vi skal til Noldemuseet og derefter forsøge at opleve "sort sol".
Jeg havde planlagt at have læse Lenz "Tysktime", der handler om Nolde, inden turen, men det blev ikke nået.
Vjret ser rimeligt ud, og vi har store forventninger til dagen.

 

Søndag den 18. august 2019
Gang: 0 km. Totalt i 2019: 791 km
Cykling 10 km. Totalt 1243 km

Der kommer stadig masser af regn, og det vil tilsyneladende ingen ende tage.
Min søndag bliver med en masse cykelsport, så det skal nok gå.
Måske bli er det mandag vi tager til Nolde-museet og efterfølgende på jagt efter "sort sol".
Det afhænger af regnen.

 

Lørdag den 17. august 2019
Gang: 0 km. Totalt i 2019: 791 km
Cykling 3 km. Totalt 1233 km

Regnen vælter ned, og det blier man efterhånden umanerlig træt af.
En god ting er at mit tagvindue nu er tæt.
Det var skønt at få det lavet.
I Skjern Downtown inviterer byen i dag til kaffebord i landets korteste gågade.
Arrangørerne har nok sovet dårligt i nat, for det ser ud til at det vil regne kl. 10, hvor det hele skal gå i gang.
Jeg regner med at kigge forbi.
Ellers er der ikke store planer for dagen

Breaking news: Så klarede de problemet med kombinationen af regn og udendørs kaffebord :-)
 

Fredag den 16. august 2019
Gang: 0 km. Totalt i 2019: 791 km
Cykling 28 km. Totalt 1230 km

Jeg havde en dejlig aften sammen med gode venner. Dejligt selskab og herlig mad.
På Eurosport hørte jeg, at Jesper Worre var gået på kiwi-kuren. Der må man spise alting med undtagelse af kiwi.
Det var lidt på den måde, vi gjorde :-)
Dejligt, men syndigt.

I næste uge kører jeg med en god ven til Noldemuseet i Tyskland. Vi vil også prøve at opleve fænomenet "Sort sol" i Aventoft.
Den oplevelse har jeg til gode.
Vi kigger lidt på den bygefyldte vejrudsigt for at finde en velegnet dag.
Denne fredag går med this and that og så cykelløb.
De irriterende småbyger klingede af ud på eftermiddagen og åbende op for en ekstra tur ud gennem engene.
Skøn tur

Torsdag den 15. august 2019
Gang: 0 km. Totalt i 2019: 791 km
Cykling 10 km. Totalt 1221 km

Det bliver endnu en dag med en masse byger. Svært at lade være med at lade tankerne gå tilbage til sidste års sommer.
Det bliver ikke mange flere sommerdage, vi kan vente os.
I aften skal jeg ud og spise til aften hos gode venner. Det er altid skønt.

 

Onsdag den 14. august 2019
Gang: 0 km. Totalt i 2019: 791 km
Cykling x km. Totalt 1202 km

Ingen særlige planer for dagen. Jeg går lidt videre med at organisere mine ting.
Lidt cykelløb sniger der sig ind. Vi har bl. a Tour of Utah, der er særlig spændende for mig, da jeg selv har cyklet gennem landet.
Det blev den varmeste stat af de 9 jeg passerede.

Tirsdag den 13. august 2019
Gang: 0 km. Totalt i 2019: 791 km
Cykling x km. Totalt 1193 km

Her kommer en tirsdag uden de store planer.
Torsdag skal jeg ud at spise hos gode venner, og mandag går turen til Noldemuséet.
Spændende.

 

Mandag den 12. august 2019
Gang: 0 km. Totalt i 2019: 791 km
Cykling 2 km. Totalt 1193 km

Det var da en dejlig søndag, hvor jeg ikke skulle så meget. Og mit cykelløb var ganske fantastisk.
I løbet af natten kom der en stor mængde regn.
Mit vindue holder tæt, det er rigtig skønt.

Jeg måtte skrive en tand på tabskontoen. Men jeg har flere at tage af.
Som ventet begyndte det at værke efter 3-4 timer, hvor bedøvelsen klingede af.
Det lægger lidt en dæmper på aktivitetsniveauet.

 

Søndag den 11. august 2019
Gang: 0 km. Totalt i 2019: 791 km
Cykling 9 km. Totalt 1191 km

Nu ser jeg frem til en rolig søndag, hvor højdepunktet nok bliver afslutningen på EM i cykling.
Lidt mindre regn kunne også være fint, men vi må glæde os over, at det ikke er nogen kold regn, der vælter ned over os.

Efter besøget i Nygårds Afrika, kan det som forbrugeroplysning nævnes, at vildsvinefrikadeller er lidt mere tørre end almindelige frikadeller.
Jeg holder nok ved det gamle, men det var sjovt at prøve.

Morgenens lille cykeltur førte mig bl. a til Brugsen og Fakta. Det er en rigtig god ide at lave sine indkøb så tidligt som muligt på en søndag.
Folk sover åbenbart.
Fakta klarede sig bedst i min jagt på gode tilbud. De har tit frugt og grønt sat ned.