Dag 1 - 1. juni 2001 
Det blev til en meget hektisk start på dagen, hvor den store USA-tur skulle starte. Alt gik vist nogenlunde efter planen, men det var lidt vildt. Kolleger og venner var mødt pænt frem, og der var da også ”normale gæster i Storcenteret. Skole- og kulturrådmand Nils Bell holdt afskedstalen. Han lovede, at hans afdeling ville give en krone pr. kilometer til turen. Præcis kl. 16.30 gik det ud gennem de lange gange i Centeret ledsaget af en pæn flok cyklister, der hovedsagelig kom fra Nibe.
Det småregnede for at gøre det nemt at sige farvel. Nåh, det blev nu alligevel ikke nemt at sige farvel til familien.
Turen til Lufthavnen forløb også uden uheld, og det var lidt rart at kunne puste ud.
Ikke mere show time denne dag.
I København ventede mine to yndlingsdøtre, der for alvor havde lagt sig i selen, for at vi kunne have det rart den sidste aften.
Det havde vi virkelig også.

Dag 8. fredag den 8. juni 2001
Dagsmarch 151 km
Totalt 445 km
Det var meget svært at sige farvel til the Petersons, men det skulle gøres.
Jeg håber engang at kunne gengælde deres utrolige gæstfrihed.
Inden afgangen studerede vi vejrudsigten.
Luftfugtigheden var 100 %.
Det synes jeg godt lige, at man kan tænke over.
Hvordan er det så at cykle en hel dag under de forhold?
Hvis man forestiller sig, at man kører hen til en gartner og spørger om man må drøne rundt i hans drivhus en 7-8 timer, har man et ganske godt billede.
Jeg valgte denne dag store 4 sporede veje med aldeles glimrende belægning, og trafikken var til at leve med. Der var hele tiden moderat modvind og temperaturer over 30 grader samtidig med at bakkerne var blevet ret giftige.
Jeg kørte hele dagen i intervaller á 10 km for at narre mig selv til at tro, det var nemt.
Jeg var dagen igennem på adskillige biblioteker, der desværre alle var afskåret fra Internettet p.g.a. Thunder storms.
Sidst på eftermiddagen ankom jeg til Appomattox ved Lynchburg, hvor jeg indlogerede mig på et Budget Inn Motel.
Jeg indtog aftensmaden på Burger King.
Man er vel i USA?

Dag 9 - lørdag den 9. juni 2001

Dagsmarch 54 km
Total 620 km

Det hører til sjældenhederne, at man får lejlighed til at dyrke sin hobby sammen med mennesker fra den anden side af kloden. Jeg kunne ikke lade chancen gå fra mig. Ruth og Randal er medlemmer af Blue Ridge Bicycle Club, og denne lørdag blev der kørt en 54 km lang klubtur.
Jeg måtte være med.
Vejret var perfekt, da vi startede kl. 9. Lidt under 30 grader og ingen vind. Hvor tit oplever man sådanne dage i Danmark.
Det var flinke mennesker, og jeg nød virkelig denne dag i selskab med Ruth, som jeg har skrevet sammen med et årstid.
Efter løbet vi en lille snak med en flink politimand, inden Ruth tog mig på en guidet tur i Roanokes omegn.
En absolut herlig dag.
Mine nye venner grinede lumsk i skægget, da de hørte, at jeg næste dag skulle over Appalacher bjergkæden.
Gad vide hvorfor?
De kiggede også lidt på mine gear, og der var ingen tvivl om, at de nok mente, jeg skulle få noget at se til.
Jeg forlader Roanoke tidligt søndag morgen, så får vi se, om de bjerge der tårner sig op uden for vinduerne er så voldsomme, som det ser ud til.

Dag 10 Søndag den 10. juni 2001
Dagsmarch 153 km
Totalt 773 km
Så blev det  alvor.
Det startede fredeligt med et overdådigt morgenmåltid sammen med Ruth og Randal i Roanoke, som jeg desværre også måtte tage afsked med.
De første kilometer var rimelige, men snart drønede jeg ind i The Blue Ridge Mountains, der var ret voldsomme.
Da jeg skulle angribe en 4 km langs stigning til toppen af et bjerg, opdagede jeg, at mit mindste gear sendte bagskifteren ind i egerne.
Det gjorde det ikke nemmere.
Problemet har jeg senere klaret ved at bytte om på nogle tandhjul.
Yderst irriterende blev jeg sendt ud på en 28 km lang omvej, da ”min” vej blev omdøbt til Interstate, hvor cykler ikke må færdes.
Der blev rigtig varmt til sidst, hvor jeg faldt ind i et yderst spooky motel i Galax, hvor indehaverne er kommet fra Indien for 6 måneder siden.
De har absolut ikke styr på noget.
I morgen bliver noget anderledes end i dag.
Da bliver det nemlig bjergkørsel hele dagen.
Jeg satser på at komme tidligt af sted for at undgå den giftige eftermiddagshede.

Dag 13, 13. juni 2001
Elkhorn City til Buckhorn
Dagsmarch 182 km
Total 1204 km
7 bjerge og et utal af bakker, der i al almindelighed var lede var menuen for denne dag. Det foregik i løbet af 13 timer og med en temperatur der ret hurtigt etablerede sig omkring de 35 grader.
I morgen skal jeg besøge Jennifer Rose i Berea, og nu skulle der være mulighed for, at jeg kan være der rimeligt tidligt, da jeg kun har ca. 140 km derhen. Efterhånden skulle terrænet også flade noget ud.
Jeg er på en usædvanlig fredelig campingplads her i Buckhorn, og jeg har en lille tilståelse. Jeg fik aldrig tid til at afprøve campingudstyret hjemmefra, men Decathlons telt, sovepose og underlag fungerer upåklageligt.
Jeg tør slet ikke at tænke på, hvor meget væske jeg har hældt ned i dag. Jeg har praktisk talt kørt fra vandtrug til vandtrug. Af og til tvinger jeg mig selv til at spise noget, men jeg er ikke sulten.
Tænk at det skulle overgå mig.
Selv om både terræn og temperatur har været ekstreme i dag, føler jeg ikke, at jeg har været på vej ud i noget snavs.
Men hver kilometer er kostbar på sådan en dag.

Dag 14 – 14. juni 2001
Buckhorn til Berea
Dagsmarch 153 km
Total 1357 km
I Berea standser Appalacher bjergene, så det var et godt sted at holde pause. Men jeg skal lige love for, at de fik sagt farvel med maner. Ret korte lodrette vægge tvang mig på pinligste vis af cyklen ved flere lejligheder.
Men jeg kom da igennem. Det var rigtig sjovt at hilse på bjergfolkene, når jeg skulle ind efter væske. Bestemt noget for sig selv.
I Berea skulle jeg besøge Jennifer og Alfredo, der har stor kontakt til Danmark. Jennifer er sanger og har optrådt overalt i Danmark, og hun taler flydende dansk.
Om eftermiddagen var jeg i det lokale svømmebad for at hilse på nogle børn, og om aftenen kom der en del gæster til huset.
Vi fik herlig barbecue og sluttede aftenen af med en melonkerne-spyttekonkurrence.
Så har man prøvet det med.
Det blev er herligt møde med søde og behagelige mennesker, som jeg bestemt håber at møde igen.
Vejrudsigten for de næste mange dage siger ”hot”, hvilket på disse kanter vil sige omkring 35 grader. Men det bliver nok lidt lettere nu, hvor bjergene er overstået.

Dag 15 - 15. juni 2001
Dagsmarch 124 km
Total 1481
Øv.
Det gik slet ikke, som jeg havde planlagt.
Jeg kom sent af sted fra Berea, fordi jeg havde det så rart sammen med Jennifer og Alfredo.
Men det betød altså, at der var varmt lige fra starten.
Og ganske vist var jeg kommet ud af bjergene, men der var stadig voldsomme stigninger.
Det er ofte rutchebaneveje, hvor man hele tiden ryger helt ned i fart.
Jeg præsterede også at køre forkert. Det postbud, der hjalp mig på rette kurs, trøstede mig med, at det skete hele tiden p.g.a. dårlig skiltning.
Irriterende.
Jennifer havde været så sød at skaffe mig en overnatning i en katolsk kirke, men da klokken var seks, manglede jeg stadig 25 miles og samtidig brød et uvejr løs, så jeg måtte ringe og melde afbud.
Der var kun èn mulighed for overnatning i Springfield, men Days Inn har et lidt anden og finere standard end jeg var indstillet på. Men det skulle jo til.
På grund af varmen og de voldsomme stigninger kræver det meget at få de nødvendige  dagsmarcher kørt i hus.
På en dag som i går var hver eneste kilometer kostbar og energikrævende.
Der er stort set ingenting, der er gratis.
Men videre går det …

Dag 16 – 16. juni 2001
Springfield – Axtel (Camping)
Dagsmarch 176 km
Total 1657 km
Det blev til en rigtig god dag i modsætning til i går, der var rigtig dum.
Temperaturen holdt sig omkring de 25-30 grader, og bakkerne var lidt venligere.
Jeg var på hjul lidt efter 6 og fik adskillige timer med udholdelige varmegrader.
Det er mange dage siden, jeg har set andre cyklister, men i dag mødte jeg en ung pige fra Virginia, der var kørt fra sin gruppe.
Det er en oplevelse at komme ind på de afsides beliggende tankstationer. De lokale sidder simpelthen og venter på cyklisterne. I dag mødte jeg en, der havde en gæstebog. Jeg fik en snak med de folk der holdt til der, men de er noget svære at forstå.
Jeg er under 100 km fra Owensboro, hvor jeg i morgen skal besøge Nita, der hævder hun laver verdens bedste barbecue.
Det bliver sjovt.
Jeg talte med hende i dag. Hun spurgte, om jeg ville hvile, eller om jeg ville møde hendes venner.
Jeg valgte selvfølgelig vennerne.
Jeg kan hvile, når jeg bliver gammel.
Jeg har helt mistet overblikket over tidsplanen for turen.
Jeg kører, det jeg kan hver dag, så må vi se, hvor langt det rækker.

Dag 17 – 17. juni 2001
Dagsmarch 96 km
Total 1751 km
Søndag er jo normalt hviledag, og jeg kunne nøjes med lidt under 100 km, fordi jeg skulle besøge Nita i Owensboro. Men de 100 km var da hårde nok, fordi temperaturen igen steg dramatisk. OG bakkerne var stadig voldsomme. Men alligevel var jeg fremme lige omkring middagstid. Jeg ringede til Nita for at få lidt kørevejledning, og pludselig kom hun drøenende ud for at tage imod mig

Dag 18 mandag den 18. juni 2001
Owensboro – Marion
Dagsmarch 146 km
Total 1897 km
Det blev en dag uden dræber-bakker, og det var da rart til en afveksling. De rigtig lede bakker sidder i kroppen, lang tid efter at de er besejrede.
Varmen var igen aldeles uden nåde, mens jeg bevægede mig gennem det allervestligste Kentucky. I morgen driver jeg gennem Illinois og ind i Missouri, hvor jeg i Cape Girardeau skal kigge indenfor hos Thomas og Lise, der udvandrede fra Danmark i 1973.
Jeg er endt på et B&B i Marion efter kun 146 km. Men der er ingen andre overnatningsmuligheder i miles omkreds.
Men det her er et rigtig rart sted. I aften er jeg blevet inviteret til at spise meat loaf. Det bliver garanteret hyggeligt.
Jeg var i mål allerede ved 15 tiden og har brugt tiden på e-mail check på biblioteket samt lidt sight seeing i byen i den udstrækning det er attraktivt i mere end 40 graders varme.
I aften skal jeg slappe lidt af og måske se lidt TV. Min yndlingskanal er ”The weather channel”.
Morgenmaden er bestilt til 5.30.

Dag 19 – 19. juni 2001
Marion, Ky – Cape Girardeau, Mo
Dagsmarch 187 km
Total 2084 km
Det blev den hidtil varmeste dag med op til 98 F. Jeg kan ikke lige huske, hvad det er i celsius, men det er en forfærdelig masse grader.
Jeg tog afsked med Kentucky, drønede (ha) gennem Illinois og tog hul på Missouri ved at slutte dagen i Cape Giradeaux, hvor Thomas og Lise Thomsen bor. Thomas var desværre ikke hjemme, men Lise tog imod mig ved Mississippi floden sammen med et hold fra den lokale TV-station.
Hun havde sørget for, at et par af hendes venner, Chris og Rory fulgte mig på cykel de 12 miles til hendes hjem. (Med masser af bakker)
Der var ved at være udsolgt og først fik jeg lov at drikke Rorys vand, og dernæst drak jeg Chris´s.
Men efter en 8-9 glas vand i Lises køkken og et dejligt bad( ikke i køkkenet), kører det hele bare igen.Om aftenen kom nogle venner på besøg, og vi tilbragte en rigtig hyggelig aften sammen.
Vi kiggede også lidt på de kommende dages rute, der bringer mig ind i Ozark-bjergene.
Det ser heldigvis ud til, at det bliver en anelse køligere i morgen.

Dag 20 20. juni 2001
Cape Girardeaux til Annapolis (camping)
Dagsmarch 162 km
Total 2246 km
Det blev en forholdsvis stille dag på kontoret.
Temperaturen var faldet til omkring 30 grader, og bakkerne var nogenlunde fredelige.
Meget af turen foregik på øde strækninger, så der skulle tænkes taktisk ved indkøb af drikkevarer.
Faktisk var det ind i mellem ved at blive en anelse kedeligt.
Det mest ophidsende var egentlig da jeg ringede hjem til familien.
Mens jeg stod i Annapolis og funderede over vejen ud til campingplads kom en præst spænende hen og begyndte at velsige mig.
Han har jo nok syntes, jeg trængte til det.
Der var ingen opsyn på campingpladsen, og da jeg spurgte en mand, hvordan man gjorde, inviterede han mig straks til at spise med.
De præsenterede sig som Kim og Jerry fra St. Louis, og maden var Crappie, som Jerry selv havde fanget.
De syntes, det var en lidt vild cykeltur, jeg var ude på.
Det var en rigtig god oplevelse.
100 miles ( ca. 160 km) kaldes ”a century ride”, og det kom netop i hus denne dag.
Vejret ser lidt uldent ud her til aften. Der er måske regn på vej.

Dag 21 – 21. juni 2001
Annapolis til Houston
Dagsmarch 144 km
Total 2390 km
Jeg kan lige så godt vænne mig til det.
Der findes ingen nemme dag her.
Efter omkring 20 km brød et gevaldigt tordenvejr løs, og det regnede mere eller mindre hele dagen.
Og så fik jeg lejlighed til at stifte bekendtskab med Ozark bjergene. Det er ikke høje bjerge, men de er vildt stejle. Adskillige gange måtte jeg af og trække. Det gik usandsynligt langsomt.
Men enhver vej har en ende, og det gælder også den, der går gennem Ozark bjergene.
Sidst på dagen mødte jeg Marilyn og Mike fra Washington, og vi fulgtes de sidste 35 km ind til Houston, hvor vi indlogerede os på et pænt og rimeligt billigt motel.
Nu skulle der ikke være flere bjerge før The Rockies, så nu bliver det for alvor spændende, hvordan vinden blæser gennem det totalt flade Kansas.
Jeg tør næsten ikke sige det, men i morgen ser altså ret nem ud.
Mange vil måske tro at ben, knæ og bagdel er de kritiske punkter, men i øjeblikket døjer jeg mest med mine hænder.
Men hele kadaveret trænger i det hele taget til nogle nemme dagmarcher.

Dag 22 - 22. juni 2001
Houston til Ash Grove
Dagsmarch 189 km
Total 2579 km
Jeg ventede hele dagen på, at de vilde bakker skulle flade ud. Det skete aldrig, så derfor blev dagen hård nok.
Det er en lang rutchebanetur, hvor man selv er drivkraften.
Der var imidlertid et herligt vejr. Omkring 25 grader og solskin.
Landskabet blev mere og mere åbent, efterhånden som jeg bevægede mig vestpå. Der var ganske smukt. Der er meget lange strækninger, hvor der ikke er et øje. Indimellem sker det, at jeg møder en cyklist, og så går snakken.
Det kunne måske være på sin plads at omtale hundene. Der var især mange i Kentucky, men de ligger og lurer overalt. Mange gange i løbet af hver dag bliver man angrebet. Mange har spray med. Jeg skriger og sparker. Jeg er ikke blevet bidt endnu. De er helt vilde.
Jeg har slået mig ned her i City Park i Ash Grove sammen med Walther Francke fra North Carolina.
Det koster ikke noget at være her, så det er jo meget fint.
I morgen tager jeg afsked med Missouri og de mange bakker og kaster mig over den flade præriestat Kansas

Dag 23 - 23. jun 2001
Ash Grove til Walnut, KS
Dagsmarch 172 km
Total 2751 km
Det er altid en dejlig fornemmelse at starte på et nyt land eller stat. Jeg fik sagt farvel til Missouri og de mange bakker. Det bliver nok aldrig min favoritstat.
De mange vilde bakker slap lidt efter lidt op, efterhånden som jeg bevægede mig ind i Kansas. Det var en dag med et særdeles behageligt vejr. Lidt side-modvind, som var til at leve med.
Jeg mødte desværre ikke en eneste cyklist hele dagen, så jeg har kun snakket med folk i de forretninger, jeg har været inde i. De vil til gengæld gerne.
I dag måtte jeg sige farvel til mit bagdæk, der alt i alt klarede ca. 3000 km.
Jeg endte i Walnut, som er en by på omkring 300 indbyggere. Jeg har slået mit telt op i the City park. Det lyder fornemt, men det er et lille grønt område midt i byen. Der er en lille slidt toiletbygning.
Tilsyneladende er der ingen, der har noget imod, at jeg slår mig ned her.
Om 2 dage skal jeg gerne ende i Newton, hvor jeg desværre ikke kommer til at møde Marcia.
Det er jeg meget ked af.
Det bliver 2 dagsmarcher på 70-80 miles.
Det bliver faktisk 2 hviledage.

Dag 24. 24. juni 2001
Walnut – Eureka
Dagsmarch 142 km
Total 2893 km
Enhver vej er længere, end man regner med. Enhver by ligger altid længere væk, end man troede. Derfor blev der alligevel en arbejdsdag ud af denne søndag. Der er stadig lange bakker, og det vil der være de næste 125 km. Men de bider ikke som Ozark bjergene.
Landskabet er blevet mere åbent, og vinden tager til, som man har fortalt mig, den ville.
Den springer lidt mellem side-medvind og side-modvind og er ikke generende.
Mit problem denne dag var et par punkteringer, der drillede. Men det er vel kun mig, der kan finde på at stå midt ude på prærien i 35 graders varme og montere en defekt slange.
I morgen må jeg have et nyt bagdæk.
De sidste 10 kilometer røg jeg ind i den mest irriterende discount-asfalt. Det fortsætter omkring 15 km i morgen.
Jeg hader det skidt.
I morgen har jeg kun ca. 125 km til Newton, hvor jeg med lidt held kan få post hjemmefra.
Jeg havde naturligvis glemt at få et internationalt kørekort.
De problemer jeg har, skyldes heldigvis udelukkende mig selv.

Dag 26 26. juni 2001
Newton to Larned
Dagsmarch 188 km
Total 3209 km
Bernie lavede dejlig morgenmad til mig, inden jeg igen angreb prærien.
Vinden var stadig i syd heledagen, hvilket gav mig en sidevind, der var til at leve med.
Hele dagen igennem passerede jeg kun 3-4 mindre byer, ellers var der aldeles øde og ensomt.
Lige før middag blev jeg i Nickerson kontaktet af en dame, der tilbød mig husly for natten. Hun havde haft 35 udvekslingsstudenter og havde rejst meget. Jeg takkede for tilbudet, men fortalte hende, det var for tidligt.
Hun kunne oplyse, at den vej, jeg kørte på, i daglig tale hed ”Rattle snake road”, og at jeg skulle være lidt varsom, hvis jeg gik ud i græsset.
Jeg lovede hende at passe på.
På et tidspunkt havde jeg 6-7 kilometer med modvind, og det gik for alvor op for mig, hvor heldig jeg var med vinden.
Ve den, der skal køre gennem Kansas i modvind.
Så er vejen som et bjerg, der ligger ned.
Jeg har indlogeret mig i City Park, hvor der bl. a. er gang i base ball spillet.
Jeg har mødt en mand, der vil sælge mig et ekstra dæk. Han skulle komme senere i aften.
Der er mange larmende børn her, men de går vel hjem på et tidspunkt.

Dag 27 27. juni 2001
Larned til Dighton
Dagsmarch 162 km
Total 3371
Fra starten var der ingen forskel i landskab og vindretning. Jeg oplevede at have 30 km med susende medvind. Virkelig morsomt.
Men lige over middag kom manden med hammeren. Vinden tog til, og varmen blev yderst voldsom.
Og så er der jo det med starten på Rocky Mountains. Allerede i Aleksander (ca. 600 m o.h.), der nu er 50 miles bag mig, begynder det at gå opad. Og det bliver det ved med de godt 500 km til Pueblo, der ligger i ca. 1600 m.o. h
En bakke på 500 km!
Det er da noget, der vil noget.
Bl. a. på grund af den voldsomme hede var jeg ikke indstillet på en nat i The City park.
Næh, jeg endte skam på byens nydelige hotel. Fint skal det jo være.
Vejrudsigten for i morgen lover samme giftige temperaturer, så det kan blive hårdt på bakken.
Næsten hver dag møder jeg en enkelt cyklist. I dag var det en ung mand på vej fra San Francisco til Boston.
Disse møder er herlige afbræk i de afsindigt lange ture mellem de vidt spredte byer.
Det kan redde en hel dag.

Dag 28 - 28. juni 2001
Dighton – Sheridan Lake, Colorado
Dagsmarch 167 km
Total 3538
Jeg har før taget fejl, men jeg tror aldrig det vestlige Kansas bliver overrendt af turister. I dag har jeg kørt lidt over 160 km på HW 96, der ikke har slået et eneste sving.
Efter 40 km kom jeg til den lille by Scott City, efter 80 km til Tribune, og nu har jeg installeret mig i The City Park i Sheridan Lake med 90 indbyggere, ca. 50 km inde i Colorado.
Mellem byerne har der væren en del kæmpefarme, ellers er der intet. Over det hele er der en svag duft af ko.
Men denne del af verden har bestemt sin charme. Her er ingen kriminalitet, og folk behandler hinanden ordentligt. Indehaveren af den lille tankstation har lige været her med en kold øl, som han mente jeg kunne trænge til.
Han skulle ud for at drikke øl med gutterne, men inden viste han mig sit hus, hvor jeg bare kunne gå ind og tage et bad. Man bruger ikke det pjat med at låse dørene.
Om 2 dage skal jeg være i Pueblo, der kun ligger 140 miles herfra. Hvis jeg kører 80-90 miles i morgen, er der dømt en halv fridag, inden det for alvor går løs i bjergene.

Dag 29 - 29. juni 2001
Sheridan Lake til Ordway
Dagsmarch 148 km
Total 3684 km
Jeg fik en ekstra time, fordi jeg røg ind i den næste tidszone, så jeg var allerede på hjul kl. 5.
Det fortsatte bare, op ad bakke, ud af HW 96. Det var bare endnu mere øde end dagen i forvejen. Det kan godt virke lidt skræmmende. Normalt er der 40 km mellem byerne, og man har fortalt mig, at det var den strækning togene i gamle dage kunne køre, før de skulle have vand.
Men i dag havde jeg en strækning på hele 54 km, hvor der var en overvældende masse ingenting.
Vinden sprang noget rundt, mens temperaturen holdt sig omkring de 38 grader C.
Tidligt på eftermiddagen kom jeg til Ordway, hvor jeg fik et pænt hotelværelse for kun 10$. Der er air condition, men ingen TV.
Jeg har haft et par punkteringer i dag, og så sprang der en eger.
Så er det man spørger, hvornår går den næste?
Manden skal nok holde, men det er nu materiellet skal stå sin prøve.
I morgen er der hviledag. Jeg har kun 80 km ind til Pueblo, hvor Rocky Mountains for alvor starter.

Dag 30 -  30. juni 2001
Ordway til Pueblo
Dagsmarch 98 km
Total 3782 km
Lidt over middag ankom jeg til Pueblo efter en fredelig formiddag.
Jeg mødte et ægtepar fra Monterey, Ca, hvor fruen cyklede og manden kørte ledsagevogn.
Straks efter ankomsten til Pueblo for jeg vild. Jeg havde aftalt med Tom og Susan fra Colorado Springs, at vi skulle mødes i Pueblo, men da jeg langt om længe fandt frem til det jeg troede var campingpladsen, viste det sig, at der var træf for flere tusinde motorcyklister.
Jeg måtte gerne være der, sagde de, og de fleste af bikerne var under kontrol.
Jeg ringede til Tom og Susan, men fik naturligvis opgivet en forkert adresse, så de måtte lede længe for at finde mig.
En nat med bikerne var ikke attraktiv, så da de inviterede mig hjem til Colorado springs, var jeg ualmindelig nem at overtale.
Det viste sig, at de boede i et aldeles fantastisk rundt hus. Vi fik en herlig middag, og Tom havde skaffet et par dæk til mig, så jeg nu skulle være kørende igen.
I morgen venter Monarch Passet

Dag 31 -  1. juli
Efter Pueblo til før Gunnison.
Dagsmarch 155 km
Total 3937
Efter at Tom og jeg havde spist morgenmad, kørte han mig tilbage til ruten. Jeg var spændt på, hvornår det begyndte at gå opad, men jeg kørte fredeligt i Pleasant Valley helt til Salida. Det var heldigt, for jeg havde hele formiddagen en generende hovedpine. Opkørslen til Monarch passet var på i alt 37 km, hvor det for det meste var 6 %. Meget af tiden havde jeg modvind, og efterhånden som jeg nærmede mig toppen, der ligger i ca. 3400 meter, fik jeg problemer med den tynde luft. Kræfterne forsvandt simpelthen. Jeg startede med intervaller på 1000 m og endte med små ture på 250 m, der også var for lange.
Men op kom jeg da tilsidst, og jeg var faktisk temmelig glad og tilfreds.
Nedturen var modbydelig p.g.a. kulde og for høj fart, men til sidst fladede det ud.
Dagen igennem havde jeg mødt utallige moteller og campingpladser, men da jeg skulle bruge dem, var der ingen.
Jeg har derfor debut som ”vild campist”. Der er ikke andre muligheder, inden det bliver mørkt.

Dag 32 -  2. juli
Før Gunnison – Montrose
Dagsmarch 138 km
Total 4075 km.
Jeg var lidt spændt på, om der var kravlet slanger ind i mit udstyr, men det var der heldigvis ikke.
Dagen bød på de mest fantastiske naturskønne områder, men der blev da også lejlighed til at klatre en del. Bjergpasset Cerro Summit blev passeret i ca. 2400 m efter en 6 km lang opkørsel.
Jeg bliver aldrig træt af at nyde disse øjeblikke på bjergtoppene. Det gør for alvor ondt at komme derop, men det er det hele værd.
Det var en anelse tidligt at holde fyraften i Montrose, men efter en nat i vildmarken, frister et motelværelse for meget.
Jeg var på biblioteket, hvor jeg mødte Laurent fra Frankrig. Hans budget lyder på 15 $ om dagen, og han bruger aldrig penge på overnatning.
Jeg har aftalt med ham, at vi kører sammen 40 km i morgen, inden vores ruter skilles.
Jeg tilbød ham et bad her på mit værelse. Det var lige noget, han kunne bruge.
I morgen eller senest i overmorgen går jeg ind i Utah.
Så venter ørkenen med nye udfordringer.

Dag 33 -  3. juli
Montrose til Før Dove Creek
Dagsmarch 188 km
Total 4263 km
Laurent og jeg spiste morgenmad sammen i et supermarked, inden vi kørte. Vi startede dagen med en 35 km lang bakke, jeg skal love for, vi er i The Rockies.
Vi fulgtes ad ca. 45 km.
Vi tog en kop kaffe, byttede adresser og takkede hinanden for behageligt selskab.
Dagen bød igen på helt utroligt smukke scenerier. Der er virkelig fantastisk smukt i Colorado.
Jeg havde også et enkelt bjergpas i 2300 meters højde at arbejde med.
Mod slutningen af dagen tog jeg hul på en 100 km lang strækning uden muligheder for indkøb overhovedet. Jeg købte en masse væske, som jeg alligevel blev nødt til at rationere.
Jeg nåede 50 km ud, inden jeg kaldte det fyraften og har nu slået mit telt op midt i ødemarken.
Af og til kommer der en bil forbi, men ellers er her meget, meget stille.
Jeg ved ikke, hvilke former for kryb, der holder til her, så jeg holder nok teltet lukket i nat.