Fredag den 7. december 2018
Gang: 0 km. Totalt i 2018: 1184 km
Cykling 6 km. Totalt 1335 km

Torsdag den 6. december 2018
Gang: 8 km. Totalt i 2018: 1192 km
Cykling 0 km. Totalt 1329 km

Jeg gav mig selv en halv fridag, som jeg brugte til at nusse lidt rundt i min skønne bolig.
Jeg brugte også nogen tid på at forberede lørdagens ekspedition til Vendsyssel.
Der var det, som vejrprofeterne kalder "vedvarende regn".
Men når man kan opholde sig indendørs, er det ikke det store problem.
Jeg var forbi biblioteket for at skaffe litteratur til de næste dage.
For at komme op på 100 læste bøger i 2018, skal jeg kværne 9 mere.
Det burde nok kunne lade sig gøre.
Jeg er slem til at falde i søvn, når jeg om aftenen skal forestille at læse lidt.
Det gør ikke forståelsen af mesterværkerne nemmere.

Om eftermiddagen hyggede jeg med en gang skiskydning, og aftenen byder naturligvis på håndbold.
Fin dag :-)

 

Jeg har læst "Jo hurtigere jeg går jo mindre er jeg" af Kjersti Annesdatter Skomsvold.
2011. 157 sider.
Bog nr 91 jeg har læst i 2018.
Læst december 2018

Jeg må fundere lidt over om det er mig, der er galt afmarcheret i vurderingen af denne lille bog.
Stort set alle anmeldere er begejstrede, og i begyndelsen var jeg da også glad for KAS humoristiske tilgang til bogen, men jeg kørte træt i det, og syntes ikke jeg kom nogen vegne.
Og det irriterer mig.
Vi er i Oslo, hvor vi møder Mathea Martinsen, der kommer i tanker om, at det ville være trist, hvis hun nu døde og ingen opdagede, at hun havde været der.
Den tankegang kan jeg godt følge, og jeg kan også godt forstå, at hun vil ud i verden for at møde "de andre", som det står bag på mit eksemplar af bogen.
Men har hun så mødt de andre?
Det var jeg lidt i tvivl om, da jeg lukkede bogen.
Jeg kan godt se, at der er masser af morsomme ting i bogen. Det er da morsomt, når hendes hund svømmer til havs, og også når hun ringer til oplysningen med forskellge stemmer for at få oplyst sit eget nummer.
Den slags er der masser af.
Jeg havde bare svært ved at få det hele sat sammen, for at få greb om Mathea Martinsen og hendes liv.
Vi kender vist alle til, at vi gerne vil være "Einar Lunde" istedet for os selv.
Det kan være rigtig svært at være tilfreds med sig selv og sit liv.
"Jeg overbeviste Epsilon om, at vi burde få en kanin, men jeg sagde ikke, at det var fordi jeg ikke længere brød mig om at være alene i lejligheden."


Dette er en bog som jeg må igennem én gang til.
"Tak fordi du ringede", sagde manden fra oplysningen,
"Nej, tak fordi du tog telefonen", sagde jeg.