FREM TIL "NETTET"

Det begynder lidt efter lidt at gå op for Deres ærbødige, at der er temmelig langt fra den ende af USA til den anden. Især hvis turen skal tilbagelægges på cykel. Og det skal den jo.

Startstedet i USA er som bekendt Norfolk, Virginia hvorfra det går videre gennem staterne, Kentucky, Illinois, Missouri, Kansas, Colorado, Utah, Nevada til Santa Barbara i California. Fra kyst til kyst.

Beslutningen er nu engang taget og kun alvorlige ulykker eller sygdom kan hindre, at det store eventyr bliver sat i gang.

Forberedelserne til de mere alvorlige del af ekspeditionen er allerede godt i gang og for at være bedst muligt rustet til den kolossalt krævende opgave har jeg allieret mig med IK FREM i Suldrup, der råder over et veludrustet motionscenter.

Instruktørerne, der er tilknyttet motionscentret, mener nok, de kan være medvirkende til at bringe en ældre herre fra Ellidshøj i topform.

Jeg mødte Jimmi Jacobsen, der var fyldt med fortrøstning. -Vi har maskiner, der tilgodeser alle muskelgrupper, forklarer han. -Det, der kræves, før en ekspedition af denne dimension er at vi satser på at træne de muskelgrupper, der anvendes mest. Vi vil lave et træningsprogram, der i det væsentlige koncentrerer sig om kredsløbet. Holger C. Andersen vil blive ekstremt hårdt belastet i nakkemuskulaturen og overarmene, og det er bl. a. der vi sætter ind.

JIMMI JACOBSEN

Benmusklerne skal naturligvis også på arbejde, men det er der ikke noget overraskende i. Derimod vil det nok forbavse nogle at vide i hvor høj grad armene belastes.

Naturligvis skal der også utallige slidsomme træningsture til, men der er ingen tvivl om at en intensiv træning i IK Frems motionscenter vil blive et værdifuld supplement i forberedelsen.

Og så er det ellers bare at gå i gang.

Main page
Denne side på engelsk
USA-forside