Fredag den 29. september 2017
Gang: 8 km. Totalt i 2017: 1724 km

Cykling 0 km. Totalt i 2017: 433 km.

Søndag den 1. oktober 2017
Gang: 2 km. Totalt i 2017: 1726 km

Cykling 3 km. Totalt i 2017: 436 km.


Ikke mere brok med den mand.
Fredag var jeg et lille smut i Herning for at få tarmene proppet på plads i den gamle krop.
Det lykkedes skam.
Jeg havde 6 timers fastende ekstra ventetid, fordi der opstod en akut situation, men det må man jo affinde mig med.
Kirurgen skulle vælge mellem en en kikkertoperation eller at lave et snit.
Det blev heldigvis kikkerten, for så er der ikke så meget, der skal gro sammen.
Der blev lavet et hul til kikkerten og 3 huller til værktøjet. Dertil lavede de 2-3 huller til dræn.
Det varede en times tid, og de indsatte et 15 x 15 cm stykke "stof", så der ikke falder mere ud.
Der var mange smerter lige bagefter, men de fyldte morfin på mig, til det ikke gjorde ondt længere.
Jeg blev ret hurtigt kørt op på min stue, og det viste sig, at jeg godt kunne blive udskrevet næten med det samme, men nu var det blevet aften, og jeg fik lov til at blive natten over.
Det hedder Hotelafsnittet, fordi patienterne er selvhjulpne. Maden bliver serveret i et lille hyggeligt cafeteria, og selv om der er den nødvendige hjælp at hente, er det ikke som en "rigtig" hospitalsafdeling.

Jeg kan faktisk godt lide det liv, der udspiller sig på et hospital. Man får snakket med en masse søde og hyggelige mennesker, og det gælder både personaler og medpatienter.
Jeg kan ikke rigtig finde noget, jeg kunne sætte en finger på.
Det var en god oplevelse, og det gør det jo heller ikke ringere, at alt gik godt.
Jeg var blevet advaret om, at ca 5 % af folk, der får sådan en navlebroksoperation ender ud med kroniske smerter efterfølgende.
Det ser ikke ud til, at jeg er i den kategori.
Jeg skal regne med smerter i ganske mange dage, men jeg er forsynet med et lager af panodil og skam også morfin, som jeg skal tage efter behov.
Jeg har også fået nogle sprøjter med blodfortyndende medicin, som jeg skal jage ind i en lårmuskel.
Det er dejligt, at have det i orden.
Jeg føler mig lidt junkie-agtig, når jeg sidder og fægter med kanylerne.

 

Jeg gik en tur på nogle få kilometer denne dag, og det må jeg godt. Jeg må gerne motionere, men jeg skal på at holde det inden for det rimelige.
Sidst på dagen skulle jeg lige se, hvordan det gik med at cykle, og det kunne jeg også finde ud af.
Det blev til en trilletur på 3 km, og det var jeg vældig tilfreds med.

 

Det blev en ganske travl dag, hvor jeg bl. a måtte tage mig af løbene på Jyllandsringen og indtil flere cykelløb.
Der er nok at tage sig til, må jeg sige.
Jeg benyttede også lejligheden til at begynde mere seriøst med mit nye kostprogram.
Its time!

Og således udviklede det sig til en rigtig fin dag i et herligt vejr.

Mandag den 2. oktober 2017
Gang: 6 km. Totalt i 2017: 1732 km

Cykling x km. Totalt i 2017: 436 km.


Jeg fik gået næsten 11.000 skridt, og jeg var endda på vej ud på en lille cykeltur, da det begyndte at regne, så motionsmæssigt synes jeg nok, at jeg var dækket helt ind denne dag.
Selv om de siger i vejrudsigten at det er blevet koldt, synes jeg stadig, at der er udmærket vejr.
Hvis det regner, så er det altså det vejr, vi har, og der er da ingen fornuftig grund til at lade det ødelægge ens gode humør.
I morgen tidlig skal jeg cykle til Tarm, og da må jeg nok alligevel sige, at jeg håber på tørvejr på den 5 km strækning.
Og i modsat fald bliver jeg våd.
Alt i alt var det en udmærket dag.

 

2 gange minus til Lidl
Fra mit luksushjem har jeg 700 m til Lidl.
Den næste forretning i rækken er Fakta, der ligger ca 2 km væk.
Dettee betyder, at jeg ganske ofte ender i Lidl.
Det ved jeg ikke helt, hvad jeg skal mene om.
Der er én af de ansatte, der irriterer mig enormt, men ham kan jeg jo prøve at undgå. Jeg er rigtig nem til at blive irriteret, det erkender jeg blankt.
Andre problemer kan også opstå.
For nogle måneder siden købte jeg en skraber af lidt bedre kvalitet, og jeg fik samtidig nogle løse blade med.
"Bliver I ved med at have de løse blade", ville jeg vide, og det gjorde de helt bestemt.
I går skulle jeg bruge nogle af disse løse blade, og jeg kan desværre ikke sige, at jeg blev særlig forbavset, da de sagde, at dem solgte de altså ikke.

I dag var jeg på jagt efter tandstikkere.
Det skulle være tandstikkere af træ, og de skulle være trekantede.
Dem havde de ikke, og den dame jeg spurgte, så ikke ud til at synes, at det udgjorde et problem.
"Dem har vi desværre ikke", meddelte hun.
"Burde I ikke det"?, spurgte jeg nysgerrigt.
Det syntes hun ikke var en morsom bemærkning.
Efter at have tænkt situationen igennem er jeg kommet frem til, at der er tale om en vare, som enhver dagligvareforretning burde have på lager.
Da jeg var Brugsmand ...... :-)

 

En dårlig sproglig nyhed.
Der har sneget sig noget nyt ind i vores fine danske sprog, og jeg synes helt klart, at det er en uskik.
Det drejer sig om ordet "ligner".
"Det ligner, at der kommer regn i morgen"
Det hedder det altså ikke.
Jeg ved ikke, hvor den mærkelige vending er kommet fra, men det ligner, at mange synes det lyder rigtig godt.
"Yours truly" er ikke én af dem.

Tirsdag den 3. oktober 2017
Gang: 5 km. Totalt i 2017: 1737 km

Cykling 9 km. Totalt i 2017: 445 km.


Jeg havde en aftale i Sundhedshuset i Tarm kl 8.30.
Det er 5 km fra mit hjem, og det svære ved den aftale var at finde huller i bygerne, så jeg kunne trille derover.
Det lykkedes, og jeg fik en god snak med min terapeut.
Jeg har forlængst opnået det vægttab på 800 g, jeg ymtede noget om, så jeg stiller mig nye mål.
Jeg ville godt have haft nogle "legekammerater", men det var de ikke leveringsdygtige i.
Faktisk er jeg slet ikke i deres målgruppe, fordi jeg i alt for høj grad "kan selv".
Det er naturligvis et positivt problem, og jeg er også ganske vant med at være "ene men stærk".
Jeg har fået en ualmindelig fin start på mit nye kostprogram, og jeg har fået den kick start, jeg bad om.
Jeg cyklede meget forsigtigt derover, og mærkede ikke det store til operations-sårene.
God formiddagsoplevelse.
Jeg er 100 % tilfreds med min indsats på motionsfronten.


Wupti
Dernæst fulgte den daglige kamp med wupti, for at få den barbermaskine, de ikke kan finde ud af at levere.
"Hvad er det, I ikke kan finde ud af", ville jeg vide, og det var slet ikke et spørgsmål, de syntes, det var relevant at stille.
Jeg overvejer at blive lidt grov på Trustpilot, men man skal vælge sine kampe med omhu, og jeg er ikke sikker på at det er klogt. Men .......


Tagsten.
I den fjollede "Vejrhave" havde man slæbt en forsikringsperson i studiet, hvor hun skulle forklare lidt om den kraftige blæst, der havde huseret dagen igennem.
Blandt de mange kloge ord bed jeg mærke i, at man skulle se efter, om man havde nogle løse tagsten.
Jeg er ikke den, der sidder et godt råd overhørigt, så jeg bevægede mig straks udenfor, og jeg er glad for her at kunne lade det glade budskab gå videre: "Jeg har ingen løse tagsten".

Men jeg har noget andet.
Jeg har logerende i forteltet.
Mus!

Den eller de tøffer rundt, og når jeg brøler lidt, fiser den af.
Jeg vurderer, at man ikke kan holde mus ude af et fortelt, så jeg må bare sørge for at fjerne de ting, han kan mæske sig med.

 

Og hvad siger ikke digteren om den materie:
Mis sagde til mus,
som han traf i sit hus,
jeg anklager dig,

gå til retten med mig.
Hvis retten er go,

får jeg ret kan du tro,
sagde musen og lo.

Onsdag den 4. oktober 2017
Gang: 5 km. Totalt i 2017: 1742 km

Cykling 0 km. Totalt i 2017: 445 km.


Det er på sådan en våd og blæsende dag, at man ikke skal have ondt af sig selv.
Det er bare om at komme derud og få pulsen i gang, og få nogle tal sat ind på kontoen.
Og lur mig, om man ikke efterfølgende er vældig godt tilpas.
Jeg pressede en 5 km spadseretur in i programmet, og det førte mig sporenstregs til Brugsens Cafeteria, hvor jeg stadig bruger en del tid på at studere skiltet, der oplyser mig om,  at kun ting der er købt i bageren, må nydes der.
Jeg var faktisk senere på dagen på vej ud på en lille trilletur, men jeg var ikke sikker på, at jeg kunne holde dyret på vejen, så det blev udsat.


Jeg har nu fyret Wupti, der er villig til at betale mig pengene tilbage, når de har fået deres næsehårstrimmer igen (Stadig ubrugt).
Nu funderer jeg over, hvor jeg skal købe en tilsvarende barbermaskine?

 

Jeg har også besluttet mig til at smide penge efter en hovedpude af anstændig kvalitet, der sikkert kan erhverves hos Jysk. Sidst jeg rådede over en kvalitets hovedpude var efter min optræden i hendengangne "Lykkehjulet", hvor jeg fik adskillige fine præmier.

Annisettes store nedtur.
Hvem er dummest?
Er det "yours truly", der lige skal kigge for at se hvad der gemmer sig undet denne imbecile overskrift, og erfarer at det handler om, at konen ikke har kunnet holde sin plads på en hitliste, hvilket ingen kan til evig tid.
Eller er det avisen, der burde skamme sig over at bringe den slags nonsens, der samme dag følges godt til dørs af  historien om en "komiker" uden efternavn, der nu har forelsket sig i en kvinde med 2 børn.
Jeg bliver sur hvergang, jeg falder i fælden, og hvad angår den såkaldte avis, så skal de nok ikke regne med, at Cawlingprisen er i spil.
En skamstøtte var en oplagt mulighed.

Men det var altså endnu en rigtig fin dag.

Torsdag den 5. oktober 2017
Gang: 7 km. Totalt i 2017: 1749 km

Cykling 10 km. Totalt i 2017: 455 km.


Dejlig dag.
Jeg startede med at vandre op i byen, hvor jeg afskibede min næsehårstrimmer til wupti.
Det vil ikke forbavse mig, hvis dette ikke er endestationen på den historie.
I Lidl fandt jeg så en shaver, der var rigtig billig. Sandsynligvis er det noget skrammel, men nu var jeg kommet i tanker om, at jeg vil barberes med en maskine.

Så gjaldt det Projekt Hovedpude, og det førte mig til Jysk, hvor de handler med den slags ting.
Der var mange at vælge imellem, og jeg forsøgte at indhente nogle informationer fra de unge mennesker i biksen.
Det blev de lidt forbavsede over.
"Hvad vil du vide", spurgte en af dem.
Jeg fandt en pude fra den øverste hylde, og vi blev enige om, at den var god at sove med.
Det er den dyreste pude, jeg nogensinde har købt.

Anmeldelse i morgen :-)

Hen under aften kom jeg til at købe en mountainbike af campingfatter.
Der er nogle stykker, der kører en tur af og til, og jeg planlægger at slutte mig til det hold.
Jeg har virkelig store forventninger til min nye livsstil.

Jeg gør en del ud af at undgå enhver kontakt med programmer som Vild med dans, Bagedysten, Aftenshowet og morgen TV.
Disse programmer er ret populære og de klarer sig sagtens uden min støtte.
I aften er der fodboldlandskamp i Montenegro, hvor vi fik billeder af tilrejsende danske tilskuere og vi fik også en lille snak med dem. Man kunne hurtigt se, at de var gode til at drikke bajersk øl. De insisterede tilsyneladende på at synge samtidig, og det skulle de måske overveje at lade være med.
Mine tæer nu er næsten rettet ud.


Det er ikke nogen hemmelighed, at denne skribent er republikaner, og at der ikke for alvor er noget, der kan ændre på dette.
Her kan jeg så lige indskyde, at Enhedslisten er det eneste danske parti, der er 100 % imod monarkiet.
Ikke overraskende ved de Radikale ikke lige, hvad de skal mene. De er egentlig overvejende mod monarkiet, og det er vist noget, de stemmer om hvert eneste år.
Det kommer der ikke noget ud af.
I aftes fik jeg noget af en overraskelse. På den fine kanal DR K så jeg en udsendelse om tiden i Danmark omkring 1920, hvor også Påskekrisen blev omtalt.
I udsendelsen deltog jeres kronprins og også hans bror, som jeg hidtil ikke har regnet for det store.
Men de to herrer fortalte roligt og yderst sagligt om denne historiske periode.  Især fremstod Joachim som en ualmindelig god fortæller, men det var også til at forstå hvad jeres Kronprins fortalte om. Begge fremstod som yderst troværdig og vidende.
Jeg indrømmer gerne, at jeg blev imponeret over det jeg så og hørte.
Den havde jeg ikke lige set komme :-)

Og de skal skam have den ros, de kan tilkomme :-)

I morgen vil jeg skrive lidt om Coops medlemsblad Samvirke, der er kommet i modvind på grund af den økologiske vinkel.
I Fakta ligger bladene lige ved siden af kassen. Jeg spurgte kassedamen, hvad hun syntes om historien. Hvad hun svarede, kommer her i morgen.

En herre fra Cambodia er dømt for 3 voldtægter. Det har også resulteret i 2 (tre) betingede udvisninger.
Manden bliver ikke udvist, fordi Østre landsret er kommet frem til, at han vil få det for vanskeligt, hvis han bliver udvist.

Den lader vi lige stå lidt :-)

Fredag den 6. oktober 2017
Gang: 7 km. Totalt i 2017: 1756 km

Cykling 6 km. Totalt i 2017: 461 km.


Dejlig dag med herligt vejr.
Sol og (sen)sommer.
Jeg lagde ud med en gåtur op i byen, hvor jeg også fik en tid til at få fjernet mine sting i næste uge. De er få og små og kan ikke volde de store problemer.

Jeg fik en kop kaffe (uden tilbehør), og jeg fik også en hyggelig snak med et par gode venner.
Der er rigtig mange mennesker, der kommer der hver dag, og man lærer at kende dem "på travet".
Her kunne Brugsen godt have gjort lidt ud af at lade den 2. kop kaffe være billigere, men den slags tant og fjas har der ikke været tilløb til.
En kop koster 10 kr.
Jeg kunne godt strikke nogle gode forslag sammen. men da der ikke eksisterer nogen forslagskasse "i bageren" er det ikke så ligetil.

 

På vej hjemad fik jeg en besked fra en god ven, der var i området. Han ville gerne komme forbi og få en snak og en kop kaffe. Min vogn er så ordentlig, at det nemt kan sættes i værk uden stort varsel, men faktisk kunne vi sidde udenfor i det gode vejr.
Vi have en herlig stund sammen.
Dejligt med gæster.


Efter frokosten hyggede jeg mig lidt med "Kender du typen" og tudsegamle "Hammerslag".
Dem kan jeg godt lide.
Jeg er også glad for "Grænsepatruljen" og politipatruljer, så der er da noget jeg kan kigge med på uden at blive fyldt med irritation.
Jeg erfarer at en deltager i Kagedysten" hedder Rosa. Hun kommer fra Vestjylland og har taget alle med storm.
Hende er jeg nødt til at kigge nærmere på mindst én gang.

Så kom det svære.
Jeg ville godt trille en tur i det smukke men noget blæsende vejr, men som eftermiddagen trængte sig frem svandt min jernvilje mere og mere ind.
Man kom uvægerlig til at tænke på en slatten rød pølse.
Coop er kommet i kraftig modvind pga en økologikampagne, man har kunnet læse om i Samvirke.
Det drejer sig grundlæggende om, at de agerer smagsdommere, og det er uheldigt, for deres opgave er udelukkende at sælge de varer, som folk vil købe.
Det tilkommer ikke dem at vurdere hvor meget bedre det er at anvende økologiske madvarer.
Det pågældende nummer af Samvirke er blevet fjernet fra rigtig mange salgssteder, og da jeg så det ligge ved kassen i Skjern afdelingen af Fakta, kunne jeg ikke nære mig for at spørge den unge dame ved kassen, hvad hun havde at sige om sagen.
Det kom der absolut intet ud af, eftersom den unge dame var totalt uvidende om den store polemik.
Det er altså ikke en sag, der bliver drøftet i frokostpausen, og det havde jeg i virkeligheden nok heller ikke ventet.
Jeg måtte faktisk skrue bissen på før jeg fik krammet på mig.
Det blev til 6 km og under de givne omstændigheder var det et udmærket resultat.

Jeg tilbragte en god nat med min nye pude, som jeg er sikker på, at jeg bliver ualmindelig glad for.

I morgen skal jeg have hentet min mountainbike.

Lørdag den 7. oktober 2017
Gang: 7 km. Totalt i 2017: 1763 km

Cykling 5 km. Totalt i 2017: 466 km.


Endnu en fin dag. Ganske vist regnede det hele formiddagen, men jeg har en paraply, så jeg kan sagtens komme ud.
En bytur sniger sig gerne op på ca 6 km, og så har man da dem hjemme.
Senere fik jeg også trillet en lille tur.
Jeg fik en kop kaffe i Brugsens cafeteria, og jeg følger interesseret med i, hvad folk sidder og snakker om.
En ældre dame (ca på min alder) forklarede til den hun sad sammen med, at hun altfor ofte følte sig ensom.
Godt at man ikke har det at kæmpe mod.

I køen i Brugsen stod jeg bagved en ældre tilgroet mand, der købte 6 dåser øl og en flaske sennep.
Og så var der nok fest i det lille hjem?

Det skræmmer mig lidt.
I går havde jeg som bekendt besøg af en god ven, og jeg tilbød at komme ud og møde ham.
Han forklarede mig, at han da godt kunne huske, hvor jeg boede fra sit besøg hos mig sidste år.
Mit problem er bare, at jeg ikke har nogen som helst erindring om, at han har besøgt mig før.
Og det skræmmer mig.
Jeg plejer nok at kunne kalde billeder frem fra fortiden, og jeg synes faktisk, at jeg er god til at visualisere, men her bliver der ikke sendt noget.
Min ven er et interessant menneske og jeg er sikker på, at vi har haft det hyggeligt.
Sådan er det bare.

En anden ting, jeg slet ikke bryder mig om: I mit lange liv har jeg desværre af og til truffet beslutninger, som råber til himlen.
Begivenhederne kan jeg sagtens kalde frem, men når jeg prøver, for mig selv, at finde ud af, hvorfor jeg handlede som jeg gjorde, er jeg som regel på bar bund.
Beslutningerne kan jeg ikke ændre, og jeg erkender til hver en tid, at det var mit ansvar, men "hvorfor" blæser i vinden.
Godt at jeg har skrevet dagbog om i går :-)

Der kører i øjeblikket en udsendelse på TV, der hedder alle mod én. En udvalgt person skal dyste mod "resten" af Danmark, og der er 100.000 kroner på spil.
Værten er en hyggelig fyr ved navn Mads Steffensen, der da også kommer fra Gug.
Jeg har kigget med af og til, men er nu kommet til at fundere over, hvad der er rent faktisk er gang i.
I en tidligere opgave gjaldt det kom at gætte, hvor mange sild, der kunne være i et badekar sammen med en særdeles kæk ung mand.
Vinderen er den, der kommer nærmest.
Hvem har bestalt sildene, og hvad sker der med dem efter at de har delt leje med den kække unge mand?
Findes der et bilag, hvor der står "Sild til at fylde i et badekar"?
Jeg så sildene, så de var der altså.
Hvor kommer pengene fra til den store præmie?
Det kunne jeg godt tænke mig at vide.
I den næste udsendelse havde man stablet mange store olietønder ovenpå hinanden.
Så havde man en stuntman i en wire, der blev slynget mod tønderne, og så skulle man gætte, hvor mange tønder der væltede.
Hovedpersonen har familiemedlemmer med, som kan hjælpe ham med den svære beslutning, og også nogle kendisser var indkaldt.
Der var bl. a Pernille Rosenkrantz-Theil, som  får mig til at tænke på den forandring, der ramte Troels Trier, da han fra at være en socialt indigneret kunster i Røde Mor blev til en skrigeskinke med en tissemand på næsen.
Nu sidder PRT og fører sig frem som én, hvis spidskompetance er at tælle væltede olietønder.
Efter en stund med disse bevægende begivenheder besluttede jeg mig for at løjerne var en fornærmelse mod min intelligens.
Jeg gik ud for at finde noget maling der var ved at tørre som jeg så kunne sidde og kigge på.

Jeg havde noteret mig, at der blev sendt en ældre Poirot-film.
Det glædede jeg mig til, men glæden var kort.
Poirot blev spillet af Peter Ustinov, og han er fornærmende dårlig.
Generelt var det en gang "over acting", som jeg ikke kunne klare.
Når man bare én gang har oplevet David Suchet som Poirot er det svært at acceptere andre i den rolle.

Søndag den 8. oktober 2017
Gang: 5 km. Totalt i 2017: 1768 km

Cykling 5 km. Totalt i 2017: 471 km.


Herlig dag.
Vi var nede og snuse til de 3 grader fra morgenstunden, og så gælder det om at få tændt for varmen i en ruf.
Man mærker de mindste forandringer i temperaturerne, når man bor midt i naturen.
Så skal der gang i en kop kaffe, og så er jeg slået i gang.
Der var ikke vejr til at cykle fra morgenstunden, så jeg traskede hen til Skjern Downtown, hvor jeg vanen tro fik en kop kaffe. Der var besøg af en af de faste kunder, der sikkert er et sødt menneske, men hun taler så højt, at jeg hurtigt finder den dør, der ikke er der, når jeg løber på hende.

Det var også den dag, hvor jeg hentede min "nye" mountainbike, som jeg hermed kan byde velkommen i stalden.
Vi skal nok få det hyggeligt.
En lille tur blev det også til.

Jeg havde påtaget mig ansvaret for, at årets sidste monument, Paris - Tours blev fulgt på vej.
Det er et løb, der langsomt bygges op til en flot finale over de sidste 15-20 km.
Spændende løb.

Vi har meget at være taknemlige for.
Fra flere vejrhaver kom der det gode råd at sørge for at tage en varm jakke på.
Det var ikke noget, jeg ellers ville have tænkt på, og jeg er glad for at den vigtige information kom ud.
Af hjertet tak.
I morgen skal jeg have fat i en computer til MTB Scott

Det er min fars fødselsdag i dag den 8. oktober, og havde han været i blandt os, ville han være blevet 109 år.
Jeg fejrede dagen ved at tænke gode tanker om min kære far.

Mandag den 9. oktober 2017
Gang: 7 km. Totalt i 2017: 1775 km

Cykling 10 km. Totalt i 2017: 481 km.

Mandag den 9. oktober 2017
Gang: 6 km. Totalt i 2017: 1781 km

Cykling 5 km. Totalt i 2017: 486 km.


Mandag bød på en ny smuk dag, som jeg fordrev på sædvanlig vis.
Tirsdag startede med temperaturer, der var et par grader højere end mandagen.
Og mere skal der ikke til, før det kan mærkes.
Der var tørvejr hele formiddagen, og jeg fik klaret tøjvask og opvask, og mit luksuslegeme endte også under vand.
Der er så få på pladsen nu, at der sjældent er ventetid, og som regel er man også ene om toiletterne.
Og det skal jeg åbent erkende, at jeg sætter stor pris på. Spejderlatrinen har jeg aldrig sat højt.

 

Jeg lagde ud med at få 5 km sat ind på bogen.
Dem er der ingen, der kan tage fra én :-)
Jeg fandt ud af, at jeg har ansvaret for det 6 dages etapeløb Tyrkiet Rundt, og den opgave må jeg tage på mig.
Det er ikke et løb fra den øverste hylde, men det kan sagtens vise sig at være underholdende alligevel. Feltet var ret lille, og ganske få af topholdene var med.
Det endte i en kaotisk massespurt med massesstyrt, og det er aldrig rart at se på et højhastighedsstyrt.


 

Onsdag skal jeg have fjernet mine sting. Jeg er langt fra at være tilbage ved fuld styrke. Jeg går stort set, som jeg gjorde før, men det går altså lidt langsommere.
Jeg holder lidt igen med cyklingen.
Det kan godt vare en rum tid, inden jeg er 100 % fit for fight igen.

Det er også i morgen, at jeg skal have ordnet den ene skivebremse på mtbén. Det er noget med, at der skal sprøjtes olie ind for at etablere det nødvendige tryk.
Den slags er uudforsket land for mig, men det skal nok blive fint.

Jeg har igen købt en lykkepose i Bugsen gennem Toogoodtogo.
Den koster 39 kr, og skønnes at have en værdi af ca 150 kr.
Det er en ualmindelig dejlig fornemmelse at få posen udleveret og så lukke op for godterne.
Herligt.

Onsdag den 11. oktober 2017
Gang: 4 km. Totalt i 2017: 1785 km

Cykling 8 km. Totalt i 2017: 494 km.

Megt stille og rolig dag, hvor jeg sådan set kun havde 2 ting, jeg skulle tage mig af.
Først skulle jeg ned til byen for at aflevere min MTB til den af byens 2 cykelhandlere, som jeg havde fået anbefalet.
Vi aftalte, at han skulle give besked, når han var færdig.
Det ser ud til at være en fin cykelhandel.

Om eftermiddagen tog jeg ned til lægehuset for at få fjernet mine 2 sting. Det var der ingen problemer med.
Jeg fik også min årlige vaccination for influenza, som jeg tager imod, fordi jeg ikke kan se nogen grund til at lade være.
Det er 3. eller 4. år jeg har fået sprøjten, og jeg har intet mærket til den efterfølgende.

I aftes så jeg en udsendelse om nogle smertepatienter, der havde fået udleveret et morfinpræparat, som angiveligt ikke var vanedannende.
De blev imidlertid stort set alle dybt afhængige i løbet af forholdsvis kort tid.
Jeg fik en 10-12 morfinpiller med hjem fra hospitalet, og da de var brugt, var det et overstået kapitel.
Jeg kan stadig mærke gener, men ikke noget, der kræver, at jeg tager smetestillende medicin.
Det er adskillige dage siden, jeg holdt op med det.
Og der er ikke abstinenser :-)

 

Nu er mit eventyr med Wupti.com måske ved at være slut.
Jeg har konstateret, at de har modtaget pakken med den returnerede eksotiske og ubrugte næsehårstrimmer, så nu venter jeg bare på at få moneterne tilbage.
Men der kan stadig gå meget koks i det maskineri.
Jeg stoler ikke for alvor på dem.

 

Skulle det ske, at jeg kommer til at gå glip af en etape i løbet i Tyrkiet, så vil det ikke være noget stort savn.
Der skete absolut ingenting  før de kom til mål.
Det er da godt nok det ringeste løb jeg har set i lang tid.
Kommentatoerne er Thomas Bay og René Wenzel, og dem er jeg ualmindelig godt tilfreds med.
Jeg nyder at lytte til deres anekdoter, når der ikke sker noget i løbet.

I morgen skal jeg på biblioteket. Jeg er ved at løbe tør for bøger.
Jeg håber stadig at nå op på 100 bøger i 2017.

Fin aften i mit eget behagelige selskab.

I morgen er der show time i Værestedet.
Og suppe!

Torsdag den 12. oktober 2017
Gang: 3 km. Totalt i 2017: 1788 km

Cykling 4 km. Totalt i 2017: 498 km.

Fredag den 13. oktober 2017
Gang: 5 km. Totalt i 2017: 1790 km

Cykling 10  km. Totalt i 2017: 504 km.

Jeg havde en dag, jeg var yderst tilfreds med. Jeg passede min motion, og jeg fik vasket op.
Ude i forteltet opdagede jeg, at en mus har været i gang med at samle forråd sammen i en sko. Den var fyldt med agern.
Da der ikke var gået husleje ind på kontoen, så røg nødderne ud.
Det kunne da lige passe.


Jeg er så glad for min cykel.
MTBén er på plads i min garage. Jeg mangler lige at få monteret en computer, så er den klar til at udforske nærområdet.
Det skal nok blive fint.


Showtime.
Det var torsdag, jeg fortalte røverhistorier i Værestedet, og det var en fin aften. Jeg havde også inviteret nogle af mine venner til at være med.
Vi startede med dejlig suppe, hvor der var hele 5 varianter.
Senere var der kaffe og vi fik den herligste dessert, som jeg dog frygter kan være stærkt vanedannende.
De fleste syntes at være tilfredse med arrangementet og underholdningen.
Man gør det jo så godt man kan :-)

 

Jeg vil ikke mere.
Jeg er en hund efter nyheder, og jeg har stort behov for at følge med i, hvad der sker omkring mig.
Og hvor skal disse nyheder så komme fra?
Jeg har været slem til at kigge med hos Ekstrabladet og BT, og det er slet ikke godt. Slet ikke godt nok.
Kvaliteten er ganske simpelt for dårlig.
Det er under mit niveau, hvad de har at byde på.
EB havde fornylig en overskrift, der fortalte om "Medinas store ydmygelse". Det viste sig, at hendes nye album ikke var at finde på en top 200 på en spotify-liste, som jeg ikke kender noget til.
Sikke da en nyhed.
EB har også "Nationen", hvor folk i ly af anonymitet kan sige næsten, hvad der falder dem ind.
Mange af skribenterne har udtalte problemer med flerstavelsesord.
Når jeg skal vælge avis har jeg 2 valg. Jeg vakler mellem Politiken og Jyllands-Posten, hvor jeg giver et lille ekstra plus til Politiken.
Deres netudgave synes dog at være rigtig dyr, mens JP er nemmere tilgængelig.
Jeg har nu smidt 29 kr efter et prøveabonnment på Jyllandsposten, og den beslutning har jeg det godt med.
Og så vil jeg bestræbe mig på at holde mig langt væk fra "Nationen".

I morgen kan man her læse om afslutningen på mit eventyr med Wupti.com
Og man vil også kunne læse en historie om en tam høne :-)

 

Lørdag den 14. oktober 2017
Gang: 7 km. Totalt i 2017: 1797 km

Cykling 13  km. Totalt i 2017: 518 km.

Der var dømt en anelse Indian Summer, men sommeragtigt blev det nu aldrig. Der var pænt lunt, men solen havde andet at få tiden til at gå med denne dag.
Efter morgenens kontorarbejde og morgenmad (sund) fik jeg sat 7 km ind på vandre-kontoen, så var det på plads.
God fornemmelse fra morgenstunden.
Ellers tøffede jeg lidt rundt og nussede med dette og hint.

Wupti.com
Så lykkedes det mig at få afsluttet mit lille eventyr med Wupti. Jeg har nok talt med de fleste af de unge mennesker i deres kundeservice, og jeg må sige, at ikke meget imponerede mig.
Men endelig fik de smidt mine kroner tilbage på min konto.
Og så var vi kommet dertil, hvor jeg havde tænkt på at save dem midt over på Trustpilot.
Nu skulle de have det glatte lag.
Men efter at have siddet og tænkt lidt over tingene, fandt jeg ud af, at det gad jeg alligevel ikke.
Min retfærdige harme sivede stille og roligt ud gennem forteltet, hvor min mus det meste af dagen var på standby.
Lad nu det ligge, blev konklusionen.

Her på pladsen bor der mange sjove og interessante menensker. En af dem holder sig mest for sig selv og har nok hvad man vil kalde en alternativ indgangsvinkel til livet.
Mit (ufrivillige) kæledyr er en mus, men Klaus han har en tam høne.
Hun hedder Putte.
Putte er en meget bestemt dame, og de har mange diskussioner om, hvordan tingene skal være.
Klaus hævder, at hun (stort set) er renlig, og det er da ganske imponerende.
Det kunne da godt være, man skulle have en enkelt høne tøffende rundt ude i forteltet.
Jeg tænker lidt over det.

Efter etapen i Tyrkiet tog jeg en tur på min MTB. Jeg havde monteret en puter, så jeg kunne følge lidt med i, hvor mange knob jeg skød.
Det gik egentlig forbavsende godt. For få år siden kunne jeg dårligt få vejret, men nu kan jeg stort set ikke mærke noget. Jeg kørte ganske vist på de flade engarealer, men der blæste en del.
Jeg ved ikke, hvad der er sket, men fint er det.

Jeg mærkede heller ikke meget til mit indvendige 15 x 15 cem mavebælte. Det er langt bedre nu.

Og således var der en lang række ting at være supertilfreds med denne lørdag.
Det er skisme jøwt.

Søndag den 15. oktober 2017
Gang: 5 km. Totalt i 2017: 1802 km

Cykling 25  km. Totalt i 2017: 543 km.

Smuk sommerdag. Midt i oktober. Så har vi set det med.
Og det skulle da udnyttes.
Jeg lagde ud med en fodtur til byen, hvor jeg praktisk talt ryddede Fakta for grøntssager fra afdelingen "Undgå madspild".
Jeg må nu konkludere, at Lidl ikke figurerer på min favoritliste over yndlings-forretninger.
Men jeg har 700 m dertil, mens jeg eksempelvis har 2.5 km til Fakta, så jeg kommer alligevel en del

Fodboldkonflikt.
Det er svært at finde ud af, hvad det handler om, men hvis der bliver en kamp søndag mellem kvinderne fra Danmark og Sverige, så vil jeg se den.
Det vil i så tilfælde blive den første kamp jeg ser i over 25 år.

Jeg fulgte cykelløbet i Tyrkiet til dørs, og det er det kedeligste løb jeg har set i lang, lang tid.
Nu mangler der kun et par løb i Kina.

Efter cykelløbet var jeg blevet inspireret til at køre selv.
Jeg sadlede min MTB og startede ud over engene, men da de var totalt oversvømmede, så vendte jeg kajakken og startede på landevejen i den kraftige modvind mod Tarm.
Lidt senere matchede jeg den ikke ufarlige bakke før Lønborg, inden det gik end i fejende medvind mod Skjern.
Det var den længste tur efter operationen, og det voldte ikke de store problemer.
Jeg mangler naturligvis lidt sadeltræning, og nakkemusklerne protesterer også en smule, men det er symptomer, jeg kender som min egenbukselomme.
Jeg er vældig tilfreds med mig selv :-)

I morgen går det frem efter samme model.

Mandag den 16. oktober 2017
Gang: 6 km. Totalt i 2017: 1808 km

Cykling 11  km. Totalt i 2017: 554 km.

Man ved, at dette herlige varme vejr er på lånt tid, så derfor er man indstillet på at nyde hvert sekund.
Jeg fulgte mine normale rutiner og min bytur sendte mig til en kop kaffe i Brugsen i selskab med en god ven.
Også biblioteket fik glæde af min ringhed.
Efter frokosten havde jeg bestemt mig til at aflægge et besøg i den fornemme Jagt- og Fiskeriforretning, vi har i Skjern.
Jeg var kommet i tanker om, at jeg ville gå på jagt efter en ekstra varm trøje, og jeg formodede, at de var leveringsdygtige i den vare i jægerbiksen.
Det var de.
Der var rigtig mange fine ting, og jeg kunne godt se, at jeg var rendt ind i en omgang kvali-produkter.
Så langt så godt.
Men så var det, at jeg kom til at se på priserne.
Jeg tror, den dyreste trøje, jeg så, kostede ca 3500 kr.
Ja, ok så.
Jeg skal bare ikke investere i en trøje til den pris.
Jeg kiggede mig lidt rundt for at se, om andre kunder vendte det hvide ud af øjnene ved at spotte de små prissedler.
Det syntes ikke at være tilfældet.
Det gik op for mig, at jeg var gået forkert.
Der var bl. a varer af mærket Deerhunter, og jeg kunne godt se, at fornemmere blev det nok ikke.
Jeg sivede rundt og kiggede på de forskellige mærker.
Det var ca det samme.
Jeg overvejede en kort stund at spørge, om de havde et mærke, der passede bedre til nærige pensionister, men det blev ikke til noget.
I stedet kom jeg frem til, at jeg nok ikke havde noget at gøre i den forretning.
Jeg har aldrig set en trøje af mærket Deerhunter i nogen af de genbrugser, jeg kommer i, men jeg vil da holde øje fra nu af.

Jeg sad og kiggede på noget fra en af vejrhaverne.
De syntes, jeg skulle holdes orienteret om det kraftige blæsevejr i Irland, og det var da også godt at have styr på den detalje.
Damen tegnede og fortalte, og hun pegede ud i vandet og snakkede om den irlandske kyst.
"Hedder det nu det", hviskede min skjulte indbyggede stavekontrold.
Jeg ville nu nok have kaldt det den irske kyst.
Jeg kan næsten ikke lade være med at fedte rundt med den røde blyant, og det burde jeg nok arbejde lidt med.

I morgen skal jeg besøge med min sundheds-shrink i Tarm Sundhedscenter.
Gad vide om jeg får ros :-)

Det går egentlig rigtig godt, men jeg vil så forfærdelig gerne tabe mig 800 g mere.
Og det regner jeg da med, at jeg kan.

Tirsdag den 17. oktober 2017
Gang: 5 km. Totalt i 2017: 1813 km

Cykling 10  km. Totalt i 2017: 564 km.

 

Dagen startede med et besøg på Sundhedscenteret i Tarm. Der var kraftig modvind på vej derover, men da jeg er så sej, gik det da også.
Det var en dejlig seance.
Jeg havde stort set fulgt de retningslinier for et sundt levned, som vi havde stukket ud, og minsandten om ikke jeg fik ros.
De 800 g, jeg havde planlagt at smide, var forlængst gået al kødets gang, så jeg tager simpelthen 800 g mere.
Nu har jeg et besøg mere at se frem til. Jeg er ked af, at det ikke kan fortsætte.
Det er ekstremt vigtigt at få et skub i den rigtige retning.

Fyldt med stor tilfredshed kastede jeg mig over en gang sund frokost, og så var det tid til at slappe lidt af.
Men jeg havde flere opgaver ventende.
Men da jeg ville jage mig selv ud at gå efter en solid morfar, kneb det.
Jeg var ganske simpelt blevet tvær.
Der var tørt, men selv om det blæste kraftigt, var der ingen fornuftig grund til at bibeholde flyverskjulet.
Jeg måtte skrue bissen på, før jeg kom i gang.
Og så gik det jo alligevel over stok og sten.
Jeg havde for alvor fået fart på.
Det syntes jeg i hverfald, indtil en ung pige kom snigende bagfra og overhalede mig så let som ingenting.
Hun så endda ikke forpustet eller anstrengt ud.
Jeg har været der før, og jeg kan lige så godt vænne mig til, at jeg aldrig fanger farten på mine fodture.
På cykel går det langt bedre.

 

Kommunalvalg.
Om føje tid bliver der klasket valgplakater op i det ganske land.
Det oplyses, at det skam virker.
Jeg husker et valg, hvor jeg boede i Herning kommune, og da kunne jeg ikke gå to skridt uden at rende ind i et billede af Esben Lunde Lunde larsen.
Og det virkede i hvertfald ikke på mig.
Tværtom.
Nu bor jeg i Ringkøbing - Skjern kommune, og jeg ved meget lidt om, hvem der sidder i kommunalbestyrelsen.
Og hvad skal man så stemme?
Som udgangspunkt må jeg endnu engang konstatere at Enhedslisten er det eneste parti, der 100 % er mod monarkiet, og det er da en god viden at ligge inde med, men jeg ved slet ikke, om de stiller op her.
Jeg må ud og skaffe mere info.
Jeg har også fundet ud af, at Alternativet ikke stiller op, da deres spidskanditat har trukket sig.
Han havde mistet gejsten.
Og det er aldrig rart at have det sådan.
Det blev han overhovedet ikke populær på.

 

Kristendemokraterne stiller op, men dem skal jeg under ingen omstændigheder stemme på.

Byrådet har 29 medlemmer, og siddende borgmester er fra Venstre.
Jeg har aldrig forsømt et valg, og det sker heller ikke denne gang.